Gavnligt samarbejde i dyreverdenen
SHAKESPEARE skrev: „Naturen lærer dyrene hvem der er deres venner.“ Og der forekommer virkelig mange former for gavnligt samarbejde i dyreverdenen. En af dem der indgår i et sådant samarbejde er oksehakkeren, som holder til i Sydafrika.
Denne cirka 20 centimeter lange fugl er udstyret med et kraftigt, bredt, kromgult eller rødt næb, korte ben og kraftige kløer. Den holder som regel til på store vilde dyr, som for eksempel flodheste, eller på tamkvæg. Hvorfor gør den det? Oksehakkeren har travlt med at udforske hver eneste sprække og fure i værtsdyrets hud for at befri det for skadelige flåter. Den udfører imidlertid ikke arbejdet uden løn, for disse flåter udgør oksehakkerens vigtigste fødekilde.
Både mennesker og dyr har gavn af oksehakkerens tjenester. Ornitologen Oliver Austin junior bemærker at både „buskmænd og primitive bønder sætter pris på [oksehakkeren] fordi den skiller deres kvæg af med flåterne“. For afrikanske vildtjægere er oksehakkeren dog til gene. Hvordan det? Jo, forestil dig en jæger der er ved at snige sig ind på sit bytte. Pludselig flyver den årvågne vagtmand, oksehakkeren, op. Med højlydte, skingre skrig alarmerer den nu sit værtsdyr om at der er fare på færde, og vildtet flygter.
Blomsterdyret og rejen
Et andet usædvanligt samarbejde forekommer mellem søanemonen og renserejen. Søanemonen er et hvirvelløst dyr der nogle gange bliver henregnet under kategorien ’blomsterdyr’. For mange smådyr og fisk er mødet med tentaklerne på denne undervandsskønhed ensbetydende med den sikre død. Hver af disse tentakler kan afgive en sviende gift der lammer offeret. Anemonen fører derpå byttet ind i munden, der befinder sig ved foden af dens tentakler.
Renserejen, derimod, er immun over for de giftige tentakler og lever derfor sikkert imellem dem. I dette symbiotiske forhold er rejen beskyttet mod rovfisk og bliver forsynet med føde i form af levninger fra anemonen. Omvendt har anemonen åbenbart også nytte af den oprensning som renserejen udfører.
Andre samarbejdsformer i havet
Fisk er, ligesom mennesker, udsat for infektioner og sygdomme. Kan en fisk tage forebyggende skridt til at forblive rask? Ja, nogle fisk har sluttet sig sammen med den såkaldte pudsefisk. Denne lille dybhavsbeboer opsøges ivrigt af tropiske havaborrer, ål, rokker og hajer.
Forestil dig disse rovfisk stå i kø ved renseterminaler mens de venter på at det bliver deres tur. Den første er en stor haj. Pudsefisken renser hajen fra hoved til halefinne for at fjerne eventuelt inficeret væv. Derefter forsvinder den ind i hajens frygtindgydende mund med den tæt besatte tandrække, for at fjerne rådne madrester, parasitter og svampe fra mundhulen. Pudsefisken fouragerer også, med sine nålelignende spidse tænder, nede i halsen og svømmer så ud igen via en gælleåbning. Arbejdet er færdigt! Næste patient, tak!
Man ved at pudsefisken udfører en slags dans over for de mere tilbageholdende kunder. Den svømmer sidelæns som om den prøver at lokke den sky fisk til at åbne munden så den kan komme i gang. Kort efter lukker fisken munden op og pudsearbejdet bliver udført. Man har iagttaget at mange fisk er så ivrige efter at komme under behandling at der er udbrudt slagsmål blandt dem der venter i køen. I en periode på seks timer klarede én pudsefisk 300 fisk.
Sådanne dyr har, når de udfører gavnlige tjenester for andre, vist sig at være det Bibelen kalder ’instinktivt vise’. (Ordsprogene 30:24) Måske kunne vi mennesker tage ved lære af dem og ’gøre det til en regel at give’ til gavn for andre. — Lukas 6:38.