„Min foretrukne fotomodel“

Af Vågn op!-​korrespondent i Sverige

„SOLNEDGANG en sensommerdag i Nordsverige. Jeg sidder og slapper af i min bil, for enden af en lille allé der grænser op til en mose. Adspredt ser jeg over mod birketræerne på mosens modsatte bred. Pludselig kommer en stor brun bjørn luntende ud fra skovtykningen. Den har retning mod mig.

Skyndsomst smyger jeg mig ud af bilen. Med mit kamera om halsen lister jeg langs mosebredden i et forsøg på at komme i en god position. Bjørnen standser og stirrer hen mod mig. Jeg skotter tilbage til bilen — jeg kan springe derhen på ti sekunder. Dyret løfter sit brede hoved, snøfter, ryster sin vældige krop og nyser. Jeg føler et sug i mellemgulvet.

Bjørnen fortsætter hen imod mig. Langsomt begynder jeg at bevæge mig tilbage mod bilen. Igen stopper den op — denne gang har den set mig! Med et kraftigt nys sætter den pludselig efter mig. Lynsnart griber jeg kameraet. I et åndeløst sekund fanger jeg bjørnens blik i søgeren. Sporenstregs trykker jeg på udløseren og spæner hovedkulds tilbage mod bilen.

Et pletskud! Billedet var så fremragende at det svenske postvæsen senere anvendte det som motiv på et af sine frimærker.“

Sådan beskriver naturfotografen Bertil Pettersson et af sine møder med den brune bjørn.

„Den er min foretrukne fotomodel,“ siger han og fortsætter: „Men det er uhyre sjældent at man støder på dette smukke og respektindgydende dyr i de tætte svenske skove. Kun få har set et glimt af den, og langt færre har fotograferet den.“

Et forsigtigt gemyt

„Man kan godt glemme enhver forestilling om bjørnen som en stor, tungnem, munter bamse,“ forklarer Bertil. „Den er vagtsom og sky og kan let overliste et menneske i skoven. Den kan finde på at angribe, dog ikke oprejst, sådan som skrønerne fortæller. Fra tid til anden rejser den sig på bagbenene, men det er for at sondere terrænet. Normalt flygter den eller gemmer sig i en skovtykning indtil faren er drevet over. Takket være sin skarpe hørelse og fine lugtesans får den ofte færten af én længe før man har den mindste anelse om at den er i nærheden.“

„Hvad skal jeg gøre hvis jeg træffer på en bjørn i skoven?“ spørger jeg. „Der er ingen grund til at blive grebet af panik. En bjørn går sjældent til angreb medmindre den bliver provokeret. Træk dig langsomt tilbage. Hvis den brummer, så sæt farten op, for det betyder at du ikke er velkommen.

Har du din hund med, så lad den aldrig gå løs i skoven. Hunden vil måske gø ad bjørnen, tirre den, og derefter forskræmt løbe hen mod dig — med bjørnen i hælene! Du kan selv tænke dig til resten.“

En sovetryne

„Hvordan tilbringer din fotomodel vinteren?“ spørger jeg.

„I sit underjordiske hi,“ svarer Bertil.

„Nåh ja, den ligger i vinterdvale,“ tilføjer jeg. „Nej, den sover blot,“ forklarer han. „Hvis man sparker til den, vil man hurtigt finde ud af at den ikke ligger i vinterdvale. Den vil sikkert reagere lige så hurtigt som et menneske. Sovende bjørne er blevet vækket af lyden fra motorsave og er flygtet i fuld galop.“

„Bjørnen må have en klar fornemmelse af årstiderne,“ fortsætter jeg.

Bertil nikker. „Ja, når den i slutningen af oktober har fået opbygget et tykt fedtlag, begynder den at klargøre sit hi, idet den dækker bunden med grankviste og mos. Den er så forsigtig og klog at den foretrækker at gå til ro i bjørnehiet en snevejrsdag hvor sporene efter den hurtigt dækkes. I midten af april kommer den frem igen. I regelen trækker den sit leje ud foran indgangen, og her holder den til en tid før den sætter ud på sin forårsstrejfen.“

Bertil viser mig nogle billeder af to nuttede bjørneunger i leg og forklarer: „Bjørneungerne fødes i vinterboligen omkring slutningen af januar. Ved fødselen er de ikke større end rotter. Men de vokser så hurtigt at når de dukker op om foråret, kan de både slå kolbøtter, slås og lege i moderens nærhed.“

Ikke kæledyr

„Alle der ser sådan nogle små bløde og lådne bamser i en skovlysning får sikkert lyst til at løbe hen for at lege og kæle med dem,“ bemærker jeg.

„Lad hellere være!“ advarer Bertil. „Moderen vil ikke engang tillade dig at komme inden for synsvidde af sit afkom. Det er derfor utrolig svært at tage billeder af en bjørnemor sammen med sine unger. I fire år forsøgte jeg forgæves at fotografere en bjørnefamilie fra et skjul i skoven. Men så en dag — det var i maj ved solnedgang — skete der følgende:

På vej hen til mit skjulested, der lå 60 meter væk, så jeg pludselig at der stod et stort pelsdyr ved det ådsel som jeg havde lagt ud midt i mosen. En bjørn! Snart dukkede der to årgamle bjørneunger op ved mosebredden. Vinden bar den rigtige vej, eftersom jeg stod i modvind. Med kameraet om halsen sneg jeg mig de 20 meter ned til vandet og gemte mig bag et fyrretræ — blot et stenkast fra bjørnene. Ungerne sluttede sig til deres moder, og så nysgerrigt til mens hun gravede ådselet ned. Imens tog jeg en serie glimrende billeder.

Lige før tusmørket sænkede sig så jeg noget som kun få andre har set. Da moderen var færdig med at grave, kom ungerne hen til hende og begyndte at puffe hende i siden mens de klynkede i kor. Med ét satte hun sig og lod dem die. Lidt efter lod hun sig rulle om på ryggen, og med løftet hoved betragtede hun kærligt sine unger mens de spiste færdig. Da de var blevet mætte krøb de ind til hende for at sove.

Jeg trak mig stille tilbage for ikke at forstyrre idyllen. Efter at have oplevet dette betagende sceneri, fyldtes jeg med ydmyg taknemmelighed mod vor gavmilde Skaber som har frembragt disse pragtfulde dyr.“

[Helsides illustration på side 24]

[Illustrationer på side 26]

Vejrer den mon noget?

Advarsel — bjørnemor med unger