Hvad bliver der gjort for at løse voldsproblemet?

I ENGLAND bliver en stor del af de kriminelle handlinger begået af børn og unge i skolealderen. En lærer fra Sheffield fortæller at hun har undervist i en klasse på 15 elever hvoraf kun 3 ikke havde begået noget kriminelt. Selv børnehaver hjemsøges af vold.

„Børnehavepersonalet bliver udsat for grove angreb fra nogle børn, og man kan fornemme den frygt de andre børn føler,“ siger en lærer fra Yorkshire, og fortsætter: „Hvis en elev allerede i de små klasser kan anrette så megen skade, hvordan vil det da ikke gå i de større klasser medmindre vi gør noget ved det?“

Men hvorfor har børn en sådan hang til vold?

Påvirkning gennem fjernsyn og film

Mange børn ser tv-programmer og film der forherliger vold og sadisme, og sagkyndige giver udtryk for at netop dette er en væsentlig årsag til den stigende voldskriminalitet. I Australien foretog man for eksempel et rundspørge blandt omkring 1500 børn på 10 og 11 år angående deres valg af film. Halvdelen af de film børnene havde set, havde af den australske filmcensur fået betegnelsen „uegnet for børn“. Ikke desto mindre gav en tredjedel af børnene udtryk for at de syntes bedst om voldsscenerne.

Et af børnene sagde: „Jeg kunne godt lide den scene hvor pigen huggede sin faders hoved af og spiste det som en fødselsdagskage.“ Om en anden film sagde et af børnene: „Det var sjovt da den fremmede spiste damens hoved og blev ved med at bøvse.“ Et andet barn sagde: „Jeg kunne godt lide da de sprættede damen op og alt det hvide sprøjtede ud af hende.“

Forskerne konkluderede at både børn og voksne udvikler voldelige tendenser ved at se sådanne film. De gav også udtryk for at forældre, gennem deres børn, bliver truet eller forledt af omgivelserne til at lade børnene se den slags.

Den engelske radio- og tv-organisation Independent Broadcasting Authority har undersøgt hvordan det påvirker folk at se voldsprægede tv-programmer. To millioner fjernseere, hvilket er 6 procent af den samlede seerskare, gav udtryk for at de efter at have set film der skildrer forbrydelser, somme tider følte sig „temmelig voldelige“. Londonavisen The Times skriver i sin omtale af undersøgelsen at børnene ikke kan forstå at volden på skærmen ikke er virkelig. De får det indtryk at mord er „en dagligdags foreteelse“. Det kan derfor ikke undre at så mange børn har vænnet sig til vold og ikke har skrupler ved selv at begå voldshandlinger.

Skolen og forældrene

Nogle hævder at den stigende vold for en stor del skyldes at skolerne ikke har formået at oplære børnene i moralsk henseende. I en rapport om dette skriver to lærere: „Denne tragiske situation er en stor del af forklaringen på den tiltagende vold i vort samfund.“ Men kan man dadle lærerne i almindelighed for at de ikke har formået at indpode de rette moralnormer i børnene?

I en rapport fra Den Britiske Forening for Skoleledere lyder svaret: „Normerne for god opførsel er på retur både i skolen og i samfundet, men den indflydelse skolerne har på samfundet, gennem de unge, bør ikke overvurderes.“ Eftersom et barns karaktertræk formes længe før det kommer i skole, siger rapporten, ’kan læreren ikke ændre meget ved det’.

Roy Mudd, der er viceforstander for en drengeskole i Portsmouth, understreger ligeledes at lærerne, der kun ser deres elever nogle få timer om dagen, ’intet kan gøre for at opbygge børnenes moralske habitus medmindre deres forældre har lært dem at kende forskel på ret og uret’.

Ja, der er ingen tvivl om at grundlaget for en sund moralsk adfærd må lægges tidligt i livet — af forældrene! Det påhviler først og fremmest dem at lære børnene at være moralsk ansvarlige hvis optrapningen af voldskriminaliteten skal standses. Men i almindelighed har hverken forældrene eller skolerne i tilstrækkelig grad gjort noget ved problemet.

Håndhævelse af loven

Gør lovens håndhævere noget ved det? Fra Colombia i Sydamerika forlyder det at 62 dommere er blevet snigmyrdet fordi de ikke ville modtage bestikkelse fra kokainhandlere. Og i Los Angeles kunne myndighederne ikke forhindre at der i 1987 blev begået 387 narkodrab. Mange steder erkender myndighederne at de navnlig på grund af narkotikaproblemet er inde i en alvorlig krise. Men hvorfor kan de ikke gøre noget ved det?

Det skyldes at lov og orden er udsat for et verdensomspændende forfald. Brian Hayes, der er politimester i Surrey-distriktet i England, forklarer: „Når politiet før i tiden gav folk ordre til at passere gaden, så gjorde de det. Nu om stunder overfalder de politiet.“ Londonavisen The Sunday Times bemærker at samfundet i mange tilfælde „har vendt op og ned på normerne — politifolkene bliver betragtet som kriminelle og lovbryderne som helte“.

Richard Kinsey, der underviser i kriminologi ved Edinburghs universitet, siger: „I Skotland sætter vi flere mennesker i fængsel end man gør i noget andet land i Europa og to og en halv gang så mange som i det sydlige [England].“ Med hvilket resultat? I 1988 kunne Glasgows politi rapportere om en stigning i voldskriminaliteten på 20 procent over en 12-måneders periode. Richard Kinsey konkluderer tørt: „Her i Skotland har vi erfaret at nøglen i celledøren er virkningsløs.“

Et uløst problem

Som et eksempel på at man ikke har gjort noget effektivt for at imødegå voldsbølgen stod der i en lederartikel i det engelske blad Nursing Times: „Ingen advarer sygeplejeaspiranter om at de går ind i en farlig profession — det burde man nok.“ Lederartiklen oplyser at ifølge sundheds- og sikkerhedskommissionens undersøgelser „er sygeplejersker udsat for vold og trusler i langt højere grad end befolkningen som helhed“.

En af de farligste arbejdspladser for en sygeplejerske er A&E (Accident and Emergency), som man kalder skadestuerne ved de engelske hospitaler. Navnlig i weekenden, når de almindelige hospitalsafdelinger er lukkede, kan det gå temmelig voldsomt til på skadestuerne. Vågn op! har talt med en forhenværende sygeplejerske der beskriver arbejdsforholdene på en skadestue i London.

„Hospitalet lå i et område hvor der var mange stofmisbrugere. En del af skadestuen var reserveret til dem. Her kunne de sove ’rusen’ ud efter en overdosis, uden at genere andre patienter. Somme tider kunne de være meget voldsomme. Det var rædselsfuldt.

Jeg har også oplevet at folk er kommet ind på skadestuen, ilde tilredt efter et slagsmål, og har fortsat kampen dér. Det sker ofte at plejepersonalet uden varsel bliver udsat for vold. Dengang jeg begyndte som sygeplejerske var det at bære uniform ensbetydende med en vis beskyttelse — men sådan er det ikke længere.“

Voldsmentaliteten har bragt os alle i forsvarsposition. Udtalelser som „ingen kan vide sig sikker“ og „man kan ikke føle sig sikker nogen steder“ høres oftere og oftere. Forældre våger over deres børn og tør ikke lade dem ude af syne. Kvinder lever i frygt for at blive overfaldet og voldtaget. Ældre mennesker barrikaderer sig i deres hjem. Det er et trist billede der tegner sig uanset hvilken vinkel man ser det fra.

Dermed står vi over for det vigtige spørgsmål: Hvad kan vi selv gøre når vi trues med vold?

[Illustration på side 5]

Volden i fjernsynet kan fremme volden i dagliglivet