Hvordan man kan beskytte sig mod volden
DET britiske indenrigsministerium har for nylig introduceret et nyt kursus for fængselspersonale der har temaet „Kontrol og uskadeliggørelse“. Undervisningen består af tre dele:
◼ Kontrol og uskadeliggørelse af en fange ved fælles indsats
◼ Løsrivelsesteknik for medarbejdere på egen hånd
◼ Taktik mod planlagt fælles aggression, såsom opstande
Undervisningen „tager ikke sigte på aggressiv ubevæbnet kamp,“ forklarer en talsmand for indenrigsministeriet, „alle andre muligheder for at få kontrol over og afdramatisere en situation bør prøves først.“ Med andre ord: Undgå konfrontation! Er denne holdning realistisk?
Hvad med selvforsvar?
Skønt de orientalske kampteknikker ofte bliver fremhævet, kan det for de fleste menneskers vedkommende ikke anbefales at benytte dem i selvforsvar. I bogen Violence — A Guide for the Caring Professions (Vold — en vejledning for plejepersonale), står der:
„Undervisningen i avancerede selvforsvarsteknikker har i almindelighed kun fået ringe udbredelse, ikke blot fordi undervisningen først og fremmest betragtes som forebyggende men også fordi disse teknikker ofte er uanvendelige i praksis. . . . Desuden kan værdien af sådanne teknikker være begrænset under forhold hvor pladsen er trang. Og eleven vil ofte pådrage sig større skader under træningen end i hele sin tjenestetid.“
Robert Clark, der er landstræner i det engelske jiu-jitsu-forbund går endnu videre. I bogen Self Defence in Action siger han: „Som alt andet nyt der læres, kræver det megen træning inden man har disse [orientalske kampteknikker] i rygmarven og kan bruge dem uden videre. Når man bliver angrebet har man ganske enkelt ikke tid til at gennemtænke manøvrernes rækkefølge.“
En velgørende institution ved navn „The Suzy Lamplugh Trust“, som er oprettet til minde om en 25-årig kvinde der i 1986 forsvandt på mystisk vis under sit arbejde i London, anbefaler ligeledes at man kun griber til selvforsvar som en sidste udvej.
Men hvis orientalsk kampteknik i en eller anden form ikke er løsningen, hvad skal man så gøre?
Hvordan undgår man voldsmænd
For at undgå voldsmænd må man først og fremmest undgå at gøre sig til et let offer. Som en politiassistent fra Leeds i England har sagt: „Man må huske at voldsmænd frem for alt er opportunister.“ Så hvis man på grund af forskellige omstændigheder befinder sig i et farligt område, må man være på vagt. Giv ikke eventuelle voldsmænd en chance. Følg det bibelske princip: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ — Ordsprogene 22:3.
Hold hele tiden øje med gaden længere fremme og se dig af og til tilbage. Gå ikke uden videre ind i en boligkarré — vær forberedt på farlige situationer. Gå ikke ud alene efter mørkets frembrud. Hvis du har været ude, så vent med at gå hjem til du kan følges med en anden. Er du i bil, så sørg for at alle dørene er låst. En forbryder vil nemt kunne springe ind i en ulåst bil mens man holder ved et lyskryds.
Men hvad gør man hvis man alligevel, trods alle forholdsregler, pludselig står ansigt til ansigt med en der er bevæbnet med en kniv eller et skydevåben? Husk altid: Livet er det vigtigste. Ingen materielle ejendele er mere værd end livet. Hvis den der angriber dig er ude efter dine penge, så giv ham dem. Nogle der bor i farlige områder har altid et mindre beløb på sig i en særskilt pung, netop med dette for øje.
Frem for alt: Bevar roen. Tal med fast og rolig stemme. Se vedkommende i øjnene og søg at fastholde hans blik. Svar ikke igen med fornærmelser eller trusler. Følg det bibelske råd: „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ ’Vær mild imod alle.’ (Ordsprogene 15:1; 2 Timoteus 2:24) Vær hurtig til at sige undskyld selv om der måske ikke er noget at bede om undskyldning for.
Voldtægt og sikring af hjemmet
„Mange voldtægtsforbrydere er forbavsede over hvor let det er at voldtage en kvinde,“ skriver Ray Wyre i bogen Women, Men and Rape. „Når hun lammes af angst opfatter voldsmanden det som manglende protest og bruger det som undskyldning for at fortsætte med sit forehavende.“ Undlad derfor aldrig at protestere! Gør det helt klart at du ikke vil samarbejde. Brug alle midler for at forhindre samleje. Selv om du ikke er fysisk stærk besidder du alligevel et magtfuldt våben — din stemme.
Skrig så højt du kan. Det er det råd Bibelen giver. (5 Mosebog 22:23-27) En teenagepige skreg højt og gjorde modstand da hun blev trukket ind i et øde parkområde. Dette forskrækkede overfaldsmanden så meget at han løb sin vej. Ved at skrige kan man gøre angriberen nervøs og derved få mulighed for at flygte, eller det vil påkalde andres opmærksomhed så de kommer én til undsætning.a
I England foregår de fleste voldtægtsforsøg inden døre og ret ofte i kvindens eget hjem. Et stigende antal voldtægter finder sted i forbindelse med indbrud. Man gør derfor klogt i at sikre sit hjem så godt som muligt. Hvad kan man gøre?
Man bør sikre alle adgangsveje ved at sætte stærke hasper på vinduerne og kraftige, nøglebetjente fallelåse med sikkerhedsrigeler i dørene. Desuden kan det være en god idé at få monteret en sikkerhedskæde. Men husk at kædens effektivitet afhænger af dørkarmens styrke og af de skruer der holder kæden fast.
En anden fornuftig sikkerhedsforanstaltning er at bede alle fremmede om at legitimere sig.
Volden er ikke på retur — tværtimod — det viser statistikker fra hele verden. Det er derfor vigtigt at man gør hvad man kan for at beskytte sig selv og sin familie. Det løser imidlertid ikke voldsproblemet som sådan. Hvordan kan det løses?
[Fodnote]
a En mere detaljeret behandling af spørgsmål i forbindelse med voldtægt findes i Vågn op! for 8. august 1986, 8. juni 1984 og 22. september 1980.
[Ramme på side 7]
Hvad du personligt kan gøre
◼ Planlæg din færden, navnlig efter mørkets frembrud, så du undgår uoplyste, mennesketomme gader. Husk også at du kan løbe hurtigere i flade sko end i højhælede.
◼ Tag aldrig imod tilbud om kørelejlighed fra en fremmed. Lad dig ikke lokke ud af din bil under noget som helst påskud. Enhver reparation på bilen udføres bedst af en du kender og på et sikkert sted, ikke af en fremmed ved vejsiden.
◼ Gå langs fortovskanten, i god afstand af bygninger hvor en eventuel forbryder kan skjule sig i en døråbning eller i en gyde.
◼ Hvis du ser en gruppe mistænkelige personer længere fremme, så gå over på den anden side af gaden for at undgå dem, eller skift retning. Træd ud midt på gaden hvis du bliver forfulgt. Ved overhængende fare, da løb eller råb om hjælp.
◼ Bær en alarm på dig. Lad den ikke ligge i tasken men hold den i hånden. Støj vil i mange tilfælde afskrække en overfaldsmand.
◼ Gå ikke ind i en elevator sammen med mistænkelige personer. Når du træder ind i elevatoren, så stil dig ved kontrolpanelet. Hvis en mistænkelig person træder ind vil det måske være klogt at træde ud.
◼ Bær kreditkort og andre værdier hver for sig, så vil tabet ikke blive så stort hvis din pung bliver stjålet.
[Ramme på side 10]
Pas på unge i grupper
I England er det blevet almindeligt at grupper af unge myldrer ind i stormagasiner, busser eller tog og generer dem de møder. I tillid til gruppens størrelse får de mod til at true, stjæle og begå vold. Derfor er det klogt ikke at bære smykker eller andre iøjnefaldende værdigenstande der let kan stjæles. Hav en lille pung med et mindre beløb — opbevar vigtige papirer og kreditkort andre steder — og vær indstillet på at aflevere denne pung uden protester, så får du muligvis lov at være i fred.
[Illustration på side 8]
Ville du kæmpe for at beholde dine penge og måske miste livet?
[Illustration på side 8]
Når en kvinde bliver udsat for et voldtægtsforsøg er det bedste hun kan gøre at SKRIGE
[Illustration på side 9]
Gode låse har stor betydning for hjemmets sikkerhed
[Illustration på side 9]
Bed fremmede om at legitimere sig inden du lukker dem ind