Familieliv i Serengeti

DEN afrikanske løve bliver ofte kaldt dyrenes konge, og det er ikke så underligt. Dens store manke er imponerende. Roligt og reserveret skuer den omkring med sine store, ravgule øjne. Den omgiver sig med en atmosfære af ophøjethed og majestæt. Og når den pludselig rejser sig og udsender et øredøvende brøl der kan høres i en afstand af otte kilometer, er det lige så det løber én koldt ned ad ryggen. Jo, dette er afgjort de vilde dyrs konge!

Men når man betragter hanløven på hjemmebane må man indrømme at hans kongeværdighed fortoner sig en smule. Han sover temmelig meget. Han sidder også stille ret længe ad gangen. Ind imellem finder han et sted hvor han kan dase i træernes grene, borte fra ungerne der er specialister i at klatre rundt på de voksne. Og noget han virkelig nyder er at ligge på ryggen med bugen i vejret og slikke solskin. Sådan tilbringer han omkring 20 af døgnets timer.

Hvad så med de resterende fire timer? Jo, når hunløverne — der tager sig af selve jagten — sætter kød på bordet, er han selvfølgelig først på pletten til at proppe i sig. Man er vel ikke konge for ingenting! Så han får altså ’løvens part’ — op til 37 kilo ved et måltid. Han avler også ungerne og bekæmper andre løver der krænker hans territorium. Han er altså ikke alene familiefar men også slagsbroder, dagdriver, sovetryne og ædedolk. Og så er han naturligvis konge — for en tid.

Men han er ikke ene om at varetage disse „pligter“. Løven er den eneste katteart der lever i flok. Sædvanligvis består flokken af to eller tre store hanner, fem til ti kønsmodne hunner og adskillige unger og ungløver. En flok kan imidlertid bestå af endnu flere løver — helt op til 40 eller derover. Hver flok har sit eget territorium der er adskillige kilometer i diameter, som de store hanløver forsvarer mod fremmede løver.

For det meste er det hunnerne der jager — sædvanligvis om natten. De vejer mindre (125-150 kilo) end hannerne (200-250 kilo) og er derfor hurtigere. De dyr hunnerne jager kan imidlertid løbe hurtigere end de selv kan, og det er derfor en fordel for dem at jage i flok. Nogle af hunløverne skjuler sig mens de andre indkredser byttet og jager det hen mod dem der ligger på lur. Når et dyr er blevet nedlagt kommer hele flokken for at spise af det. Løverne river kødlunser af som bliver slugt hele. Det foregår under megen snerren og knurren idet de hver især forsøger at få ’løvens part’. De har selvfølgelig heller aldrig læst Emma Gad.

Løvinder er i almindelighed udmærkede mødre. Ungerne lever af mælk de første to eller tre måneder hvorefter deres moder fører dem hen til et dyr hun har dræbt for at lære dem at spise kød. Ungerne fortsætter dog med at die indtil de er omkring otte måneder gamle og moderen ikke har mere mælk. Hun jager sammen med sine unger i to år eller mere, sådan at de selv kan lære at jage.

Der er sædvanligvis en venlig atmosfære i familien. Løvinderne lægger sig nogle gange sammen og passer hinandens unger, og sultne unger kan die hos enhver løvinde i flokken der har mælk. Ungerne tilbringer megen tid med at lege og slås med hinanden. Nogle gange tager løvinderne del i legen og svinger med halen, som ungerne prøver at fange og bide i. Selv de store hanløver tolererer i et vist omfang at ungerne klatrer på dem og hiver dem i manken. Flokkens medlemmer forbliver inden for deres territorium men opholder sig ikke altid sammen. Når de så mødes igen gnubber de kinderne mod hinanden som hilsen.

Flokken holder sammen i lang tid. De fleste hunner er født og opvokset i flokken og er derfor i familie med hinanden. Efter nogle få årtier vil flokken bestå af søstre, mødre, bedstemødre, halvsøstre, kusiner og så videre. De unge hanner, derimod, bliver når de er tre år gamle drevet bort fra flokken af de ældre hanner.

Disse unge hanner danner så en gruppe bestående af to, tre, fem eller seks individer. Efter et par år, når de er blevet kønsmodne og stærke nok, støder de måske på en anden flok hvis hanner de fortrænger eller slår ihjel, hvorefter de overtager hunnerne. Når dette sker slår de nye hanner ungerne ihjel. Herefter vil afkommet udelukkende stamme fra de nye hanner. Det betyder også at hunnerne kort tid efter kommer i brunst.

Jo flere hanner der findes i flokken, jo mindre sandsynligt er det at en anden gruppe hanner vil kunne fordrive dem og overtage flokken. Det er derfor en fordel for en hanløve at der findes andre hanner i flokken. Mens hunnerne normalt forbliver i en flok hele livet igennem — omkring 18 år — bliver hannerne normalt erstattet af en yngre og stærkere gruppe hanner i løbet af to eller tre år. De fordrevne hanner frister derefter en barsk tilværelse. Deres velmagtsdage er forbi og de har svært ved at fange føde nok. Det er grunden til at vi i begyndelsen af artiklen skrev at han er konge „for en tid“.

Det er sjældent at hannerne i flokken kæmper indbyrdes om hunløverne. Hunløverne i en flok kommer ofte i brunst samtidig. Den hanløve der først træffer en hunløve der accepterer ham, ejer hende. De andre hanner holder sig borte. Men eftersom alle hunnerne er villige til at acceptere hannerne omkring det samme tidspunkt, har hannerne sædvanligvis altid hunner der er villige til at parre sig.

Alt dette resulterer i flere unger, hvilket igen fører til flere familieskænderier, hvilket enhver moder og fader ved er meget trættende. Derfor vil vi nu afslutte vort besøg hos løvefamilien i Serengeti og lade hr. og fru Løve samle kræfter efter at have kæmpet for at få ungerne til at tage deres middagslur. Der er selvfølgelig altid en der ikke kan sove og som skal have et mellemmåltid.

Med denne lille beretning hilser vi farvel her fra Serengeti.

Løver og mange andre dyr lever i dag som rovdyr, men sådan har det ikke altid været. (1 Mosebog 1:30) Og i Esajas’ bog kan vi læse hvordan det vil blive i den kommende nye verden: „Ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget.“ Og: „Det er en lille dreng der fører dem.“ — Esajas 11:6-9; 65:25.