Holokaust — Hvorfor bekymre sig om det?

’ER Holokaust en historisk kendsgerning? Har det nogen betydning? Og hvorfor skulle det bekymre mig?’ vil nogle måske spørge.

Vi bør interessere os for dette spørgsmål — blandt andet for at hindre historien i at gentage sig. Primo Levi, der selv har været i koncentrationslejr, tvivler på at den mentalitet der affødte kz-lejrene er borte. Han spørger: „Hvor meget af den findes endnu eller vil dukke op i fremtiden? Hvad kan vi der lever i en verden fyldt med trusler, gøre for at i hvert fald denne trussel elimineres?“

Primo Levi giver hermed udtryk for den bekymring mange nærer — at rædslerne kunne indtræffe igen. Hvad viser historien i nyere tid? Beretningerne om grusomheder, folkedrab, tortur, dødspatruljer og „forsvundne“ og „likviderede“ personer i forskellige lande siden 1945, er et talende vidnesbyrd om at den mentalitet der retfærdiggjorde tilstedeværelsen af koncentrationslejrene stadig er særdeles virksom.

Også for de overlevende — de dødes børn, slægtninge og venner — har de historiske kendsgerninger stor betydning. Historie drejer sig om virkelige hændelser og virkelige personer. Betyder det noget om Jesus har levet? Eller om Napoleon eller Muhamed, islams profet, var virkelige eller opdigtede personer? Selvfølgelig betyder det noget. Disse mænd har haft indflydelse på historiens forløb.

Det samme er tilfældet med Holokaust — måske historiens mest knusende slag mod det civiliserede menneskes selvfølelse. Som Primo Levi har sagt: „Aldrig er så mange menneskeliv blevet udslettet på så kort tid og med så overlegen en kombination af teknologisk opfindsomhed, fanatisme og grusomhed.“

Men der findes faktisk mennesker som betvivler at alt dette virkelig er sket. De sætter spørgsmålstegn ved om Holokaust er en historisk kendsgerning.