Jeg søgte et enklere liv — og troede narko var vejen

JEG sad på et gammelt, snavset stykke skumgummi i en sparsomt oplyst celle og tænkte på hvad der var hændt i dagens løb. Hvordan kunne vi have været så tåbelige at lade os fange!

Hvis bare vi ikke var blevet grebet af panik, ville vores bil aldrig være blevet standset af politiet. Hvis bare vi havde skilt os af med de marihuanacigaretter og gemt posen med hash inden politiet kiggede i askebægeret. Hvordan var jeg havnet i denne knibe? Jeg tænkte tilbage på årene der var gået . . .

Som teenager var jeg høj og tynd og følte mig kejtet og klodset. Jeg var meget genert og havde kun få venner. Men jeg ville gerne være populær i skolen, være „cool“. Jeg lod derfor mit hår vokse, gik i slidte cowboybukser og sad bagest i klasseværelset sammen med de andre i klassen der havde ry for at være „cool“.

En dag skete der noget. Jeg befandt mig sammen med nogle andre i det område af skolen hvor det var tilladt at ryge. En marihuanacigaret gik fra hånd til hånd og nåede til mig. Da jeg ikke ønskede at blive set ned på, tog jeg et sug. Det varede ikke længe før jeg havde fået en ny kreds af venner. Endelig havde jeg opnået et vist mål af popularitet og havde fået mange venner.

Senere begyndte jeg at tage stærkere stoffer. Det var spændende at daske omkring og ’blive høj’ og foretage sig alt det andet som en løsagtig livsførelse førte med sig. Jeg begyndte at overbevise mig selv om at livet ville være meget enklere hvis alle røg hash eller marihuana. Hvorfor? Jeg ræsonnerede som så at det måtte være godt fordi det hjælper en til at værdsætte skønheden omkring en og er en hjælp til at slappe af. Det var som at få et slag i ansigtet da virkeligheden gik op for mig her i denne snavsede celle.

Mine forældre var ikke klar over at jeg var på stoffer. Det ville såre dem dybt når de fandt ud af det. Efter et stykke tid, der føltes som en evighed, blev celledøren endelig åbnet. En politibetjent fortalte mig at min far var kommet for at få mig løsladt mod kaution. Da vi kørte hjem var stemningen i bilen yderst spændt.

Min far kontaktede en advokat der skulle hjælpe mig i retten. Han var en ven af familien og blev forbløffet over at høre at jeg var kommet i vanskeligheder. Han talte senere min sag på politistationen over for de lokale betjente. Utålmodigt ventede jeg på udfaldet.

Man besluttede til sidst at løslade mig da jeg ikke tidligere havde været straffet. Advokaten gav mig venligt det råd at jeg skulle bruge min tid og mine kræfter på noget andet end narkotika. Det forsikrede jeg ham om at jeg ville, men det var lettere sagt end gjort.

Depression og selvmordsforsøg

Jeg fortsatte med at komme sammen med mine gamle venner, og gruppepresset fik mig igen til at tage stoffer. Efter nogen tid var spændingen forsvundet, men jeg kunne ikke klare mig uden stofferne. Jeg måtte ryge marihuanacigaretter for at slippe væk fra mine problemer og komme gennem dagen. Mine venner og jeg kunne slet ikke føle os tilpas uden stoffer. Selv når vi en smuk dag løb på vandski på søen beklagede vi os alle og sagde: „Bare vi havde noget hash eller marihuana.“

Med tiden begyndte jeg at få periodiske anfald af depression. Livet var meningsløst. Jeg havde intet at se frem til ud over at ’blive høj’ og begyndte derfor at overveje selvmord. En dag slugte jeg næsten alt hvad der fandtes i min bedstemors medicinskab i et forsøg på at tage en overdosis. Men til min skræk vågnede jeg atter den næste morgen.

En aften hvor jeg ikke havde taget stoffer, klatrede jeg op på taget af vores hus. Det smukke sceneri gjorde et stort indtryk på mig. Der var fuldmåne, og store, grå skyer drev hen over himmelen mens de høje fyrretræer svajede i vinden. Jeg spekulerede på om der mon stod nogen bag naturens ophøjede skønhed og orden. Var der en større hensigt med livet end blot at leve som et dyr og søge at tilfredsstille sine fysiske behov? Jeg begyndte at erkende mit åndelige behov.

Nu begyndte jeg at læse om reinkarnation, og undersøgte også zen-buddhismen. Jeg fandt også en gammel bibel som jeg støvede af, og jeg begyndte at læse Det Ny Testamente. Heri fandt jeg nogle tanker som virkede meget tiltalende på mig, som for eksempel Jesu ord: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

’Men hvem i alverden efterlever dette?’ tænkte jeg. Hvem kan hjælpe mig til at forstå Bibelen? Jeg besluttede mig for at tage rundt til forskellige kirker for at finde svaret. Men på grund af min generthed kunne jeg ikke engang overvinde mig selv til at stige ud af min lastbil og gå ind i en eneste af dem.

Jeg finder ’Sandhedsbogen’

En aften forsøgte jeg at bede til Gud. „Hjælp mig til at finde frem til dem der virkelig lever efter Bibelens principper,“ bad jeg. Da jeg en uge senere gik omkring i en genbrugsbutik, fik jeg blandt nogle antikvariske bøger øje på en lille blå bog med titlen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg købte den og læste den helt igennem. Den forklarede de væsentligste lærepunkter i Bibelen og underbyggede dem med henvisninger til Bibelen. Jeg besluttede mig til at følge den opfordring der blev givet på side 137 og 138 i bogen om at overvære møderne i en af Jehovas Vidners rigssale.

Jeg havde aldrig tidligere talt med Jehovas vidner. Men jeg kunne huske at min mor engang havde fortalt mig at hun havde fået udført noget arbejde ved en møbelpolstrer der var et af Jehovas vidner. Hun havde advaret mig imod at tale med ham om religion, for så ville han bare snakke ørerne af mig. Jeg fandt ham i telefonbogen og ringede til ham for at spørge hvor rigssalen lå.

Møbelpolstreren tog imod mig i rigssalens vindfang og tog mig med indenfor, hvor han begyndte at præsentere mig for alle der kom forbi. Jeg var forbavset over at alle kendte hinanden og at der ikke var stille i rigssalen, sådan som jeg troede der ville være i en kirke, men at alle talte venligt med hinanden. Jeg må have set mærkelig ud i deres øjne eftersom jeg kom i T-shirt og cowboybukser og med håret hængende ned over skuldrene og ryggen. Alligevel fik de mig ikke til at føle mig anderledes men bød mig tværtimod velkommen.

Efter mødet spurgte møbelpolstreren, hr. Parciacepe, om jeg ville studere Bibelen. Det ville jeg gerne, og efterhånden som studiet skred frem indså jeg nødvendigheden af at foretage visse forandringer i mit liv. Min påklædning og soignering blev anderledes. Jeg slap ud af stofmisbruget og skiftede min tidligere omgangskreds ud med nye venner blandt Jehovas vidner.

Advokaten og hans klient

I 1979, omkring et år efter at jeg var blevet døbt som et af Jehovas vidner, var jeg i stand til at begynde i heltidstjenesten. Den første sommer i denne tjeneste hændte der noget uventet.

Et Jehovas vidne der var advokat af profession og ældste i menigheden, besluttede sig for at besøge nogle af byens lokale advokater for at fortælle dem om vores tro, og jeg fik lov at komme med. En af advokaterne vi besøgte viste sig at være ham der for år tilbage havde hjulpet mig da jeg var blevet arresteret for at have været i besiddelse af stoffer.

Min ven forklarede hensigten med vort besøg og præsenterede derefter mig. Da vi gav hinanden hånden fik han først et overrasket og skeptisk udtryk i ansigtet, hvorefter han stak mig et bredt smil og udbrød: „Ladd Stansel! Jeg ville aldrig have genkendt dig! Du har sandelig forandret dig!“

Efter at han var kommet sig over sin forbavselse, viste jeg ham et eksemplar af den bog som jeg først havde læst, og sagde: „Denne bog har virkelig hjulpet mig til at forstå Bibelens principper og til at indse vigtigheden af at foretage disse forandringer. Jeg vil gerne give dig et eksemplar af den.“ Han tog imod bogen og takkede mig venligt. Da vi kørte derfra spekulerede vi på hvordan dette mon havde berørt ham.

Det fandt vi ud af få dage senere. Min mor og den forkynder jeg havde været sammen med modtog nogle meget rørende breve fra min tidligere forsvarsadvokat. Han skrev at han havde været øjenvidne til et mirakel — forvandlingen af en usikker teenager der var på stoffer til en prægtig ung mand der nu var i stand til at gøre en indsats i samfundet.

De sidste syv år har været en stor hjælp for mig til at blive mere moden. I 1981 blev min ansøgning om at komme til at arbejde som frivillig på Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i New York, godkendt. Mit liv er blevet endnu mere beriget, idet jeg sidste år blev gift med Sue, der sluttede sig til mig i beteltjenesten.

Det var altså ikke stoffer der gjorde mit liv mere enkelt — tværtimod! Men siden jeg holdt op med at tage stoffer og begyndte at tjene min Skaber, Jehova Gud, er mit liv blevet enkelt og fyldt med tilfredshed og lykke. (Mattæus 6:22) — Fortalt af Ladd Stansel.

[Illustration på side 23]

Ladd og Sue Stansel i dag