Tag med på sejltur op ad Chobefloden

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

VI SIDDER i en båd på Chobefloden i hjertet af det sydlige Afrika. Feriens højdepunkt er nået. Vi lytter til de blide bølgeskvulp mens de øvrige passagerer går om bord. Inde ved flodbredden svajer rørkrattet i en forfriskende brise. Det er godt at skyerne beskytter os mod den brændende afrikanske sol.

„Jeg håber at elefanterne kommer ned for at drikke i eftermiddag som de plejer,“ siger Jill, der er chefguide på det hotel som har arrangeret turen. Det håber vi også. Chobefloden er nemlig berømt for sine elefanter. I den nordlige del af Botswana, som grænser op til floden, er der skønsmæssigt 45.000 elefanter, hvilket er den største bestand i det sydlige Afrika. „Men,“ advarer Jill, „som følge af regnen har vi ikke set elefanter i de sidste tre dage.“

Der er da også meget andet spændende at se på langs Chobefloden. På en serveringsbakke på båden ligger der fire døde fisk. „Vi møder altid nogle fiskeørne som venter på at vi skal smide fisk i vandet,“ siger Rainford, bådens kaptajn, der er fra Botswana. Mon vi kan nå at fotografere en af fuglene mens den slår ned på maden? Vore forventninger stiger da en anden turistbåd med navnet The Fish Eagle (Fiskeørnen) passerer forbi. Vores båd hedder Mosi-Oa-Tunya, hvilket er et af de afrikanske navne for Victoriafaldene. Chobefloden løber sammen med den mægtige Zambeziflod, der fortsætter ned over disse berømte vandfald, cirka en times kørsel herfra.

Tro det eller ej, kort efter får vi i kikkerten øje på nogle elefanter. Men desværre, de vender tilbage til bushen før vi er nået at komme på tæt hold. „Indtil for tre uger siden,“ fortæller Sandy, vores turguide, „kunne vi se hjorde på hundreder af individer.“ Nu bliver vores opmærksomhed fanget af seks kuduer der stirrer på os inde fra bredden. Normalt plejer disse antiloper at løbe når der nærmer sig et motorkøretøj. „De er åbenbart ikke lige så bange for en båd ude på floden,“ bemærker Sandy.

Duernes blide kurren afbrydes pludselig af et gennemtrængende fugleskrig. Hvad er det for en fugl? „Overalt på Chobefloden kan man høre den afrikanske fiskeørns karakteristiske rungende skrig,“ forklarer dr. Anthony Hall-Martin i bogen Elephants of Africa. Fire af disse prægtige fugle betragter os fra nogle træer langs floden. I en fart indstiller vi vore fotografiapparater mens Sandy kaster en fisk ud. Straks forlader en af fuglene sin gren og flyver i glideflugt ned mod os. Derefter hører vi et plask da fuglen snupper fisken i sine kløer. Idet fuglen hæver sig med majestætiske vingeslag, udstøder den et sejrsskrig — WHOW-kayow-kwow. Vi er slået af ærefrygt over denne koordinering af øjne, kløer, stemme og vinger, alt sammen dirigeret af den lille ørnehjerne. Mens den imponerende forestilling gentages tre gange er der musestille om bord på båden, bortset fra kameraernes klikken.

Som båden sejler videre får vi øje på en flok elefanter. De 26 dyr, hvoraf nogle er unger, leger i vandet. Ved synet af dem genkalder vi os nogle ord i Bruce Aikens bog The Lions and Elephants of the Chobe (Chobeflodens løver og elefanter): „Når den værste tørst er stillet, oversprøjter de voksne individer afslappet sig selv med koldt vand fra snabelen. Nogle af dem, især de halvvoksne unger og hannerne, vover sig ud i floden hvor de i kådhed svømmer omkring og boltrer sig. Ofte stikker kun spidsen af snabelen oven vande som en snorkel. Men ingen morer sig bedre end ungerne. For dem er det legetid, og de tumler sig og jager hinanden i ét væk . . . Når tørsten er slukket, er det tid til den næste og utvivlsomt mest yndede aktivitet, nemlig mudderbadet. . . . Alt for hurtigt bestemmer de gamle strenge hunelefanter, hvis ord er lov, at det er tid til opbrud.“

Desværre bliver disse hunelefanter urolige efterhånden som vores store dobbeltdækkerbåd nærmer sig, og de fører hjorden væk; forinden når vi dog at tage nogle fotos.

Men dagen er endnu ikke omme; Chobefloden byder på flere overraskelser. På grund af støvet fra den omgivende Kalahariørken er solnedgangene over floden utrolig flotte. Om aftenen begynder de dovne flodheste at røre på sig og belave sig på natten, hvor de forlader vandet for at græsse. Her er det godt at vi er i sikkerhed i vores store båd, „for kun i den kan man komme tæt på flodhesten uden at være bange,“ siger Rainford.

Et dybt, fuldtonende tudesignal angiver at vi er kommet til flodhestenes opholdssted langs en ø i floden. Et efter et dukker de neddykkede flodhestes store hoveder op på begge sider af os. Pludselig går to flodheste løs på hinanden med vidt opspilede gab, som er store nok til at der kunne sidde et menneske på hug derinde. I det lave vand nær øen kommer en flodhest vadende direkte imod os — så tæt på at dens massive krop fylder hele kameraets søger. Som vandet bliver dybere, kommer dens hoved under vandet så kun den svære ryg stikker op. Derefter dykker den med hele sin vældige krop ved at tømme lungerne for luft.

Vi bliver noget benovede da vi får at vide at flodhesten, trods sine fire tons, er en meget dygtig svømmer. „Den kan trods sit klodsede korpus svømme hurtigere end mange fisk, og hvis vandet er klart kan man ofte se den svømme let og elegant lige under vandoverfladen,“ siger Bradley Smith i sin bog The Life of the Hippopotamus (Flodhestens liv). Nogle gange danser flodhesten hen over bunden i den dybe flod ved hjælp af sine stærke ben. Det er som Skaberen siger:

„Se engang Behemot [flodhesten] som jeg har frembragt såvel som dig. Den spiser det grønne græs som kvæget. Se engang kraften i dens hofter og den vældige styrke i bugens muskler. Hvis floden er voldsom, skræmmes den ikke bort. Den er tryg, om så Jordan[floden] bryder løs mod dens mund.“ (Job 40:15, 16, 23, se fodnoten i studieudgaven af New World Translation.) Nu hvor vi er omgivet af disse dyr med deres „vældige styrke“, forstår vi bedre hvor vigtigt det er at vise respekt for ham som har skabt dem. „Kan man komme for øjnene af den og tage den? Kan man gennembore dens næse med fangegarn?“ spørger Jehova Gud, idet han minder os om hvor små vi mennesker er. — Job 40:24.

Vores opmærksomhed er delt mellem flodhestene og den farvestrålende solnedgang, og vi er derfor kede af at båden allerede må tilbage. Senere sidder vi i vores hytte ved floden og betragter tryllebundne himmelens skiftende farver fra lyserød til orange, og ser hvor smukt farverne genspejles i vandoverfladen. Vi funderer over alt det spændende vi har set og hørt. „Hvis I virkelig vil tæt på dyrelivet,“ råder Sandy os, „skal I sejle ud i en lille motorbåd.“ Vi beslutter at følge hendes råd og lejer en båd næste eftermiddag.

Denne gang kommer vi ganske rigtigt på meget nærmere hold af dyrelivet — bortset fra den farlige flodhest — og kan endda røre ved sivene og åkanderne. Vi iagttager de spraglede isfugle mens de hænger stille i luften over vandet på jagt efter småfisk. Der flyver også andre farveprægtige fugle omkring os, blandt andet den brunhovedede isfugl, den hvidpandede biæder, og den stribede svale. Desuden er der de større fugle som har deres fristed på øerne i floden — deriblandt nilgæs, bladhøns, skarver og hejrer, for blot at nævne nogle få. Vi sejler forbi et træ der står halvt under vand og som en mængde af disse fugle har slået sig ned i.

Derefter kommer vi til det sted hvor vi i går så elefantflokken. Denne gang møder vi kun en enlig han som uanfægtet fortsætter med at drikke og fouragere. Ligesom vi skal til at sejle videre, kommer der en hunelefant med nogle unger ud af bushen. Hun standser op ved synet af os. Vi holder vejret og håber på at hun vil komme alligevel. Heldigvis beslutter hun at tage sine unger med ned i nærheden af os. Det er et fantastisk syn at se moderelefanten, den store unge og den mindre unge løbe hen imod os!

Bruce Aiken skriver i sin bog om løver og elefanter: „Det er ikke svært at forestille sig hvilken enorm tørst disse vældige dyr må føle hver eneste dag . . . efter en lang, varm travetur ned til floden. Ivrigt stormer flokken ud af bushen og styrer direkte mod drikkestedet, og ofte løber elefanterne de sidste halvtreds eller hundrede meter i vild galop fordi de kan lugte det livgivende vand.“ Vi ser forundret til mens de tre elefanter står på rad og række og drikker, med den mindste unge beskyttet i midten. Men det er vist ved at være sent, og vi må tilbage inden mørkets frembrud.

Ud over elefanter har vi set bøfler, krokodiller, pukuer, kuduer, vandbukke, impalaer, bavianer og vortesvin. Vi kan ikke lade være med at føle dyb ærbødighed for den som har skabt denne overvældende variation i dyreriget og som har sat dyrene i disse skønne omgivelser. I tørketiden er der en meget stor koncentration af fugle og andre dyr ved floden, og i den periode kan man endog få løver, leoparder og næsehorn at se.

Det kan være at du bor langt fra det indre af Afrika, men vi håber at du har nydt sejlturen. Nu har du i hvert fald fået en idé om hvilke oplevelser der venter dem der sejler op ad Chobefloden.

[Kildeangivelse på side 18]

Alle træsnit: Animals: 1419 Copyright-Free Illustrations of Mammals, Birds, Insects etc. af Jim Harter