Jeg var fredløs

Den 1. maj 1947 var omkring 3000 mennesker, deriblandt kvinder med spædbørn, forsamlet ved et bjergpas på Sicilien i anledning af den årlige arbejderdag. De anede intet om den fare der skjulte sig i de nærliggende bakker. Måske har du læst om den tragedie der fulgte efter, eller set skildringer af den på film. Massakren, der er blevet kaldt Nedslagtningen ved Portella della Ginestra, resulterede i at 11 personer mistede livet og 56 blev såret.

Selv om jeg ikke var delagtig i tragedien, tilhørte jeg den gruppe af separatister der var ansvarlig for den. Jeg var vokset op i landsbyen Montelepre sammen med gruppens leder, Salvatore Giuliano, der kun var et år ældre end mig. I 1942 blev jeg som 19-årig indkaldt til at tjene i hæren under den anden verdenskrig. Tidligere samme år var jeg blevet forelsket i Vita Motisi, og vi havde giftet os. I 1943 blev den første af vore tre sønner født.

Hvorfor jeg blev fredløs

Da den anden verdenskrig endte i 1945, gik jeg ind i den vestlige division af Frivillige Soldater for et Uafhængigt Sicilien (EVIS). Denne paramilitære gruppe hørte under det politiske separatistparti, der var kendt under navnet Siciliens Uafhængighedsbevægelse (MIS). Den øverste ledelse i EVIS og MIS havde udpeget Salvatore Giuliano, der allerede var på flugt, til at lede vores division.

Det der knyttede Salvatore og mig sammen, var kærligheden til vores ø Sicilien og til vore landsmænd. Vi harmedes over de uretfærdigheder vi så. Jeg sluttede mig derfor til Giuliano-gruppen, der kæmpede for at få Sicilien indlemmet i De Forenede Stater som landets 49. stat. Var der grund til at tro at det kunne lade sig gøre? Det var der faktisk; ledende medlemmer af MIS havde forsikret os om at de stod den amerikanske regering i Washington meget nær, og at De Forenede Staters præsident, Harry S. Truman, var gunstigt stemt for en sådan indlemmelse.

Mit liv som fredløs

Min gruppe beskæftigede sig hovedsagelig med at kidnappe fremtrædende personer og opkræve løsesum for dem. På den måde skaffede vi os midler til at købe nødvendige forsyninger. Ingen af dem vi kidnappede led overlast. Vi kaldte dem „vore gæster“. Når de blev sat fri, gav vi dem en kvittering for de penge vi havde modtaget som løsesum, og fortalte at de senere, når vi havde nået vore politiske mål, kunne bruge kvitteringen til at få deres penge tilbage.

Jeg deltog i omkring 20 kidnapninger såvel som i væbnede angreb på carabinieriernes, militærpolitiets, kasernebygninger. Jeg er dog glad for at kunne sige at jeg aldrig har slået nogen ihjel. Vore separatistiske angreb kulminerede i den tankeløse aktion ved landsbyen Portella della Ginestra. Aktionen var organiseret af en halv snes mænd fra Giuliano-gruppen og var rettet mod kommunistpartiet.

Det havde slet ikke været meningen at almindelige mennesker skulle dræbes ved den lejlighed. Nogle af dem var naboer og tilhængere, og mange følte sig forrådt. Det drejede sig om folk der havde støttet os, og som mente at de stod under vores beskyttelse. Fra da af indledte man en nådeløs jagt på Giuliano-gruppens medlemmer. Mange af mine kammerater blev fanget efter at politiet havde modtaget flere tips. Den 19. marts 1950 gik jeg i en fælde og blev arresteret. Giuliano blev dræbt om sommeren samme år.

Fængsling og domsafsigelse

Da jeg sad varetægtsfængslet i Palermo, var jeg ulykkelig over at være adskilt fra min unge kone og vore tre børn. Men viljen til at kæmpe for det jeg mente var ret, beskyttede mig mod at blive fuldstændig fortvivlet. Jeg begyndte at fordrive tiden med at læse. En af de bøger jeg læste, vakte min interesse for Bibelen. Det var en selvbiografi af Silvio Pellico, en italiener som i det 19. århundrede sad fængslet af politiske grunde.

Pellico skrev at han altid havde en ordbog og en bibel med sig i fængsel. Selv om min familie og jeg var katolikker, havde jeg egentlig aldrig hørt om Bibelen. Jeg bad derfor myndighederne om at skaffe mig en. De gjorde mig opmærksom på at det var forbudt, men jeg fik dog et eksemplar af de fire evangelier (af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes). Senere var det muligt for mig at få fat på hele Bibelen, og den bibel har jeg stadig som et kært minde.

I 1951 blev min sag endelig bragt for retten i Viterbo i nærheden af Rom. Retssagen varede 13 måneder, og dommen lød på to gange livsvarigt fængsel samt 302 år! Det betød at jeg aldrig ville komme ud af fængselet i live.

Jeg lærer Bibelens sandheder at kende

Da jeg kom tilbage til fængselet i Palermo, blev jeg anbragt i en afdeling hvor Giulianos fætter, et andet medlem af vores gruppe, sad fængslet. Han var blevet arresteret tre år tidligere end mig, og havde i fængselet talt med et schweizisk Jehovas vidne, som havde fortalt ham om Bibelens storslåede løfter. Denne forkynder og en af hans medtroende fra Palermo var blevet arresteret mens de forkyndte den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Senere fik jeg at vide at det var sket på opfordring af nogle gejstlige.

Til trods for mine kriminelle handlinger troede jeg på Gud og på det kirken lærte. Jeg blev chokeret da jeg hørte at det var ubibelsk at dyrke helgener, og at et af De Ti Bud forbyder at man bruger billeder i tilbedelsen af Gud. (2 Mosebog 20:3, 4) Jeg tegnede et abonnement på bladene Vagttårnet og Vågn op!, som jeg kom til at holde meget af. Det var ikke det hele jeg forstod, men jo mere jeg læste, jo mere følte jeg et behov for at flygte — ikke fra det bogstavelige fængsel, men fra den åndelige blindheds og de religiøse løgnes fængsel.

Det gik efterhånden op for mig at jeg for at behage Gud måtte aflægge min gamle personlighed og iføre mig en ny — en personlighed der var kendetegnet af sagtmodighed og som lignede Jesu Kristi egen. (Efeserne 4:20-24) Forandringen skete gradvis, men jeg begyndte næsten med det samme at gøre noget for mine medfanger. Jeg forsøgte at tale med dem om de storslåede ting jeg var i gang med at lære. I 1953 begyndte en skøn periode i mit liv. Men der blev lagt hindringer i vejen for mig.

Modstand fra fængselspræsten

Bladene Vagttårnet og Vågn op! holdt op med at komme et halvt år efter at jeg havde tegnet abonnement på dem. Jeg henvendte mig til den mand der stod for censuren af brevene, og gjorde ham opmærksom på problemet. Han fortalte at det var fængselspræsten der havde stoppet leveringen.

Jeg bad om at få lov til at tale med præsten. I samtalens løb viste jeg ham de få steder i Bibelen jeg havde kendskab til, blandt andet skriftsteder som Anden Mosebog 20:3, 4 og Esajas 44:14-17, angående brugen af billeder i tilbedelsen af Gud. Jeg læste også Jesu ord i Mattæus 23:8, 9 om ikke at „kalde nogen på jorden jeres fader“. Præsten blev fornærmet og svarede at jeg var uvidende og derfor ikke kunne forstå Bibelen.

Det var godt at jeg allerede var begyndt at ændre min personlighed — ellers ved jeg ikke hvad jeg kunne have fundet på. Jeg forblev rolig og svarede: „Ja, det er rigtigt, jeg ved ikke meget. Men De som har studeret, har ikke anstrengt Dem det mindste for at lære mig Bibelens sandheder at kende.“ Præsten svarede at hvis jeg ønskede at modtage Jehovas Vidners litteratur, måtte jeg skriftligt fornægte den katolske tro og anmode Justitsministeriet om at godkende dette skridt. Det gjorde jeg straks, men uden resultat. Senere var det imidlertid muligt for mig, vedholdende som jeg var, at blive registreret som et af Jehovas vidner og derefter modtage bladene igen.

En rigssal i fængselet

Jeg havde i nogen tid bedt fængselsinspektøren om at få et arbejde, så jeg kunne tjene penge til min familie derhjemme. Han svarede altid at hvis han gav mig et arbejde, måtte han også give andre et arbejde, og det var ikke muligt. Om formiddagen den 5. august 1955 havde inspektøren imidlertid en god nyhed til mig — jeg kunne få arbejde i fængselet som kontorassistent.

Gennem mit arbejde vandt jeg fængselsinspektørens respekt, og han gav mig lov til at bruge et lagerrum som mødested for bibelstudium. I 1956 fremstillede jeg derfor bænke af træ fra kasserede arkivskabe til det man kunne betragte som en rigssal. Sådan kalder man de mødesteder hvor Jehovas vidner samles. Dér mødtes jeg hver søndag med andre indsatte, og vi nåede et højdepunkt på 25 tilstedeværende ved vore bibeldrøftelser.

Med tiden opdagede præsten at jeg afholdt møder i fængselet, og han blev rasende. Det førte til at jeg i sommeren 1957 blev overført fra Palermo til Porto Azzurro-fængselet på øen Elba. Fængselet havde et forfærdeligt ry.

Døbt i fængselet

Da jeg ankom blev jeg anbragt 18 dage i en isolationscelle, hvortil jeg ikke engang havde lov at medbringe min bibel. Bagefter skrev jeg igen til Justitsministeriet og anmodede det om at anerkende at jeg havde fornægtet den katolske tro. Denne gang bad jeg dog Jehovas Vidners afdelingskontor i Rom om at hjælpe mig. Ti måneder efter kom det længe ventede svar. Ministeriet anerkendte at jeg havde skiftet tro! Det betød ikke alene at jeg kunne eje en bibel og modtage blade og andet bibelsk læsestof, men også at jeg kunne få regelmæssige besøg af en repræsentant fra Jehovas Vidner.

Min glæde kendte ingen grænser da Giuseppe Romano fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Italien, kom og besøgte mig. Med tilladelse fra fængselsmyndighederne blev det ordnet sådan at jeg kunne symbolisere min indvielse til Jehova ved vanddåben. Den 4. oktober 1958 blev jeg og en anden fange døbt af broder Romano i en stor balje, som man brugte når man skulle vande fængselets have. Dåben blev overværet af nogle funktionærer, fængselsinspektøren og fængselskommandanten, der var ansvarlig for fangernes disciplin.

Jeg havde næsten altid mulighed for at studere bladet Vagttårnet med andre indsatte, men højtiden til minde om Jesu død måtte jeg fejre alene i min celle, for den finder sted efter solnedgang. Ved den lejlighed lukkede jeg øjnene og bad, idet jeg forestillede mig at jeg var sammen med mine medtroende.

Jeg gør disciple i fængselet

I 1968 blev jeg overført til fængselet i Fossombrone, der ligger i provinsen Pesaro. Dér opnåede jeg gode resultater når jeg talte med andre om bibelske sandheder. Jeg arbejdede i infirmeriet, hvor det var let at få lejlighed til at forkynde. Det var en stor glæde at se en af de indsatte, Emanuele Altavilla, gøre fremskridt. Efter to måneders studium indså han at han måtte følge rådet i Apostelgerninger 19:19 og destruere sin bog om magi. Emanuele blev senere et af Jehovas vidner.

Det følgende år blev jeg overført til et fængsel på øen Procida. Denne ø ligger i bugten ud for Napoli. På grund af god opførsel fik jeg igen tildelt arbejde i infirmeriet. Dér mødte jeg Mario Moreno, der var konfirmeret katolik. Han var også en af de betroede indsatte, og han arbejdede i fængselets regnskabsafdeling.

En aften spurgte Mario om jeg havde noget læsestof. Jeg gav ham bogen Sandheden der fører til evigt liv.a Han forstod med det samme at det han læste, var vigtigt, og vi påbegyndte et bibelstudium. Mario, der ellers røg tre pakker cigaretter om dagen, lagde tobakken på hylden; desuden indså han at han måtte være ærlig når han førte regnskab. Han begyndte at forkynde for sin forlovede, og hun tog også imod Bibelens lære. Kort tid efter blev de gift i fængselet. Marios kone blev døbt i 1975 ved et områdestævne i Napoli, og hendes glæde var stor da hun fik at vide at hendes mand var blevet døbt i fængselet samme dag.

Forkynderne måtte besøge mig én gang om ugen. Jeg fik lov til at lave mad og spise sammen med mine gæster i besøgsafdelingen. Ved sådanne lejligheder kunne op til ti personer være med ad gangen. Når rejsende tilsynsmænd fra Jehovas Vidner kom på besøg, indhentede jeg tilladelse til at fremvise deres lysbilledforedrag. Jeg havde engang den glæde at lede vagttårnsstudiet mens 14 forkyndere var på besøg. Det virkede som om myndighederne nærede fuld tillid til mig. På bestemte dage gik jeg ved aftenstid fra celle til celle og forkyndte.

Efter at jeg havde siddet 24 år i forskellige fængsler, fik jeg i 1974 besøg af en dommer, der opfordrede mig til at ansøge om benådning. Jeg syntes ikke det var passende, for det ville være det samme som at tilstå at jeg havde deltaget i massakren ved Portella della Ginestra. Og det havde jeg ikke.

Glædelige begivenheder

I 1975 gjorde en ny lov det muligt at give udgangstilladelse, og jeg fik derfor lejlighed til for første gang at overvære et af Jehovas Vidners områdestævner. Det blev holdt i Napoli. I fem uforglemmelige dage mødte jeg mange flere kristne brødre og søstre end jeg nogen sinde før havde set.

Det var en stor glæde at blive genforenet med min familie efter så mange års adskillelse. Min kone, Vita, var mig stadig tro, og mine sønner var nu unge mænd i 20- og 30-årsalderen.

I løbet af det følgende år fik jeg en del udgangstilladelser, og man foreslog at jeg ansøgte om at blive frigivet. Dommeren der behandlede min ansøgning om frigivelse, anbefalede at den blev godkendt. Han skrev: „Det er en kendsgerning at Mannino i dag er et helt andet menneske end den blodtørstige unge mand der før i tiden tog mod ordrer fra Giuliano; han har fuldstændig ændret sig.“

Fængselsmyndighederne på Procida anmodede om min benådning, og den 28. december 1978 blev jeg løsladt. Hvor var det skønt at være en fri mand efter at have været indespærret i mere end 28 år.

Det eneste håb om retfærdighed

Jeg troede at det jeg kæmpede for som kidnapper under Salvatore Giulianos befaling, ville bringe min familie og mine landsmænd sand fred. Bibelen lærte mig imidlertid at selv om mennesker kan være nok så oprigtige, vil de aldrig kunne indføre den retfærdighed jeg så ivrigt stræbte efter som ung. Takket være den kundskab jeg har tilegnet mig fra Bibelen, er jeg blevet hjulpet til at se at det kun er Guds rige, under Jesu Kristi styre, der kan befri os for uretfærdighed. — Esajas 9:6, 7; Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4.

Mange aviser har dokumenteret at denne bibelkundskab har forandret min personlighed. Avisen Paese Sera citerede for eksempel fængselsinspektøren på Procida for at sige: „Der var ikke behov for fængsler hvis alle fanger var som Franck. Der har aldrig været noget at udsætte på hans opførsel, han har aldrig gjort ophævelser og har aldrig fået den mindste irettesættelse.“ En anden avis, Avvenire, skrev: „Han er en mønsterfange af de helt usædvanlige. Resocialiseringen er gået over al forventning. Han viser respekt for institutioner og fængselsmyndigheder og er usædvanlig åndeligt indstillet.“

Et berigende liv

Siden 1984 har jeg tjent som ældste og heltidstjener — eller pioner, som det kaldes — i en af Jehovas Vidners menigheder. En fængselsbetjent som jeg 15 år tidligere havde fortalt om Bibelen, ringede til mig i 1990 og fortalte at han og hans familie var blevet Jehovas vidner.

Det har bragt mig en uvurderlig glæde at hjælpe andre til at lære de bibelske sandheder at kende. Hvor har det dog været berigende at opnå den kundskab der fører til evigt liv — og kunne dele den med oprigtigt søgende mennesker! — Johannes 17:3. — Fortalt af Franck Mannino.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Bjergpasset hvor massakren fandt sted

[Illustration på side 19]

Da vi blev gift i 1942

[Illustration på side 21]

Jeg forkyndte ofte for fængselsbetjentene

[Illustration på side 23]

Min kone og mig