Jeg var buddhist

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I LAOS

JEG stod op før daggry, tog min sarong på og gik ud i køkkenet for at begynde dagen. Først måtte petroleumsovnen tændes. Så blev der sat en stor gryde vand på den. Til slut blev en stor kegleformet kurv fuld af ris som havde ligget i vand hele natten, sat ned i gryden med vand. Risen var næppe kogt og pakket ned i bærekurven før trommen fra det nærliggende tempel rungede dumpt.

Nej, jeg stod ikke op klokken fem for at lave ris til mig selv. Det var til munkene i det nærliggende tempel. Trommeslagene var signalet til at jeg og mine naboer tog vore riskurve med ud på gaden og afventede munkenes ankomst. Vi var alle omhyggeligt klædt på i vores bedste silkesarong med silkesjal draperet over den venstre skulder. Vi knælede ned i en lang række på gaden, og snart kom processionen af barfodede munke i safrangul klædedragt ud gennem tempelporten.

Hvor vi respekterede disse mænd. Havde de ikke helliget deres liv, eller i det mindste en del af det, til Buddha og hans lære? Hvilket privilegium at kunne yde dem støtte på denne måde! Efterhånden som hver munk passerede mig tog jeg en håndfuld ris fra min kurv og lagde den i den fremstrakte skål. Ingen af munkene sagde et ord, ikke engang det sædvanlige „khob chai“ (tak). Det var os der havde det privilegium at give. I virkeligheden troede vi fuldt og fast at vi, ved at give gaver til disse „hellige mænd“, oparbejdede „boon“, det vil sige at vi gjorde os fortjent til i vor reinkarnation at blive lykkelige og rige og få et stort hus og mange tjenere.

Da den sidste munk havde fået sin ris tog jeg en lille flaske med vand frem og hældte dens indhold ud på jorden. Det var vores måde at påkalde Nang Thorani, jordens gudinde, og vore døde forfædre på, så de kunne bære vidnesbyrd om vore gode gerninger. Mens munkene forsvandt mediterede vi alle tavst med bøjet hoved, fyldt med tilfredshed over en velgjort gerning.

Ja, jeg elskede min religion og benyttede enhver anledning til at arrangere en særlig fest for mine venner eller gå hen i templet for at hjælpe munkene med deres arbejde. Jeg adlød buddhismens retningslinjer og følte at jeg lagde en udmærket grundvold for mit næste liv.

En ny oplevelse

På det tidspunkt boede jeg i en by i det sydlige Laos. Jeg var ansat som bibliotekar. En dag kom en kvinde ind på biblioteket og præsenterede sig som missionær for Jehovas vidner. Det var noget nyt for mig, men jeg følte mig tiltrukket af hendes varme, venlige personlighed. Hun fortalte mig noget om det hun troede på, og det lød så godt at jeg tænkte ved mig selv: „Det er akkurat det samme som buddhismen.“

Kort tid efter flyttede jeg længere syd på til det sted hvor mine forældre boede og hvor der slet ingen Jehovas vidner var. Samtidig flyttede missionæren til hovedstaden så at jeg i løbet af de følgende to år kun mødte hende én gang under et besøg i Vientiane. Igen fik jeg den tanke at hendes religion lignede min meget.

For at forklare denne tilsyneladende lighed bør jeg nævne at buddhismen lærer at frelse opnås ved at følge Den ædle ottefoldige Vej: (1) Ret anskuelse eller kundskab — se realistisk på verden. (2) Ret beslutning — prøve at befri sig for sådanne egenskaber som stolthed og vrede og stræbe efter at elske sine fjender. (3) Ret tale — hvilket Buddha definerede som „afholdenhed fra løgnagtig tale, fra bagtalelse og grov tale og fra tom snak“. (4) Ret opførsel — være fredsommelig, ren, ærlig. (5) Ret levebrød — undgå arbejde der bringer lidelser over andre. (6) Ret stræben — ihærdigt udvikle god sindstilstand. (7) Ret betragtning og tænkning — være på vagt eller åndeligt vågen så man undgår tankeløs tale eller opførsel. (8) Ret koncentration, det vil sige meditation.

Hvad angår opførsel lød Bibelens lære for mig akkurat som buddhisternes lære. Der er en særlig nær lighed mellem budene der nævnes i Anden Mosebog, kapitel 20, og fire af de „fem forskrifter“ som buddhister fremsiger i templet på hellige dage:

„Jeg følger den forskrift at afholde mig fra at slå ihjel.

Jeg følger den forskrift at afholde mig fra at stjæle.

Jeg følger den forskrift at afholde mig fra at bedrive hor.

Jeg følger den forskrift at afholde mig fra at lyve.

Jeg følger den forskrift at afholde mig fra drikke der forårsager beruselse og ubesindighed.“

På det tidspunkt betragtede jeg Bibelen som enhver anden bog med religiøse regler. Det faldt mig aldrig ind at den var af guddommelig oprindelse og at den kunne indeholde vidnesbyrd der beviste at den ikke blot var menneskeværk. Samtidig havde jeg taget det for givet at missionæren var katolik. Jeg forestillede mig at akkurat som der er mange varianter af buddhismen (som den praktiseres i Indien, Laos, Japan, og så videre), således var Jehovas vidner og katolikker også varianter af samme religion.

Efter to år sydpå fik jeg arbejde i Vientiane. Da jeg havde bosat mig dér, besluttede jeg at besøge missionæren på den adresse hun havde givet mig. Jeg kunne virkelig godt lide hende. Hun benyttede lejligheden til at invitere mig til at overvære Jehovas vidners møder, men jeg var ikke tilstrækkelig interesseret til at tage imod tilbudet. Jeg husker at jeg på det tidspunkt forsøgte at læse bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis og at jeg ikke kunne forstå den. Desuden havde jeg min egen religion.

Et vendepunkt

Men missionæren holdt sig i forbindelse med mig og tilskyndede mig ved enhver anledning til at overvære Jehovas vidners møder. Til slut indvilligede jeg og begyndte at lære mange gode ting ud fra Bibelen. Da jeg altid har haft stor respekt for hellige ting, nød jeg studiet af Bibelen, skønt jeg endnu ikke så nogen klar forskel på dens lære og buddhismen.

Der kom et vendepunkt for mig da missionæren en dag gav mig et eksemplar af Vågn op! Det var et nummer der handlede om familielivet. Buddhismen siger kun lidt om dette emne, og som et resultat heraf er polygami, skilsmisse, common-law-ægteskab, forladte ægtefæller og prostitution meget almindeligt. Men nu fandt jeg ud af at Bibelen især pålægger faderen pligten til at sørge for sin familie, at oplære og tugte, og at tage ledelsen i tilbedelsen og i alle andre vigtige forhold. (Ordsp. 29:17; Ef. 6:4; 1 Tim. 5:8) Og jeg lærte at hustruens pligt er at vise respekt for sin mand og arbejde flittigt i hjemmet til gavn for sin familie. — Tit. 2:4, 5.

Dæmonisme afsløres

Et andet blad som gjorde et vældigt indtryk på mig var et nummer af Vagttårnet med en artikel der hed „Modstå de onde ånders angreb“. Dæmondyrkelse forekommer nemlig hyppigt i Laos. Skønt det ikke er en fast del af den buddhistiske religion, er der tusinder der tror på og søger at behage dæmonerne. For eksempel kan man i et hjørne af gårdspladsen ved mange hjem se et lille hus til den ånd som det stykke jord formodes at tilhøre. Det kan være både en god og en ond ånd, men i alle tilfælde må den behages med ofre i form af mad, blomster, røgelse, og så videre. Husejeren forventer at han ved hjælp af sådanne gaver opnår åndens beskyttelse.

Man tror at dæmoner er døde menneskers ånder der er kommet tilbage til jorden. De fleste laotere er meget bange for dem, idet de tror at de kan forårsage sygdom og død og andre ulykker mens de selv er hjælpeløse over for deres indflydelse.

Forestil Dem hvilken åbenbaring det var for mig at læse i Bibelen at dæmoner i virkeligheden er ulydige engle, onde skabninger, fjender af Gud og mennesker! (2 Pet. 2:4; Matt. 4:24) Desuden lærte jeg at den eneste måde at komme fri af deres skadelige indflydelse på var at skille sig af med alt hvad der havde forbindelse med dem, statuer, billeder, amuletter og bøger om magi, og at stole på Guds hjælp. — Ef. 6:10-18; Ap. G. 19:19.

Da spørgsmålet om dæmonisme først stod klart i mit sind, fandt jeg det let at acceptere forklaringen på nogle af vore buddhistiske ceremonier, selv om det var noget af en overraskelse for mig. For eksempel er den laotiske yndlingsceremoni — baci (udtales bah-si) — nært knyttet til dæmonisme. Den udføres ved specielle lejligheder, som for eksempel når en er syg, eller når en skal på en lang rejse, eller når et barn er blevet født. En lang bomuldstråd skæres over i kortere stykker, og de tilstedeværende binder stykkerne om hinandens håndled. Resultatet er at hver af dem får mange sådanne tråde om håndleddene. Disse, havde vi altid fået at vide, skulle bringe lykke.

Missionæren understregede at brugen af disse tråde havde tilknytning til den tanke at alle de toogtredive livsvigtige organer i kroppen bebos af en „sjæl“.a Formålet med baci’en er at tilbagekalde enhver af disse „sjæle“ som måske er gået bort. Hvis en for eksempel har hovedpine, er det fordi denne specielle „sjæl“ er gået et eller andet sted hen, og den må kaldes tilbage hvis man skal blive helbredt. Og hvis en står over for at skulle ud på en lang rejse, er det vigtigt at alle hans „sjæle“ er til stede ved en sådan lejlighed. Det er vel ikke nødvendigt at sige at da jeg erfarede hvordan det hang sammen, holdt jeg straks op med at deltage i sådanne ceremonier.

Taknemmelig over at være fri af „Babylon“

Endnu en overraskelse for mig var det at lære at Jehova Gud er den der skabte jorden. (Es. 45:11, 12) Fra barndommen havde jeg ligesom andre buddhister lært at alt blev til ved en tilfældighed. I Laos har vi mange legender om menneskeslægtens oprindelse, men ingen af dem nævner, så vidt jeg husker, en Skaber. Nu begyndte jeg at se det fornuftige i Guds skrevne ord. Alt hvad vi ser omkring os vidner i sandhed om en Skaber! — Rom. 1:19, 20.

Efterhånden lærte jeg ved regelmæssigt studium at der findes sand religion og falsk religion. Jeg var forbavset over at finde ud af at al falsk religion i dens forskellige udformninger har sin rod i det gamle Babylons religion — en religion der forvirrede mennesker og vanærede Gud, en religion der lagde vægt på ritualer og ceremonier og ikke gav sine tilhængere nogen virkelig oplæring i retfærdighed.

Da jeg endelig havde lejlighed til at overvære et af Jehovas vidners store stævner, så jeg med egne øjne at Bibelens lære om at have indbyrdes kærlighed virkelig blev praktiseret. (Joh. 13:35) Fra da af så jeg aldrig tilbage. Jeg vidste at jeg var på rette spor.

Da tiden var inde til det, symboliserede jeg min indvielse til Skaberen ved at lade mig døbe i vand; det skete ved zonestævnet i Chiengmai i det nordlige Thailand, og siden da har jeg ivrigt forsøgt at hjælpe andre til at finde den sande religion. Jehova har velsignet mine ydmyge bestræbelser, for min yngre broder, som engang havde gjort tjeneste i et buddhistisk tempel for at blive munk, har nu indviet sit liv til Jehova, og et andet medlem af min familie er begyndt at undersøge Bibelen.

[Fodnote]