En flåde af sejlskibe indtager Sydney

DA den engelske digter John Masefield i 1902 skrev disse ord i balladen „Sea-Fever“, var det måske ikke netop med tanke på den betagende virkning en flåde af store sejlskibe kan have på deres tilskuere. Men et sådant syn mødte Sydneys borgere og en vrimmel af tilrejsende — og imponerede dem ud over al forventning. Det var Australiens dag, den 26. januar 1988, og Sydneys havn smældede af sejl. Dette var optakten til fejringen af Australiens tohundredårsdag.

Sunde og kanaler var fyldt med fartøjer med tilskuere, og det anslås at to millioner fodgængere stod i lange rækker på havnefronten. Men hvad skyldtes denne exceptionelle interesse for en samling store sejlskibe? Jo, det var en del af et arrangement hvorunder man gentog den rejse Englands Første Flåde foretog til Australien fra Portsmouth i England for 200 år siden. De elleve sejlskibe som flåden dengang bestod af, forlod England den 13. maj 1787, og ankom til Sydney Cove den 26. januar 1788.

Den oprindelige rejse var en triumf for søfarende

I sin bog Australian Discovery and Colonisation beskriver Samuel Bennett nogle fascinerende detaljer ved denne Første Flåde. Han skriver: „Øen Wight [England] blev bestemt som samlingssted for flåden, der bestod af elleve sejlskibe. . . . Besætningen bestod af 200 marinere, . . . hvoraf fyrre fik lov til at tage deres hustruer og børn med, 81 frie borgere og 696 straffefanger. Koloniens grundlæggere bestod derfor af én fri borger for hver to fanger. . . . Fangerne var hovedsagelig unge mennesker fra landdistrikterne i England. . . . Meget få var blevet dømt for alvorlige forbrydelser. Ud af de seks hundrede seksoghalvfems var kun femoghalvtreds idømt længere straffe end syv år, og for størstedelens vedkommende udløb straffen inden for to til tre år efter deres ankomst.“

Det vides ikke med sikkerhed hvor mange der mistede livet på den lange rejse fra England til Australien. Tallene varierer fra 14 til omkring 50. En skribent anstillede den betragtning at dét at have mere end tusind mennesker stuvet sammen på elleve små skibe og sejle halvvejs rundt om jorden på en rejse af over otte måneders varighed med så få dødsfald og uden at et skib gik tabt, var en storslået navigations- og organisationsmæssig bedrift.

Gentagelsens begyndelse

Den 13. maj 1987 forlod elleve sejlskibe endnu en gang Portsmouth, England, på nøjagtig samme dato som den første flåde havde gjort det 200 år tidligere. I dagens anledning havde man chartret fire skibe for at der kunne være nøjagtig elleve skibe til stede ved gentagelsens officielle start. De syv af dem sejlede sydpå mod Australien, og fik følgeskab af to andre ved Teneriffa på De Kanariske Øer. Yderligere to sluttede sig til i Sydney. Dette betød at det fulde antal på elleve råsejlere igen var på plads før indsejlingen i Sydneys havn.

Den sejlrute man havde valgt lignede den man fulgte på den oprindelige otte måneders sejlads: Teneriffa, Rio de Janeiro, Kapstaden og til slut Sydney. Denne gang gjorde de imidlertid to ekstra stop på ruten, ét i Port Louis, Mauritius, og ét i Fremantle, Vestaustralien. Det sidste samlingssted var i Botany Bay, lige syd for Sydneys havn. Herfra sejlede den omgrupperede flåde i konvoj ind i den strålende havn tirsdag morgen den 26. januar 1988.

Lignende og dog anderledes

Mens skibenes udseende og størrelse i denne gentagelsessejlads var så tæt på de oprindelige skibe som muligt, var der i mange henseender store forskelle. Efterligningerne fra det 20. århundrede var særdeles komfortable og nogle endda luksuriøse. De havde motor såvel som sejl til at komme ind og ud af havnene med, og de var udstyret med generatorer, dybfrysere, vaskemaskiner, tørretumblere, brusekabiner og endog udstyr til at lave drikkevand.

Dette var en stor kontrast når man betænker den tilstand som fangerne havde befundet sig i to århundreder tidligere mens de var stuvet sammen i mørke, stinkende rum. De fleste havde været lænket og fik kun lov til at komme op på dækket i dagtimerne når det var godt vejr. På alle andre tidspunkter var de indespærret i lastrummene, der var som fængsler. Køjesengene bestod af træplanker i etager med 0,9 meters afstand, og var 2,3 meter lange og 1,8 meter brede. Hver køjeseng deltes af fem personer!

Andre store skibe deltager i opvisningen

Råsejlerne ved gentagelsessejladsen var relativt små. Den største var kun 48 meter lang, og deplacementet var kun 481 tons. (Deplacement: Vægten af den vandmasse som et skib fortrænger.) Så for at gøre opvisningen større blev andre lande indbudt til at sende nogle store sejlskibe der også kunne deltage i festlighederne. Dette gav et overvældende resultat. Omkring 200 af den slags skibe kom til Sydney, varierende i størrelsen fra en beskeden 12-tonner op til Japans kæmpebark, Nippon Maru, der var 110 meter lang og havde en mastehøjde på 50 meter og et deplacement på 4289 tons. De romantiske sejlskibe kom fra så forskellige lande som Polen, Oman, Indien, Uruguay, Spanien, De Forenede Stater og Holland.

Mange af de besøgende skibe samledes ved Hobart i østaten Tasmanien til en kapsejlads på 1150 kilometer til Sydney. Her var de på plads så de kunne vente i lange rækker i havnen og byde konvojen på de elleve skibe der var sejlet i kølvandet på den første flåde, velkommen når de kom sejlende fra den nærliggende Botany Bay.

Det var dette fantastiske syn der mødte alle de tusinder af begejstrede tilskuere her på denne strålende 26. januar 1988. Den markerede de første 200 år med europæisk kolonisering af det store, brune, solbeskinnede land ved navn Australien, det som nu er blevet hjem for omkring 16 millioner indbyggere.

[Helsides illustration på side 17]