Er vi ved at vinde kampen?

„VI MÅ værne om denne planet, det er den eneste vi har.“ Denne opfordring kom fra Englands prins Philip, der er præsident for Verdensnaturfonden.

Tusinder af år tidligere skrev salmisten: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ (Salme 115:16) Gud har givet os jorden som vort hjem, og vi må passe på den. Det er dét økologi handler om.

Egentlig betyder ordet „økologi“ „læren om hjemmet“.a Ifølge en definition i The American Heritage Dictionary er det „studiet af den moderne civilisations skadelige virkninger på miljøet, med henblik på at hindre eller modvirke disse gennem fredning“. Enkelt sagt betyder økologi at finde ud af hvilken skade mennesker har forvoldt og derefter søge at rette op på den. Det er ikke nogen let opgave.

Tre økologiske kendsgerninger

I sin bog Making Peace With the Planet nævner biologen Barry Commoner tre enkle, økologiske love som er med til at forklare hvorfor jorden er så sårbar over for misbrug.

Det hele hænger sammen. Ligesom en dårlig tand kan berøre hele vort legeme, vil beskadigelse af en bestemt del af naturen sætte en kædereaktion af miljøproblemer i gang.

I de sidste 40 år har man for eksempel fældet 50 procent af skovene på Himalaya i Nepal, enten til brændsel eller til tømmer. Uden de beskyttende træer er det øverste lag muld på bjergsiderne hurtigt blevet skyllet væk i regntiden. Det har gjort det svært for nye træer at slå rod, og mange bjergsider er nu helt nøgne. På grund af denne skovrydning mister Nepal millioner af tons muldjord hvert år. Og problemet er ikke kun begrænset til Nepal.

I Bangladesh blev de voldsomme regnskyl førhen opsuget af træerne, men nu strømmer vandet uhindret ned ad de nøgne klippesider og ud mod kysten, hvor det forårsager katastrofale oversvømmelser. Tidligere havde Bangladesh alvorlige oversvømmelser én gang hvert 50. år, nu forekommer det mindst én gang hvert 4. år.

Andre steder i verden har skovrydningen ført til at ørkener breder sig og at der er opstået lokale klimaændringer. Skovene er blot én af de naturressourcer som mennesket driver rovdrift på. Eftersom økologerne endnu kun har begrænset kendskab til de indbyrdes sammenhænge i det store økosystem, bliver problemerne måske først opdaget når der er sket alvorlige skader. Sådan er det gået i forbindelse med affaldsanbringelse, som meget vel illustrerer den anden økologiske lov.

Alle ting ender et eller andet sted. Forestil dig hvordan et hjem ville se ud hvis der overhovedet ikke blev fjernet noget affald. Vor planet er netop sådan et lukket system — al vort affald må ende et sted i eller omkring vort hjem, jorden. Den delvise nedbrydning af ozonlaget viser at selv tilsyneladende harmløse gasser som klorfluorcarboner (CFC-gasser), ikke blot forsvinder ud i den blå luft. CFC-gasser er blot ét ud af hundreder af potentielt skadelige stoffer der slippes ud i luften, floderne og havene.

Det er sandt at visse produkter der benævnes „biologisk nedbrydelige“, med tiden kan nedbrydes og optages i naturlige processer, men andre kan ikke. Alverdens strande flyder med plasticbeholdere, og dér vil de blive liggende i de næste årtier. Det industrielle giftaffald er mindre synligt, for det bliver som regel gravet ned. „Ude af øje, ude af sind?“ Ikke nødvendigvis, i hvert fald ikke for altid. Giften kan sive ned i grundvandet og udgøre en alvorlig helbredstrussel for mennesker og dyr. „Vi ved ikke hvad vi skal gøre ved alle de kemikalier som den moderne industri frembringer,“ indrømmer en ungarsk videnskabsmand ved Budapests Institut for Hydrologi. „Vi kan ikke engang holde rede på dem.“

Den farligste af alle former for affald er radioaktivt affald, et biprodukt fra kernekraftværker. Tusinder af tons atomaffald opbevares på midlertidige lagre, og noget af det er blevet dumpet i havet. Trods mange års videnskabelig forskning har man endnu ikke fundet nogen løsning på hvordan man på en sikker måde oplagrer det permanent eller skaffer sig af med det, og der er heller ikke umiddelbart nogen løsning i udsigt. Ingen ved hvornår disse tidsindstillede økologiske bomber vil eksplodere. Problemet forsvinder ikke af sig selv; affaldet vil være radioaktivt i de kommende århundreder eller årtusinder, eller indtil Gud griber ind. (Åbenbaringen 11:18) Menneskets forsømmelighed med hensyn til affaldsanbringelse er også en påmindelse om økologiens tredje lov.

Lad naturen afstikke kursen. Med andre ord: Vi må samarbejde med naturen i stedet for at forsøge at omgå dens love med noget vi mener er bedre. Dette kan illustreres med visse pesticider. Da de blev taget i brug kunne de hjælpe landmændene til at holde ukrudtet nede og praktisk talt udrydde skadedyr. Rekordhøsten syntes sikret. Men så gik det galt. Ukrudt og insekter blev efterhånden modstandsdygtige over for det ene pesticid efter det andet, og det viste sig at pesticiderne var giftige for insekternes naturlige fjender, for dyr såvel som for mennesker. Måske har du selv været ramt af pesticidforgiftning? I så fald er du blot én blandt millioner af ofre på verdensplan.

Derudover ser det ud til at pesticider ikke i det lange løb giver større høstudbytte. I De Forenede Stater tager insekter nu en større del af afgrøderne end før pesticidrevolutionen. Ligeledes har International Rice Research Institute i Filippinerne opdaget at pesticiderne ikke længere forbedrer rishøsten i Sydøstasien. Et indonesisk sponsoreret regeringsprogram der anvender forholdsvis mindre mængder pesticider, har faktisk opnået en 15 procents øgning af risproduktionen siden 1987 selv om de har nedsat forbruget af pesticider med 65 procent. Alligevel gør landmænd i hele verden udstrakt brug af pesticider.

De tre ovennævnte økologiske love er med til at forklare hvorfor forholdene er så dårlige. Andre vigtige spørgsmål er: Hvor omfattende er de skader der er sket, og kan der rettes op på dem?

Hvor omfattende er skaderne?

Verdenskortet (se side 8 og 9) peger på nogle væsentlige miljøproblemer og viser hvor de er mest udtalte. Når dyr og planter er udryddet fordi deres levesteder er blevet ødelagt, kan mennesket selvfølgelig ikke gøre skaden god igen. Andre skader, som for eksempel nedbrydningen af ozonlaget, er også allerede sket. Men hvad med den nedbrydning af miljøet der foregår nu? Gøres der noget for at standse eller i det mindste bremse ødelæggelserne?

To af de vigtigste indikatorer for økologiske ødelæggelser er landbrug og fiskeri. Dette skyldes at udbyttet på disse områder er stærkt afhængigt af et sundt miljø, og at vort liv afhænger af disse fødekilder.

Inden for begge områder er der tegn på forringelse. FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation, FAO, har regnet ud at hele verdens fiskeflåde ikke kan fange mere end 100 millioner tons fisk uden at det udgør en betydelig fare for fiskebestanden. Dette tal blev oversteget i 1989, og som ventet faldt fangsten det følgende år med fire millioner tons. Nogle steder er fiskebankerne blevet betydeligt reduceret. I den nordøstlige del af Atlanterhavet er fangsten for eksempel faldet med 32 procent i løbet af de sidste 20 år. Hovedårsagerne er rovfiskeri, forurening af havene og ødelæggelse af ynglepladser.

Denne alarmerende tendens ses også i kornproduktionen. I 60’erne og 70’erne var forbedrede kornsorter samt kunstvanding og udbredt brug af pesticider og gødning med til at give rekordstore høstudbytter i verden. Nu er pesticider og gødningsprodukter ved at miste deres gunstige virkning, og vandmangel samt forurening resulterer i ringere høstudbytter.

Skønt der årligt bliver næsten 100 millioner ekstra munde at mætte, er det samlede landbrugsareal i løbet af de sidste ti år blevet reduceret. Desuden bliver den opdyrkelige jord stadig mindre frugtbar. Worldwatch Institute anslår at erosion er skyld i at landmænd i løbet af de sidste 20 år har mistet 500 milliarder tons muldjord. Det har uvægerlig medført et fald i fødevareproduktionen. Rapporten State of the World 1993 siger at „faldet på 6 procent i kornudbyttet pr. person mellem 1984 og 1992 måske [er] den mest fortvivlende økonomiske udvikling i verden i dag“.

Ja, millioner af menneskers liv står allerede på spil som følge af at vi har ladet hånt om miljøet.

Kan mennesker løse problemerne?

Skønt vi nu har en vis viden om hvad der er galt, er det ikke nemt at gøre noget ved det. Ét stort problem er de mange penge det koster — mindst 600 milliarder dollars om året — at igangsætte de omfattende forslag der blev fremsat ved Konferencen om Miljø og Udvikling i 1992. Det vil også blive nødvendigt at bringe ofre — som for eksempel at smide færre ting ud og genbruge flere, spare på vand og energi, bruge offentlige transportmidler frem for private, og, det måske sværeste, at tænke på andre end sig selv. John Cairns jun., der er formand for en amerikansk forening for genoprettelse af de marine økosystemer, peger på det egentlige problem: „Jeg er optimist med hensyn til hvad vi kan gøre. Jeg er pessimist med hensyn til hvad vi vil gøre.“

Alene omkostningerne ved tilbundsgående miljøforbedringer er så store at de fleste lande foretrækker at udskyde regnskabets time. I en tid med økonomisk krise betragtes miljømæssige foranstaltninger som en trussel mod arbejdspladser eller som en økonomisk hæmsko. Det er lettere sagt end gjort. Bogen Caring for the Earth beskriver landenes reaktion som værende „en tordenbyge af løfter, efterfulgt af passivitetens tørke“. Men hvad den nye teknologi angår, kunne den så ikke med tiden komme med en smertefri løsning på jordens problemer? Tilsyneladende ikke.

I en fælles erklæring har U.S. National Academy of Sciences og Royal Society of London, åbent indrømmet: „Hvis de nuværende forudsigelser angående befolkningstilvæksten viser sig at holde stik, og hvis menneskets handlingsmønster på jorden forbliver uændret, vil videnskaben og teknologien nok hverken kunne forhindre en uafvendelig nedbrydning af miljøet eller fortsat fattigdom for en stor del af verden.“

De skræmmende problemer med anbringelse af atomaffald er en påmindelse om at videnskaben ikke er almægtig. I 40 år har forskerne søgt efter sikre, permanente opbevaringssteder til højradioaktivt affald. Problemet er så vanskeligt at nogle lande, som for eksempel Italien og Argentina, har indset at de tidligst vil have en opbevaringsplads klar i år 2040. Tyskland, der giver udtryk for den største optimisme på dette område, håber at være klar med de sidste planer i år 2008.

Hvorfor er atomaffald så stort et problem? Geologen Konrad Krauskopf forklarer: „Ingen videnskabsmand eller ingeniør kan garantere at det radioaktive affald ikke en dag vil lække i farlige doser fra selv de bedste opbevaringssteder.“ Men trods tidlige advarsler om affaldsproblemet fortsatte regeringer og atomindustrien ubekymret deres fremfærd, i den tro at morgendagens teknologi ville frembringe en løsning. Løsningen er bare aldrig kommet.

Men hvis teknologien ikke kan finde en hurtig løsning på miljøproblemerne, hvilke andre muligheder er der da? Vil nøden til sidst tvinge nationerne til at samarbejde om at beskytte jorden?

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

En søgen efter vedvarende energikilder

De fleste af os tager lys og varme for givet, indtil der er strømsvigt eller stigende oliepriser. Energiforbruget er imidlertid en af de største årsager til forurening. Det meste af den energi vi bruger kommer fra afbrænding af træ eller fossilt brændstof, en proces der sender millioner af tons kuldioxid ud i atmosfæren og reducerer verdens samlede skovareal.

En anden energikilde er kernekraft, som bliver mere og mere upopulær på grund af faren for ulykker og problemer med at få opbevaret det radioaktive affald. Andre alternativer kendes som vedvarende energikilder fordi de udnytter naturligt forekommende energi der er frit tilgængelig. Der er fem hovedtyper.

Solenergi. Solenergi kan nemt bruges til opvarmning, og i nogle lande, som for eksempel Israel, bruger mange husstande solfangere til opvarmning af vand. Det er straks vanskeligere at bruge solen til at frembringe elektricitet; men moderne solceller bruges allerede til at producere elektricitet i landområder, og de bliver efterhånden mere økonomiske.

Vindkraft. Kæmpemæssige vindmøller er nu en del af landskabsbilledet i adskillige lande. Den elektricitet som denne såkaldt æoliske energi frembringer, er faldet i pris, og er visse steder nu blevet billigere end traditionelle former for energi.

Vandkraft. Hele 20 procent af verdens elektricitet kommer i forvejen fra vandkraftværker. De mest lovende områder i industrilandene udnyttes imidlertid allerede. Kæmpemæssige spærredæmninger kan desuden forårsage store økologiske skader. En bedre mulighed, især i udviklingslandene, synes at være at bygge flere mindre vandkraftværker.

Geotermisk energi. Nogle lande, hovedsagelig Island og New Zealand, har kunnet tilslutte sig et „varmtvandssystem“ der er anlagt fra naturens side. Underjordisk vulkansk aktivitet opvarmer vandet, som så kan bruges til opvarmning af huse og til udvikling af elektricitet. Filippinerne, De Forenede Stater, Italien, Japan og Mexico har også i nogen grad gjort brug af denne naturlige energikilde.

Tidevandskraft. Tidevandsforskellene i havene bruges i nogle lande, deriblandt England, Frankrig og Rusland, til at udvikle elektricitet. Det er imidlertid kun ganske få steder denne energikilde er rentabel.

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

Nogle af de større miljømæssige problemer i verden

Ødelæggelse af skovene. Tre fjerdedele af skovene i de tempererede områder og halvdelen af regnskovene er allerede gået tabt, og den hastighed hvormed skovrydningen foregår er steget alarmerende i de sidste ti år. Ifølge de seneste skøn forsvinder der mellem 150.000 og 200.000 kvadratkilometer regnskov om året, et område på størrelse med Uruguay.

Giftaffald. Halvdelen af de cirka 70.000 kemikalier der for tiden fremstilles, klassificeres som giftige. Alene De Forenede Stater producerer årligt 240 millioner tons giftaffald. Ufuldstændige optegnelser gør det umuligt at opregne den totale mængde i verden. Desuden vil der i år 2000 være oplagret næsten 200.000 tons radioaktivt affald på midlertidige opbevaringspladser.

Ødelæggelse af muldjorden. En tredjedel af jordens overflade trues af ørkeners fremmarch. I nogle dele af Afrika har Saharaørkenen bredt sig 350 kilometer på blot 20 år. Milliarder af menneskers levebrød er allerede truet.

Vandmangel. Omkring to milliarder mennesker bor i områder hvor der er kronisk mangel på vand. Situationen forværres af at tusindvis af brønde tørrer ud fordi vandstanden i de vandførende lag falder.

Truede arter. Selv om de opgivne tal kun beror på formodninger, anslår videnskabsmænd at et sted mellem 500.000 og 1.000.000 dyre-, plante- og insektarter vil være uddøde når vi er fremme ved år 2000.

Forurening af atmosfæren. En FN-undersøgelse fra begyndelsen af 1980’erne viste at én milliard mennesker bor i byområder hvor de dagligt udsættes for helbredsskadelige mængder af sodpartikler eller giftige gasser, som for eksempel svovldioxid, nitrogendioxid og kulilte. Byernes hastige vækst i de senere år har utvivlsomt forværret problemerne. Ydermere sendes 24 milliarder tons kuldioxid årligt ud i atmosfæren, og man frygter at denne „drivhusgas“ kan forårsage en global opvarmning.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Skovrydning

Giftaffald

Forurening af atmosfæren

Vandmangel

Truede arter

Ødelæggelse af muldjorden

[Kildeangivelser]

Mountain High Maps™ copyright© 1993 Digital Wisdom, Inc.

Foto: Hutchings, Godo-Foto

Foto: Mora, Godo-Foto