Vuggedød — kan den forebygges?

„I et forsøg på at forebygge vuggedød er det i de senere år blevet mere og mere almindeligt at anvende elektronisk udstyr i hjemmet til overvågning af spædbørn som menes at befinde sig i en risikogruppe.“ — Pediatrics, juni 1986.

I DENNE forbindelse opstår spørgsmålet: Kan man forhindre vuggedød gennem elektronisk overvågning i hjemmet? I tusindvis af forældrepar i Amerika benytter eller har benyttet elektronisk overvågningsudstyr i hjemmet. Det fungerer sådan at der lyder et advarselssignal hvis der forekommer en alvorlig uregelmæssighed i barnets hjertefrekvens eller åndedrætsrytme. Science News har oplyst at elektronisk overvågningsudstyr findes i rundt regnet 40.000-45.000 hjem i De Forenede Stater, og hvert år fremstilles der mellem 10.000 og 15.000 af disse apparater. Da faren for vuggedød er overstået når barnet er fyldt et år, behøver man ikke benytte elektronisk overvågningsudstyr i en uoverskuelig periode. Men kan man virkelig redde et barns liv ad denne vej?

Sygeplejerske Linda O’Neill og dr. Ehud Krongrad fra børnehospitalet ved Columbia University i New York har undersøgt tyve spædbørn som mentes at tilhøre en risikogruppe. Deres resultater viser at det er yderst vanskeligt at fastslå præcis hvilke børn der tilhører en risikogruppe og som derfor har behov for elektronisk overvågning i hjemmet: „Der findes ingen tests som med stor nøjagtighed eller præcision — eller med en rimelig forudsigelsesværdi — kan vise om et barn tilhører en højrisikogruppe.“

De påpeger at forældre naturligt nok er meget subjektive når de skal diagnosticere deres barns reaktioner, og siger: „Kun ved et mindretal af de alarmer der af forældrene opfattes som ægte meldinger om fysiske forandringer, har der været tale om uregelmæssig hjertefrekvens der kunne aflæses elektronisk.“ Ifølge deres data „fremviser det overvældende flertal af de spædbørn som dør pludseligt og uventet, ingen bemærkelsesværdige eller lægeligt brugbare symptomer“. George A. Little fra det medicinske fakultet i Dartmouth siger derfor: „Hvis lægerne tager de kriterier til følge der er nævnt i [omtalte undersøgelse], er jeg overbevist om at man kan forvente et betydeligt fald i anvendelsen af overvågningsudstyr for at konstatere apnø hos spædbørn.“

Denne konklusion bekræfter ligsynsmandens ord til Tottie, som er omtalt i den første artikel i denne serie: „Der var intet De kunne have gjort for at undgå det. Om De så havde stået ved sengen og overvåget hende ved hjælp af elektronisk udstyr, kunne De ikke have reddet hendes liv. Man kan ikke vide det på forhånd, og man kan heller ikke forebygge det. I nogle tilfælde går alt bare i stå på én gang, og i øjeblikket ved man ikke hvorfor.“ På nogle områder har lægevidenskaben desværre ikke alle svarene, og vuggedøden er et af dem.

En anden faktor man må holde sig for øje er at overvågningsudstyr er elektrisk. Som det hedder i en artikel i Pediatrics: „Forbrugere og de der arbejder inden for sundhedssektoren må være opmærksomme på at overvågningsudstyr i hjemmet repræsenterer en potentiel risiko, især hvis der er børn under skolealderen i hjemmet.“ En ledning der ligger frit fremme udgør en fristelse for ethvert barn, og en lettilgængelig stikkontakt kan føre til at et barn får forbrændinger eller omkommer på grund af elektrisk stød. Hvis man vælger at benytte elektronisk overvågningsudstyr og der er andre børn i hjemmet, bør man derfor udvise den største forsigtighed.

Børn der reddes

Til tider når man at redde et barn hvis åndedræt er standset og som tilsyneladende er dødt. Barnets fader eller moder har måske lagt mærke til at barnet var holdt op med at trække vejret og har straks taget det op og er løbet efter hjælp eller kørt til det nærmeste hospital. De pludselige bevægelser har somme tider været nok til at sætte gang i hjertet og åndedrættet, og barnet er blevet reddet uden at det har været nødvendigt at give det hjertemassage eller kunstigt åndedræt.

Nogle af de børn der én gang er blevet reddet i sidste øjeblik, er senere omkommet ved vuggedød. Dr. Marie Valdes-Dapena siger at disse børn ’er i særlig stor fare for at blive ramt af vuggedød’. Lægerne har udledt heraf at eftersom „åndedrættet og hjertefrekvensen er forbundet med det autonome nervesystem, synes det næsten sikkert at der er en eller anden fejl i denne del af centralnervesystemet hos de børn som er omkommet ved vuggedød eller som tilhører risikogruppen“. Men årsagen er stadig et mysterium.

„Vuggedød“ er altså den betegnelse man bruger når et spædbarn er omkommet under uforklarlige omstændigheder og en obduktion ikke kan afsløre hvad dødsårsagen har været. Ifølge de forskningsresultater man i øjeblikket har, kan vuggedøden hverken forudses eller forhindres. Hvordan kan forældrene komme over det når et spædbarn dør — på grund af vuggedød eller noget andet? Hvordan kan de bære sorgen?

[Illustration på side 9]

Et spædbarn hvis åndedræt overvåges elektronisk i hjemmet