Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 22/11 s. 3-4
  • Hustruvold bag lukkede døre

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hustruvold bag lukkede døre
  • Vågn op! – 1988
  • Lignende materiale
  • Et nærbillede af hustrumishandlerne
    Vågn op! – 1988
  • Hjælp til voldsramte kvinder
    Vågn op! – 2001
  • Når ægtefæller slår hinanden — hvad ligger der bag?
    Vågn op! – 1979
  • Når volden rammer hjemmet
    Vågn op! – 1993
Se mere
Vågn op! – 1988
g88 22/11 s. 3-4

Hustruvold bag lukkede døre

HUSTRUVOLD er forbavsende udbredt. Bladet Psychology Today skrev i 1985 at „hver tiende kvinde vil blive alvorligt mishandlet (slået, sparket, bidt eller lemlæstet endnu værre) af sin mand i løbet af sit ægteskab“. Året efter anslog bladet Family Relations at problemet havde helt andre dimensioner: „Hver anden kvinde i De Forenede Stater vil blive udsat for vold i hjemmet,“ skrev bladet. Ifølge en rapport fra 1987 bliver hver tiende kvinde i Canada mishandlet af sin mand. „Mere end 10.000 danske kvinder bliver vedvarende udsat for vold og mishandling i parforholdet,“ udtalte en lektor i kriminologi i april i år til Berlingske Tidende. Politiken anslog i 1985 at der udøves „fysisk vold . . . i et vist omfang i 30 procent af alle ægteskaber. Korporlig argumentation forekommer i alle sociale lag“.

En offentlig anklager fra New York bekræfter at hustruvold er et voksende problem. „Volden mod kvinder har antaget epidemiske proportioner i det amerikanske samfund. FBI har anslået at der hvert 18. sekund er en hustru der lider overlast, og at ikke færre end 6 millioner kvinder mishandles årligt.“ Man har konstateret at „hustruvold er årsag til flere hospitalsindlæggelser af kvinder end alle voldtægter, røveriske overfald og bilulykker tilsammen“. Hvert år dræbes cirka 4000 amerikanske kvinder af deres mænd eller samlevere.

Hustruvold kan være en velbevogtet familiehemmelighed. Selv de der står den voldelige ægtemand nærmest, for eksempel hans venner, kolleger og slægtninge uden for hjemmet, har måske ikke den mindste anelse om at han banker sin kone. Han fungerer måske fint på sit arbejde og i samfundet — er måske endda vellidt og respekteret. Mange hustrumishandlere kunne aldrig drømme om at deltage i værtshus- eller gadeslagsmål. De ville måske give alt hvad de ejer og har for at hjælpe andre.

Men når det gælder konen skal der ikke ret meget til før de flyver i flint. Det er tilstrækkeligt at maden ikke er færdig til tiden, at det ikke er hans livret hun har lavet, at hun har en kjole på han ikke bryder sig om, eller at hun vil se en anden tv-udsendelse end han. En engelsk undersøgelse af hustruvold viste at der i 77 procent af tilfældene ikke gik skænderier forud for mishandlingen. Rapporter viser at volden ofte udløses af „noget så ligegyldigt som at hustruen slår en æggeblomme itu eller har sat håret op i en hestehale“.

En mand der har mishandlet sin kone fortæller at „det provokerede ham at hun var blevet viklet ind i sengetøjet“. Han sparkede hende derfor ud af sengen og bankede hendes hoved så hårdt mod gulvet at hun fik hjernerystelse. En kvinde der gennem flere år blev slået af sin mand, siger: „Bare det at jeg havde glemt at sætte et eller andet på middagsbordet, kunne gøre ham voldelig.“

En kvinde anslår at hendes mand slog hende cirka 60 gange i de tre og et halvt år de var gift. „Han kunne ikke lide mine venner,“ siger hun. „Efterhånden holdt jeg op med at komme sammen med dem.“ Til sidst holdt hun også op med at se noget til sine slægtninge, for dem brød hendes mand sig heller ikke om. „Bare det at jeg forsøgte at ringe til dem, var nok til at han slog mig igen,“ forklarer hun. En anden kvinde der blev mishandlet af sin mand, fortæller: „Til sidst var det sådan at jeg spurgte ham om alt hvad jeg skulle gøre — hvad jeg skulle lave til middag, hvordan møblerne skulle stå.“

Undersøgelser viser at hustruvold oftest forekommer om aftenen, om natten og i weekenden. Derfor bliver de skamferede kvinder som regel behandlet af skadestuepersonale, og ikke af deres egen læge. Det er typisk at voldsramte kvinder har blødende sår, især i hovedet. Indre kvæstelser forekommer også tit — for eksempel hjernerystelser, punkterede trommehinder og, især hos gravide kvinder, kvæstelser i maven og i underlivet. I mange tilfælde har de kvælningsmærker på halsen og knoglebrud på arme, ben, ribben, kæbe eller kraveben. Andre har fået skoldhed væske eller syre over sig, og må behandles for svære forbrændinger.

En journalist siger om hustrumishandlere: „Der er tale om rene sadister. De låser kvinderne inde, brækker deres knogler, lemlæster dem. De skærer dem med knive, afprøver narkotiske stoffer på dem, slår dem i hovedet, i maven, på brysterne. De holder pistoler mod deres hoved — og de slår dem ihjel.“ Det er forekommet at kvinder er blevet lænket til sengen, eller at manden har truet med at dræbe både dem og børnene hvis de forsøgte at stikke af. Tragedierne er utallige.

Foruden den fysiske mishandling, der måske forekommer ofte, må nogle kvinder udholde trusler og anklager, skældsord og øgenavne — der giver dem depressioner, mareridt og søvnløshed.

Hvad er det for mænd der behandler deres kone sådan — selv om de påstår at de elsker hende og ikke kan undvære hende? Læs beskrivelsen af dem i den følgende artikel.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del