Et nærbillede af hustrumishandlerne

EKSPERTERNE mener at hustrumishandlere har visse fællestræk. Læger, jurister, politifolk og socialarbejdere — der ofte konfronteres med hustruvold i forbindelse med deres arbejde — er enige heri. En jurist siger: „Deres mest fremherskende karaktertræk er narcissisme. Der er en forbløffende lighed mellem en hustrumishandler og et lille barn. Hver eneste [voldsramt] kvinde jeg har med at gøre, fortæller at hendes mand er opfarende og sær. Hustrumishandleren kan kun forholde sig til verden ud fra hvor godt den formår at dække hans behov.“ Denne jurist betegner hustrumishandlere som „sociopater“, hvormed han mener at de er ude af stand til at overskue konsekvenserne af deres handlinger.

„Interessant nok,“ skriver en journalist, „lider de fleste voldelige mænd af lav selvrespekt — netop dét de forsøger at fremkalde hos deres ofre.“ „Besiddertrang og jalousi, foruden seksuel utilstrækkelighed og lav selvagtelse, er generelle kendetegn for mænd der slår kvinder,“ skriver New York Daily News. En psykiater erklærer sig enig i denne beskrivelse af hustrumishandlerne, og tilføjer: „Vold er et af de midler hvormed en mand der føler sig utilstrækkelig, forsøger at bevise sin mandighed.“

Det er tydeligt at voldelige mænd bruger volden som et middel til at bevare magten over situationen og vise deres ægtefælle hvem der bestemmer. En mand der har mishandlet sin kone erklærer: „Hvis vi holder op med at slå, mister vi magten. Og det ville være utænkeligt, uudholdeligt.“

En voldelig ægtemand er ofte urimeligt besiddende og skinsyg. Han forestiller sig at hans kone har en affære med postbudet, mælkemanden, en nær ven af huset eller en hvilken som helst anden mand hun taler med fra tid til anden. Han mishandler sin kone — men han er skrækslagen ved tanken om at miste hende. Hvis hun truer med at gå fra ham, vil han måske til gengæld true med at dræbe hende og begå selvmord.

Jalousien begynder ofte at vise sig mens kvinden er gravid. Manden opfatter det som en trussel om at han nu ikke længere vil være den eneste hun elsker, at barnet nu vil kræve en del af hendes opmærksomhed. Mange voldsramte kvinder fortæller at mishandlingen begyndte med at deres mand slog dem hårdt i maven da de ventede deres første barn. „Hans narcissisme vil måske ligefrem drive ham til at forsøge at slå fosteret ihjel,“ siger en jurist.

En ond cirkel

Et andet fællestræk for hustrumishandlere er at de kommer ind i en ond cirkel, hvilket utallige voldsramte kvinder kan bekræfte. I det første stadium nøjes manden måske med at kalde sin kone ved øgenavne og overfuse hende. Han truer måske med at tage børnene fra hende og siger at hun aldrig vil få dem at se mere. Hun bliver bange og vælger derfor at give ham ret i at det hele er hendes fejl, men derved påtager hun sig så at sige ansvaret for hans voldelige opførsel. Uden at vide det tilskynder hun ham til at fortsætte ad den vej han er slået ind på. Han har nu fået større magt over hende, men han føler ikke at det er nok. Dette første stadium kan indtræde på et hvilket som helst tidspunkt efter brylluppet — somme tider endda blot nogle få uger efter.

Det andet stadium kan begynde med et eksplosivt udbrud af vold — han sparker, slår og bider hende, hiver hende i håret, kaster hende ned på gulvet, voldtager hende. Nu går det måske for første gang op for hende at fejlen ikke er hendes. Hun forestiller sig at årsagen skal søges uden for hjemmet — stress på arbejdspladsen eller uoverensstemmelser med kolleger.

Umiddelbart efter beroliges hun af at hendes mand tydeligvis angrer sine handlinger. Han befinder sig nu i det tredje stadium. Han overøser hende med gaver, han bønfalder hende om at tilgive ham, han forsikrer hende om at det aldrig vil ske igen.

Men det sker igen. Og igen. Han angrer ikke mere. Volden er blevet en del af hverdagen. Hun må leve med en trussel om at han vil slå hende ihjel hvis hun forsøger at stikke af. Hun er nu fuldstændig i hans magt. Husk hvad en hustrumishandler har sagt: „Hvis vi holder op med at slå, mister vi magten. Og det ville være utænkeligt, uudholdeligt.“

Et andet fællestræk

En hustrumishandler vil altid påstå at hans kone selv er skyld i at hun får bank. En leder af en hjælpeorganisation for voldsramte kvinder udtrykker det således: „Manden siger til sin kvindelige partner: ’Jeg slår dig fordi du gør dét og dét på en forkert måde.’ Eller: ’Maden var ikke færdig til tiden, det er derfor jeg slår dig.’ Hun er altid selv ude om det. Og når den form for psykisk mishandling fortsætter i årevis, hjernevaskes kvinden så hun til sidst tror på det han siger.“

En kvinde fik at vide af sin mand at hun selv provokerede ham ved at gøre et eller andet forkert. „Efterhånden som volden tog til,“ fortæller hun, „gjorde undskyldningerne det også. Han sagde altid: ’Se nu hvad du har fået mig til at gøre. Hvorfor vil du have mig til at gøre den slags?’“

En mand der førhen har mishandlet sin kone, og hvis far også bankede sin kone, fortæller: „Min far ville aldrig indrømme at han havde taget fejl. Han sagde aldrig undskyld eller påtog sig noget som helst ansvar for sine handlinger. Han gav altid offeret hele skylden.“ Sønnen indrømmer: „Jeg påstod også at min kone selv var skyld i at hun fik tæv.“ „I 15 år,“ siger en anden mand, „mishandlede jeg min kone fordi hun var et af Jehovas vidner. Jeg gav hende skylden for alt. Først da jeg begyndte at studere Bibelen gik det op for mig hvor forkert det var. Nu er det et uhyggeligt minde. Jeg prøver at fortrænge det, men det ligger altid i baghovedet.“

Det er slet ikke usædvanligt at både far og søn er hustrumishandlere. Det er snarere et af de gennemgående træk. Sønnen fortæller at der i hans familie gennem 150 år har været tradition for at manden bankede konen. Det er så at sige gået i arv fra far til søn. „Af de børn der er vidner til vold i hjemmet vil 60 procent af drengene senere mishandle deres kone, og 50 procent af pigerne vil blive ofre,“ oplyser en amerikansk forening mod vold i familien.

En avis skriver: „Endog hvis disse børn ikke selv er blevet slået og tilsyneladende ikke har lidt overlast, vil de have lært noget som de sandsynligvis aldrig glemmer: At det er i orden at reagere med vold når der opstår problemer og stressede situationer.“

De der driver krisecentre for voldsramte kvinder siger at drenge som har set deres mødre blive slået af deres fædre, ofte selv angriber deres mødre eller truer med at slå deres søstre ihjel. „Det er ikke bare en leg,“ siger en. „De mener hvad de siger.“ De har set deres forældre give luft for deres vrede gennem vold, og nu betragter de det selv som den eneste mulighed.

Det er indlysende at en mand ikke kan tillade sig at mishandle sin kone. Men hvad siger Guds og menneskers love om dette?