Blandt Afrikas vilde dyr — vil vore børn også få dem at se?
„JAMBO!“ lød råbet. Vi for forskrækket op, gned søvnen af øjnene og svarede: „Jambo!“ Det var vores morgenvækning, en hilsen der på swahili betyder „hvad nyt?“ Efter flere måneders forberedelser og en rejse på nogle tusind kilometer befandt vi os nu i et telt i et kenyansk vildtreservat — vores safari var begyndt!
Faktisk var eventyret allerede begyndt dagen før. Da vi ankom havde vores guide taget os med på en tur for at vi kunne lære en del af vildtet at kende. „Gazelle!“ råbte en af os mens vi rumlede af sted i de to terrængående biler. Omgående begyndte vi at fumle med fotografiapparater, kikkerter og felthåndbøger.
Vores guide, en lille, munter englænder, morede sig over vores iver. „Det er såmænd Grants gazeller. Herlige små dyr, ikke?“
Der var Grants gazeller og Thomsons gazeller overalt hvor vi kom frem. Disse små dyr er meget yndefulde og sarte i farverne. Men de er også udholdende og ganske tydeligt bygget til at kunne bevæge sig hurtigt. På denne indledende tur så og fotograferede vi også elsdyrantiloper, oryxantiloper og girafgazeller. Vi fik endog et glimt af den sjældne store kudu og en bjerg-rørbuk.
Da vi rundede et sving skræmte vi en flok impalaer. I ét nu satte de af og sprang mindst to meter op i luften, som om de var blevet affyret af skjulte fjedre. „Som I sikkert kan forestille jer virker disse spring overordentlig forvirrende på angribende rovdyr,“ fortalte vores guide. Impalaerne bevægede sig derefter af sted i omkring 10 meter lange spring.
Vi så også zebraer, der med deres karakteristiske sorte og hvide striber mindede os om Jobs bog i Bibelen, hvor det antydes at zebraen ikke kan tæmmes. (Job 39:5). Jeg spurgte vores guide om det forholdt sig sådan. „For nogen tid siden optog nogle amerikanere en film her i området,“ fortalte han. „En skuespillerinde skulle ride på en tam zebra, men de kunne ikke finde nogen, for der er ingen tamme zebraer. De måtte i stedet male striber på en almindelig hest.“
Da vi kørte tilbage til lejren den første dag fik vi øje på en struds. Da den så os spurtede den af sted på sine kraftige ben, op over en bakkekam. Strudsen kan løbe med en hastighed af over 60 kilometer i timen, med en skridtlængde på 7,5 meter. Dette får mig til at tænke på et andet skriftsted i Jobs bog, hvor det hedder om hunstrudsen at „den ler ad hest og rytter“. (Job 39:18) Strudsen kunne også med rette le ad vores bil, tænkte jeg mens vi bumlede af sted.
Men da vi denne morgen vågnede til råbet „Jambo!“ følte vi rigtig at vores safaritur var begyndt. På hesteryg red vi ud over en vidtstrakt slette med spredte akacietræer, mens vi nød synet af Mount Kenya ude i det fjerne. Pludselig bad vores guide os om at være stille. Han pegede mod nogle trætoppe — og dér, over trætoppene, fik vi øje på nogle hoveder. Det var giraffer der tog for sig af akacietræernes blade!
Giraffen er jordens højeste dyr. Umiddelbart forekommer den venlig, ubekymret og tilmed forsvarsløs — men dette er kun et overfladisk indtryk. Ved hjælp af den lange hals er giraffen i stand til at spise af løvet i trætoppene, men fra denne højde har den også et godt overblik så den kan holde øje med sine unger, sin flok eller en fare der nærmer sig. For os så det nærmest ud som om girafferne bevægede sig i elegant slowmotion, men en giraf kan løbe med en hastighed af over 50 kilometer i timen og sparke så hårdt at den kan brække ribbenene på en løve. Giraffen kan også bruge sit hoved som en kæmpemæssig kølle. I en zoologisk have hændte det engang at en giraf med ét slag sendte en elsdyrantilope på 500 kilo gennem luften med en brækket skulder!
Vi red lige ind imellem girafferne. Hvis vi havde været til fods ville de være flygtet, men eftersom vi kom ridende opfattede de os blot som endnu en flok græssende dyr. I nærheden gik nogle gazeller og elsdyrantiloper. Vi så også zebraer, men de så meget anderledes ud end dem vi havde set dagen før — de var højere, havde smallere striber og nogle herlige store, runde ører.
„Det er Grévys zebraer,“ fortalte vores guide. „Der bliver stadig færre eksemplarer tilbage af denne race, hovedsagelig fordi deres skind er så eftertragtede. Dekoratører betaler høje priser for dem.“ Hvor er det trist at mennesket tager livet af alle disse dyr og ødelægger deres levesteder! Men det var ikke det eneste sørgelige forhold vi ville komme til at stifte bekendtskab med på denne tur.
I bil besøgte vi et reservat for næsehorn der strækker sig over 2000 hektarer. Det er omgivet af et tre meter højt elektrisk hegn og bliver kontrolleret af bevæbnede vagter. I dette reservat lever 13 sorte næsehorn sammen med ét hvidt. Vi kørte rundt i området, og da vi forsigtigt passerede lige forbi et af disse kæmpemæssige dyr, virkede vore køretøjer pludselig små og skrøbelige.
„Et næsehorn ser meget dårligt,“ fortalte guiden. „Hvis oksehakkerne der opholder sig på dens ryg skræpper op og flyver bort på grund af fare, kan næsehornet ikke se hvad det var der forstyrrede fuglene, det har kun sin lugtesans at stole på — det lever i en verden af dufte. På grund af jagt er næsehornet i fare for at uddø.“
Mens solen gik ned vendte vi i stilhed tilbage til lejren. Om aftenen sad vi omkring bålet og drøftede næsehornets fremtid. Pludselig blev vi opskræmt af en dyb, rytmisk brølen der blev besvaret andre steder fra.
„Løver,“ sagde vores guide henkastet mens han roligt ragede i ilden. „Æhh — er de ikke temmelig tæt på?“ spurgte jeg nervøst. „Slet ikke. De er flere kilometer væk. Et løvebrøl kan høres på en afstand af mere end 8 kilometer.“ Beroligede gik vi i seng i håb om at få nogle af disse store katte at se i Masai Mara-vildtreservatet, der var vores næste mål. Og vi blev ikke skuffede.
De store katte i Masai Mara
Vi kørte af sted tværs over de åbne græssletter i den nordlige del af det vidtstrakte Serengeti-plateau. „Simba!“ råbte chaufføren pludselig. En gysen af spænding gik igennem os. Nu kørte vi ganske langsomt, og dér fik vi pludselig øje på ikke blot en enkelt løve men en hel flok på omkring 40. Adskillige løvinder lå i grupper og dasede, og nogle kom ud fra buskadset sammen med deres unger. Flere af løverne trængtes om en regnpyt for at drikke. Ungerne sloges og løb omkring efter hinanden.
Vi havde vældig lyst til at stige ud af bilerne for at lege med løveungerne, men vi beherskede os da vi blev opmærksomme på de store muskelbundter man kunne ane gennem løvindernes skind, for ikke at tale om de to store hanløver med prægtige manker der lå majestætisk i sfinkspositur og blinkede med deres gule øjne i solens sidste stråler. Vi må stadig vente til engang i fremtiden for at få lov at lege med løveungerne. — Esajas 11:6-9.
„Løverne hviler i 20 af døgnets 24 timer,“ fortalte vores guide. „Hanløverne bruger endnu længere tid på at slappe af. Hunløverne er praktisk taget alene om at opfostre ungerne. Og skønt hunnerne skaffer 90 procent af jagtbyttet, er det altid hannerne der spiser først.“ Det så ud til at vore kvindelige rejsefæller fandt dette forhold meget sigende! Men hunløverne ville ikke have særlig gode betingelser for at opfostre ungerne og spise i fred hvis ikke der var beskyttende hanner i flokken. Hvis hanløverne bliver skudt af kvægvogtere eller af krybskytter, splittes flokken som regel og ungerne bliver overladt til sig selv.
Mens løverne for tiden ser ud til at holde stand mod truslen om udslettelse, går det derimod ikke så godt for geparden. Den følgende morgen var vi så heldige at møde to af disse elegante og graciøse dyr. Det var en mor som var i færd med at lære sin søn at jage. De luntede hen mod en flok Thomsons gazeller, men da moderen satte farten ned for at liste sig ind på angrebshold satte hendes ivrige søn af og fór mod gazellerne. På få øjeblikke accelererede han i et sprint som geparderne er berømte for, til en tophastighed på 110 kilometer i timen. Det hele gik så hurtigt at han på det nærmeste blev forvandlet til en udflydende gul plet — men forgæves! En gepard kan kun løbe med tophastighed under en kortvarig spurt, og gazellerne undslap ved at sprede sig til alle sider.
Den unge gepard forsøgte sig igen, men atter slog angrebet fejl. Forpustet og frustreret lod han endelig sin mor om at vise hvordan det skulle gøres. Hun listede sig ind på en gazelle indtil hun var forholdsvis nær, og først da satte hun i sit hurtige sprint. Bagefter delte hun det lille bytte med sin søn.
„Se!“ udbrød vores guide og pegede. Pludselig var en hyæne dukket op som om den var kommet ud af den blå luft. Den løb hen til geparderne, skræmte dem væk fra det bytte de havde kæmpet så hårdt for og stak af med det.
„Ahh, den slyngel!“ hvæsede vores guide. Han var parat til at forfølge hyænen for at fravriste den gepardernes bytte, men tyven var borte. Hyænerne er meget upopulære hos mennesket. Men hyænen har aldrig truet nogen anden art med udslettelse. Hvis blot det samme kunne siges om mennesket!
Morsomme familier
Foruden de store katte så vi også mange andre dyrefamilier i Mara-reservatet. En strudsefamilie spankulerede forbi, og de over to meter høje forældre søgte at holde sammen på en flok forpjuskede unger. Det vrimlede med vortesvin der var utrolig hurtige og snu. Men de så så rædselsfulde ud at det nærmest var komisk som de gik rundt dér med deres skovlformede hoveder højt hævet og deres tynde haler lige i vejret, som antenner.
Vores afrikanske chauffør stak leende sin pegefinger i vejret og sagde: „Sådan fortæller hr. vortesvin at han er ’nummer et’.“
Vi morede os også ustandselig over abefamilierne. Stridhårede marekatte sprang pludrende omkring i træerne, mens deres unger fór larmende omkring nedenunder for at lære at klatre. Over vore hoveder gav guereza-aber opvisning i luftakrobatik. Det så ud som om de var iklædt mørke kapper med hvide kanter, hvilket fik dem til at ligne en flok præster der var blevet vanvittige. Der var også bavianfamilier alle vegne. Vi så ofte ungerne ride på deres mødre som små jockeyer. Bavianer har en hæs stemme og er særdeles nysgerrige. I Tanzania måtte min kone og jeg gentagne gange jage en ud af vores hotelværelse!
Afrikas største dyr
I en af skovene i Mara-reservatet fik vi øje på nogle elefanter der som kæmpemæssige grå silhuetter bevægede sig lydløst rundt imellem træerne. Det var en flok bestående af otte hunner og en lille tre måneder gammel unge der tilhørte den ældste af hunelefanterne. Flokken søgte at skjule den lille så vi ikke kunne se den mens den uanfægtet bevægede sig omkring mellem de voksne elefanters stolpelignende ben. Indimellem søgte den hen til sin mor for at die. Jeg fandt ud af at hele flokken tilpasser sine bevægelser efter ungens og holder sammen for at beskytte den. Elefantungens mor var faktisk lige ved at gå til angreb på vores chauffør — han måtte tilbage til bilen i en vis fart!
Hanelefanter er ofte enspændere. I Ngorongorokrateret i Tanzania så vi en gammel hanelefant med lange, glinsende hvide stødtænder. Dem kan han blandt andet bruge når han graver huller for at finde salt og mineraler eller når han graver vandhuller som andre dyr også får glæde af i tørkeperioden. Ironisk nok har disse smukke redskaber, som tydeligvis skulle hjælpe elefanten til at overleve, i den grad vakt menneskets grådighed at de er ved at forårsage dens undergang!
Det næststørste dyr på landjorden, efter elefanten, er den kolossale flodhest. (Nogle hævder at det hvide næsehorn er det næststørste landpattedyr.) Vi gjorde holdt i nærheden af en mindre flod for at betragte en hel flok flodheste der solede sig i vandkanten under megen prusten og gaben.
„Flodhesten opholder sig i vandet hele dagen for ikke at blive forbrændt af solen,“ fortalte vores guide. „Men om natten kommer den op for at græsse. Olien i huden beskytter den mod solen og vandet. Overraskende nok,“ fortsatte han, „slår flodhesten flere mennesker ihjel end noget andet afrikansk dyr. De er ikke rovdyr, men hvis man svømmer eller på anden måde opholder sig i vandet for tæt på dem, skal der kun et enkelt bid til for at gøre ende på det hele!“
Når vi betragtede flodhestene forstod vi bedre hvorfor der står i Jobs bog at selv om en rivende flod bryder løs mod dette vældige dyrs mund, bliver den ikke skræmt. Flodhestens hoved alene kan veje op til et ton! — Job 40:23.
Serengetisletten
Vi fortsatte sydpå mod Tanzania, og gjorde holdt ved det imponerende, 20 kilometer brede, skålformede Ngorongorokrater, hvor der var et myldrende dyreliv. En af kraterets lavvandede alkaliske søer så på afstand ud som om den var dækket af en lyserød sky. Men det var i virkeligheden en stor ansamling af den lille flamingo, der er den mindste og lyseste flamingoart. De pludrede og skræppede mens de spankulerede omkring i et tæt mylder så deres ben lignede en tykning af lyserøde siv der ustandseligt bøjede sig og rettede sig ud.
Serengetisletten nordvest for krateret er præget af store flade ’græssøer’ med spredte øer eller høje. På disse høje, der egentlig er kæmpemæssige dynger af soltørrede sten, er der et mylder af pelsklædte klippegrævlinger og farvestrålende firben. I et nærliggende krat fik vi øje på en dik-dik-antilope. Den vejer kun godt fem kilo og er omkring tredive centimeter høj. Dens eneste forsvar er dens fænomenale evne til at skjule sig.
Vi mødte også en flok vildokser der var så stor at den dækkede horisonten hele vejen rundt. De var ved at samle sig til en af deres store vandringer, mens de brølede og sprang klovneagtigt omkring. Det kolossale antal dyr og den larm de frembragte fik smilet frem i mit ansigt og jeg tænkte: ’Her er endelig en dyreart som mennesket ikke er ved at udslette!’
Vores guide var meget begejstret. „Bestanden vil utvivlsomt nå op på to millioner i år. I øjeblikket er de på vej mod det nærmeste kraftige regnvejr, som de kan sanse på en afstand af omtrent 50 kilometer!“
Da vi en sen eftermiddagsstund studerede fuglelivet på sletterne, viste det sig til vores store begejstring at vi indtil da havde set næsten 200 arter, der alle var smukke.
„Hvad i alverden!“ gispede min søster og pegede. Jeg snurrede omkring og ventede at se en stor fugl. I stedet fik jeg øje på en leopard der med kongelig værdighed lå og strakte sig i grenene i et akacietræ der stod mindre end 20 meter borte. Den betragtede os roligt, gabte og følte sig åbenbart helt hjemme. Løven kan også klatre i træer, men eftersom den vejer mere end dobbelt så meget som leoparden, gør den det kun sjældent og som regel for at finde skygge og undslippe fluerne. De løver vi så i træerne virkede så klodsede at vi alle kom til at le. Men leoparden æder, sover og lever faktisk hovedparten af sit liv i træerne.
„Er den ikke flot?“ udbrød vores guide. „Desværre,“ fortsatte han, „må de fleste turister i vore dage tage hjem uden at have set en leopard. De bliver i stort tal nedlagt af krybskytter på grund af deres smukke pels.“ Vores kameraer klikkede og snurrede mens solen gik ned over sletterne. Jeg gad vide om den leopard stadig er i live, selv om der kun er gået nogle få måneder.
Vil vore børn få dem at se?
Da vores fly lettede for at bringe os hjem, så jeg ned over Serengeti med vemod og sorg. Jeg var vemodig over at skulle forlade dette vidunderlige sted der så fuldstændigt havde betaget mig. Men flere af de tilbagevendende temaer vi havde berørt på denne safari havde også været sørgelige.
Leopardens hurtighed, elefantens stødtænder, giraffens hals og de mange andre særtræk vi har set hos de forskellige dyrearter, er alle vidnesbyrd om at en Mesterkonstruktør står bag — en Mesterkonstruktør der forstår at kombinere skønhed og anvendelighed, form og funktion, i alle sine værker. Når et menneske frembringer en genial konstruktion overøser man det med ære og lovord. Men det er sjældent at Han der står bag disse betydeligt større værker bliver anerkendt og æret som konstruktør. Æren for alt dette tillægger man i stedet de blinde kræfters tilfældigheder, også kaldet evolutionen. Hvor er det sørgeligt!
Dertil kommer at mennesker er i færd med hensynsløst at udrydde disse skabninger. Trods behjertede forsøg på at bevare Afrikas dyreliv er det stadig et spørgsmål hvorvidt disse anstrengelser vil lykkes. Kan dyrene holde stand mod krybskytternes massakrer og den stadige forringelse af deres levesteder? Vil vore børn og børnebørn også få dem at se?
Det er foruroligende spørgsmål. Men ved eftertanke afføder de et endnu vigtigere spørgsmål: Vil den vise Konstruktør der har dannet jorden og dens skabninger, blot lade stå til så alt bliver ødelagt? Nej! Han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Og hvad der er endnu bedre: Han har givet løfte om at den tid snart vil komme da mennesker vil leve i fred med dyrene. — Åbenbaringen 11:18; Esajas 11:1-9.
Ja, Skaberen giver os opmuntrende og pålidelige svar på de spørgsmål der foruroliger os allermest. Når jeg tænker på hans løfter dulmer det min sorg over de forhold som Afrikas vilde dyr i dag må leve under. Men dyrene er her endnu, og de vil helt sikkert også være her i fremtiden. — Indsendt.