Religionens fremtid i lyset af dens fortid

3. del: 1942-1513 f.v.t. — Ægypten — landet hvor guderne kæmpede

„Religionen var grundlaget for alt i Egypten.“ — Will Durant, historiker og forfatter (1885-1981)

ÆGYPTENS oprindelige indbyggere var efterkommere af Noas søn Kam, sandsynligvis gennem Kams søn Mizrajim, der var Nimrods farbroder. (1 Mosebog 10:6-8) Efter sprogforvirringen ved Babel spredtes tårnbyggerne for at begynde på en frisk et andet sted, og de tog deres babyloniske religion med sig. Nogle slog sig ned i det område der blev kendt som Ægypten.

I værket Verdens kulturhistorie siger Will Durant at „visse særlige bestanddele af den egyptiske kultur hidrører fra Sumer og Babylonien“. Den babyloniske religion satte sig dybe spor i Ægypten, og religionen blev en fremherskende del af ægypternes tilværelse. The New Encyclopædia Britannica siger: „Det kulturelle og sociale liv var så gennemsyret af religiøse ideer at det er umuligt at forstå den ægyptiske kultur uden at forstå den ægyptiske religion, og omvendt.“

Inkonsekvent og selvmodsigende

Ægyptens religion var polyteistisk, idet der fandtes over 500 guder, måske dobbelt så mange. „Det var almindeligt at en by eller landsby, hvor som helst i Ægypten, havde tre guder,“ nævner ægyptologen E. A. Wallis Budge. Med tiden opstod der en øverste trehed blandt guderne, en hellig familie der bestod af faderen Osiris, moderen Isis, og barnet Horus.

Polyteismen resulterede i at adskillige guder hver for sig gjorde krav på at være ’den eneste gud’. Præster og teologer så åbenbart intet problem i at tro på én gud og samtidig betragte denne gud som et væsen i utallige skikkelser. Forfatteren B. Mertz nævner at dette „blot er endnu et eksempel på den behagelige inkonsekvens der er så karakteristisk for den ægyptiske religion“.

Man anvendte ofte dyr som symboler på gudernes egenskaber eller endog på guderne selv. Den franske forfatter Fernand Hazan hævder at disse dyr var mere end blot symboler, eftersom de blev betragtet som værdige til ære idet „de personificerede alle gudernes gode eller dårlige sider“. Det er derfor ikke overraskende at en romersk borger efter sigende blev lynchet for at have dræbt en kat, og at man har fundet balsamerede hunde, katte, krokodiller, falke og tyre i ægyptiske grave.

Mysteriekulter, rituelle handlinger og magi var dybt indgroede elementer i Ægyptens religion. Det samme var brugen af religiøse billeder og symboler, som for eksempel livets tegn — hankekorset. Alt dette trådte så stærkt i forgrunden, siger The New Encyclopædia Britannica, at „det enkelte menneskes tro (dvs. den personlige gudsfrygt) aldrig blev tillagt den store betydning“. Der siges videre at blandt statuerne „er gudebilledet af Isis med Horusbarnet på skødet — måske urformen af madonna med barnet — det mest bemærkelsesværdige“.

Ægypterne troede på et liv efter døden. De balsamerede deres døde, og bevarede afdøde faraoner i imponerende pyramider. En forfatter har skrevet at man i disse fortidsgrave har fundet „sådanne rørende men ganske unyttige ting som sminkepaletter, perlekranse og krukker der har indeholdt mad og drikkevarer“.

Guderne ydmyges før tilintetgørelsen

I 1728 f.v.t. skete der noget som skulle få skæbnesvangre følger for Ægypten og dets religion. Omkring to hundrede år efter at en mand ved navn Abraham havde besøgt Ægypten, flyttede nogle af hans efterkommere dertil for at undslippe en alvorlig hungersnød. (1 Mosebog 12:10; 46:6, 7) Det var israelitterne. De blev i Ægypten i 215 år, og det var her slaget mellem guderne kom til at stå — mellem ægypternes mangfoldige guder på den ene side og Israels Gud, Jehova, på den anden. Da israelitterne bad om tilladelse til at forlade Ægypten for at tilbede deres Gud, blev situationen hurtigt tilspidset.

Ægyptens hersker, Faraoa (en titel der er afledt af et ægyptisk ord som betyder „Det Store Hus“), afslog deres anmodning. Jehova tilkendegav derefter at han ville vise sin mirakuløse magt til gavn for sit folk. (2 Mosebog 7:1-6; 9:13-16) Ved at bringe ti plager over Ægypten udfordrede han dets guder i en direkte konfrontation. — 2 Mosebog 12:12.

Den første plage forvandlede Ægyptens livsnerve, Nilen, til blod, hvilket slog fiskene ihjel og tvang ægypterne til at grave efter drikkevand. (2 Mosebog 7:19-24) Hvilken forsmædelse for nilguden Hapi!

Frøen var et frugtbarhedssymbol, og bogen The Gods of the Egyptians oplyser at „man troede at frøguden og frøgudinden havde spillet en meget fremtrædende rolle i forbindelse med Jordens skabelse“. Ud over at frøplagen var til vanære for frugtbarhedsguder som Osiris, Ptah og Sebek, var den altså også ydmygende for de ægyptiske skaberguder. — 2 Mosebog 8:1-6.

De ægyptiske magere var ude af stand til at eftergøre den tredje plage, hvilket de ellers havde gjort ved de to første. (2 Mosebog 8:16-18) Magiens herre, Thot, havde mistet sine magiske kræfter. Jordguden Geb kunne ikke modvirke at „jordens støv“ blev forvandlet til plagsomme myg.

Fra og med den fjerde plage blev der sat et tydeligt skel mellem Gosen i Nedreægypten, hvor israelitterne opholdt sig, og den øvrige del af landet. Mens Gosen gik fri, blev det øvrige Ægypten ramt af klægeplagen. (2 Mosebog 8:20-24) Skytsgudinden Buto og guden Horus var tydeligvis ude af stand til at kontrollere begivenhederne i Nedreægypten, som var den del af landet de havde ansvar for.

Hathor var en gudinde med kohoved. Himmelgudinden Nut blev også fremstillet som en ko. De blev begge ydmyget da den femte plage, pest, forårsagede at „alle slags dyr . . . døde“. — 2 Mosebog 9:6.

Man mente at Thot kendte „alle de magiske formler der var nødvendige for at helbrede de syge“. Og i det 70. vers af et digt skrevet til ære for Amon-Re, siges der at denne gud var en læge „som helbreder sygdomme og fordriver lidelser“. Men ingen af disse kvaksalvere var i stand til at modvirke de „bylder med blærer der brød ud på mennesker og dyr“, ja, selv på „magerne“, under den sjette plage. — 2 Mosebog 9:10, 11.

Guderne Shu, Reshpu og Tefnut var nogle af de guder der skulle beherske vejrforholdene. Men lige så lidt som vore dages meteorologer kan afværge uvejr, var disse guder i stand til at modvirke det hagl- og tordenvejr som under den syvende plage væltede ned over mennesker, planter og dyr og „splintrede alle slags træer på marken“. (2 Mosebog 9:25) Det som ikke blev ødelagt af haglene, blev spist af græshopperne under den ottende plage. (2 Mosebog 10:12-15) Hvilket nederlag for høstguden Min, der afbildedes med en tordenkile i sin højre hånd for at vise at han beherskede lyn og torden. Under disse to plager havde han åbenbart ikke kontrol over tingene.

„Der [kom] et dystert mørke over hele Ægyptens land i tre dage,“ — en niende plage. (2 Mosebog 10:21, 22) Lyset gik bogstavelig talt ud for Sekhmet, den gudinde der bar solskiven, og for solguden Re og måneguden Thot.

Blandt ægypterne lød et højt skrig da deres førstefødte pludselig døde, „for der var ikke et hus hvor der ikke var en død“. Heller ikke Faraos ’store hus’ gik ram forbi. (2 Mosebog 12:29, 30) Da man anså Farao for at være en søn af solguden Re, var hans førstefødtes pludselige død det samme som en guds død. Hvilket knusende nederlag for Bes, beskytteren af det kongelige hus, og for Buto, kongens forsvarer!

Vanæret og ydmyget — ikke én men ti gange — brændte Farao efter at få hævn, hvilket fik ham til at kaste sin hær ud i en vanvittig forfølgelse af de bortdragende israelitter. (2 Mosebog 12:37, 41, 51; 14:8) I et gammelt digt skrevet til ære for den forholdsvis ukendte farao Ni-maat-Re, lyder det pralende: „Kæmp for hans navn . . . Der findes ingen grav til den der gør oprør mod majestæten, og hans lig bliver kastet i vandet.“ Men den farao der oplevede alle plagerne, fandt selv sin død i vandet. „Farao, den jordiske inkarnation af guden Horus, arving til Atums kongedømme, søn af solguden Re [Ra],“ som et opslagsværk kalder ham, omkom i Det Røde Hav for Israels Guds hånd mod hvem han havde gjort oprør. — 2 Mosebog 14:19-28; Salme 136:15.

Er beretningen sand?

Skønt The New Encyclopædia Britannica hævder at beretningen om israelitternes udgang af Ægypten indeholder „sagnagtige elementer“, indrømmer dette værk dog at „nutidige forskere er tilbøjelige til at tro at der bag legenderne er en kerne af sandhed“. I sin omtale af problemerne med at datere de ægyptiske dynastier ud fra listen af konger, siger værket endvidere: „Disse optegnelsers manglende historiske værdi skyldes at de kun indeholder navnene på de konger man anså for værdige til at blive æret; mange beskedne og visse upopulære regenter bliver fuldstændig udeladt — slettet af listen.“

Stillet over for sådanne historiske unøjagtigheder og denne manipulation med kendsgerningerne, er det da overraskende at det knusende nederlag for Ægypten og dets falske guder ganske enkelt blev „slettet“? At det forholder sig sådan er indlysende når man husker at datidens historieskrivere var under indflydelse af præster — der naturligvis først og fremmest var interesseret i at bevare deres position og værne om deres guders ære.

I betragtning af disse begivenheder i fortiden, ser det bestemt ikke lyst ud for dem der i dag ønsker at bevare hvad man kunne kalde nutidige sidestykker til den ægyptiske religion. Kun de sande tilbedere — israelitterne og de ægyptere der sluttede sig til dem — kom velbeholdne ud af denne kamp mellem guderne. Denne nation, der var skilt ud og forskellig fra alle andre, havde storslåede fremtidsudsigter. Dette vil blive behandlet i den fjerde del af denne artikelserie.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

Hvad ville du svare?

Var israelitterne under deres ophold i Ægypten de eneste der praktiserede sand gudsdyrkelse?

Nej, for i nabolandet Uz, det vi i dag kalder Arabien, boede ’en uangribelig og retskaffen mand som frygtede Gud og veg fra det onde’. Hans navn var Job. Han blev udsat for alvorlige prøver på sin uangribelighed, sandsynligvis på et tidspunkt mellem Josefs død i 1657 f.v.t. og det tidspunkt hvor Jehovas trofaste tjener Moses fremstod. — Job 1:8.

[Illustration på side 23]

Faraonerne blev betragtet som inkarnationer af guder

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af ledelsen ved Museo Egizio

[Illustration på side 24]

Nogle af pyramiderne var imponerende gravsteder for ægyptiske faraoner