Elektronisk aflytning — så let er det!
SLÅR man op i en ældre engelsk-dansk ordbog vil man finde ordet bug defineret som „væggelus, insekt“. Når ordet bliver mere og mere brugt i den engelsktalende verden skyldes det dog ikke en stigende interesse for skadedyr. En nyere ordbog vil oplyse at bug også kan betyde „skjult mikrofon til aflytning“. Mange der har været angrebet af dette „utøj“ har opdaget at det kan være både kostbart og besværligt at komme til livs.
Den senere tids udvikling med hensyn til miniaturisering af elektroniske komponenter betyder at mikrofoner nu kan fremstilles så små som svovlet på en tændstik. De kan derfor gemmes i kuglepenne, cigaretter og cigarer, skjules i bittesmå huller i vægge og lofter, eller endda indopereres under huden. Nogle har camoufleret dem som tabletter eller oliven i drinks. Andre har båret dem som øreringe.
Men oftere er elektronisk aflytningsudstyr skjult bag stikkontakter eller i telefoner. Disse sidstnævnte kaldes parasitter fordi de drives af elektricitet i en eksisterende installation og ikke blot af batterier. Hvis der er monteret en skjult mikrofon i en telefon, kan den opfange og sende alt hvad der siges i værelset — uanset om telefonen benyttes eller ikke. Ja, det er teknisk muligt at krænke privatlivets fred gennem elektronisk overvågning. Og kun fantasien sætter grænser for hvor udstyret kan skjules.
Skønt det i mange lande — deriblandt Danmark — er forbudt at forhandle og benytte forskellige former for elektronisk overvågningsudstyr, er det i regelen ikke noget problem at skaffe det. Det kan i mange lande købes i forretninger, hos elektronikforhandlere og pr. postordre. En simpel, frimærkestor mikrofon der drives af et almindeligt batteri og kan sende til en modtager over hundrede meter væk, sælges i De Forenede Stater for bare 35 dollars — cirka 225 kroner. Til samme pris forhandler et japansk firma en kraftigere sender på størrelse med en fingernegl, og den kan sende over en afstand på 300 meter.
Nogle af disse mikrofoner er ikke tænkt som overvågningsudstyr af producenterne. For godt 150 kroner sælger en amerikansk kæde af elektronikforhandlere for eksempel et trådløst overvågningssystem beregnet til børneværelser. Når det er tilsluttet lysnettet kan det transmittere lyde fra én del af et hus til en anden. Andre overvågningssystemer er simple, trådløse mikrofoner på størrelse med en pakke cigaretter. De har deres lovlige anvendelsesområde, men i de forkerte hænder kan de formindskes og skjules på et meget lille sted.
Disse mikrofoner er næsten lige så lette at fremstille som de er at købe. Med blot ni små komponenter, der i Amerika kan fås for hvad der svarer til mindre end en hundredkroneseddel, kan en person med et elementært kendskab til elektronik fremstille en trådløs mikrofon som kan opfange en hvisken i et værelse og transmittere den en halv kilometer.
Den mest almindelige form for elektronisk overvågning består i telefonaflytning. Man behøver ikke at anbringe en mikrofon i selve offerets telefon for at kunne aflytte den. Hvis telefonen for eksempel står i en lejlighed eller et kontor på tiende etage i en ejendom, kan aflytningsudstyret tilsluttes telefonens hovedledning i kælderen. Det er forekommet at udstyr til telefonaflytning ulovligt er blevet placeret i kælderen under en lejlighed eller et hus. Når telefonrøret løftes går en båndoptager i gang, og samtalen optages. En der udgiver sig for at være telefonmontør kan som regel let få adgang til offerets telefonledning.
I mange lande er denne form for aflytning ulovlig under de fleste omstændigheder. Men en ekspert i at spore og fjerne skjulte mikrofoner fortæller at han ’finder telefonaflytningsudstyr i hvert fjerde af de tilfælde han undersøger’. Eftersom aflytning menes at være udbredt inden for forretningsverdenen, giver en anden ekspert de ledende i store firmaer dette råd: „Pas på gaver der skal tilsluttes lysnettet.“ Der kan være skjult en mikrofon i radioen eller det elektriske ur. Måske kan den kun spores af en ekspert med dyrt udstyr. Men hvordan kan det være at dette elektroniske ’utøj’ får større og større udbredelse?