Flagermusen — truet, misforstået, nyttig og fantastisk

’FLAGERMUS? Jeg hader dem! De er utøjsbefængte og blinde; de vikler sig ind i ens hår; de spreder rabies og suger blod. Uf! De giver mig gåsehud!’ Er det din mening om flagermus?

Faktisk har disse små skabninger langtfra fortjent deres dårlige rygte. De soignerer sig overordentlig grundigt. De fleste af dem ser udmærket; ingen af dem er blinde. De er ikke ude på at vikle sig ind i folks hår. De har sjældent rabies, og de der har, bliver ikke bidske som hunde. Derimod er der „hvert år flere mennesker som dør af bistik eller hundebid,“ siger en forsker. Og kun tre af de næsten tusind flagermusearter drikker blod.

Merlin D. Tuttle, der er grundlægger af International Forening for Beskyttelse af Flagermus (i Austin i Texas), og er en internationalt anerkendt autoritet på området flagermus,a oplyser: „De udgør næsten en fjerdedel af samtlige pattedyrarter og findes i forbløffende mangfoldighed, fra verdens mindste pattedyr — Thailands humlebi-flagermus, der kan veje under 2 gram — til Javas kæmpemæssige flyvende hund med et vingefang på over 1,7 meter. . . . Cirka 70 procent af flagermusene er insektædere. Mange lever af frugt eller nektar, og nogle få er kødædende.“ Efter hans mening er de sympatiske, omgængelige, intelligente, lærvillige — og slemt fejlvurderede, samt i høj grad . . .

Fantastiske!

Bladet Scientific American samstemmer: „I disse teknologiske triumftider er det godt fra tid til anden at minde os selv om at levende mekanismer som regel er uden lige, hvad effektivitet angår, i forhold til deres kunstige efterligninger. Intet belyser dette bedre end flagermusens sonarsystem. Taget gram for gram og watt for watt er det milliarder af gange mere følsomt og effektivt end de radar- og sonarsystemer mennesket har opfundet.“ — Juli 1958, side 40.

Eftersom flagermusens sonar er langt mere raffineret end menneskets efterligninger, foretrækker mange at benævne denne orienteringsmetode „ekkolokalisering“. Mens en insektjagende flagermus flyver omkring, udsender den lydimpulser af en varighed på mellem 10 og 15 millisekunder. Når den opfanger ekkoet fra et insekt øger den antallet af lydimpulser til 200 i sekundet og nedsætter varigheden af hver puls til under ét millisekund, hvorved den opnår et mere detaljeret sanseindtryk så den med usvigelig sikkerhed kan forfølge sit bytte. I et rum hvor der er udspændt tynde tråde, kan flagermus ved hjælp af ekkolokalisering undvige dem alle — selv tråde på under 1 millimeters tykkelse!

Endnu et raffinement ved dette system er flagermusens evne til i løbet af hver lydimpuls at skifte tonehøjde, fra cirka 50.000 til 25.000 hertz. Når tonehøjden sænkes, øges bølgelængden fra omkring 6 millimeter til 12 millimeter. Herved er flagermusen i stand til at stedfæste bytte af forskellig størrelse, idet de bølgelængder den råder over, passer til størrelsen af hovedparten af de insekter den lever af. Flagermusen kan også bedømme om ekkoet tilbagekastes af et spiseligt insekt eller ikke. Hvis det er noget hårdt, for eksempel en sten, drejer den af i sidste øjeblik.

Det mest forbløffende er imidlertid flagermusens evne til at opfange og skelne sit eget ekko og undgå sammenstød, selv i huler hvor millioner af artsfæller flyver omkring og fylder luften med skrig og ekkoer. Det er så meget mere imponerende som flagermusenes „ekkoer er meget svagere end de udsendte lyde — faktisk er de 2000 gange svagere. Og de må kunne skelne deres eget ekko under forhold hvor det omgivende lydniveau er lige så højt som de lyde de selv udsender. . . . Alligevel kan flagermusen udskille og anvende disse signaler som er cirka 2000 gange svagere end baggrundsstøjen!“ Et så raffineret sonarsystem overgår vor fatteevne.

Om den langørede flagermus oplyses det at den „kan høre sit ekko helt tydeligt selv om den hvisker“. Nogle arter har så skarp en hørelse at de på tre meters afstand kan høre en bille gå i sand. De hører imidlertid ikke deres egne skrig. „Ved hvert skrig sammentrækkes en øremuskel automatisk og lukker således midlertidigt af for lyden, så kun selve ekkoet høres. Muligvis har hvert dyr sit særegne lydmønster og ledes af sine egne ekkoer.“

Hunflagermus, der sædvanligvis kun får én unge om året, er eksemplariske mødre. Nogle har ungen hængende på sig når de flyver ud; andre efterlader den i en slags „børnehave“ i en hule, hvor ungerne kan hænge tæt i et antal af omkring 5000 pr. kvadratmeter. Ved tilbagekomsten kalder moderen på ungen og får svar; midt i dette virvar af flere millioner klynkende unger og kaldende mødre finder hun sin egen unge og ammer den. Nogle hunner er så uselviske at de efter en fourageringstur gylper mad op til andre hunner der ikke har kunnet finde føde.

Nyttige

Tuttle oplyser at blot én insektædende flagermus ’kan fange op til 600 myg i timen og æde 3000 insekter på en nat’. Man har konstateret at en enkelt koloni i Arizona „hver nat satte 160.000 kilo insekter til livs, svarende til vægten af 34 elefanter“!

Nogle flagermus lever af nektar og gør sig således nyttige som plantebestøvere. De svæver over blomsterne på kolibrimanér og henter nektar og pollen op ved hjælp af deres lange tunge, som for enden er forsynet med børstehår. De er tropedyr og foretager træk mellem Mexico og den sydvestlige del af USA. Frugtædende flagermus spreder frø over store områder. Tuttle oplyser: „Frugt- og nektarspisende flagermus der spreder frø og bestøver blomster, har afgørende betydning for regnskovenes bevarelse og for dyrkningen af dertil knyttede afgrøder for i millionvis af dollars hvert år.“

I bladet New Scientist for september 1988 hedder det: „Plantageejere der bekæmper frugtædende flagermus i den tro at de er skadedyr, lider måske endnu større produktionstab fordi flagermusene krydsbestøver deres frugttræer.“ Frugt til eksport og til lokal brug høstes henholdsvis fem til syv og to til fire dage inden den er moden, men flagermusene fortærer kun de uhøstede modne frugter — som er uden værdi for plantageejerne. Over 500 arter af planter og træer er afhængige af at flagermus bestøver dem og spreder deres frø. I parentes bemærket finder frugtædende flagermus ikke vej ved hjælp af ekkolokalisering — de har et udmærket syn. Ofte er det jordbrugerne, ikke flagermusene, der er ’blinde’.

Truet

Det er strenge tider for de uvurderlige flagermus. Sprøjtemidler, tab af levesteder samt hensynsløs masseudryddelse har betydet at deres antal lokalt er skrumpet ind fra millioner til tusinder, og nogle bestande er endda uddøde. Det skyldes i de fleste tilfælde fordomme, misforståelser og simpel uvidenhed. Det er for eksempel nødvendigt at regulere bestanden af vampyrflagermus i Latinamerika for at beskytte husdyrene, men „dårligt uddannede vampyrbekæmpere dræber ofte i flæng alle flagermus, uden at vide at det store flertal af områdets øvrige 250 flagermusearter er yderst nyttige“.

I Australien er tusinder af flyvende hunde (frugtædende flagermus) blevet udslettet „trods dét at nogle af områdets økologisk og økonomisk mest værdifulde træer er afhængige af dem“ og trods dét at „statens egne undersøgelser har vist at de skader som flagermus anretter på afgrøderne, ikke giver grundlag for regulering“. I Israel „har man lagt gift ud i huler hvor man havde mistanke om at frugtædende flagermus holdt til — selv i fredede områder — og har derved uforvarende dræbt cirka 90 procent af landets insektædende flagermus“.

Den gamle frygt for at flagermus kan overføre rabies og andre sygdomme er stærkt overdrevet: „Risikoen for at man vil dø som følge af en sygdom overført af flagermus er minimal, meget mindre end risikoen for at blive dræbt af hundebid, bistik eller madforgiftning på en skovtur.“

Publikationen Science Year for 1985 runder sin artikel om flagermus af med følgende ord: „Listen over disse små skabningers nyttige funktioner fortsætter med at vokse, men desværre vokser listen over trusler mod flagermusenes eksistens lige så hurtigt. Verdens bestand af flagermus er i hastig nedgang. Hvert år uddør store flagermusekolonier fordi deres levesteder forstyrres eller tilintetgøres. I Afrika og Asien jages flagermus i tiltagende omfang til brug som menneskeføde eller i folkemedicin. Frugtædende flagermus, der hovedsagelig lever af skovens frugter, bliver ofte slået ihjel af jordbrugere der fejlagtigt antager at flagermusene anretter alvorlig skade på deres afgrøder. Og overtroen om flagermus er så sejlivet at der hvert år slås millioner af dem ihjel, ganske enkelt fordi folk er bange for dem. Nogle flagermusearter er allerede uddøde, og mange andre trues af udryddelse. Fremtiden for disse betydningsfulde dyr er uvis indtil det går op for flere hvor værdifulde flagermus er og hvor nødvendigt det er at beskytte dem.“

Efter at have opregnet nogle af de landvindinger hans forening har opnået, slutter Merlin Tuttle: „Vi har kun taget de allerførste af de mange skridt der må tages hvis der fortsat skal findes levedygtige flagermusebestande. For nogle arters vedkommende er det allerede for sent, og for andres er tiden ved at udløbe. Udsigten til at store flagermusebestande går til grunde indebærer alvorlige, muligvis uoprettelige, følgevirkninger for det miljø vi alle er fælles om.“

Her som i andre forbindelser er det tydeligt at mennesket hverken i fortiden eller nutiden har kunnet styre sine skridt. (Jeremias 10:23) Pengebegær, snæversyn og selvoptagethed har medført alvorlige skader på miljøet — på luften, vandet, jorden, plantelivet, dyrelivet — og på mennesker. Kun Jehova Gud kan bringe det til ophør, idet han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Flyvende hunde fra Gambia, mor og unge

[Illustrationer på side 17]

Nektarspisende flagermus

Lyles flyvende hund

[Illustrationer på side 18]

Fra oven: Almindelig langøret flagermus

Flyvende hund

Falsk vampyr fanger en bille

Et fyrsteligt måltid!