Forældremyndighed — et spørgsmål om religion?

KARON „elsker sine børn og bestræber sig på at sørge godt for dem. Imidlertid sætter hun sin tro som et af Jehovas vidner først, og ved sine handlinger og sin tro bringer hun børnenes sundhed og velfærd i fare“.

Disse ord fra en underretsdommer virkede som et slag i ansigtet på Karon, en husmoder fra staten Missouri i USA, som havde mistet forældremyndigheden over sine to små børn, hvoraf det ene kun var 11 måneder gammelt. Hendes mand, der før deres skilsmisse udfordrende havde sagt: „Det er enten Jehovas Vidner eller mig!“ havde nu forældremyndigheden. Karon kunne kun få sine piger at se hver anden weekend.

„Min sagfører havde forsikret mig om at mine børn ikke kunne blive taget fra mig på grund af min tro, medmindre det kunne bevises at jeg var uegnet som moder,“ fortæller Karon. „Jeg var sønderknust.“ Under retssagen var der ellers blevet fremlagt uomtvistelige vidnesbyrd om at hun var en kærlig moder som ’regelmæssigt tilbragte meningsfyldt tid sammen med sine piger’.

For at besøge sine piger måtte Karon nu rejse til en by over 150 kilometer borte. „Hver gang jeg tog af sted fra besøgene, måtte min tidligere mands forældre, som havde pigerne hos sig, bogstavelig talt med magt løsne deres greb i mine ben for at jeg kunne komme af sted,“ husker Karon. „De sprællede og skreg: ’Hvorfor må vi ikke komme med dig hjem?’ Nogle gange blev mine øjne så slørede af tårer når jeg kørte hjem, at jeg måtte holde ind til siden og bede Jehova om at give mig styrke.“ Karon appellerede sagen til en højere retsinstans.

De seks dommere i Missouris højesteret traf enstemmigt den afgørelse at give hende pigerne tilbage. Appeldommer John Bardgett gav udtryk for „fast overbevisning om at underretten havde taget fejl“ da den konkluderede „at medlemmerne af Jehovas Vidners trossamfund, som gruppe betragtet og alene på grund af denne trosretnings læresætninger, er uegnede til at besidde forældremyndigheden over børn“.a

Også nogle domstole i Australien, Vesttyskland, Japan, Canada, Sydafrika og andre lande har frakendt forældre myndigheden over deres børn på grund af deres tro. Mange af disse domme er blevet omstødt ved højere retsinstanser, men sådanne uretfærdigheder finder fortsat sted.

Fordomme har givet sig udslag på endnu mere absurde måder. En underretsdommer i Massachusetts gik således til den yderlighed at bestemme at en fader under samværet „ikke måtte læse Bibelen med børnene eller tage dem med til gudstjeneste (eller blot gengive De Ti Bud)“.b En journalist bemærkede: „Hele sagen forekommer måske én komisk — medmindre det er ens egen tro det drejer sig om.“

Ja, hvad hvis det drejede sig om din tro? Det lover ikke godt når domstolene giver sig til at bedømme forældres religion. „Selv hvis man ikke har ret meget tilovers for Jehovas Vidner, må man sætte spørgsmålstegn ved om en domstol i det hele taget kan tillade sig at pålægge en fader ikke at tale om De Ti Bud eller læse Bibelen for sine børn,“ udtalte Los Angeles Times.

Dette afføder spørgsmålet: I hvor vid udstrækning bør staten blande sig i borgernes private anliggender? En juraskribent har i hvert fald advaret om at dette kunne „ende med at der fastsættes retslige normer for hvordan familier skal opdrage deres børn“. Kunne du tænke dig at en dommer, der måske havde en anden religiøs overbevisning end du selv, skulle afgøre hvordan du måtte opdrage dine børn?

Domstolene og trosspørgsmålet

Domstolene har selv anerkendt at der er snævre grænser for hvor meget de med rimelighed kan beskæftige sig med folks religiøse anskuelser og skikke. Om en konkret sag har højesteretsdommer Jeffers fra staten Washingtons højesteret udtalt: „Vi betvivler ikke statens ret til at forbyde religiøse skikke der udgør en fare for moralen eller er skadelige for den offentlige sikkerhed, almenvellet og samfundsordenen; men ud fra vidnesbyrdene i den foreliggende sag kan Jehovas Vidners lære efter vor mening ikke henregnes til nogen af disse kategorier.“c

Når religiøse skikke ikke er til skade for „den offentlige sikkerhed, almenvellet og samfundsordenen“ og det ikke er „fastslået at barnets velfærd er umiddelbart og væsentligt bragt i fare ved religionsudøvelsen“, bør domstolene altså ikke begunstige nogen af forældrene på grundlag af deres religion. Appeldomstolen i den canadiske provins Ontario har kort og godt udtalt: „Det tilkommer ikke retten at dømme mellem de to religioner.“ At frakende nogen forældreretten på grund af en sådan favorisering er „en høj pris [for en fader eller en moder] at betale for at kunne udøve en tro der hverken er ulovlig eller umoralsk“.d

Til tider har fordomsfulde „sagkyndige“ været årsag til diskrimination. Overvej engang hvad en psykolog har udtalt: „Jeg mener at det er skadeligt for dette barn at blive opdraget som et af Jehovas vidner. . . . Da hun lever i dette samfund, har hun behov for at tilpasse sig det gængse livsmønster. Hun vokser op i et land der ikke består af Jehovas vidner. Hvis flertallet i landet var Jehovas vidner, ville der ikke eksistere noget problem.“

Hvis man virkelig tog denne udtalelse til følge, ville det betyde at alle forældre som havde anskuelser der tilhørte et mindretal skulle fratages forældremyndigheden over deres børn! Det er rystende at nogle dommere i Florida lod sig påvirke af netop denne udtalelse til at nægte en moder forældremyndigheden over sin fireårige datter trods ubestridte vidnesbyrd om at pigen var „særdeles nært knyttet til sin moder“.

Betegnende nok nægtede dommer Baskin ved Floridas appeldomstol (tredje distrikt) at tilslutte sig den afgørelse som de to øvrige dommere var nået frem til. Han udtalte: „Det der fremgår af retsprotokollen, er en tilkendegivelse af nogle eksperters personlige fordomme mod moderens tro. Deres foragt for moderens tro har foranlediget dem til at spå om den mulige skade for barnet i fremtiden, skønt der ikke foreligger bevis for at det vil lide nogen skade. Underretten blev tydeligvis påvirket af disse langtfra objektive betragtninger . . . og dens dom bør ikke stadfæstes.“e

Hvad denne domstol i et frit land gjorde, ligner faktisk det der foregik under Hitlers totalitære regime. I 1937 fjernede en distriktsdomstol i Nazityskland børnene fra en familie der tilhørte et religiøst mindretal. Hvad retfærdiggjorde man dette skridt med? Retten udtalte: „Hvis forældrene gennem deres eget eksempel lærer børnene en livsfilosofi som stiller dem i et uforsonligt modsætningsforhold til de opfattelser som det overvældende flertal af det tyske folk bekender sig til, så udgør dette et misbrug af formynderskabet . . . [og følgelig skal] forældrenes ondsindede påvirkning . . . bringes til ophør og standses.“f

Børnenes trivsel

Lider børn psykisk overlast ved at tilhøre en minoritet? I førnævnte tilfælde med Karon forestillede underretsdommeren sig at døtrenes „udvikling som produktive samfundsborgere“ og ’tilpasning til skole og samfund’ ville blive hæmmet af at de blev opdraget i deres moders tro. Havde han ret? Overvej forholdene nu, ti år efter.

Pigerne er nu aktive Jehovas vidner, og deres karakterbøger taler deres tydelige sprog. Den elleveårige Monica får høje karakterer og bærer anmærkningen „tilfredsstillende“ i rubrikken „Personlig udvikling/social tilpasning“. Hendes lærer har i karakterbogen bemærket: „Monica er sød og meget pålidelig. Jeg er glad for at have hende i klassen.“ Karons anden datter, den 13-årige Shelly, har modtaget en udmærkelse fra USA’s præsident for „fremragende akademisk præstation“. Hun er også engang blevet valgt til „månedens samfundsborger“ på grund af sit gode „personlige forhold til lærerstaben og eleverne, og sin flittige lektielæsning“. Lyder det som dårligt tilpassede børn?

Det er befordrende for ens karakterfasthed at man må stå op for sine meninger. I den forbindelse har retspræsident Struckmeyer fra Arizonas højesteret udtalt følgende i en anden sag hvor et Jehovas vidne var part i en forældremyndighedssag: „Vi er ikke uvidende om at man ved at afvige fra normen ofte pådrager sig hån og kritik . . . Kritik er den smeltedigel hvori karakteren prøves. Følgagtighed kvæler intellektet og afføder forfald.“g

Faktisk lærer børn der fra en tidlig alder undervises i at begrunde deres tro, at gøre brug af deres tænkeevne. I stedet for at kvæle intellektet, er denne oplæring særdeles nyttig, som det fremgår af de overraskende resultater af en undersøgelse der har omfattet 394 12-årige. „Et uforholdsmæssigt stort antal i høj grad kreative børn var Jehovas vidner,“ afslører den australske undersøgelse. „Både den pige som opnåede det højeste samlede antal point i [kreativitets]prøverne, og den pige der som den eneste af alle drengene og pigerne lå i den øverste femtedel ved alle fem præstationsmålinger, var Jehovas vidner.“ — Journal of Personality, marts 1973.

Det er netop deres tro der får forældre blandt Jehovas vidner til at tage børnenes behov for kærlighed alvorligt og til at lære dem høje moralnormer. (Titus 2:4, 5) Mange domstole har hæftet sig ved denne vidtrækkende omsorg. Ved en forældremyndighedssag i 1986 i byen Muscatine i den amerikanske stat Iowa begyndte faderen og en såkaldt sagkyndig der var indkaldt som vidne, at tale nedsættende om Jehovas Vidner, som moderen tilhørte; men dommer Briles forblev upartisk og udtalte: „Retten kan ikke tage parti.“

Dommer Briles gav ganske vist faderen udstrakt samværsret, men tilkendte moderen forældremyndigheden med følgende begrundelse: „Retten finder det godtgjort at disse børn ikke vil vokse op som andet end lykkelige børn hvis de overlades til [moderen], skønt hendes tro synes at skille sig ud fra det øvrige amerikanske samfunds. Retten finder det også godtgjort at det ville stride imod børnenes vel at unddrage dem hendes kærlige, trygge og gode varetægt.“ Dommen blev stadfæstet af Iowas appelret.h

Forvirres børnene af religiøse meningsforskelle?

En anden sag om forældremyndighed bekræfter det fornuftige i ovennævnte retsafgørelse. Julie opretholdt kontakten med begge sine forældre, som blev skilt da hun var seks år gammel. Nu, som 20-årig, fortæller hun: „Jeg føler afgjort at det var en fordel. Jeg kunne ved selvsyn konstatere forskellen på katolicismen og Jehovas Vidner. Min broder og jeg tog i rigssalen med min moder, men om søndagen gik vi i kirke med min fader, fordi vi tilbragte weekenden hos ham.“

Sådanne børn har ikke følt nogen særlige ulemper på grund af at de har været udsat for modstridende religiøse anskuelser. En undersøgelse foretaget af den canadiske forsker James Frideres konkluderer: „Børn i familier hvor ægtefællerne ikke har samme tro, adskiller sig ikke nævneværdigt fra de børn der vokser op i familier hvor forældrene tilhører samme religion. Materialet vedrørende dette punkt underbygger ikke hidtidige forskningsresultater der lod formode at børn af blandede ægteskaber psykisk ville være mere ’ustabile’.“ — Jewish Social Studies, 1973.

Et barn har ret til at blive sat ind i begge forældres religiøse synspunkter. Ved skelsår og alder kan det så træffe sin egen afgørelse. I Julies tilfælde bevarede retten sin behørige neutrale stilling til religionsspørgsmålet og samlede opmærksomheden om hvad der var bedst for hende. Det tjener retfærdighedens sag når domstolene tillader at børnene påvirkes af begge forældre så de i sidste instans kan træffe deres egen beslutning i trosspørgsmål. Det er særdeles ønskværdigt at domstolene vedbliver med at indtage dette standpunkt!

[Fodnoter]

[Ramme på side 7]

Er Jehovas Vidners tro skadelig? — Domstolene taler

■ „Ud fra det foreliggende er der ikke grundlag for at slutte at de to børn ved at blive opdraget i Jehovas Vidner[s tro] har taget skade på deres sundhed eller følelsesliv.“ — Koerner mod Koerner, No. 002793 (Connecticuts højesteret, 2. oktober 1979)

■ „Jeg finder ikke at de vil lide under at være sammen med deres fader i hans forkyndelse . . . Jeg har været ude af stand til at finde vidnesbyrd i denne sag som overbeviser mig om at et Jehovas vidne ved at udøve sin religion medvirker til at omstyrte vor samfundsorden.“ — Evers mod Evers, (højesteret i New South Wales, Australien, 1972).

■ „Ved at fratage fru Ayers forældremyndigheden . . . ville man indirekte anerkende den livsform som antages af ikke-Jehovas vidner som bedre end Jehovas vidners, og dermed stemple Jehovas vidner som uegnede forældre. At antyde noget sådant er tydeligvis urimeligt og ville betyde en uacceptabel indskrænkning i trosfriheden.“ — Ayers mod Ayers, Provinsretten i British Columbia, Canada, Familieretten, 8. april 1986.

[Ramme på side 9]

Lider børnene afsavn?

I Quebec i Canada hævdede en fader at hans børn led afsavn og følelsesmæssig overlast på grund af hans tidligere kones tro; hun var et Jehovas vidne. Han bad domstolen om at gribe ind. Børnene måtte derfor vidne i retten. Læg mærke til den 16-årige datters svar:

Sp. Hvilken tilværelse fører du som et Jehovas vidne?

Sv. Jeg ser sådan på det at jeg fører samme tilværelse som alle andre teenagere. Jeg lider ingen afsavn. Jeg regner mig ikke for anderledes end alle andre.

Sp. Hvad får du ud af møderne i rigssalen?

Sv. Først og fremmest giver de mig et mål i livet. Min tro anviser mig noget jeg kan bygge min fremtid på. For det andet har jeg mange venner dér, som jeg kan komme sammen med.

Sp. Gavner møderne dig i skolen?

Sv. Ja, for ved vore møder holder vi femminutters indlæg for en tilhørerskare. Når vi i skolen skal fremlægge noget mundtligt, er mange af eleverne meget nervøse. Men fordi jeg allerede holder indlæg, er jeg på en måde allerede i lære.

„Hvilken virkning har denne måde at udøve tro på?“ spurgte dommeren i sin retsafgørelse. „Retten har fundet at den har positive virkninger, hvilket taler imod det vidneudsagn som [faderen] fremlagde i sin argumentation.“ Dommeren afsagde en dom til fordel for moderen og sagde bagefter privat til begge advokater: „Jeg ville ønske at mine børn var ligesådan!“

[Illustration på side 8]

Karon blev til at begynde med på grund af sin tro frataget forældremyndigheden over sine to døtre