Er heltidstjenesten for dig?
KRISTUS JESUS var den første, der tog den kristne heltidstjeneste op. Efter sin dåb og de fyrretyve dages faste i ørkenen indledte han denne heltidstjeneste med den forbavsende bekendtgørelse: „Himmeriget er kommet nær“, og han fortsatte i tjenesten lige til sin død tre og et halvt år senere. For at udvide denne forkyndergerning så meget og så hurtigt som muligt indbød han Peter, Andreas, den rige unge mand og mange andre til bogstaveligt at forlade alle ting og følge ham. — Matt. 4:17, 19; 19:21-27.
I den hensigt at fremme forkyndelsen af den gode nyhed i vore dage har Vagttaarnets Selskab truffet særlige foranstaltninger for en lignende heltidstjeneste som „pionerer“. Den står åben for alle indviede og døbte modne kristne, der har tjent effektivt og nidkært i mindst et år. De, der tager denne tjeneste op, indvilger i at yde et minimum på 100 timer om måneden til forkyndelsen i folks hjem. Ydermere må de selv studere Bibelen og overvære og deltage i menighedens møder. Det kræves videre af dem, at de selv klarer deres udgifter.
Det følger af sig selv, at den kristne heltidstjeneste ikke er for den dovne, for den er ensbetydende med lange arbejdstimer og hårdt arbejde; den er heller ikke for den begærlige, for den byder ikke på nogen mulighed for selvisk vinding; og den er lige så lidt for den forfængelige, for der er ingen titler, æresbevisninger eller særlige klædedragter forbundet med den.
I denne kristne heltidstjeneste, der i dag står under overopsyn af Vagttaarnets Selskab, findes der både unge og gamle; nogle er ganske unge og andre i firserne, og der er op imod 17.000 af dem over hele jorden. Mange fortsætter i den år efter år; i de Forenede Stater alene har mere end 1250 tilbragt over ti år i denne tjeneste, og tolv tjener stadig efter mere end fyrre års virksomhed. Og hvad mere er, nogle af dem opfylder regelmæssigt kravene for heltidstjenesten, skønt de er blinde, døve eller kun kan bevæge sig ved hjælp af en rullestol.
En heltidsforkynder i Honduras opfylder stadig kravene, til trods for at han er tres år, har et dårligt helbred og er familieforsørger. Han underholder familien ved at arbejde som tømrer en del af sin tid, og som et led i sin forkyndervirksomhed leder han tre og tyve bibelstudier hver uge. En anden kristen heltidstjener, der bor i Costa Rica, fortsætter i gerningen, selv om han er krøbling og har tre børn at tage vare på. Arbejde for regeringen blot tre dage om ugen giver ham mulighed for at brødføde familien, og så har han fire andre dage om ugen til forkyndelsen. En missionær udtalte om ham: „At se ham og hans tre børn prædike fra dør til dør eller stå på gadehjørnerne er virkelig rørende, og det er vidunderligt at se, hvor mange af dem han holder bibelstudier med, der selv blive aktive forkyndere. Han er altid i godt humør og kan ikke forstå, hvorfor der ikke er flere heltidstjenere.“
Betydningen af den kristne tjeneste
Den kristnes tjeneste virker til ophøjelse og hævdelse af Jehovas navn, idet mennesker ved den bliver gjort kendt med, at han er en Gud, der er fuldkommen i kærlighed, visdom og retfærd, og at han er almægtig, samt at han til enhver tid har fuldt herredømme over alle ting, og at han af gode og forsvarlige grunde har tilladt det onde at eksistere. Den renser hans navn for de forhånelser, som falske læresætninger, har kastet på det. Og desuden vil en trofast forkyndergerning bevise, at Jehova havde ret, da han hævdede, at Satan ikke kunne vende alle mennesker bort fra Gud. — Job, kapitlerne 1 og 2; Ordsp. 27:11.
Foruden alt dette bringer den kristne tjenestevirksomhed liv til dem, der elsker retfærdighed. „Gud, [besluttede] ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.“ Dette er sandt, fordi det at tilegne sig kundskab om Jehova og Kristus Jesus „betyder evigt liv“. Hvis andre skal opnå den kundskab, må en eller anden nødvendigvis bringe dem den. — 1 Kor. 1:21; Joh. 17:3, NW; Rom. 10:13-15.
På den anden side modtager de onde gennem den kristne forkyndelse en advarsel om „hævnens dag fra vor Gud“, Harmagedon. Jehova giver altid de onde en forhåndsadvarsel, inden han tilintetgør dem, og lægger dermed fuldstændig ansvaret for konsekvenserne af deres adfærd over på dem selv. Det er desuden kun ved at modtage en advarsel, at de vil have kendskab til, at deres undergang er nær, således at „de skal kende, at jeg er [Jehova]“. — Es. 61:2; Ez. 35:15; Åb. 16:16.
Endelig vil de, der tager del i den kristne tjeneste, blive frigjort for blodskyld over for de onde og sikre sig en plads i Guds nye verden, for ikke at tale om de mange velsignelser, der vil blive dem til del allerede nu. „Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn.“ Ja, vi bliver rådet til at være „faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren“. (Hebr. 6:10; 1 Kor. 15:58; Ez. 3:16-19) I betragtning af at disse fire afgørende formål støttes af den kristne forkyndelse, er det sikkert, at ingen ordets tjener skulle stille sig tilfreds med at virke i tjenesten en del af sin tid, hvis han på nogen måde kunne være i heltidstjenesten.
Pligten til at forkynde hele sin tid
Da der kun er omkring fire procent af alle Jehovas kristne tjenere, der tager del i heltidsforkyndelsen, kunne nogle føle sig fristet til at betragte dem som noget, der kun hører til undtagelserne. Heri tager de imidlertid fejl, for ved indvielsesløftet har enhver kristen forpligtet sig til at tjene hele sin tid, medmindre forhold, som han ikke har nogen indflydelse på, forhindrer ham deri. Befalingen lyder: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.“ Intet må holdes tilbage. — Mark. 12:30.
Vi kan ikke løbe fra vort ansvar. „Når man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.“ Enhver har forpligtelser i forhold til, „hvad han har“, og „enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget; og den, som har fået meget betroet, af ham skal man forlange des mere“. Vor næste har ret til at modtage en kundskab om sandheden, og du må derfor ikke nægte „den trængende hjælp, når det står i din magt at hjælpe“ — Jak. 4:17; 2 Kor. 8:12, NW; Luk. 12:48; Ordsp. 3:27.
Tænk også på, at der endnu er mange mennesker, der skal nås med sandheden ved kristne tjeneres forkyndelse. Bare i de Forenede Stater er der meget isoleret distrikt, hvor man ikke regelmæssigt hører budskabet, for slet ikke at tale om missionsmarkerne i fremmede lande! Hvis vi elsker vor næste eller vor fælle, som vi elsker os selv, vil vi gøre noget for, at også han kan høre om vejen til livet og håbet om Riget.
Hertil kommer, at vi også må tage i betragtning, at der kun er kort tid tilbage. Det var med henblik på vor generation, at Jesus sagde: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ Bibelens profetier lader os også forstå, at Satan selv ved, at kun et kort tidsrum står til hans rådighed, inden Jehova ødelægger ham og alle, der er på hans side. Når Jehova lader de dødbringende plager komme over det moderne Babylon på grund af dets synder, vil det være for sent at råbe denne opfordring til retsindige mennesker: „Drag ud fra hende.“ — Matt. 24:34; Åb. 18:4; 12:12.
Tilrettelæggelse af personlige forhold nødvendig
Fremfor alt er den kristne tjeneste et udtryk for kærlighed, og såfremt kærligheden skal være sand og ægte, må den give sig praktisk udslag. At gøre noget praktisk ved tjenesten, så man kan bruge al sin tid i denne tjeneste, kræver planlægning af ens personlige forhold. Det vil vise sig bydende nødvendigt, at vi mest muligt udnytter vor tid, vort helbred og vore materielle ejendele.
Heltidstjenesten kræver, at vor tid er inddelt efter en fornuftig plan, og at vi opøver os selv til at overholde denne plan; på den anden side må den ikke være så stram, at den ikke tillader undtagelser, når det gælder andres velfærd. Derfor må vi give agt på Paulus’ formaning: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde.“ — Ef. 5:15.
At leve op til og efterkomme heltidstjenestens krav til stadighed fordrer, at vi bevarer et godt helbred, og vi må derfor altid udvise et sundt sinds ånd i anvendelsen af vore kræfter. Som Paulus må vi være i besiddelse af selvbeherskelse og handle som han: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave.“ Vi må sørge for at få tilstrækkelig søvn, og det vil altså betyde, at vi går i seng til passende tid; vi må kunne udvise selvbeherskelse ved bordet, særlig hvis vi „er alt for sulten“. — 1 Kor. 9:27; Ordsp. 23:2.
Vi må heller ikke forsømme at opøve os i selvtugt, hvad angår brugen af penge eller andre materielle ejendele, klæder, møbler, bil eller andre ting, vi måtte eje, såfremt vi ønsker fortsat at nyde heltidstjenestens velsignelser. Visdom og kærlighed indebærer, at man undgår de to yderligheder, nemlig at man ikke på gnierens vis holder så meget på pengene, at man nægter sig selv den nødvendige føde, eller i skødesløshed lader pengene smuldre bort mellem hænderne.
Forestil dig, hvor stor en tilfredsstillelse det vil være at vide med sig selv, at man fuldt og helt lever op til sit indvielsesløfte om at gøre Guds vilje og følge i Kristi Jesu fodspor. Og kan man se bort fra den glæde, det er at se frugterne af sit arbejde, ens „anbefalingsbrev“, nemlig retsindige mennesker, som nu tjener Jehova, og som vil modtage den nye verdens velsignelser gennem alle kommende tider, altsammen fordi man ikke følte sig tilfreds med kun at udføre deltidstjeneste, men stilede efter at være i heltidstjenesten?
Der findes ingen gerning så betydningsfuld som den kristne tjeneste. Vi burde bestræbe os for at tage del i den al vor tid, såfremt ubibelske forpligtelser ikke hindrer os. Det vil kræve en effektiv planlæggelse af personlige anliggender, men velsignelserne er det afgjort værd.