Bygningen slår revner

Af Vågn op!-​korrespondent i Frankrig

DEN dag var det som om Notre Dame-katedralens massive tårne i Paris symboliserede den traditionelle katolske kirkes soliditet. På den store plads foran denne bygning fra det 12. århundrede blev der afholdt en officiel kirkeprocession til minde om Marias himmelfart.

Underligt nok blev der samme dag, den 15. august 1986, afholdt en lignende procession foran en anden katolsk kirke, Saint-Nicolas-du-Chardonnet, blot nogle få hundrede meter derfra, på den modsatte side af Seinen. Efterhånden som processionen snoede sig gennem latinerkvarterets gader, sluttede adskillige tusind katolikker sig til den, efter sigende langt flere end de der overværede den officielle ceremoni ved Notre Dame. Men begge processioner var iværksat af præster fra den katolske kirke, og begge processioner var til ære for Maria. Hvorfor blev der afholdt to konkurrerende processioner for at fejre den samme katolske højtid?

Denne hændelse illustrerer på en udmærket måde den splittelse der i øjeblikket ryster den katolske kirke og som får den til at slå revner i alle retninger, både til højre og venstre og fra oven og ned.

Progressive katolikker kontra konservative

På venstrefløjen har vi de progressive eller liberale katolikker. Mange af disse føler sig tiltrukket af den såkaldte befrielsesteologi der opstod i Latinamerika. De føler sig hverken afskrækket af økumeni, socialisme eller af kommunisme. Men selv ikke i Latinamerika går alle katolikker ind for befrielsesteologien. Også i Brasilien er den katolske gejstlighed splittet mellem de progressive og traditionalisterne.

De fleste traditionalistiske katolikker er højreorienterede konservative som er af den mening at Det Andet Vatikankoncil åbnede døren for reformer der forråder den traditionelle katolicisme. De insisterer på at messen bliver holdt på latin og nægter at fraternisere med protestanter eller grupper på den politiske venstrefløj.

Midt imellem disse grupper findes de jævne katolikker, der uden tvivl udgør den største gruppe, men ikke nødvendigvis den mest nidkære. Både de progressive og traditionalisterne mener at denne centrumskatolicisme mister sin sjæl som følge af enten for få eller for mange reformer. Mange progressive katolikker mener at reformerne ikke er vidtrækkende nok og at kirkens politiske engagement til fordel for de fattige er for svagt. Traditionalisterne er overbeviste om at den katolicisme der er opstået efter Det Andet Vatikankoncil er i færd med at reformere sig til døde.

På tværs af alle disse hovedretninger er der opstået yderligere kløfter på ethvert plan. Katolikker er splittede i spørgsmål om tro og moral. Hvad angår trosspørgsmål står sådanne katolske dogmer som læren om et brændende helvede, skærsilden, arvesynden, ja, selv treenighedslæren, ikke længere uimodsagt inden for den katolske kirke. En opinionsundersøgelse som for nylig blev foretaget i Frankrig, der er blevet kaldt „kirkens ældste datter“, viste at 71 procent af de adspurgte franske katolikker tvivlede på at der findes et liv efter døden, 58 procent mente ikke at der findes et helvede, 54 procent troede ikke på skærsilden og 34 procent godtog ikke treenighedslæren.

Nu skal det jo også siges at der findes mange katolikker i hele verden som oprigtigt tror på disse læresætninger. Men det er blot endnu et bevis på at katolikkerne er splittede i trosspørgsmål.

„Det egentlige . . . er spørgsmålet om lydighed mod Rom“

I moralspørgsmål er katolikkerne dybt uenige hvad angår førægteskabeligt samliv, ægteskabsbrud og homoseksualitet. Mange oprigtige katolikker er dybt chokerede over den eftergivende holdning nogle kirkemedlemmer lægger for dagen, heriblandt også præster og visse teologer. Katolikker med en traditionel moral finder måske trøst i bevidstheden om at paven er kommet med stærke udtalelser imod kønslig umoralitet. Men understreger dette ikke blot den kendsgerning at flere og flere katolikker ikke respekterer pavens myndighed i sådanne spørgsmål?

Londonavisen Observer har for nylig skrevet: „Der er blevet sagt og skrevet meget om spændingerne mellem paven og de mange medlemmer af hans menighed som erklærer sig uenige med ham i spørgsmålet om abort, prævention, kvindelige præster og fraskilte katolikkers adgang til nadveren. Det egentlige i sagen er spørgsmålet om lydighed mod Rom.“

Biskop James Malone, tidligere præsident for De Katolske Biskoppers Nationalråd i De Forenede Stater, har advaret om „at visse elementer inden for kirken i USA i stigende grad nærer farlige, fjendtlige følelser for pavestolen“. Han talte om „splid“, „splittelser“, og „en tiltagende fremmedgørelse“.

På den anden side har traditionalistiske katolikker reageret med åbent oprør imod paven fordi de mener at han ikke er streng nok. Hovedpersonen i dette oprør er en fransk ærkebiskop som har dannet en bevægelse der har medvirket til en yderligere splittelse i den katolske kirke. Dette vil blive behandlet i den følgende artikel.