Jeg fik min frihed i fængselet!

JEG trak vejret dybt — den friske luft virkede så anderledes end luften i det fængsel jeg netop havde forladt. Jeg kunne næsten ikke tro det . . . omsider var jeg fri! Fri til at forlade fængselet i Villeneuve-sur-Lot i Frankrig. Fri til at vende tilbage til mit hjemland, Spanien.

Jeg var blevet fængslet som 23-årig, og nu, i 1976, var jeg 28 år gammel.

På vej bort fra fængselet blev følelsen af velvære ved den genvundne frihed mere og mere udtalt. Endnu en gang vendte jeg mig om for at lade blikket dvæle ved de skumle mure. Jeg havde kun ét i tanke — den frihed jeg havde opnået endnu mens jeg befandt mig i fængselet!

Men hvordan var jeg kommet til at afsone straffe i fem forskellige franske fængsler? Det skyldtes min alt andet end pæne, kriminelle fortid. En ulykkelig barndom præget af et opløst hjem og en selvmodsigende undervisning i religiøse spørgsmål havde formet en oprørsk og stridbar personlighed hos mig. Jeg kunne ikke forene tanken om en kærlig Gud med læren om en Gud der pinte sine skabninger i en uudslukkelig ild. Jeg blev et problembarn og blev bortvist fra fem forskellige skoler.

Jeg er født i Barcelona og vokset op i en atmosfære af fjendtlighed. Da jeg var seks år gammel blev mine forældre separeret, og jeg kom til at bo hos min far. Han forsømte imidlertid at give mig den tiltrængte faste opdragelse, og da jeg var oprørsk og upålidelig, endte det med at han anbragte mig på et opdragelseshjem.

Jeg følte mig svigtet, og kunne ikke lade være med at nære bitter vrede mod ham. Jeg var selvsagt ikke „opdraget“ da jeg forlod opdragelseshjemmet.

Den franske Fremmedlegion eller et spansk fængsel?

To gange blev jeg arresteret for almindelige lovovertrædelser. Derpå blev jeg indblandet i smugleri og måtte flygte til Frankrig. Jeg var dengang 20 år gammel. Jeg blev pågrebet af det franske gendarmeri og fik valget mellem at lade mig indrullere i Fremmedlegionen eller at blive overgivet til det spanske politi. Jeg valgte Fremmedlegionen.

Tre års tjeneste her bedrede ikke min personlighed. Efter mit første felttog fik jeg tre måneders orlov, og sammen med nogle legionærkammerater drog jeg ud på soldetur. For at få råd til vores udsvævende bohemetilværelse måtte vi begå røveri. Det var et „fag“ jeg kendte godt. Nogle måneder efter arresterede politiet os.

Jeg blev anklaget for flere kriminelle forhold, deriblandt dokumentfalsk og, som det alvorligste, væbnet røveri og kidnapning. Denne gang måtte jeg betale en høj pris for min trang til frihed og uafhængighed — jeg blev idømt otte års fængsel! Jeg blev anbragt i fængselet Les Beaumettes i Marseille, i militærfængselets afdeling. Her fik jeg til opgave at servere måltider for de indsatte i tilsammen 63 celler. Jeg skulle også gøre rent i korridorerne og cellerne.

Et særpræget møde

En dag mens jeg var ved at uddele mad til de indsatte i cellerne, bemærkede den ledsagende fængselsbetjent: „Her sidder nogle Vidner.“ Jeg kunne ikke se de indsatte, for maden blev blot langet ind gennem en lem i celledøren, så min første tanke var: ’Hvis de er vidner til en eller anden forbrydelse, hvordan kan det da være at de sidder i fængsel?’ Men jeg blev senere klar over at det var Jehovas vidner, der sad i fængsel fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at gøre militærtjeneste.

Nogle dage senere fandt en medfange en fransk bog med blåt bind da han gjorde rent i deres celler. De Jehovas vidner der ellers havde siddet her, var blevet overflyttet til nogle andre celler, og en eller anden måtte have efterladt den. Min arbejdskammerat gav mig bogen, og en dag da jeg kedede mig grundigt, gav jeg mig til at læse i den. Den hed Sandheden der fører til evigt liv. Midt i kapitel 2 blev jeg træt; men før jeg lagde bogen fra mig, bladede jeg lidt i den. Nogle ord i billedteksten på side 95 fangede min opmærksomhed: „1914,“ „slægtled“ og „onde system ender“. Det vakte min nysgerrighed, og jeg læste hele kapitlet.

Senere gik jeg hen i biblioteket, hvor jeg vidste at jeg kunne træffe de indsatte Jehovas vidner. Jeg henvendte mig til en af dem og sagde kommanderende: „Vis mig det der med 1914 i din bibel.“ Han blev noget overrasket, men svarede: „Prøv først at læse denne bog; så vil du selv finde svaret.“ Han rakte mig bogen „Ske din vilje på jorden“.

Under gårdturen dagen efter bad jeg Vidnerne fortælle mig noget mere. Vi begyndte så at studere Bibelen — hver dag! Mine spørgsmål ville ingen ende tage. „Hvordan skal man se på hasardspil?“ Svaret lød: „Det fremmer grådighed og havesyge, egenskaber som kristne skal undgå.“ (Kolossenserne 3:5) Og sådan fortsatte det, spørgsmål efter spørgsmål om vaner, moral og lære. Hvert eneste svar blev begrundet ved hjælp af Bibelen.

Det føltes som om jeg blev løst fra reb og lænker efterhånden som jeg frigjorde mig fra den tankegang jeg havde ligget under for det meste af mit liv. Fornemmelsen af at være i fængsel knugede mig ikke længere. Bibelens sandheder åbnede nye perspektiver for mig. Jeg lærte at menneskesamfundet, „tingenes ordning“ i sin nuværende skikkelse, vil blive erstattet af et nyt samfund af mennesker der elsker Guds love og hans retfærdighed. Min personlighed forandrede sig. I fængselet begyndte jeg at føle mig fri! — Mattæus 24:3; 2 Peter 3:13.

Forkyndelse fra celle til celle

Det var forbudt at hverve proselytter i fængselet, men jeg havde naturligvis tilladelse til at bringe maden rundt til cellerne. Jeg følte en brændende lyst til at give andre del i den følelse af frihed jeg oplevede. (Johannes 8:32) Når jeg fejede gulv eller uddelte mad, skubbede jeg derfor blade ind under de tunge metaldøre. Jeg førte endog optegnelser over cellerne for at holde rede på hvilke numre af bladene jeg havde afsat. En lykkelig tid var begyndt.

Fra dette fængsel blev jeg overflyttet til flere andre, deriblandt et i Paris. Her blev jeg holdt under observation et stykke tid for at man kunne fastslå hvor farlig jeg var. Jeg regnede med at skulle skifte fængsel endnu en gang og ansøgte derfor om at blive sendt til Eysses i Sydfrankrig, hvor jeg havde fået at vide at der sad Jehovas vidner.

Der var faktisk en broder, men i de tre år jeg sad i dette fængsel krydsedes vore veje aldrig. Han sad i en afdeling jeg ikke havde adgang til; men jeg organiserede min virksomhed efter bedste evne. Jeg tog fat på at uddele blade i fængselet og påbegyndte adskillige bibelstudier. Jeg fik endda mulighed for hver søndag at lede et studium over Vagttårnet sammen med to andre indsatte. På et tidspunkt oprettede jeg tre bibelstudier — ét med en franskmand, et andet med en spanier og et tredje med en marokkaner.

Neutralitetsprøver i fængselet

I ethvert fængsel påbyder de uskrevne love solidaritet mellem de indsatte. Der findes stunder hvor ens fortid, race og nationalitet mister enhver betydning i forhold til følelsen af at alle hører til samme ’organisme’ — fængselet. Det er som om man ved at indtræde i de kriminelles kreds gør sig fortjent til at blive optaget som medlem af en slags ’De Indsattes Orden’. ’Interessefællesskabet’ forpligter én til at deltage i fængselsoptøjer — ved at sætte ild til cellen, ved stridbarhed og ved at deltage i strejker — når stemningen er for det. Men nu havde jeg brudt med ’ordenen’. Jeg måtte forholde mig neutral og undgå at blive indblandet i de øvrige fangers aktiviteter.

Min neutralitet medførte repressalier. Tre gange blev jeg gennembanket; ved en lejlighed blev en spand vand tømt ud over min seng, og jeg blev truet på livet. Alligevel var jeg overrasket, for det var egentlig det mindste jeg kunne vente mig. Andre var blevet stukket ned eller mørbanket fordi de havde nægtet at deltage i fængselsopstande. Hvorfor slap jeg da så billigt? Med tiden fandt jeg ud af at jeg havde en beskytter blandt de indsatte. Hvorfor holdt han hånden over mig?

Dengang jeg blev overflyttet fra Paris til Eysses-fængselet havde jeg forkyndt for en medfange i gruppen. Han var mafiamedlem og havde stor indflydelse. Vi påbegyndte et bibelstudium, og budskabet om Riget gjorde stort indtryk på ham, men ikke tilstrækkeligt til at han forandrede sin tilværelse. Han indstillede sit studium, men viste sig siden at være min beskytter! Hver gang de andre besluttede at organisere en demonstration greb han ind til fordel for mig og advarede dem mod at røre mig.

Men netop som de andre fanger planlagde endnu et oprør og havde til hensigt at sætte ild til fængselet, blev han overflyttet til et andet fængsel. Jeg bad om at blive anbragt i enecelle for at undgå en eventuel hævnakt, og tilbragte ni dage i isolation. Den tiende dag udbrød der uroligheder overalt i fængselet, og det kulminerede i en brand. Ødelæggelsen var total, og der måtte indsættes sikkerhedsstyrker. Lykkeligvis kom jeg intet til.

Det mest enestående var at jeg trods alle hindringer kunne forkynde i fængselet. Det var som nævnt forbudt at hverve proselytter, men fængselsinspektøren billigede mit forehavende med ordene: „De ideer kan ikke gøre nogen skade.“ Jeg henvendte mig også til de betroede fanger i hver afdeling, da de kunne færdes de steder jeg ikke havde adgang til. Mod betaling i form af pulverkaffe fik jeg dem til at uddele mine maskinskrevne traktater.

Døbt — og virkelig fri

Jeg fik besøg af brødrene fra den lokale menighed, og over for dem gav jeg efter et stykke tid udtryk for mit ønske om at blive døbt. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? I fængselet kunne det ikke lade sig gøre, men måske ville myndighederne bevilge mig udgangstilladelse for at jeg kunne blive døbt? Tanken forekom ret virkelighedsfjern. Men så skulle der afholdes et kredsstævne i den nærliggende by Rodez, og jeg ’tog tyren ved hornene’ og bad om tilladelse til at overvære det.

Stik imod alle forventninger fik jeg bevilget tre dages orlov hvorunder jeg kun skulle være ledsaget af brødre fra den stedlige menighed. Nogle af de ansvarshavende i fængselets ledelse var imod afgørelsen, for de var overbevist om at jeg ikke ville vende tilbage. Men da var tilladelsen allerede givet.

Den 18. maj 1975 symboliserede jeg min indvielse til Gud ved vanddåben. Nu var jeg virkelig fri! Naturligvis stillede jeg ved fængselet igen — til stor overraskelse for dem der havde været stemt for at nægte mig udgangstilladelse. Siden opnåede jeg yderligere to udgangstilladelser, hver på op til seks dage, som jeg brugte til at forkynde og være sammen med brødrene. Fornemmelsen af sand frihed var betagende!

Min straf blev nedsat med tre år på grund af god opførsel, og i januar 1976 blev jeg derfor løsladt. Endelig kunne jeg krydse grænsen mellem Frankrig og Spanien. Straks ved ankomsten til Barcelona kontaktede jeg en af Jehovas Vidners menigheder. Jeg havde fem begivenhedsrige år bag mig og længtes stærkt efter en normal tilværelse.

En ægte resocialisering

Jeg er nu gift. Vi har to sønner og en datter, og jeg glæder mig nu over det min barndom var blottet for — et forenet og lykkeligt familieliv. Jeg erkender at Jehova har været overmåde barmhjertig mod mig. Når jeg i Salme 103 vers 8-14, læser at han, fordi ’hans loyale hengivenhed er overvældende’, ’ikke gengælder os efter vore synder og vore misgerninger’, så forstår jeg at kun en kærlig Gud kan erstatte den nuværende fordærvede tingenes ordning med en bedre.

Af egen erfaring ved jeg at fængselsstraf hverken nu eller i fremtiden vil formå at resocialisere kriminelle. Dét formår kun den indre styrke eller motivation der udgør sindets drivkraft. (Efeserne 4:23) Mange kriminelle bliver kun mere forsimplede af at være i fængsel, og når de bliver løsladt har de lidt næsten uoprettelig skade på deres følelsesliv og moralopfattelse.

Lykkeligvis var de uoverstigelige fængselsmure ’sunket i grus’ længe før min løsladelse. Intet kan hindre Guds ord i at gøre sin virkning, og fængselsmure kan ikke holde den tilbage. Det ved jeg af egen erfaring! — Fortalt af Enrique Barber González.

[Illustration på side 21]

Fra lovovertræder til kristen: Enrique Barber González studerer Bibelen sammen med sin kone og sine børn