Når et faktum ikke er et faktum
Et faktum betegner noget der er hævet over enhver tvivl, en kendsgerning, den objektive virkelighed, fastslået gennem iagttagelse eller ved fuldgyldigt vidnesbyrd.
En teori er en midlertidig forståelsesramme, en fortolkning af virkeligheden for hvilken der ikke er ført endegyldigt bevis men som antages at være sand af hensyn til argumentationens videre forløb. Der er dog stadig ikke tale om et faktum, en fastslået kendsgerning. Ikke desto mindre forekommer det at noget betegnes som et faktum mens det ret beset kun er en teori.
Teorien om organisk evolution hører til i denne kategori.
DEN 30. september 1986 offentliggjorde The New York Times en artikel af Irving Kristol, professor ved New Yorks universitet. Kristol er af den opfattelse at hvis udviklingslæren blev fremholdt i de offentlige skoler som den teori den faktisk er, snarere end som det faktum den ikke er, ville den verserende strid mellem tilhængerne af henholdsvis evolutionismen og kreationismen ikke være opstået. Professoren erklærede: „Der er heller ikke megen tvivl om at den aktuelle reaktion fra religiøs side er fremkaldt af denne pseudovidenskabelige dogmatisme.“
„Skønt denne teori almindeligvis fremholdes som en fastslået videnskabelig sandhed er der intet belæg herfor. Dertil indeholder den alt for mange huller,“ sagde Kristol. „Geologerne har ikke kunnet forsyne os med vidnesbyrd i form af det brede spektrum af mellemformer som man burde have fundet. Desuden har laboratorieforsøg vist at det på det nærmeste er umuligt for én art at udvikle sig til en anden, selv om man hjælper til gennem krydsningsforsøg og ved at forårsage mutationer i arvemassen. . . . Den gradvise ændring af en bestand af én art til en anden er en biologisk hypotese, ikke et biologisk faktum.“
Denne artikel ramte et ømt punkt hos Harvard-professor Stephen Jay Gould, en glødende forsvarer af evolutionslæren, ikke blot som en teori men som et faktum. Professor Goulds indsigelse mod Kristols artikel blev offentliggjort i det populærvidenskabelige tidsskrift Discover for januar 1987. Her dominerede netop den dogmatisme som Kristol beklagede.
I sin protestskrivelse gentog Gould adskillige gange sin overbevisning om at udviklingslæren er et faktum. Her følger nogle eksempler: Darwin fastslog „evolutionen som et faktum“. „Evolutionen er lige så godt bevist som alt muligt andet inden for videnskaben (lige så veldokumenteret som at jorden bevæger sig omkring solen).“ Dengang Darwin døde, „havde stort set alle tænkende mennesker antaget evolutionslæren som et faktum“. „Evolutionslæren er lige så velunderbygget som enhver anden videnskabelig kendsgerning (jeg skal begrunde dette om et øjeblik).“ „Som den kendsgerning den er, bygger evolutionslæren på talrige data der i store træk kan inddeles i tre hovedgrupper.“
Den første af disse „tre hovedgrupper“ af „talrige data“ betegner Gould som „direkte beviser“ for udviklingen der kan udledes af de små ændringer man kan iagttage hos natsommerfugle, bananfluer og bakterier. Men sådanne variationer inden for de enkelte arter er helt uden betydning for en evolutionsproces der skulle kunne omdanne én art til en anden. Gould priser i høje toner Theodosius Dobzhansky som „vort århundredes største evolutionist“, men netop Dobzhansky afviser Goulds førnævnte ræsonnement som irrelevant.
Angående bananfluerne i Goulds ræsonnement siger Dobzhansky at mutationer „i de fleste tilfælde medfører at organer svækkes, nedbrydes eller forsvinder. . . . Mange mutationer er i virkeligheden dødbringende. Mutanter med samme livskraft som normale fluer er sjældne, og mutationer der kunne medføre væsentlige forbedringer af [individets] funktion i de normale omgivelser er ukendte“.
Bladet Science, det officielle organ for Det Amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme, har også rammet en pæl igennem Goulds ræsonnement: „Arterne har en evne til at gennemgå mindre modifikationer med hensyn til fysiske og andre særtræk, men der er grænser, og i det lange løb svinger det omkring et gennemsnit.“ Den måde hvorpå variationerne inden for de enkelte plante- og dyrearter kommer til udtryk, kan sammenlignes med kugler der rystes rundt i en krukke — variationerne foregår inden for rammerne af den enkelte art ligesom kuglerne ændrer position men forbliver i krukken. Det stemmer med Bibelens skabelsesberetning at der forekommer variationer i plante- og dyreverdenen, dog sådan at alle dyr og planter formerer sig „efter deres arter“. — 1 Mosebog 1:12, 21, 24, 25.
Som den anden gruppe af ’beviser’ anfører Gould store, pludselige ændringer i arvemassen: „Fossilrækken er direkte bevis for at der er indtruffet store, pludselige ændringer i arvemassen.“ Ved at antage at udviklingen fra den ene art til den anden foregik i nogle få store spring, slipper Gould uden om behovet for de manglende fossile mellemformer. Men ved at fremsætte denne antagelse bevæger han sig fra asken ind i ilden.
Kristol skriver om dette: „Vi har ganske enkelt intet kendskab til sådanne ’kvantespring’ der skulle kunne skabe nye arter, eftersom de fleste mutationer i arvemassen svækker individets mulighed for at overleve.“ Og i dette spørgsmål er Theodosius Dobzhansky — „vort århundredes største evolutionist“, som Gould har betegnet ham — enig med Kristol. Hans udtalelse om at mange mutationer er dødelige gælder navnlig i forbindelse med store ændringer i arvemassen, de såkaldte genetiske kvantespring. Det er også værd at bemærke hans udtalelse om at ’mutationer der forårsager væsentlige forbedringer er ukendte’. Gould mangler altså helt og holdent bevismateriale til støtte for sin antagelse vedrørende disse spring i udviklingen, og søger derfor tilflugt i evolutionisternes forslidte undskyldning: „Vort tilgængelige fossilmateriale er for ufuldstændigt.“
Som „direkte bevis på pludselige, store ændringer“ fremfører Gould imidlertid hvad han betegner som et af de „mest storartede eksempler“, nemlig forskningsresultaterne fra studiet af „menneskeracens udvikling i Afrika“. Men blandt evolutionister i almindelighed betragter man ikke dette forskningsområde som et særlig storartet eksempel. Det er derimod et arnested for kontroverser, en slagmark hvor man strides over tænder og benstumper som nogle evolutionister med en livlig fantasi omdanner til behårede, foroverbøjede abemennesker med skulende blikke. Heller ikke her finder Gould støtte hos Dobzhansky: „Selv dette forholdsvis nye historiske materiale [fra abe til menneske] er fyldt med usikkerhed; de lærde er ofte uenige både om det grundlæggende og om detaljerne.“
Den tredje og sidste gruppe af data som ifølge Gould skulle bevise at evolutionen er et faktum, bygger på sammenligninger mellem arterne. (Der er imidlertid tendens til at man som bevis på slægtskab ser bort fra fysiske ligheder til fordel for genetiske ligheder der er den nye mode i bevisførelsen, også i tilfælde hvor der er store fysiske forskelle.) Gould fremholder to eksempler hvor man ved at sammenligne ligheder i bygning skulle kunne føre bevis for slægtskab. For det første anfører Gould: „Hvorfor ser vi i vor kropsbygning, fra knoglerne i rygsøjlen til bugmuskulaturen, antydninger af en konstruktion der er bedre egnet til et liv på fire ben, hvis vi ikke nedstammer fra firbenede væsener?“
Et sådant ræsonnement forekommer noget mærkeligt. Vi kan stå, gå og løbe oprejst på to ben, endda over lange afstande, uden gener i ryggen og bugmusklerne — medmindre vi da tilbringer størstedelen af dagen med at sidde hensunken i en stol, uden at røre ryg- og bugmusklerne. De der er i god træning kan oven i købet indhente firbenede vilde dyr, udmatte dem, og i de fleste tilfælde leve længere end dem. Vi trives på to ben — og de firbenede trives øjensynlig også udmærket på deres fire.
Goulds andet argument lyder: „Hvorfor er der så store ligheder mellem de enkelte arter inden for plante- og dyreriget på Galapagos, mens de adskiller sig en smule fra de arter der findes i Ecuador, det nærmeste fastland omkring 1000 kilometer mod øst? . . . Disse indbyrdes ligheder kan kun tolkes sådan at planter og dyr fra Ecuador koloniserede Galapagos, hvorefter variationer opstod gennem en naturligt forløbende udvikling.“ Men det eneste man kan udlede af disse lighedstræk er at der kan forekomme variationer inden for de enkelte arter. For eksempel er Galapagosfinkerne stadig finker.
Gould gør nar af dem der tror på en skabelse og som hævder at „Gud har givet rum for begrænsede variationer inden for de enkelte, skabte arter, men at man aldrig kan få en kat til at blive til en hund“. Og han tilføjer: „Hvem har nogen sinde sagt at man skulle kunne det, eller at naturen har gjort det?“ Ikke desto mindre tror han på en langt større ændring. Hvis en kat udviklede sig til en hund ville der i det mindste kun være tale om at ét pattedyr udviklede sig til et andet pattedyr, hvorimod Gould hævder at ’dinosaurer udviklede sig til fugle’.
Irving Kristol konkluderer i sin artikel i The New York Times: „Den måde hvorpå udviklingslæren fremholdes i vore skoler bærer stærkt præg af ideologisk fordom mod religiøs tro — idet man fremholder noget der blot er en hypotese som var det et ’faktum’. . . . Hvis troende kristne kan blive overbevist om at deres børn ikke bliver udsat for antireligiøs undervisning, er der måske håb om at de en dag igen vil kunne føle sig trygge ved den amerikanske tradition [at adskille kirke og stat].“
Kristol understreger det vise i denne adskillelse, idet han siger: „Teologiske spørgsmål kan meget let blive et stridspunkt.“ Det er netop hvad den såkaldte „videnskabelige kreationisme“ ville blive hvis den indgik i undervisningen. Adskillige af de opfattelser som visse kreationister fremfører er direkte ubibelske. For blot at nævne ét eksempel, hævder de at skabelsesdagene i Første Mosebog var almindelige døgn på 24 timer. Det hebraiske ord der oversættes med „dag“ kan også bruges og bliver i Bibelen brugt om perioder på 12 timer, 24 timer, en årstid, et år, et årtusind eller flere tusind år, alt afhængigt af synsvinkel og sammenhæng.
Det er ikke passende at bruge skolen som et sted hvor man lufter religiøse stridsspørgsmål. Men som Kristol siger er det heller ikke stedet hvor man bør fremholde den hypotetiske udviklingslære som et faktum, når den i realiteten er blevet en moderne religion som udelukkende er baseret på dogmatisme.
Gould siger meget rigtigt at „myter efterhånden bliver opfattet som sande når de blot falskeligt gentages uden behørig dokumentation“. Det er netop sådan det forholder sig! Det er på denne måde at falske religiøse opfattelser blev antaget, opfattelser ifølge hvilke Bibelen lærer om en udødelig sjæl, at onde mennesker pines evigt i et brændende helvede, at Gud er tre personer i én, at skabelsesdagene i Første Mosebog, kapitel 1, er 24 timers dage — alle disse ideer er blevet fremholdt og gentaget uden behørig dokumentation fra Bibelen.
Og det er også på denne måde at den evolutionistiske litani, at ’evolutionen er et faktum’, er blevet antaget som sand — nemlig ved „gentagelse uden behørig dokumentation“ fra videnskabeligt bevismateriale.
[Tekstcitat på side 11]
„Vi har ganske enkelt ingen beviser for sådanne ’kvantespring’“
[Tekstcitat på side 12]
„Denne forholdsvis nye historie er fyldt med usikkerhedsmomenter“
[Tekstcitat på side 13]
Evolutionismen — en moderne religion der udelukkende er baseret på dogmatisme
[Ramme/illustration på side 12]
Kunne dinosaurerne udvikle sig til fugle?
Overvej følgende: Fuglene er varmblodede, krybdyrene er koldblodede; fuglene udruger deres æg, det gør krybdyrene ikke; fuglene har fjer, krybdyrene har skæl; fuglenes knogler er hule, krybdyrenes er massive; fuglene har indbygget luftkøling af musklerne, det har krybdyrene ikke; fuglehjertet har fire kamre, krybdyrhjertet tre; fuglene har et stemmeorgan, syrinx, der sætter dem i stand til at synge, det har krybdyrene ikke. Og dette er kun nogle få eksempler. At kattene skulle kunne udvikle sig til hunde, en tanke Gould betragter som latterlig, er kun et lille hop i forhold til det kæmpemæssige kvantespring der er fra krybdyr til fugl men som Gould umiddelbart godtager!
[Illustrationer på side 10]
Mutante bananfluer er stadig bananfluer, selv om de er deforme
Normal bananflue
Mutante bananfluer