Jeg var sikh men søgte efter sandheden
Fortalt af Balbir Singh Deo
DET skærer mig i hjertet at se hvilket had mange nærer til andre — blot fordi de har en anden tro. Selv her i Indien er det velkendt hvilken rolle de såkaldt kristne spiller i politik og i nationalistiske krige.
Det kan jo ikke benægtes at de to verdenskrige næsten udelukkende blev udkæmpet af lande som kalder sig kristne. Og de lidelser og drab som „kristne“ i fortiden har stået bag, fortsætter i dag i for eksempel Nordirland, hvor katolikker og protestanter bekæmper hinanden. Disse konstante krige har sammen med et ry for at købe tilhængere med madvarer ikke givet et særlig godt indtryk af den kristne tro. Det er ikke så mærkeligt at mange indere har fået modvilje mod alt hvad der kaldes kristent.
Personligt har det bedrøvet mig at se hvilket had indere nærer til hinanden fordi én tilfældigvis er sikh i stedet for hindu eller hindu i stedet for muslim. Jeg har altid ment at de der har den sande tro også bør elske dem der tilhører andre trossamfund. Noget der især har chokeret mig er den terror der har været blandt hinduer og sikher inden for de sidste få år her i Indien.
Hverken jeg, mine tre storebrødre eller min svigerinde har dog været særlig urolige på grund af de gentagne voldsepisoder. Heller ikke min søster og hendes mand har følt sig truet af volden. Men hvorfor ikke, når vi alle syv er blevet opdraget som sikher? Før jeg besvarer dette spørgsmål vil jeg gerne fortælle lidt om sikherne.
Sikhismen
Sikhismen er en monoteistisk religion der har sine egne skrifter, indvielsesritualer, vielses- og begravelsesceremonier og pilgrims- og tilbedelsessteder. Verdens 15 millioner sikher fører deres tro tilbage til en indisk guru eller lærer ved navn Nanak, som levede i det 15. århundrede. Hans tilhængere blev kaldt sikher, en afledning af et ord på sanskrit som betyder „discipel“.
Nanak, hvis forældre var hinduer, blev født i Punjab i det nordlige Indien, i et område der nu er pakistansk. De fleste af hans tilhængere kommer fra Punjab, skønt der findes sikher overalt i Indien og i andre dele af verden. Alene i England er der omkring 300.000 sikher.
I Nanaks barndom var der hele tiden sammenstød mellem hinduer og muslimer, og krigens lidelser på begge sider berørte ham dybt. Da han blev spurgt om hvilken tro han ville følge, svarede han: ’Der er hverken hindu eller muselmand, så hvis sti skal jeg følge? Jeg vil følge Guds sti. Gud er hverken hindu eller muselmand, og den sti jeg vil følge er Guds.’
Skønt det ikke var Nanaks hensigt at oprette en ny religion, blev han leder af en religiøs bevægelse. Ligesom andre på den tid mente han at Indiens kastesystem var af det onde. Han sammenfattede sit budskab i tre grundlæggende bud: Arbejd, tilbed, og giv i kærlighed.
Den sidste guru
De der troede på guru Nanak mente at Gud åbenbarer sig gennem guruen, læreren. Det var derfor nødvendigt at guru Nanak fik nogle efterfølgere, og gennem en periode på omkring 200 år blev det voksende antal sikher derfor ledet af ti forskellige guruer. Den tiende guru, Gobind Singh, erklærede at hans efterfølger ikke skulle være et menneske. De hellige skrifter som Nanak og de øvrige guruer foruden hinduiske og muslimske „helgener“ havde efterladt sig, skulle erstatte guruerne. Disse skrifter blev samlet i en bog der kaldes Adi Granth, og sikherne begyndte at betragte den som Guds ord.
Adi Granth vises den samme ære og respekt som guruerne. Bogen ligger fremme og læses i et særligt værelse i sikhernes hjem. I de såkaldte gurudvaraer (sikhernes tilbedelsessteder) er der ingen gudebilleder eller formelle gudstjenester, ligesom der heller ikke er noget alter eller nogen prædikestol. Adi Granth lægges på en pude på en platform under en baldakin. Dens vers læses og synges for tilhørerne.
Gobind Singh, den sidste guru, dannede også en organisation som kaldes khalsa (de rene). Det er et særligt broderskab af sikher som er villige til at følge de religiøse principper i alt hvad de gør. For at deres efternavn ikke skulle afsløre hvilken kaste de tilhørte, tog medlemmerne af khalsa efternavnet Singh, som betyder „løve“. De kvindelige medlemmer af khalsa antog efternavnet Kaur (løvinde eller prinsesse). Disse navne efterfølges til tider af et almindeligt familienavn.
For at man kunne kende de mandlige medlemmer af khalsa på deres udseende, krævedes det af dem at de altid skulle bære de fem k’er. Det er for det første kes, uklippet skæg og langt hår som er sat pænt op på hovedet. For det andet skulle håret holdes fast med en kangh, en kam, og normalt dækkes af en turban. For det tredje skulle de bære kacch, shorts, som undertøj, og for det fjerde kara, en stålring om håndleddet. Endelig skulle de bære kirpan, et sværd, for at kunne forsvare deres overbevisning. Disse fem k’er udgjorde en uniform som adskilte sikherne fra alle andre indiske grupper. Traditionerne følges endnu den dag i dag af khalsamedlemmer, til tider dog i modificeret form.
I modsætning til hinduerne, som har mange guder, tror sikherne kun på én gud. De går heller ikke ind for askese, faste eller vegetarisme. Men ligesom hinduerne mener de fleste sikher at mennesket er bundet til en cyklus af genfødsler medmindre det frigøres gennem oplysning. Guds ord, formidlet gennem guruen, menes at være eneste middel til en sådan frigørelse. Det opfattes som menneskets endelige mål at blive forenet med Gud og befriet fra det fysiske legeme.
Min personlige søgen
Jeg er blevet opdraget som sikh, men visse begivenheder som jeg kom ud for, rejste nogle spørgsmål i mit sind. Desuden har min far opdraget mig til at være fordomsfri over for opfattelser der adskiller sig fra min families.
Min mor døde da jeg var syv år. I tiden derefter følte jeg mig hjælpeløs og forvirret. Forskellige slægtninge forsøgte at trøste mig og min familie. De sagde for eksempel: ’Husk at de gode dør unge’ og: ’Nu har hun fred i himmelen.’ Jeg skrev breve til hende og brændte dem bagefter i håb om at hun på den måde kunne blive klar over hvor meget vi savnede hende. Og da jeg ikke havde noget håb om nogen sinde at få hende at se igen, følte jeg en stor tomhed.
Da jeg blev ældre undersøgte jeg sikhismen nøjere. Jeg læste regelmæssigt i Adi Granth og bad inderligt til guru Nanak. Selv om vi troede at der kun var én gud, bad vi også til Nanak, da vi mente at han kunne hjælpe os til at komme nærmere til Gud. På trods af dette gik jeg stadig og grundede over hvorfor mennesker så ofte handlede ondt.
Min far ønskede at vi skulle have så god en uddannelse som muligt, og sendte os derfor i en „kristen“ skole. Nogle få af dem der kaldte sig kristne virkede oprigtige nok, men hos flertallet skinnede hykleriet igennem. Vi og andre ikkekristne på skolen fik at vide at omkostningerne ved vores uddannelse ville blive dækket af en udenlandsk sponsor hvis vi kom i kirken og deltog i dens aktiviteter. Den slags tilbud lød som bestikkelse i mine ører.
Men da jeg var 17 år skete der noget som vakte min interesse for Bibelen. En ven fortalte mig at krigene og mange andre af vor tids problemer er forudsagt i Bibelen. Jeg mente ikke at det kunne være sandt, så da han viste mig Mattæus, kapitel 24, blev jeg meget overrasket over at se hvad der var forudsagt dér. Jeg indså at en del af Bibelen måtte være sand.
Jehovas vidner kommer på besøg
En dag i 1976, da vi boede i Calcutta, blev vi besøgt af en ung mand, et af Jehovas vidner. Han gav mig bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom, og jeg læste den på én dag. Senere kom han igen og inviterede mig til et møde i rigssalen. Jeg kom, og det jeg oplevede gjorde et dybt indtryk på mig.
Jeg var afslappet klædt i en t-shirt og et par cowboybukser, men det var tydeligt for mig at der ikke blev gjort forskel på de tilstedeværende på grund af deres tøj, økonomiske status, alder, race eller baggrund. Der var en varm og kærlig atmosfære. Jeg blev indbudt til at sidde på første række, hvor jeg lyttede til et meningsfyldt foredrag over spørgsmålet „Modsiger Bibelen sig selv?“ Jeg begyndte at studere Bibelen sammen med et Jehovas vidne jeg mødte i rigssalen, og ikke længe efter overværede jeg alle møderne.
Det jeg nu lærte kunne slet ikke sammenlignes med det jeg havde lært på den „kristne“ skole. Jehovas vidner tilbeder ikke Jesus. De tilbeder den almægtige Gud, som Jesus også selv tilbad. Jeg lærte desuden at Guds navn er Jehova, som det åbenbares i Bibelen. — Salme 83:18.
Ved møderne i rigssalen studerede vi Bibelen grundigt, noget vi ikke gjorde i den „kristne“ skole. Jeg var glad for at få at vide at der trods begge kirkers påstand om at være kristne er stor forskel på den katolske og den protestantiske tro, og for at lære hvad Bibelen i virkeligheden siger. Jehovas vidner viste mig ud fra Bibelen at Jehova Gud fordømmer de „kristne“ religioner fordi de støtter de krige deres politiske ledere fører. — Johannes 17:14; 18:36; Mattæus 26:52; Esajas 2:4.
Forståeligt nok begyndte min omgangskreds at undre sig. ’Det er bare en forbigående følelsesmæssig oplevelse du har,’ hævdede mine venner. Mine slægtninge var meget overraskede og skeptiske angående mit standpunkt. Men det har ikke været ’en forbigående følelsesmæssig oplevelse’ for mig at lære Bibelens sandheder at kende. Det har derimod beriget mit liv og givet mig dyb tilfredshed. Hvilket andet sted kan man finde et verdensomspændende broderskab hvor hvert enkelt medlem praktiserer kærlighed — ikke blot i ord, men også i handling?
Min familie bliver interesseret
Min familie troede også at mit studium af Bibelen bare var en grille som snart ville gå over. Til sidst besluttede min ældste bror, Rajinder, dog at gå med mig til et af møderne. Han fik en hjertelig velkomst; og det han så, gjorde et dybt indtryk på ham, ligesom det havde gjort på mig. Sammen med mig begyndte han at overvære møderne regelmæssigt. Men da vores interesse for Bibelen adskilte sig meget fra vores religiøse opdragelse, talte ingen af os særlig åbent om det derhjemme. Det skabte nogle problemer for Rajinder, der var nygift.
Hans kone, Sunita, begyndte at være urolig når hendes mand tog med mig i rigssalen flere gange om ugen og lod hende blive hjemme. Hun undrede sig over hvad det egentlig var vi lavede. Efter nogle diskussioner blev misforståelserne ryddet af vejen, og Rajinder opfordrede sin kone til at tage med os. I begyndelsen forstod hun ikke rigtig hvad der blev talt om, men sammen med os fortsatte hun med at overvære møderne og at blive undervist i Bibelen.
En af mine andre brødre, Bhupinder, begyndte også at blive interesseret i hvad vi foretog os. Han kunne se værdien af det vi havde lært og var begyndt at leve efter. Også han begyndte at studere Bibelen. Den sidste af mine brødre, Jaspal, brød sig ikke om at vi kom sammen med Jehovas vidner, og han kunne godt lide at gøre nar af mig. Men efter nogen tid fik han øjnene op for visdommen i Bibelens vejledning og begyndte selv at studere. Som et resultat af alt dette blev jeg døbt som et af Jehovas vidner i 1978. Rajinder, Sunita, Bhupinder og Jaspal blev døbt i 1979.
Min søster, Bavi, og hendes mand, Kartar, der havde opholdt sig i England i fem år, vendte på et tidspunkt tilbage til Indien. Bavi mente at det måtte være vores egen sag om vi ville være Jehovas vidner — bare vi lod hende være i fred. Vi respekterede hendes standpunkt og forsøgte ikke at overbevise hende. Men det varede ikke længe før både Bavi og Kartar begyndte at stille os en hel masse spørgsmål. Dette førte med tiden til et bibelstudium. De begyndte at få tro på Jehova og kærlighed til ham, og dette tjente som en beskyttelse for dem i en periode med religiøse voldshandlinger i Indien.
Sandheden var en beskyttelse
Natten efter den 31. oktober 1984, den dag Indira Gandhi blev dræbt ved et attentat, fik Bavi og Kartar så godt som ingen søvn i øjnene. De boede på det tidspunkt i det nordlige Indien, langt borte fra resten af familien. I det område blev mange sikher dræbt under pøbeloptøjerne. Nogle udpegede uden skrupler de huse hvori der boede sikher — og fældede dermed en dødsdom over disse deres naboer.
Den følgende morgen vågnede Bavi og Kartar til et mareridt af død og ødelæggelse. På trods af det der var foregået omkring dem, og på trods af at de bærer efternavnet Singh, var der ikke sket dem noget. Skønt de kun studerede Bibelen var de kendt blandt deres naboer som Jehovas vidner, og deres hjem blev derfor ikke angrebet. I Calcutta er mine brødre ligeledes kendt for at være Jehovas vidner, og det har tjent som en beskyttelse for dem.
Fars reaktion
Vores far, der også er sikh, havde ikke forventet at det skulle gå sådan med hans datter og hans fire sønner. Mine tre brødre hjælper til i familiens forretning, men de har ikke de ambitioner om at samle sig stadig flere forgængelige materielle goder som man ellers så ofte ser blandt indiske forretningsmænd. Deres sind og hjerte er vendt mod de varige åndelige goder og den fredfyldte nye jord som Jehova Gud har lovet menneskeheden. En af mine brødre tjener som ældste i den kristne menighed. To af os er menighedstjenere. Min kære kone, Lavinia, og jeg har desuden den forret at virke i heltidstjenesten i Indien. Og min søster og hendes mand, der nu bor i Afrika, blev døbt som Jehovas vidner i 1986.
Vores far har bemærket hvilken god virkning Bibelens retfærdige normer har haft på os, og det gør ham glad. Når han fortæller andre om sine børn, giver han udtryk for at han er stolt af os. ’Fortæl mig hvad mine børn gør forkert som Jehovas vidner, så vil jeg smide dem ud af mit hus,’ siger han for eksempel udfordrende.
Min far har indset at vi ønsker at arbejde for noget langt mere værdifuldt og varigt end jordisk rigdom og berømmelse. Han har også med egne øjne set hvordan vi er blevet beskyttet under den senere tids voldsepisoder. Det er vores inderlige ønske at han en dag, sammen med os og mange andre der oprigtigt søger sandheden, vil tilbede den sande Gud i et ægte, jordomspændende broderskab.
[Tekstcitat på side 21]
Sikherne begyndte at betragte en bog der kaldes Adi Granth som Guds ord
[Illustrationer af Balbir Singh Deo på side 19]
[Illustration på side 23]
Sammen med min kone på afdelingskontoret i Indien