En fortvivlet søgen efter hensigten med livet
HVOR er jeg kommet fra? Hvorfor er jeg til? Hvad er hensigten med livet? Det var spørgsmål jeg grundede dybt over. Og på en eller anden måde havde en bestemt sætning bidt sig fast i mine tanker, en sætning der fik mig til at søge videre: „Bliv ved med at søge, og I vil finde.“
I et forsøg på at finde svar på mine spørgsmål begyndte jeg at tage psykedeliske stoffer for at ’udvide bevidstheden’ og få større indsigt. Jeg gav mig også til at undersøge østens religioner, og derved blev jeg overbevist om at vi har en udødelig sjæl som lever videre efter at det fysiske legeme dør.
Efter at have antaget denne tro fandt jeg det logisk at vi, som visse religioner siger, har haft tidligere tilværelser i andre legemer. Ifølge denne lære har sjælen gennemgået en række reinkarnationer. Jeg kunne godt tænke mig at vide noget om min fortid, og jeg blev forledt til at tro at det ville hjælpe hvis jeg begyndte at tage et „bevidsthedsudvidende“ stof som LSD.
Når jeg havde indtaget stofferne droges jeg mod et spejl; dér stirrede jeg længe ind i mine egne pupiller. Under indflydelse af stofferne voksede pupillerne og blev næsten lige så store som selve regnbuehinden. Efter at have stirret intenst i mange minutter begyndte jeg at få hallucinationer — jeg så noget jeg troede var tidligere inkarnationer af mig selv. For eksempel så jeg mig selv som en ond hærfører og en selvisk diktator som begge var ansvarlige for tusinder af menneskers død.
Da jeg engang så en sådan ond person i spejlet, hørte jeg en stemme sige: „Du skal få lov at lide for alt det onde du har gjort!“ Det var en skrækkelig oplevelse.
Resultatet var at jeg mente jeg var skæbnebestemt til at lide og dø og derefter lide igen, i flere nye inkarnationer efter hinanden. Bare det dog kunne undgås! Men hvordan kunne jeg benægte det jeg selv havde set og hørt mens jeg stirrede ind i spejlet? Andre som jeg kendte blev også forledt til at tro på reinkarnation gennem sådanne oplevelser, for, som de siger: „At se er at tro.“
Jeg følte mig i et frygteligt dilemma og så ingen udvej. Og dog søgte jeg videre, rejste til fjerne steder for at rådspørge mænd der havde ry for at være vise. Til sidst var jeg så deprimeret at jeg forsøgte at tage livet af mig selv.
Så skete der noget der ændrede mit syn på livet. Fortvivlelse vendte sig til håb. Hvorfor? Måske vil man bedre kunne forstå det hvis jeg fortæller noget mere om min søgen efter hensigten med livet.
Jeg ledte efter noget
Jeg er født i Edmonton, en mellemstor by i det vestlige Canada. Mine forældre gik kun sjældent i kirke. Og de få gange jeg selv kom der, var en skuffelse for mig. Allerede som halvvoksen spekulerede jeg over meningen med tilværelsen, men kirken gav i hvert fald ikke noget svar.
Jeg forlod high school efter elleve års skolegang, og åbnede min egen lille virksomhed som reparatør af porcelæn. Jeg var kun seksten år gammel dengang, men forretningen gik godt rent økonomisk. Efter mindre end et år var jeg imidlertid ikke tilfreds alligevel, og jeg begyndte at se mig om efter noget andet.
Det forekom mig at hippierne havde noget nyt, og de dukkede op overalt i 1960erne. Jeg besluttede at „stå af“, „melde mig ud“ af det etablerede samfund, og give mig i kast med noget der var mere „mening“ i. Inden længe var jeg forvandlet til en langhåret hippie, og psykedeliske stoffer var blevet en hovedbestanddel af min tilværelse.
Efter at have taget LSD og marihuana i nogle måneder blev jeg overbevist om at ’det høje samfund’, et samfund hvor alle er påvirket af psykedeliske stoffer, var løsningen på menneskehedens problemer. I mine øjne var hippierne „kærlighedens“ børn — fyldt med fred og lykke.
Jeg troede jo at psykedeliske stoffer var universalmidlet der kunne løse alle problemer, så jeg begyndte at levere stoffer til andre. Jeg svor at jeg kun ville handle med psykedeliske stoffer, som har indflydelse på sindet, og ikke med hårde stoffer, som gør legemet afhængigt. Jeg mente at de psykedeliske stoffer kunne give én sand oplysning.
For de penge jeg havde tjent på at reparere porcelæn købte jeg store mængder stoffer. Vel vidende at det jeg gjorde var ulovligt og kunne koste mig mange års fængselsophold, ville jeg ikke løbe nogen risiko. Jeg hyrede nogle borgerligt udseende piger til at transportere stofferne for mig, og det var min politik aldrig selv at have direkte berøring med stofferne. Det varede ikke længe før jeg tjente omkring 2000 dollars om ugen.
Det var imidlertid ikke pengene der var mit mål. Jeg var snarere interesseret i at få at vide hvad hensigten med livet var, men det så ikke ud til at stofferne hjalp mig.
Jeg søger i østens religioner
Så begyndte jeg at undersøge østens religioner; jeg brugte hele dage til at læse om okkulte emner, om astrologi, kiromanti, I Ching, buddhisme og andre af østens tanker.
Da jeg efter disse studier var overbevist om at sjælen lever videre efter døden, tog jeg en dosis LSD der var syv gange så kraftig som det normale, i håb om at kunne skue ind i min egen fortid. Da var det at jeg fik de syner som jeg troede var scener fra mine tidligere tilværelser og hørte stemmen sige at jeg havde været en ondskabsfuld morder.
Den skrækindjagende oplevelse blev et vendepunkt i mit liv. Fra da af havde jeg det ikke godt med mig selv. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg havde været så ond. For at kunne fatte det besluttede jeg at finde en guru som kunne fortælle mig om de dybere ting i tilværelsen.
Pilgrimsrejser til fjerne steder
I begyndelsen af 1970 ragede jeg mit hoved og fløj til Indien. Det første sted jeg rejste til var Buddh Gaya, hvor Buddha efter sigende vandt frem til oplysningen. Her mødte jeg en fransk hindu, John, som var stærkt opslugt af østens tanker. Han blev min første guru.
Sammen rejste vi på pilgrimsfærd til Srinagar, Benares, Katmandu og mange andre steder. Gennem John fik jeg et grundlæggende kendskab til hinduismen. Jeg ændrede min livsform og lavede om på mit udseende, så jeg nu levede som millioner af indere og gik i orientalsk tøj. Ofte mødte vi sadhuer og yogier på vore rejser; vi lyttede til deres beretninger mens vi røg marihuana sammen.
Efter at vi havde rejst sammen i fire måneder afgjorde John at jeg nu skulle gøre yderligere fremskridt ved at finde en guru der havde større indsigt. Men jeg var ikke tilfreds med hinduismen. Derfor rejste jeg til Dharmsala, hvor Tibets Dalai Lama og de høje lamaer residerede.
Her var der et kloster hvor andre fra vesten studerede tibetansk buddhisme. Dem ville jeg slutte mig til. Men så blev jeg ramt af et alvorligt tilfælde af dysenteri. Derfor ændrede jeg planer og satte kurs mod Europa for at komme under bedre lægebehandling.
Da jeg ankom til Grækenland blev jeg indlagt på et hospital. Jeg vejede kun halvfems pund og var i en elendig forfatning; men jeg kom mig hurtigt. Derfra rejste jeg til Holland.
Nærmere tilknytning til spiritisme
Da jeg nu havde forladt Indien troede jeg at jeg var færdig med at beskæftige mig med spiritisme. Men deri tog jeg fejl. I Holland traf jeg en indoneser som havde overnaturlige kræfter. Han fortalte at han var guru, og jeg antog ham som min lærer. Gennem ham udrettede ånderne forbløffende ting, såsom tankelæsning, forudviden, telepati og hypnose. Snart troede jeg fuldt og fast på alt hvad han sagde til mig, for han forekom mig at være så viis. Jeg blev overbevist om at ånderne virkelig er til, eftersom jeg kunne se vidnesbyrdene om deres magt.
Min guru tilbød mig at jeg kunne få denne magt, idet han sagde at han havde forbindelser til åndeverdenen. Men det var ikke magt jeg havde søgt efter. Det jeg ville, var at lære hensigten med livet at kende. Jeg sagde til ham at jeg først måtte finde den.
Det var han imidlertid ikke glad for, og han prøvede at tale mig fra det. Han mindede mig om hvad jeg havde set i spejlet nogle få år tidligere, under indflydelse af LSD. Han sagde at jeg i dette liv måtte høste alt det onde som jeg havde sået i mine tidligere inkarnationer. Han indprentede dette så dybt i mit hjerte at jeg ikke kunne glemme det. Jeg følte mig hjemsøgt af ånder og var i en tilstand af stadig skræk og total forvirring.
I begyndelsen af 1971 forlod jeg denne guru og sluttede mig til Hare Krishna-templet i Amsterdam, og jeg ragede mit hoved for anden gang. Hver dag studerede jeg Bhagavad Gita og messede Hare Krishna-mantraen (en bøn) i nogle timer, i håb om at min messen ville rense sjælen og befri mig fra ånderne. Men i stedet for plagede de mig endnu stærkere. Der var tider hvor jeg tryglede om kun at få lov at dø og aldrig fødes igen — at blive til intet.
Al min søgen syntes at være forgæves. Mange af disse Krishna-dyrkere var selviske og søgte deres eget; de gjorde ikke meget for at trøste og opmuntre mig. Endelig, i foråret 1971, besluttede jeg at rejse tilbage til Canada.
Ingen hjælp hjemme
Da jeg kom hjem var jeg mere end lykkelig over at se min familie igen. Men i deres øjne så jeg meget underlig ud. Jeg så min broder for første gang i et år. Også han havde forandret sig meget.
Før jeg rejste til Indien havde jeg fortalt ham om reinkarnation, og i mellemtiden havde han beskæftiget sig meget med dette emne. Ja, han troede at han havde været en engel i sit tidligere liv, og at han i sin nuværende inkarnation var kommet ned til jorden for at hjælpe menneskeheden med verdensproblemerne. Den slags „åbenbaringer“ fik han når han var under påvirkning af LSD.
Jeg følte mig stadig hjemsøgt af ånder. De pinte og plagede mig så meget at jeg troede jeg skulle miste forstanden. Jeg var skrækslagen. I min fortvivlelse blev jeg ved med at søge en udvej. Depressionen forværredes, jeg smilte sjældent, og i ugevis var der ikke et eneste øjeblik hvor jeg var glad. Til sidst gjorde jeg flere forsøg på at begå selvmord.
Ved denne tid kom jeg i kontakt med Dale, som også havde taget stoffer og havde forbindelse med åndemagter. Vi boede sammen i Edmonton, da der skete noget som satte mig på sporet af det jeg søgte.
Grundlag for håb
Det skete en formiddag i juni 1971. Dale og jeg havde røget marihuana, da en midaldrende dame ringede på døren. Hun fattede sig i korthed — hun har sikkert kunnet lugte stofferne, tror jeg. Men hun talte om Gud og sagde at det var hans kærlige hensigt at oprette et rige til velsignelse for menneskeheden. Det var ikke så meget selve det hun sagde der gjorde indtryk på mig, som hendes oprigtighed, hendes tydelige ønske om at hjælpe mig. Hun tilbød mig bladene Vagttårnet og Vågn op! for ti cents, og jeg tog imod dem.
På grund af hendes oprigtighed begyndte jeg at læse i et af bladene. Langsomt begyndte en vidunderlig følelse at brede sig over mig; jeg begyndte at føle mig befriet. Hvorfor? Fordi jeg for første gang begyndte at tro at der var håb.
Bladet talte om Guds rige, som den midaldrende kvinde havde nævnt. Det viste at mennesker under Guds riges herredømme ikke mere vil lide. Men det der gjorde dybest indtryk på mig var at læse at alle kunne få mulighed for at opnå Guds riges velsignelser, uanset hvilke fejl de havde begået i fortiden.
Det var vidunderligt for mig at tænke på! Sådan som jeg forstod det, betød det at den kærlige Skaber ikke ville kræve mig til regnskab for de frygtelige ting jeg troede jeg havde gjort i tidligere tilværelser. Ingen kan forestille sig hvor befriet jeg følte mig! Jeg var besluttet på at undersøge sagen nærmere.
På bagsiden af et af bladene var der annonceret en bog, Sandheden der fører til evigt liv. Jeg udfyldte kuponen og var parat til at indsende den. Men inden jeg nåede det, fik jeg at vide af beboerne i lejligheden nedenunder at de havde den bog jeg skulle til at bestille, og at jeg gerne måtte få den. Jeg begyndte at læse, og hvert eneste kapitel styrkede mit håb og lindrede min bekymring — især kapitlerne 5 og 7: „Hvor er de døde?“ og „Findes der onde ånder?“
På grundlag af kirkernes lære og ud fra østens religioner var jeg overbevist om at døden kun var en adskillelse af sjælen og legemet, og at sjælen ved døden blev befriet så den kunne tage bolig i en anden levende skabning. Men det sagde Bibelen ikke. Jeg skaffede en bibel og undersøgte det selv.
For eksempel siges der i Prædikerens bog, kapitel 9, versene 5 og 10: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting . . . Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Men lever sjælen ikke videre og fortsætter personens bevidsthed? Nej, ikke ifølge Bibelen. Jeg blev henvist til mange skriftsteder som fortalte at sjælen dør, for eksempel Ezekiel 18:4: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“
Hvis det er rigtigt, sluttede jeg, kan man ikke have haft en tidligere tilværelse. Det betød at jeg heller ikke kunne have begået de frygtelige ugerninger som stemmerne sagde! Og derfor behøvede jeg heller ikke at undgælde for disse ugerninger! Men hvorfra kom da stemmerne og de overnaturlige kræfter som visse mennesker har?
Kilden til menneskenes vanskeligheder
Jeg troede naturligvis at der fandtes åndeskabninger. Jeg mente at nogle af dem var onde, men at de fleste var gode ånder som tog sig af forholdene på jorden. Men efter at have læst kapitlet „Findes der onde ånder?“ indså jeg at der er mange onde åndeskabninger, dæmoner. Jeg forstod også at den onde åndeskabning Satan Djævelen i Bibelen kaldes „denne verdens hersker“ og „denne tingenes ordnings gud“, og at han forblinder menneskers forstand. Det hjalp mig til at begynde at indse en mening med det hele. — Joh. 12:31; 14:30; 16:11; 2 Kor. 4:4.
De stemmer jeg hørte og de overnaturlige kræfter som nogle af mine bekendte havde, stammede tydeligvis fra dæmonerne. Jeg begyndte at forstå at disse onde ånder havde forblindet mig og endda prøvet at få mig til at ødelægge mig selv. Det begyndte også at stå mig klart at det ikke er gode ånder, men Satan og hans dæmoner, som styrer menneskehedens verden. — 1 Joh. 5:19.
Efterhånden som jeg begyndte at forstå dette var det som om tunge byrder blev løftet fra mit sind og hjerte. Jeg holdt op med at tage stoffer og tilintetgjorde alle de bøger jeg havde om okkulte emner, og så begyndte jeg udelukkende at studere Bibelen. — Apg. 19:19.
Jeg finder Gud og hans folk
Nogle få dage senere flyttede nogle af os bort fra Edmonton til en skov i nærheden af Hinton, hvor vi byggede en bjælkehytte. I disse fredelige omgivelser i de skovklædte bakker ved foden af Rocky Mountains lod jeg mig opsluge af bibellæsning og læste igen bogen Sandheden der fører til evigt liv.
Nu kunne jeg se at jeg var ved at lære den sande Gud at kende. For første gang bad jeg til ham ved hans navn Jehova. (Sl. 83:18, NW) Flere gange om dagen bad jeg og bønfaldt Jehova om større forståelse af sandheden om livet og hensigten med det. Jeg begyndte at forstå at selve meningen med livet var at vi skulle tjene vores Skaber. Men hvordan?
Jeg bemærkede at bogen lagde vægt på at man måtte komme sammen med Guds folk. Bogen sagde også at dette folk er Jehovas kristne vidner og anførte en række grunde til dette. Dale bemærkede at Jehovas vidner ofte tilbød deres blade på gadehjørnerne i Edmonton. Så næste morgen begav vi os af sted for at finde dem.
Vi fandt et ældre Jehovas vidne på gaden, og af ham fik vi adressen på rigssalen, hvor Jehovas vidner afholder deres møder. Dagen efter overværede vi mødet. Den oprigtige interesse Jehovas vidner viste os, kunne ikke undgå at gøre indtryk på mig. De viste i sandhed den kærlighed som Jesus sagde skulle kendetegne hans sande disciple. — Joh. 13:35.
Et af Jehovas vidner tilbød at komme regelmæssigt og læse Bibelen sammen med mig, uden at få noget for det. Jeg tog med glæde imod tilbudet.
Hensigten med livet opfyldes
Gennem disse studier så jeg snart hvordan Jeg kunne tjene Gud. Simpelt hen ved af et villigt hjerte at gøre hvad Gud siger. For eksempel giver hans ord, Bibelen, denne tilskyndelse: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden . . . og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ (Ef. 4:32 til 5:2) Ville livet på jorden ikke være pragtfuldt hvis hvert eneste menneske gjorde det til sin hensigt at følge dette?
Jo, så ganske afgjort. Mange af os hippier havde også opfordret folk til at vise kærlighed, at elske hinanden, men vi manglede noget grundlæggende. Hvilket? At praktisere det Jesus fremhævede som det vigtigste krav i Guds ord, nemlig: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ — Mark. 12:30.
Ja, vi havde overset kærligheden til Gud. Og dog skulle denne kærlighed komme først i et menneskes liv. Og beviset på at den gør, er at man adlyder Guds love. (1 Joh. 5:3) Men det gjorde vi hippier ikke; de fleste af os anede ikke engang hvad Guds love går ud på. Og derfor praktiserede vi for det meste de ting Gud fordømmer i Bibelen. — 1 Tess. 4:3-5.
Jeg lærte imidlertid også at dét at tjene Gud indbefatter mere end blot at undlade at bryde hans morallove. Jeg lærte at der snart vil ske en verdensforandring, og at der derfor må udføres en særlig tjeneste for Gud. Tiden er kommet da Gud vil gennemføre sin hensigt, nemlig at tilintetgøre Satan og hele den onde tingenes ordning, sådan som Bibelen forudsiger: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
Vi hippier havde set behovet for en sådan forandring. Og nu lærte jeg til min store glæde at Gud også så dette behov! Men at Gud vil knuse alle de nuværende regeringer må gøres kendt. Derfor sagde Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden [på den nuværende ordning] komme.“ — Matt. 24:14.
Men hvem skal udføre det særlige arbejde med at forkynde dette budskab? Ja, hvem andre end dem der har fundet den sande mening med livet! Jeg indså hurtigt dette, og jeg begyndte straks at forkynde Riget sammen med Jehovas vidner. Senere indviede jeg mig til at tjene Jehova, og i august 1972 symboliserede jeg min indvielse ved at lade mig døbe i vand, og det samme gjorde min ven Dale.
Mange unge mennesker havde deres gang i vores hus. Dale og jeg inviterede dem med til menighedens møder. Undertiden var der en halv snes eller deromkring sammen med os i rigssalen. Til sidst holdt de fleste af dem op med at komme, men andre fortsatte med at reagere velvilligt på Rigets budskab. Blandt dem var min broder og søster. De er siden blevet døbt, og de tjener nu begge som heltidsforkyndere af Rigets gode nyhed.
Mange gange i årenes løb har folk sagt til mig at jeg ikke skulle gå så højt op i meningen og hensigten med livet, men at jeg blot skulle leve det. Men i stedet for at høre på dem, tænkte jeg altid på ordene: „Bliv ved med at søge, og I vil finde.“ Ved at følge dette gode råd har jeg ikke alene erfaret den sande lykke, men har også opnået det privilegium at hjælpe andre til at finde hensigten med livet og opleve de velsignelser dette medfører. — Indsendt.
[Illustration på side 8]
Buddh Gaya, Indien
[Illustration på side 9]
Hare Krishna-dyrkere messer mantraen (bønnen)