Et glimt af Nepals sjældne dyr

Af Vågn op!-​korrespondent i Indien

DET var lige ved midnat. Junglen omkring os var begsort, og de høje træer skjulte stjernehimmelen ovenover. For at kunne se hvor vi gik holdt vi vore svage lommelygter stift rettet mod jorden. Vi søgte efter en tiger! Men som vi famlede os frem i mørket, blev en uhyggelig tanke ved med at dukke op i mit sind: ’Mon tigeren også er på udkig efter os?’

For at opleve nogle af Nepals sjældne og truede dyr i deres naturlige omgivelser havde min kone og jeg taget turen fra Calcutta i Indien til Tiger Tops, en junglehytte i Nepals Kongelige Chitwan-Nationalpark. Det 932 kvadratkilometer store reservat, der består af græsstepper og smukke skove, ligger i den nordlige del af Terai-distriktet, omgivet af udløbere fra de vældige Himalayabjerge.

Turen til reservatet

Rejsen var en oplevelse i sig selv. Først var vi fløjet fra Calcutta til Katmandu, hovedstaden i bjergriget Nepal. Under flyveturen havde vi en storslået udsigt over Himalayabjergenes knejsende tinder, deriblandt det 8848 meter høje Mount Everest.

Katmandu — alene navnet fremkalder en fornemmelse af noget der er gammelt og afsidesliggende. Vi blev derfor overraskede over at finde huse i vestlig byggestil langs de gamle, smalle og snoede gader. Gamle basarer med deres udbud af kunsthåndværk konkurrerer med moderne forretningsarkader hvor man sælger importerede parfumevarer, dåsemad og stereoanlæg. Byen er ved at ændre sig, men den er stadig fascinerende at besøge.

I lufthavnen i Katmandu gik vi om bord i et 19-sæders fly der skulle bringe os til Chitwandalen. Efter en halv times flyvning mellem høje bjerge med terrasseformede sider og dybe dale landede vi i Meghauli, på en græsmark der så ud til at være en af verdens mindste flyvepladser. Men rejsen var endnu ikke til ende.

I Land-Rovere og i kanoer lavet af udhulede træstammer nåede vi frem til en lille lysning i junglen. Til vores overraskelse blev vi mødt af seks kæmpemæssige elefanter der dukkede frem af det høje græs. De skulle tjene som transportmidler for os på den sidste del af rejsen ind til hytten. Som vi sad dér på nogle polstrede plader på elefanternes ryg, virkede den blide, stadige rytme i elefanternes gang som noget af en kontrast til de øvrige transportformer vi havde benyttet indtil da.

Endelig nåede vi frem til Tiger Tops. Det var en toetages, stråtækt bygning af rør der stod på nogle cirka tre og en halv meter høje pæle. Værelserne var pænt møblerede. Netop som vi fik øje på et skilt i værelset hvorpå der stod: „Læg ikke foder ud til uønskede gæster,“ hørte vi en gevaldig støj udefra. De omtalte „gæster“ var åbenbart languraberne der klatrede omkring på vores veranda og søgte efter godbidder.

Elefanter og mennesker

Ved den nærliggende elefantlejr fortalte vores naturfører om den vigtige rolle elefanterne spiller i driften af reservatet. Man råder over en flok på 12 transportelefanter. Ti af elefanterne er hunner, eftersom de er mere medgørlige end hannerne. Hver elefant spiser daglig omkring 230 kilo foder og drikker 200 liter vand. Omkostningerne ved at holde en enkelt elefant beløber sig til 54.750 rupees (knap 17.000 kroner) om året, og elefanter lever gennemsnitlig 65 år. Nu forstod vi bedre baggrunden for udtrykket ’en hvid elefant’ — et dyrt men unyttigt foretagende. Hvide elefanter var ikke til nogen gavn eftersom de blev betragtet som hellige og derfor ikke måtte benyttes til arbejde. I gamle dage kunne en konge således med lethed ruinere en minister han ikke brød sig om ved at give ham ’en hvid elefant’.

Vi fik at vide at en elefant kan oplæres af sin mahout, eller træner, til at adlyde adskillige mundtlige ordrer og andre tegn. Hvis elefanten for eksempel skal bevæge sig fremad vil træneren der sidder på dens ryg stikke sine fødder ind bag dens ører, og hvis den skal gå baglæns vil han sætte sine hæle i dyrets skuldre. Det tager fra fem til otte år inden en elefant er fuldt oplært. Men så vil den også reagere overordentlig hurtigt på sådanne ordrer — i betragtning af at den vejer omkring fire og en halv ton.

På ’jagt’ efter næsehorn

Det store indiske næsehorn findes kun ét sted i verden, nemlig i området mellem Nepal og den indiske provins Assam. For at få et glimt af dette sjældne dyr tog vi af sted i en elefantkaravane, med to til tre personer på hvert dyr. Elefanterne traskede roligt af sted i en lang kolonne, lige i hinandens fodspor.

I mange år var næsehornenes levested truet af den omfattende opdyrkning af Teraisteppen og af det regeringsstøttede projekt til bekæmpelse af malariaen. Først i løbet af de sidste to årtier har man gennem fredninger søgt at bevare det der er tilbage. Man anslår at der er 1000 indiske næsehorn tilbage på det indiske subkontinent. Heraf lever nu omkring 300 i Chitwandalens sumpområder.

Snart styrede førerelefanten lige ind igennem en mur af elefantgræs der rejste sig et godt stykke over vore hoveder. Nu begyndte det at blive spændende. Gennem græsset kunne vi høre en mahout der kaldte ophidset til en anden. Pludselig rejste elefanten ved siden af os sin snabel og udstødte et gennemtrængende trompetstød. Straks veg vores elefant til side, og midt i al postyret kom et næsehorn stormende ud af græsset, fór forbi os og forsvandt ind i græsset foran. Vi fulgte hurtigt efter for at få endnu et glimt af dyret. Da vi kom fri af græsset så vi lige foran os en næsehornskalv der masede af sted for at holde trit med sin skrækslagne moder. Sammen forsvandt de ind mellem træerne, hvor de var i sikkerhed.

Vi var glade for at næsehornet valgte at løbe sin vej. For selv om en elefant kan klare sig mod en tiger er den yderst forsigtig når det gælder næsehornet, det tredjestørste dyr på landjorden. Bliver næsehornet ophidset vil det kæmpe som en rasende, enten med sit omkring 30 centimeter lange horn eller med sine stødtandlignende fortænder der er så skarpe at de kan skære som en skalpel i elefantens bug. Trods sine korte ben kan næsehornet over kortere afstande løbe lige så hurtigt som en hest. Dette sammen med næsehornets vægt gør det til en frygtindgydende fjende.

Tigerbrøl

En aften var klokken blevet over halv elleve, og de fleste var gået i seng. Pludselig blev stilheden brudt af hastige fodtrin og råb. Man havde opdaget en tiger! Sammen med to gurkha-førere gik tre af os ud i mørket.

Da vi var gået omkring 400 meter fik vi besked på at tage vore sko af, ellers ville vi frembringe rystelser som tigeren kunne opfatte. Eftersom vi ikke var vant til at gå barfodede måtte vi lide i stilhed på den sidste del af turen. Og vi måtte hverken tale, hviske, hoste eller snøfte. Var tigeren foran os, eller betragtede den os bagfra? Hvad var det egentlig vi havde indladt os på?

Vores guide gav tegn til at vi skulle standse. Vi lyttede men kunne intet høre i den mørke, stille nat. Vi rykkede ganske langsomt fremad, i lyset af vore svage lommelygter, indtil vi gik langs et godt to meter højt, flettet hegn. Da vi nåede til et sted hvor hegnet svingede til højre fik vi besked på at standse og placere os bag nogle udskæringer i fletværket. Vi stod så stille vi overhovedet kunne — og lyttede. Jo, nu kunne vi høre at tigeren var i færd med at fortære sit bytte og at den var meget tæt på — for tæt!

Pludselig blev nogle kraftige projektører tændt, og dér stod den, en bengalsk kongetiger! Den var kun omkring 40 skridt borte. Hvordan ville den reagere på vores påtrængenhed? Jeg var stiv af skræk, men til min overraskelse reagerede tigeren slet ikke, og lyset var den åbenbart ligeglad med. Ikke desto mindre fik vi at vide at blot klikkene fra vore kameraer ville skræmme den bort.

Hvilket pragteksemplar som den lå dér ved siden at sit bytte, en ung bøffel! Med sin stærke, kraftige og velproportionerede krop målte den mellem to en halv og tre meter fra snude til halespids og vejede sandsynligvis omkring 200 kilo. Vi kunne tydeligt se de hvide, sorte og orangegule felter i pelsen. Tigerens åbenbare styrke så umiddelbart ud til at støtte den påstand nogle har fremsat, at den er stærkere end løven. I vore kikkerter kunne vi rigtig betragte dens smukke hoved og krop. Den er afgjort et af verdens prægtigste dyr! Og det at få lov at se den berømte bengalske kongetiger var alle anstrengelserne værd.

Jeg har altid haft den opfattelse at en tiger er aggressiv af natur, og at den vil angribe et menneske så snart den får øje på det. Men jeg fandt ud af at det forholder sig stik modsat. Medmindre den bliver provokeret er den normalt sky og fredsommelig. Når den møder mennesker løber den almindeligvis sin vej efter at have taget bestik af situationen. Dyrefotografer beretter at de har været helt inde på en afstand af mellem tre og fem meter fra en tiger i dens naturlige omgivelser og at de blot er blevet standset af en advarende knurren. Men det er også tegn til at man langsomt bør trække sig tilbage. Og tigeren vil måske følge efter fredsforstyrreren indtil vedkommende er helt uden for dens territorium.

Herlige minder

Næste morgen blev vi vækket af et andet råb: „Gør hurtigt klar til afgang!“ Uvilkårligt tænkte jeg på det mylder man normalt skal igennem for at komme til lufthavnen i taxi. Men denne gang var taxien skiftet ud med en elefant.

Snart havde vi lagt den dejlige hytte, de godmodige elefanter, den pragtfulde tiger og den bugtede flod bag os. Men med i bagagen havde vi nogle skønne indtryk af den måde hvorpå livet former sig for disse prægtige dyr.

[Illustrationer på side 25]

Tiger Tops-hytten, der ligger midt i junglen

[Kildeangivelse]

Foto velvilligt stillet til rådighed af Tiger Tops Jungle Lodge, Nepal

[Illustration]

Chitwandalen ved foden af Himalayabjergene

[Illustration på side 26]

På ’jagt’ efter næsehorn i det høje græs

[Kildeangivelse]

Foto velvilligt stillet til rådighed af Tiger Tops Jungle Lodge, Nepal