Gerenukken — gazellen der ligner en giraf

Af Vågn op!-​korrespondent i Kenya

VI ER lige kommet ind i Samburu Nationalpark i det nordlige Kenya. Vi kigger ivrigt fra side til side, mens vi med øjnene prøver at fastholde hele det imponerende opbud af vilde dyr. Til sidst fokuserer vi på et charmerende lille dyr der umiddelbart ligner et girafføl som sultent nipper af et træ. Men da vi tager det nærmere i øjesyn, opdager vi at det ikke er nogen giraf.

„Hvad er det?“ spørger vi vor smilende guide.

„Det er en gerenuk,“ fortæller han. Vi får at vide at ordet ’gerenuk’ har sin oprindelse i somalisk og betyder ’girafhalset’. På swahili bliver dyret kaldt swala twiga, som betyder ’girafgazellen’. Det er en skabning på størrelse med en hjort, og hannerne har to graciøse horn der krummer bagover.

Vi ser til mens den ædende gerenuk stiller sig på bagbenene og støtter sig til en gren med forbenene. Den ligner meget en giraf når den strækker sin usædvanlig lange hals — derved kan den indtage føde der sidder helt op til to og en halv meter over jorden. Det er en fryd blot at betragte denne skabning med dens hjerteformede hoved, udtryksfulde øjne og store ører!

En langhalset gourmet

Denne yndefylde gazelle holder ofte til i nærheden af ørkener, og må uden tvivl få en uudslukkelig tørst efter vand. Derfor er det højst forbløffende at gerenukken sjældent, om overhovedet nogen sinde, drikker vand. Den kan udvinde al den væske den har behov for af de blade, skud og kviste den æder. Og fordi gerenukken æder af cirka 80 forskellige slags buske og træer — deriblandt stedsegrønne planter som kun få andre dyr spiser — kan den trives i de mest ufrugtbare områder.

Gerenukken er på sin egen måde kræsen med hvad den æder, idet den kun vælger de bedste dele af planterne, de dele der har høj næringsværdi. Interessant nok lever gerenukken af samme type skud og kviste som giraffen og dik-dikken gør. Den sidstnævnte er et af de mindre medlemmer af antilopefamilien. De konkurrerer imidlertid ikke indbyrdes om føden. Hvorfor ikke? Fordi de æder i varierende højder. Girafferne æder det der sidder mellem 4 og 6 meter oppe, gerenukkerne det der sidder knap to meter oppe, og de små dik-dikker det der sidder cirka en halv meter oppe.

„Adgang forbudt“

I modsætning til mennesker, som ofte har territoriale stridigheder, holder gerenukkerne i de fleste tilfælde fred indbyrdes fordi de respekterer hinandens områder. Hver enkelt afmærker sine grænser ved hjælp af en kirtel der sidder i øjenkrogen på hvert øje. Den udser sig et område på godt og vel en kvadratkilometer, og ved hjælp af kirtlerne afsondrer den en tjærelignende substans på grene og kviste. Substansen afgiver en duft, og på den måde markeres gerenukkens område over for alle andre gerenukker.

Men hvad så hvis ubudne gæster som for eksempel geparder, leoparder eller løver ikke respekterer „adgang forbudt“-afmærkningerne? Ja, så må gerenukken ty til sine overlevelseskneb. For eksempel har den en forbavsende evne til at stå helt stille og stirre mens den sænker sine store ører ned langs halsen; og dens smukke brune nuancer falder godt sammen med de naturlige omgivelser. Den forbliver ubevægelig indtil den ubudne gæst er gået videre.

Hvis rovdyret alligevel opdager den, tager den flugten. Dens kendskab til sit område kombineret med dens evne til at springe i siksak mellem tornede krat og buske, gør det meget vanskeligt for de fleste rovdyr at jage den. Efter at have iagttaget dette hurtige og graciøse dyr har vi ikke svært ved at fatte hvorfor Bibelen tilskynder en person til at gøre sig fri af ufornuftige aftaler lige så hurtigt som en gazelle løber. — Ordsprogene 6:5.

Moderlig omsorg

Den nyfødte gerenuk er hjælpeløs, så derfor hjælper moderen ungen de første dage efter fødselen. Når tidspunktet hvor gerenukken skal føde nærmer sig, finder den et sted hvor den kan være i fred. De fleste gerenukker bliver født i morgentimerne, hvilket gør at de kan nå at samle kræfter inden den farefulde nat. Det er forbavsende at se en gerenukunge stå på sine vakkelvorne, tynde ben kun ti minutter efter at den er blevet født. Ved aftentide er den allerede meget aktiv og underholder endog sin moder med kåde gavtyvestreger.

På dette tidlige tidspunkt er gerenukungen et let bytte. Moderen renser derfor ungen grundigt så den er fri for afslørende dufte. Ungens naturlige camouflagefarver giver den mulighed for at gemme sig sikkert af vejen mens moderen er ude efter føde. Tid efter anden skifter den unge gazelle imidlertid opholdssted. Og da moderen ikke kan gå efter lugten for at opspore ungen, benytter hun sig af „gerenuksprog“ — en lav brølen som kan høres et godt stykke væk, selv om den er meget lav for det menneskelige øre. Ungen reagerer på kaldet ved at rejse sig op eller ved at besvare det, for på den måde at angive hvor den befinder sig. Efter omkring to uger behøver den unge gerenuk ikke længere at holdes skjult men kan sammen med sin familie afgnave kviste og blade.

Gerenukken er blevet kaldt „en af de mærkværdigste skabninger i Østafrika“. Ja, alene på grund af dens udseende må man indrømme at den er meget særpræget. Men vores girafgazelleven er også meget graciøs, snarrådig og smuk på sin specielle måde. Den er endnu et bevis på vor store Skabers visdom.

[Kildeangivelse på side 15]

Foto af Dino Sassi/​Copyright: Kenya Stationers Limited