Hun nåede sit mål

Mange unge har intet mål i tilværelsen. I modsætning hertil satte en teenagepige i Italien sig et mål og nåede det. Vi er glade for her at kunne bringe hendes beretning.

OM CIRKA en måned fylder jeg 14 år. Jeg er den ældste i en søskendeflok på fire. Min far er ikke et Jehovas vidne.

Min mor blev et af Jehovas vidner da jeg kun var nogle få måneder gammel. Hun forstod med det samme at hun havde ansvaret for at opdrage os børn i ’Jehovas formaning’. (Efeserne 6:4; Ordsprogene 22:6) I al den tid jeg kan huske har hun regelmæssigt studeret Bibelen og forberedt sig til møderne sammen med os, og hver uge har hun taget os med i forkyndelsen fra hus til hus. Vi forkyndte også i skolen.

Helt fra vi var små forsøgte mor at indgive os ønsket om heltidstjenesten ved at læse mangeårige heltidstjeneres livsberetninger højt for os. Men frem for alt satte hun selv eksemplet. Hun bad os aldrig gøre noget hun ikke selv gjorde.

Nogle gange har folk vi møder i forkyndelsen ikke noget imod at lytte til et barn, hvorimod de kan være ret grove over for den voksne forkynder man følges med. Da jeg var otte-ni år gammel fulgtes jeg engang med en ældste i forkyndelsen. En dame lukkede op, og jeg begyndte min præsentation. På en meget barsk facon sagde hun så til broderen: „At I nænner at tvinge stakkels små børn til at forkynde!“ „Nej, frue,“ sagde jeg straks. „Jeg er med fordi jeg selv gerne vil!“ Målløs modtog hun de publikationer jeg tilbød hende.

Da jeg var ti år gammel prøvede jeg at være „heltidsforkynder“ i min skoleferie i juli måned skønt jeg endnu ikke var døbt. Det krævede et lille offer, for så kunne jeg ikke tage med til stranden. Jeg fortrød det dog på intet tidspunkt, for jeg var ovenud glad ved månedens slutning.

Jeg blev døbt da jeg var tolv et halvt år gammel. Det var i juni måned, og samme sommer var jeg igen med i heltidstjenesten. Senere lykkedes det mig ved hjælp af en god timeplan at bruge en hel del af juleferien i forkyndelsen. I begyndelsen af skoleåret havde jeg nemlig sat mig et mål. Jeg havde taget den beslutning, og lovet Jehova i bøn, at jeg ville bestræbe mig på at slutte skoleåret med gode karakterer, tage min eksamen i realskolen, og derefter begynde i heltidstjenesten.

Fra det øjeblik jeg havde taget min beslutning begyndte problemerne at melde sig. Da jeg var dygtig i visse fag, forsøgte lærerne at presse mig til at fortsætte min skolegang. Det var en stor fristelse for mig, for jeg holdt meget af at gå i skole, men jeg havde ikke glemt mit mål og mit løfte til Jehova.

Da det blev almindeligt kendt blandt lærerne at jeg ville gå ud af skolen, blev der lagt endnu større pres på mig, selv fra en lærer der aldrig før havde vist mig særlig interesse. For at være på den sikre side udfyldte jeg ni måneder i forvejen min ansøgning om hjælpepionertjeneste og gav den til de ældste i menigheden. Presset i skolen fortsatte, men de talte for døve ører. Min beslutning hjalp mig også til at modstå presset fra mine klassekammerater.

Jeg afsluttede min skolegang i juni, og i juli begyndte jeg som hjælpepioner. Det medførte mange velsignelser, men så opstod der et nyt problem. På den fabrik hvor min far arbejdede manglede man arbejdskraft, og han ville have at jeg skulle tage heltidsarbejde dér. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men Jehova hjalp mig. Da jeg endnu ikke var 14 år gammel kunne de ikke antage mig.

I august meddelte min far mig at når vi nåede hen i oktober måned skulle jeg arbejde på fabrikken sammen med ham. Hvis jeg fik arbejde på denne fabrik ville jeg ikke have tid nok til at være i heltidstjenesten, og da det også indebar skifteholdsarbejde ville jeg desuden gå glip af nogle møder. Jeg lagde derfor problemet frem for Jehova i bøn.

Svaret på min bøn lod ikke vente på sig — kort tid efter fandt jeg et deltidsarbejde! Den 1. september 1987 kunne jeg begynde som almindelig pioner. Jeg kan ikke finde ord der beskriver hvor lykkelig jeg er. Jeg føler at Jehova er med mig, og jeg beder til at han fortsat vil velsigne mine bestræbelser for at tjene ham. — Indsendt.