„Vi vender tilbage i 2004!“
DER lå døde dyr overalt. Andre var døden nær; de kravlede omkring så godt de kunne. De der var raske og rørige sad oppe i træerne — i tusindvis. Men også de befandt sig i deres livsløbs sidste fase. Det var 1987-generationen af cikader.
I det østlige USA findes en cikadeart der kun viser sig hvert 17. år. Forskellige stammer dukker op forskellige år, men de følger alle en 17 år lang cyklus. De cikader vi så, tilhørte det som videnskabsfolk kalder stamme 10. Deres slægtninge i andre dele af verden har imidlertid en kortere livscyklus fra ægstadiet til det voksne stadium hvor dyrene parrer sig. Ifølge en kilde findes der over 1500 cikadearter.
Insektverdenens metusalem’er
Cikadestamme 10 viste sig sidste gang i 1970. I det år kæmpede amerikanske soldater stadig i Vietnam, borgerkrigen i Nigeria var lige slut, Salvador Allende stod for at skulle være præsident i Chile, og Frankrigs tidligere præsident, Charles de Gaulle, døde. Siden da havde ingen set noget til cikaderne.
Disse usædvanlige skabninger bliver mellem tre og fem centimeter lange, deres hoved og krop er brunsort og deres vinger glasklare. De har to røde øjne der i virkeligheden er sammensatte øjne, med tre usammensatte øjne imellem.
Der hvor vi boede, i Baltimore i staten Maryland, var der cikader alle vegne — på buske og i træer, på stakitter og på døre. Når vi var ude i haven måtte vi passe på hvor vi satte fødderne. Cikaderne satte sig gerne på min skjorte eller på min kones bluse — til hendes store fortørnelse! Men der er nu ingen grund til bekymring. Cikader er ganske uskadelige. De hverken bider eller stikker.
De cikader vi så havde allerede levet et helt liv før de viste sig omkring vores vens æbletræ. De begynder livet som æg der lægges i spalter som hunnen har skåret i grene og kviste på træer og buske. Disse æg udvikler sig til små nymfer som falder til jorden og graver sig ned til en trærod, som regel i cirka 60 centimeters dybde. Dér begynder så deres 17 år lange ventetid. De ligger ikke i hi, men suger saft fra trærødder. I løbet af dette ophold under jorden gennemgår de fem forskellige udviklingsstadier før de når frem til det voksne stadium. Blandt insekterne har de den længste livscyklus man kender til. De er insektverdenens metusalem’er!
„Et forbløffende eksempel på et indviklet biologisk forhold“
Herefter kommer et stadium som videnskabsfolk står ganske uforstående over for — hvad er det der får dem alle til at komme op til jordens overflade på nøjagtig samme tid? En biolog har sagt: „Det er et forbløffende eksempel på et indviklet biologisk forhold.“ Selv kunne jeg ikke lade være med at tænke på at det er et eksempel på skaberværkets mangfoldighed. — Romerne 1:19, 20.
Videnskabsmændene grunder over om hormoner måske spiller en rolle i denne sammenhæng. Men hvorom alting er, i Maryland skete dette under i år, i maj og juni måned. Omkring foden af en træstamme i vores vens baghave begyndte i hundredvis af små tunnelåbninger at vise sig, nogle i form af en skorsten. Og ud vaklede cikaderne i deres næstsidste stadium — lysebrune, vingeløse insekter på cirka 21/2 centimeters længde. Vi holdt øje med nogle af dem da de med stort besvær krøb op ad træstammen for at finde et sted hvor deres sidste forvandling kunne foregå.
Der ventede de en kort tid, og så indtraf miraklet. Cikaderne brød hul i nymfehuden og begyndte at vride sig ud af den med hovedet og skuldrene først. I begyndelsen lignede de albinocikader, men i løbet af nogle timer fik de farve. De var ikke længere lysebrune insekter som var tvunget til at blive ved jorden; nu kunne de flyve. Træet var hurtigt dækket med tusinder af tomme nymfehuder. Og alle vegne omkring os svirrede cikaderne fra kvist til kvist og fra blad til blad.
Støjsendere
I middagsheden ikke blot så vi dem, vi hørte dem også! Store skarer af hanner satte deres ’trommeskind’ i svingninger — mellem 120 og 600 svingninger i sekundet. Vi fangede en cikade inde i huset, og den viste sin irritation ved at frembringe en sær raspende og klikkende lyd. Men når der er flere tusind sammen, lyder det nærmest som vinden der hyler gennem en tunnel i det fjerne. Faktisk betragtes cikaden som den største støjsender i insektverdenen.
Heldigvis er det kun hannen der larmer, hvilket har fået en græsk spøgefugl fra fortiden til at skrive: „Lykkelige ere Cikaderne; thi deres Kvinder ere stumme.“ Til vores store lettelse holdt alle hannerne dog inde om natten og lod deres naboer sove i fred.
Men det var slutningen på deres livscyklus vi var vidner til. De parrede sig i den fugtige varme i slutningen af maj og begyndelsen af juni, og hunnerne gjorde sig rede til at lægge deres æg. Snart ville de voksne insekter dø efter at have tilbragt tre uger over jorden. Nogle uger senere ville æggene klækkes, og små nymfer ville falde til jorden og begynde at grave sig ned til rødderne for at suge saft fra træerne. Men de ville efterlade et uudtalt budskab: „Vi vender tilbage i 2004!“ — Af en skribent ved Vågn op!
[Illustrationer på side 25]
Cikader der kravler frem fra huller som er godt en centimeter i diameter
En cikade kryber ud af sin nymfehud
En hvid cikade der netop er krøbet ud af sin nymfehud
En voksen cikade der venter på at parre sig