Et gammelt bibelhåndskrift møder rumalderens teknologi
VED hjælp af elektronisk billedanalyse, en teknologi man anvender til at tydeliggøre fotografier af henholdsvis Månens og Mars’ overflade, har man nu gjort den utydelige skrift på et gammelt bibelhåndskrift læselig.
Det pågældende håndskrift blev fundet i 1892 i Katarina-klosteret ved foden af Sinaj Bjerg, og man har dateret det til slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede. Det er en afskrift af en oversættelse af de fire evangelier til syrisk, en aramaisk dialekt der var almindeligt udbredt på Jesu tid. Nogle lærde mener at oversættelsen muligvis er foretaget allerede i slutningen af det første århundrede.
Forsøgene på at tyde teksten havde længe været resultatløse. Problemet var at håndskriftet er en palimpsest, hvilket vil sige et håndskrift hvis oprindelige indhold er slettet og erstattet med en ny tekst. Efterhånden som tiden er gået har de kemiske rester af blækket imidlertid aftegnet et svagt spor af det der oprindelig blev skrevet.
Reddet af rumalderen
Her kom den elektroniske billedbehandling forskerne til undsætning. Først blev alle siderne i håndskriftet fotograferet. Derefter blev fotografierne digitaliseret, hvilket vil sige at computeren analyserede et lille bitte område af fotografiet ad gangen og tildelte det et tal der svarede til farvetætheden. For eksempel blev et hvidt område — med tætheden nul — tildelt tallet nul, mens mørkere områder blev tildelt tilsvarende højere talværdier. Da dette først var blevet gjort kunne en hvilken som helst del af billedet gøres mørkere eller lysere ved at man ændrede talværdien. Derved kunne man få den øverste skrift til at fortone sig og den nederste skrift til at træde tydeligere frem. Gennem denne udvælgelsesproces kom det der havde været skjult i århundreder endelig frem i lyset.
Hvad får man ud af det?
Hvad håber forskerne at få ud af dette møjsommelige arbejde? Et hvilket som helst håndskrift af evangelierne fra den periode har selvfølgelig stor interesse for bibelforskerne. Måske kan det kaste nyt lys over den bibeltekst vi har i dag.
Et af de steder der har størst interesse er slutningen af Markusevangeliet. Slutter det med Markus 16:8, eller er der et eller flere ekstra vers, som i visse andre gamle bibelhåndskrifter? Hvis man fandt Markus 16:8 nederst på en side, var det tænkeligt at kapitlet fortsatte med et eller flere vers på en side der var gået tabt. Men den elektronisk billedanalyserede side viser at Markus 16:8 er placeret midt i den venstre spalte. Derefter kommer en række små cirkler efterfulgt af et mellemrum, og nedenunder følger så indledningen til Lukasevangeliet. Dette viser klart hvor Markusevangeliet sluttede. Der mangler ingen sider eller vers.
Der var nogle afvigelser i teksten som vil kunne bidrage til tekstkritiske studier. Men i det store og hele var der ingen overraskelser. Det betyder ikke at det hele har været forgæves. Det viser blot at den bibeltekst vi har i dag i det væsentlige er den samme som den der oprindelig blev nedskrevet. Rumalderens teknologi har slået bro over kløften på omkring 19 århundreder og vist os at Jehova Gud ikke alene har inspireret De Hellige Skrifter, men også bevaret dem.