Vi er omgivet af vold
EN BILIST sad og ventede på at der skulle blive grønt lys. Pludselig lagde han mærke til at en stor mand kom hen imod ham mens han råbte ukvemsord og truede med næverne. Bilisten skyndte sig at låse dørene og rulle vinduerne op mens manden kom nærmere. Manden skubbede til bilen og hev og sled i bildøren. I frustration smadrede han til sidst forruden med sin store næve.
Var dette en scene fra en voldsfilm? Nej, det var en uoverensstemmelse mellem to trafikanter på øen Oahu, en del af Hawaii, der ellers er kendt for sin afslappede atmosfære.
Der er egentlig ikke noget overraskende i ovennævnte situation. Låse på døre, jernstænger for vinduer, sikkerhedsfolk i bygninger, og skilte på busser med ordlyden: „Chaufføren har ikke rede penge på sig“ — det er alt sammen noget der understreger at vi er omgivet af vold.
Vold i hjemmet
Hjemmet har altid været betragtet som en sikker havn. Dette idylliske billede er dog hastigt ved at ændre sig. Vold i familien, for eksempel mellem ægtefæller, børnemisbrug og mord præger avisoverskrifterne i hele verden.
For eksempel siger The Manchester Guardian Weekly: „Mindst 750.000 børn i England kan komme til at lide under længerevarende traumer på grund af vold i hjemmet.“ Denne rapport var baseret på en undersøgelse der desuden viste at „børnene til tre ud af fire adspurgte kvinder havde været vidne til voldelige episoder, og at næsten to tredjedele af børnene havde set deres mor blive slået“. Og ifølge U.S.News & World Report anslår Den Amerikanske Rådgivningskommission for Misbrug og Forsømmelse af Børn at der „årligt er 2000 børn, hvoraf de fleste er under 4 år, som dør for forældres eller værges hånd“. Dette tal overstiger antallet af dødsfald der skyldes trafikuheld og drukne- eller faldulykker, siger rapporten.
Vold mellem ægtefæller indebærer alt fra at blive skubbet, sparket, taget kvælertag på og slået, til at blive truet med kniv eller skydevåben, eller endda myrdet. Og denne vold udsættes både mænd og kvinder for. En undersøgelse af anmeldt vold mellem ægtefæller viser at det i cirka 25 procent af tilfældene var manden der havde startet skænderiet, i andre 25 procent var det kvinden, og de resterende tilfælde kunne bedst beskrives som skænderier hvor begge måtte bære en del af skylden.
Vold på arbejdspladsen
Uden for hjemmet har arbejdspladsen traditionelt været et sted hvor man bliver respekteret og hvor der råder almindelig høflighed og ordnede forhold. Det synes også at have ændret sig. Statistikker fra USA’s Justitsministerium viser at der årligt er 970.000 som udsættes for vold på arbejdspladsen. Sagt på en anden måde: „Risikoen for at en arbejder bliver offer for vold på arbejdspladsen er som 1 til 4,“ ifølge en rapport i Professional Safety — Journal of the American Society of Safety Engineers.
Det mest foruroligende er at voldsomhederne på arbejdspladsen ikke blot er skænderier og nedsættende bemærkninger. „Vold der er direkte rettet mod arbejdsgivere eller som forekommer mellem ansatte, udgør nu den hurtigst voksende kategori af mordsager i USA,“ siger den samme rapport. I 1992 var hvert sjette arbejdsrelaterede dødsfald et mord; for kvinders vedkommende var det næsten hvert andet. Det kan ikke benægtes at en bølge af vold hærger den engang så trygge arbejdsplads.
Vold i sport og underholdning
Sport og underholdning tjener normalt til at adsprede eller forfriske en person, så vedkommende kan klare de mere alvorlige ting i tilværelsen. I dag er underholdning en milliardindustri. Eftersom leverandørerne ønsker så stor en bid af kagen som muligt, er de villige til at bruge ethvert til rådighed stående middel. Et af disse midler er vold.
Ifølge forretningsbladet Forbes fremstiller en producent af videospil et populært krigsspil hvori en kriger flår hovedet og rygsøjlen af en modstander mens tilskuerne råber: „Gør det af med ham! Gør det af med ham!“ En version af samme spil fra et konkurrerende firma indeholder ikke dette blodige optrin. Det har vist sig at den voldelige version sælger bedst, nemlig i forholdet 3 til 2. Og dét bliver til mange penge. Da disse spil blev tilgængelige som videospil indtjente de 65 millioner dollars til fabrikanterne de to første uger. Når der er penge med i billedet er volden blot endnu et lokkemiddel til at få fat i forbrugerne.
Vold i sport er en helt anden sag. Spillerne er ofte stolte af de skader de kan forvolde. I en ishockeykamp i 1990 var der for eksempel et rekordstort antal forseelser, nemlig 86, og kampen måtte afbrydes i tre og en halv time på grund af tumulter. En spiller måtte under behandling for knoglebrud i ansigtet, en beskadiget hornhinde, og en stor, gabende flænge. Hvad er årsagen til denne vold? En spiller forklarer: „Når man vinder en kamp hvor følelserne har været rigtig i kog, hvor der har været mange slagsmål, går man hjem med følelsen af at have et nært fællesskab med holdkammeraterne. Slagsmålene gjorde det nærmest til en åndelig oplevelse.“ Meget af den vold der præger sport i dag, er ikke længere blot et middel til at nå målet. Den er selve målet.
Vold i skolen
Skolen har altid været betragtet som et sted hvor unge kun skulle bekymre sig om at udvikle sig legemligt og mentalt. I vor tid er skolen ikke længere et sådant fristed. En gallupundersøgelse fra 1994 viste at de største problemer på offentlige skoler i De Forenede Stater var vold og bander; disse problemer overgik endda økonomiske vanskeligheder, som toppede listen året før. Hvor slemt står det til?
I en undersøgelse hvor spørgsmålet lød: „Har du nogen sinde været offer for vold i eller omkring skolen?“ svarede næsten hver fjerde elev bekræftende. For lærernes vedkommende drejede det sig om over en tiendedel. Samme undersøgelse viste også at 13 procent af eleverne, både drenge og piger, indrømmede at de fra tid til anden havde våben med i skole. De fleste sagde at de kun gjorde det for at imponere andre eller for at beskytte sig selv. Men da en lærer ville tage pistolen fra en 17-årig elev, blev han skudt i brystet.
En voldelig kultur
Det kan ikke benægtes at vi er omgivet af vold. I hjemmet, på arbejdspladsen, i skolen og inden for underholdning står vi over for en voldelig kultur. Mange har vænnet sig til det og betragter det som normalt — indtil de selv bliver ofre. Så spørger de: „Vil volden nogen sinde høre op?“ Kunne du tænke dig at kende svaret? Så er du velkommen til at læse den følgende artikel.