Li-floden — hvor ord ikke slår til

FLODEN Li udspringer i Kinas bjerge. I sit øvre løb baner den sig vej sydpå i rask tempo, men der hvor den når byen Guilin i det sydøstlige Kina er den blevet bredere og bevæger sig af sted i sindigt tempo med denne gamle by på sin vestlige bred.

Guilin adskiller sig meget fra byer i vesten. I myldretiden er byens gader tæt pakkede med cykler. Hist og her ses en taxi eller en lastvogn der baner sig vej gennem strømmen med tudende horn. Cyklisterne træder ubekymrede i pedalerne og tager tilsyneladende ingen notits af at bilerne passerer dem i få centimeters afstand. Ingen råber, hidser sig op eller bliver vrede. Det er helt anderledes end myldretiden i New York, Rom eller Mexico City. Det er anderledes, men trods alt ikke så anderledes at det ikke kan beskrives.

Længere nede ad floden klynger små landsbyer sig til dens bredder. Børn leger i vandkanten og vinker til turistbådene der tøffende sejler sydpå. Kvinder skyller grøntsager og vasker tøj i vandet. Nogle mænd driver vandbøfler sammen langs flodbredden. Lidt længere fra floden arbejder landbrugere i rismarker; nogle planter ris med hånden, mens andre pløjer med vandbøfler. Heller ikke det er så anderledes at det ikke kan beskrives.

Dét er derimod de særprægede bjerge der i række efter række kanter floden og tårner sig op imod himmelen. Man savner ikke ord for at beskrive de øvrige eksotiske seværdigheder på bådturen fra Guilin til Yang-shuo, men det gør man når man vil beskrive disse usædvanlige bjerge.

På fem timer sejlede vi 80 kilometer ned ad floden, og intetsteds og på intet tidspunkt var disse bjerge ude af syne. De stod ganske tæt i rækker så langt øjet rakte, og de fjerneste fortonede sig i det uvirkelige. Fotografiapparaterne klikkede da de rejsende ville forsøge at indfange det som ord ikke kunne beskrive, og den ene rulle film efter den anden gik til. Her kunne man virkelig tale om at et billede sagde mere end tusind ord!

Men heller ikke fotografiapparaterne formåede at indfange den sælsomme fornemmelse som disse ejendommelige tinder bibragte tilskueren, sammenklumpede som de var så langt øjet rakte. Da besætningen serverede et varmt middagsmåltid gik alle nedenunder for at spise, undtagen undertegnede, der var alt for fængslet til at forlade det øvre dæk. Jeg kunne altid få noget at spise, mens denne fryd for øjnene snart ville være forbi. Jeg ville forsøge at indprente i hukommelsen hvad mit fotografiapparat ikke kunne få med.

„Ifølge geologiske undersøgelser var Guilin oprindelig et vidtstrakt havområde,“ står der i en rejsefolder. „Som følge af gentagne bevægelser i jordskorpen hævede den ellers vanddækkede kalksten sig og blev til fast grund. Erosionens nedbrydning og regnens opløsende virkning medførte at kalkstenen antog former som en hel skov af tinder og enkeltstående højdepunkter, og at der dannedes underjordiske floder og huler. Det er denne enestående karstformationa der har gjort landskabet i Guilin til det mest storslåede i verden.“

Det er tilgiveligt hvis foregående sætning er en smule overdreven. Denne jungle af kalkstenstinder gennem hvilken Li-floden snor og bugter sig, er afgjort uforglemmelig. Vi kan ikke med sikkerhed afgøre hvordan den er opstået, men vi kan være sikre på hvem der har frembragt den. Hvis man savner ord når man skal beskrive bjergene langs Li-floden, hvor langt mere ubeskrivelig er da ikke deres Skaber. „Jehova er stor, og han skal lovsynges i rigt mål, og hans storhed er uudgrundelig.“ — Salme 145:3.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 17]

Rejsens clou

Et besøg i en børnehave i Guilin efter turen på Li-floden virkede på os som rejsens clou. I undervisningslokalet legede de fireårige nogle lege, opførte nogle små danse og satte sig derpå ned og lyttede tryllebundet da en af gæsterne, en amerikansk dame, sang en børnesang. Den handlede om en pige og hendes ’søde lille dukke med klare blå øjne’. De forstod naturligvis ikke ordene, men de var helt opslugt af den bløde stemme og den enkle melodis bløde tone, og af den ledsagende pantomime der genfortalte historien om dukken der blev klædt på, gik ud at lege og ’blev vugget i søvn ved dagens slutning’. De opfangede stemningen, og deres ansigter lyste af begejstring. Nogle smilede; andre sad musestille, hensunkne i undren. Børnene strålede af glæde da de vinkede farvel.

Og de havde vundet en stor plads i vore hjerter.