Jeg lærte den sande visdom at kende

DA JEG var en lille dreng, var der engang en buddhistisk munk der lagde mærke til mig og foreslog at jeg skulle kaldes Panya, der betyder „forstand“ eller „visdom“ på thai-sproget. Eftersom mine forældre var troende buddhister var de kun lykkelige for at give mig denne navneforandring.

Jeg blev født i Thailand for 60 år siden. I dette land bekender over 90 procent af befolkningen sig til buddhismen, som blev stiftet i Indien for godt 2500 år siden, og siden har spredt sig til store dele af Asien. Ifølge buddhismen er målet frihed fra lidelse, hvilket man hævder kan opnås gennem den enkeltes bevidste indsats.

Buddhismen lærer at ens nuværende situation i livet skyldes de handlinger (karma) man har foretaget i dette og i tidligere liv. Begær hævdes at være roden til al lidelse, så målet er at udslukke alt begær. For at kunne gøre dette må man måske først igennem adskillige sjælevandringsfaser, eller reinkarnationer, indtil man kan frigøres af genfødslernes kæde og nå den tilstand der kaldes nirvana og som mange opfatter som ikkeeksistens.

Buddha hævdede at have fundet sandheden ved at blive „oplyst“, og buddhister tror at når de følger hans lære går de på visdommens sti.

Min opvækst i Bangkok

Jeg er født i Thailands hovedstad, Bangkok. I årtiet inden Anden Verdenskrig var livet i Bangkok langt mere stille og fredeligt end i vore dages fortravlede storby. Dengang var rickshaws, hestevogne og trehjulede cykler et almindeligt syn på gaderne, selv om der også kørte sporvogne og busser. Man kunne også blive transporteret med både ad byens kanaler, de såkaldte khlonger.

I nogle år boede min familie ved en kanal i et hus på pæle. I kanalkvartererne var en stor del af livet centreret omkring vandet. Opvask, tøjvask og badning foregik i khlongens vand. Både hvorfra man handlede med alverdens fødemidler og varer af enhver slags kom helt hen til folks dørtrin. Selv posten blev leveret pr. båd. I det fugtigvarme klima elskede vi børn at svømme, dykke og lege i vandet.

I seksårsalderen begyndte jeg at gå i skole. Grundskolen var obligatorisk, så størstedelen af byens børn gik i skole ligesom jeg. Drenge og piger blev undervist i adskilte klasseværelser, så der var ikke megen kontakt mellem kønnene. Stævnemøder var noget praktisk talt uhørt.

Jeg holdt meget af sport, og dyrkede blandt andet fodbold og en særlig thailandsk form for boksning, der oprindelig blev udviklet som en kampteknik for mange hundrede år siden. De kæmpende har ikke alene lov at bruge deres handskeklædte næver, men må også sparke og slå den anden med fødder, ben, knæ og albuer. Da min moder opdagede hvor begejstret jeg var for denne farlige sport, forbød hun mig at dyrke den. I stedet begyndte jeg på styrketræning.

I mine unge dage var underholdningen på markederne ved templet meget populær både blandt unge og gamle. Markederne blev afholdt i forbindelse med de religiøse højtider, og overskuddet gik til templets vedligeholdelse. De tiltrak støjende folkeskarer, foruden handlende som på tempelområdet rejste boder hvorfra de solgte alle mulige fødevarer og lækkerbiskener.

Likay, et folketeater der spillede levende musik og hvor skuespillerne improviserede, leverede den mest populære underholdning. De medvirkende var klædt i farverige dragter og var pudret og sminket kraftigt. De kunne fængsle folk og få dem til at le — til helt ud på de små timer. I dag er den slags levende underholdning ofte blevet erstattet af filmforevisninger under åben himmel.

Religiøs påvirkning i barneårene

Hver skoledag blev indledt med flaghilsenceremoni og nationalsang. Derefter bad klassen en bøn på pali, buddhismens religiøse sprog. Vores skoleskema indeholdt også timer i grundlæggende buddhistisk etik og moral, men derudover fik vi ikke megen religionsundervisning.

I de fleste buddhistiske hjem er der et lille husalter med en buddhafigur, som bruges ved den daglige bøn og meditation. Her tænder man stearinlys og brænder røgelse. Familier af kinesisk herkomst har også gerne nogle altre som bruges i tilbedelsen af deres forfædre eller for at formilde forskellige ånder og guder.

Da buddhisterne tror at der er noget godt i alle religioner, er de villige til at antage ideer og skikke som de finder gode og gavnlige. Som følge heraf tilbeder mange thailændere ikke kun i de buddhistiske templer, men også i en eller flere af de mange kinesiske og brahmanske helligdomme.

Selv om vi ikke var særlig religiøse i vores familie, øvede religionen dog til stadighed indflydelse på vores liv. Allerede kort efter daggry begyndte glatragede munke i safrangule dragter på deres daglige tiggervandring. De gik barfodede gennem gaderne eller kom padlende i en båd på khlongerne og stoppede op for at lade folk øse ris og anden mad op i deres tiggerskåle.

Lige fra de tidligste år fik jeg indprentet respekt for buddhistiske munke fordi de havde valgt at følge Buddhas eksempel i deres livsførelse. De blev anset for at besidde stor visdom, og vi blev tilskyndet til at agte deres råd og udtalelser højt.

Under den anden verdenskrig blev Bangkok udsat for luftangreb. Min moder bragte mig derfor ud til nogle af hendes slægtninge i en af provinserne. Eftersom det lokale wat, eller tempel, lå lige i nærheden blev jeg vant til at omgås munkene. Nogle af dem fremstillede og solgte buddhistiske amuletter. Ved det gamle tempels vægge stod der tusinder af små buddhafigurer i bly, som vi drenge hjalp med at pudse. Efter at vi havde pudset dem indridsede munkene et par bogstaver i den gamle khmerskrift på dem og udtalte nogle besværgelser for at de skulle kunne bruges som lykkebringere.

Tanken om at en sådan buddhafigur om halsen kunne bringe én held og beskytte mod ulykke fascinerede mig, så jeg begyndte selv at samle på amuletter. Jeg blev hos munkene i nogle måneder, og i løbet af den tid blev jeg indført i meditationsteknik, spådomskunst og andre spiritistiske skikke.

Selv om mindre end én procent af Thailands befolkning er tilsluttet katolske og protestantiske kirker, havde jeg dog hørt at de kristne tror at en person ved navn Jesus er Gud og at katolikkerne tilbeder ’Guds moder’. En sådan tro forekom mig at stride mod al sund fornuft. Hvordan kunne en der døde på et kors have skabt verden? Det betragtede jeg ikke som sand visdom.

En ulykke ændrer mit liv

Efter krigen satte jeg mig som mål at få en god uddannelse og finde et vellønnet arbejde. Jeg tog eksamen fra en handelsskole og fik en stilling i et udenlandsk firma i Bangkok. Da jeg en morgen i 1959 var på vej i bus til mit arbejde, mistede jeg grebet i bussens gelænder og faldt baglæns af og slog hovedet mod fortovet. Passagererne og fodgængerne råbte til chaufføren at han skulle standse, men da han trak over i den anden side af vejen kørte de store baghjul lige hen over mig. Min rygsøjle og adskillige ribben blev brækket.

Da jeg syv måneder senere forlod hospitalet, var jeg lammet fra livet og nedefter. Tanken om at jeg aldrig mere ville komme til at gå, gjorde mig fortvivlet. Da lægerne ikke gav mig noget håb om at jeg kunne genvinde min førlighed, besluttede jeg at forsøge nogle alternative helbredelsesformer. Min moder tog mig med op i det indre af landet, og jeg opsøgte adskillige klostre, „klinikker“ og andre steder hvor man hævdede at der blev foretaget mirakuløse helbredelser. Jeg kom i kontakt med mange forskellige helbredere, ’healere’ og åndemedier, og jeg begyndte at studere deres metoder. Jeg anskaffede mig lærebøger i magi og spådomskunst og begyndte selv at praktisere dette.

Kontakt med den sande visdom

Efter fire år i provinsen tog jeg tilbage til Bangkok. Jeg havde stadig ikke genvundet min førlighed, men jeg havde fået mig et nyt erhverv. Mennesker i alle aldersgrupper opsøgte mig for at blive spået. Jeg lavede også forskellige slags amuletter, og nogle af dem solgte jeg igennem en munk.

En dag i 1968 blev jeg besøgt af en canadisk missionær fra Jehovas Vidner. Da han begyndte at tale om Jesus Kristus, tænkte jeg at Jehovas Vidner blot var en af de mange „kristne“ kirker som jeg havde så stærk aversion imod. Først seks år senere begyndte jeg for alvor at studere Bibelen med et ægtepar fra Jehovas Vidner.

Særlig Bibelens profetier fangede min interesse. Da Vidnerne viste mig profetierne i Daniels bog, specielt i kapitlerne 7 og 8, og Jesu detaljerede beskrivelse af de begivenheder og forhold vi ser i dag, erkendte jeg at ingen spåkyndig ville kunne have forudsagt dette. (Mattæus, kapitel 24) Og da jeg fik at vide hvorfor de nuværende verdensforhold adskiller sig fra hvad der var Skaberens oprindelige hensigt og hvordan han vil gøre en ende på al den ødelæggelse som hans modstandere har forvoldt, var det som om der blev løftet et slør fra mine øjne.

Bibelens budskab var så helt igennem harmonisk; de enkelte brikker i „puslespillet“ passede perfekt sammen. Den menneskelige visdom som jeg havde skattet så højt, lærte mig kun at anse Gud for at være af periferisk betydning i vort liv. Men i betragtning af det overvældende bevismateriale jeg havde set, kunne Gud ikke længere lades ude af billedet. Gennem mit bibelstudium kom jeg til at forstå at „frygt for Jehova [den almægtige Gud] er visdommens begyndelse, og kundskab om den Allerhelligste er forstand“. — Ordsprogene 9:10.

Den sande visdoms velsignelser

Da jeg først var blevet overbevist om at Jehova er den sande Gud og Bibelen er hans ord, begyndte mit livssyn at ændre sig radikalt. Jeg fulgte de første kristnes eksempel og skaffede mig af med alle mine lærebøger i magi, såvel som de hundreder af religiøse figurer og amuletter jeg havde samlet sammen i årenes løb. — Apostelgerninger 19:18, 19.

Frygten for Jehova og den nøjagtige kundskab om ham havde endnu en gavnlig virkning på mig — jeg kom til at elske Jehova som person. Jeg begyndte at værdsætte hans godhed og den kærlighed han har vist menneskeheden, og derfor indviede jeg mit liv til ham og blev døbt i 1975. Det personlige forhold til Jehova tilskyndede mig også til at leve i overensstemmelse med det jeg vidste var rigtigt. Jeg var ivrig efter at fortælle andre om den gode nyhed jeg havde lært at kende.

Når jeg skal hjælpe andre til at erkende forskellen mellem menneskelig og guddommelig visdom, kommer de erfaringer jeg selv har gjort, mig til nytte. Jeg har haft det privilegium at hjælpe flere til at efterleve den sande visdom i deres liv og tage standpunkt for Jehova. En af dem er min moder, som i en alder af 94 år blev døbt som et vidne for Jehova.

Ja, den sande visdom har virkelig ændret mit liv. Jeg famler ikke længere om i blinde efter svaret på hvorfor der findes lidelse og hvad den sande mening med livet er. Jeg har nu fået svar på de spørgsmål som jeg tidligere var i vildrede med. Og selv om jeg er handicappet er mit liv meningsfyldt. Jeg har et håb og et ønske om at leve evigt. Er det ikke sand visdom at leve på en sådan måde at man får en lykkelig og meningsfyldt tilværelse nu og samtidig kan håbe på storslåede fremtidige velsignelser? Hvor er jeg glad for at jeg har lært den sande visdom at kende! — Fortalt af Panya Chayakul.a

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

Buddhisterne tror at munkenes råd og besværgelser bringer dem lykke

[Illustration på side 26]

Jeg fortæller andre om min tro