Unge spørger:
Hvordan kommer jeg over en hjertesorg?
DU ER overbevist om at vedkommende er den du vil gifte dig med. I kommer godt ud af det med hinanden, har fælles interesser og føler jer tiltrukket af hinanden. Men pludselig går forholdet i stykker, eksploderer i et skænderi — eller opløses i tårer.
Kun få ting i livet volder så megen hjertesorg som det at to slår op med hinanden. I sin bog The Young Person’s Guide to Love skriver forfatteren Morton Hunt: „Kun cirka én ud af fem teenagere kan komme igennem et brud på en ungdomsforelskelse uden at føle sig berørt. I de fleste tilfælde føler den part der ikke ønskede bruddet sig forpint, sønderknust og rasende.“ Unge udsætter ofte sig selv for store følelsesmæssige problemer ved at forelske sig lang tid før de er parate til at gifte sig.
Men nogle unge voksne er måske parate til at indgå ægteskab og er derfor med reelle hensigter begyndt at komme sammen med en — men får store hjertesorger når forholdet går i stykker. Kan man komme over de bitre følelser der følger efter en sådan oplevelse?
Hvorfor det er hårdt at slå op
I sin bog The Chemistry of Love sammenligner dr. Michael Liebowitz den begyndende kærlighed med virkningen af hårde narkotiske stoffer. En sådan kærlighed kan, ligesom narkotika, medføre voldsomme ’abstinenssymptomer’ hvis den ophører. Psykologen David Goss omtaler ’depressioner, angst, psykiske sygdomme, en periode med sorg og en følelse af at livet mangler mening’ som typiske reaktioner på hjertesorg. Hvad enten det blot drejer sig om forelskelse eller der er tale om ’ægte kærlighed’ er virkningen stort set den samme. Begge forhold kan bringe en til svimlende højder — og resultere i smertende nedture hvis forholdet går i stykker.
Bagefter føler man sig måske såret, vraget og dybt krænket, hvilket kan spolere ens syn på fremtiden. En kristen kvinde der er blevet svigtet føler sig såret og siger: „Fra nu af kan jeg kun hilse flygtigt [på unge mænd]. Jeg opdyrker ikke noget nært forhold til nogen.“ Jo mere følelsesmæssigt engageret man er i et forhold, jo mere smerteligt vil det være hvis det bliver gjort forbi. Det er ingen særlig trøst at andre fortæller en at det blot er en ungdomsforelskelse eller at ’man snart vil komme over det’.
Hvorfor slår nogle op?
I en sådan situation er det yderst påkrævet at man ikke fuldstændig lader følelserne få overtaget, men roligt tænker tingene igennem. „Evnen til at tænke [vil] holde vagt over dig, dømmekraft værne dig,“ sagde Salomon. (Ordsprogene 2:11) Det siger sig selv at friheden til at komme sammen med hvem man vil kan have sine omkostninger, nemlig i form af en reel risiko for at blive vraget. Hvad er det eneste retmæssige motiv til at indlede et nært bekendtskab med en af det modsatte køn? Er det ikke at finde ud af om man passer sammen med henblik på et eventuelt ægteskab? At komme sammen med en anden blot for morskabs skyld ville være en grusom måde at lege med vedkommendes følelser på. — Jævnfør Ordsprogene 26:18, 19.
Men er det at to kommer sammen en garanti for at kærligheden vil vokse eller at et bryllup er umiddelbart forestående? Ikke nødvendigvis, for efter et stykke tid finder man måske ud af at man har modstridende mål, hver sin livsstil eller forskelligt temperament. Hvis det er tilfældet kan det være fornuftigt at gøre det forbi! „Den kloge ser ulykken og skjuler sig,“ siger Bibelen. — Ordsprogene 22:3.
Hvis du derfor begynder at komme sammen med en der har reelle hensigter, og vedkommende på et senere tidspunkt når til den slutning at det ville være uklogt hvis I giftede jer, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at du er blevet uretfærdigt behandlet. Problemet er at der ikke findes nogen smertefri måde at slå op på. Men du vil uden tvivl foretrække at vedkommende viser så meget kristent hensyn at han eller hun kommer og taler med dig personligt og forklarer hvorfor forholdet ikke kan fortsætte. Men ofte er det sådan at den der slår op ikke er modig nok til at gøre det ansigt til ansigt med modparten. Han eller hun vælger måske den ukærlige løsning at sende et kort brev, eller, hvad der er endnu værre, ignorerer blot den anden — som om det ville få problemet til at forsvinde.
Men selv når en slår op på den mest venlige og taktfulde måde, vil du utvivlsomt stadig føle dig såret og vraget. Men lad det ikke få dig til at miste din selvagtelse. At du ikke var ’den rette’ i denne persons øjne er ikke ensbetydende med at du ikke vil være den helt rigtige for en anden. Når alt kommer til alt er han eller hun jo ikke den eneste unge mand eller kvinde i verden!
En anden måde at læge sine sårede følelser på er at se tingene i deres rette perspektiv. Passede den pige du holdt af virkelig med Bibelens beskrivelse af „en dygtig hustru“? (Ordsprogene 31:10-31) Ville den unge mand du havde tabt dit hjerte til, ’elske sin hustru som sit eget legeme’, eller lægger han stadig en vis selviskhed for dagen? (Efeserne 5:28) Måske ser han eller hun usædvanlig godt ud eller er utrolig charmerende. Men husk at charme kan være bedragerisk og skønhed tom. — Ordsprogene 31:30.
Når en slår op kan det bringe uheldige sider af vedkommendes personlighed for dagen — følelsesmæssig umodenhed, ubeslutsomhed, intolerance, stædighed og hensynsløshed. Det er næppe sådanne egenskaber du ønsker dig hos en ægtefælle. Samtidig går det måske op for dig at du også har noget du skal arbejde på for at blive en god ægtefælle.
’Jeg ønsker ikke at gøre det forbi!’
Men hvad nu hvis det udelukkende er den anden der ønsker at gøre forholdet forbi, og du er overbevist om at et ægteskab ville have været lykken? Så har du jo altid lov til at fortælle vedkommende hvordan du føler. Men husk at „læbernes sødme øger overtalelsesevnen“. (Ordsprogene 16:21) Du vil ikke opnå meget med følelsesbetonede argumenter eller raseriudbrud. Hvis I roligt snakker om tingene kan det måske vise sig at der blot har været tale om nogle misforståelser. Men hvis vedkommende insisterer på at slå op, er der ingen grund til at du ydmyger dig selv ved grædende at trygle et menneske der åbenbart intet føler for dig, om at vise dig kærlighed. Salomon sagde at der er „en tid til at søge og en tid til at lade gå tabt“. — Prædikeren 3:6.
Måske har du gode grunde til at tro at du slet og ret er blevet udnyttet af en der aldrig har haft til hensigt at gifte sig med dig. „Jeg opdagede at hun kun viste mig interesse for at gøre en anden mand jaloux,“ siger Daniel om en pige han kom sammen med for flere år siden. „Det sårede mig dybt. Der gik flere år før jeg lod mig følelsesmæssigt engagere igen.“ Et menneske der på en så grusom måde leger med andres følelser kan næppe betragtes som en eksemplarisk kristen — og vær forvisset om at Gud ikke lader sådanne uredelige handlinger gå upåagtet hen. Før eller senere vil vedkommende komme til at fortryde sine handlinger — uden at du behøver at gøre forsøg på at hævne dig. „Den grusomme styrter sin krop i ulykke.“ — Ordsprogene 11:17; jævnfør 6:12-15.
Hvordan man kommer over det
Nu vil bevidstheden om at det var bedst at slå op selvfølgelig ikke få alle dine sårede følelser til at forsvinde. Tid efter anden vil du måske plages af ensomhedsfølelse eller romantiske minder. Hvis det sker, så få hurtigt styr på dine tanker! Giv dig til at lave et eller andet, måske en eller anden form for fysisk aktivitet. Undgå at være alene. (Ordsprogene 18:1) Tænk på noget opmuntrende og opbyggende. — Filipperne 4:8.
Du behøver ikke at undertrykke dine følelser og spille helt. Betro dig til din himmelske Fader, så vil du uden tvivl finde megen trøst. At betro sig til en nær ven og være travlt optaget i den kristne tjeneste kan også være en hjælp. (Ordsprogene 18:24) Og glem ikke at dine forældre ofte kan være til stor trøst — også hvis du er blevet så gammel at du ikke længere føler dig afhængig af dem. — Ordsprogene 23:22.
Det er en bitter oplevelse når et forhold afbrydes. Men selv af hjertesorg kan man lære noget. „Mærker og sår skurer det onde bort,“ hedder det i Ordsprogene 20:30. Det har måske hjulpet dig til at indse behovet for at arbejde på visse sider af din personlighed. Måske ser du nu klarere end nogen sinde før hvilke egenskaber du ønsker hos en ægtefælle. Og nu da du har oplevet hvad det vil sige at miste en du holdt af, er du sikkert indstillet på at være mere forsigtig i fremtiden når der viser sig en mulig ægtefælle — hvilket der er større sandsynlighed for end du måske tror.a
[Fodnote]
a En kommende artikel vil behandle hvorfor man skal være forsigtig med at indlede et følelsesmæssigt forhold.
[Tekstcitat på side 13]
„Fra nu af kan jeg kun flygtigt hilse [på unge mænd]. Jeg opdyrker ikke noget nært følelsesmæssigt forhold til nogen“
[Illustration på side 15]
Hvis den ene part i et forhold ønsker at slå op, vil det være kærligt at gøre det personligt og give en forklaring på hvorfor forbindelsen må ophøre