Det nordlige Canadas kæmper

Af Vågn op!-​korrespondent i Canada

TITLER som „Nordens konge“ og „Arktis’ herskere“ møntes på omkring 30.000 isbjørne der vandrer omkring i det arktiske drivisbælte.

Bjørnene lever i adskilte grupper. Én gruppe har som dens territorium valgt Hudson Bays sydvestlige kyst i Canada, fra Akimiski Island i James Bay til Chesterfield Inlet i nord. Af den grund har byen Churchill i delstaten Manitoba, der ligger imellem disse to, fået tilnavnet „isbjørnenes verdenshovedstad“.

Hannen gennemvandrer nysgerrigt og utrætteligt sit territorium. Det har indbragt ham det poetiske inuit-navn Pihoqahiak, der betyder „den evige vandrer“.

Isbjørnen havde en fængslende virkning på nogle af de første der udforskede den nordlige polarkreds. John Muir, en amerikansk naturforsker, beskrev den som ’et dyr med et ædelt udseende og med en enorm styrke der modigt og uden at lide under kulden frister tilværelsen i den evige is’.

Trods deres enorme vægt, mellem 450 og 640 kilo, er de nærmest katteagtige i deres smidighed. En biolog har sagt: „De er som store katte. Det er ganske uforståeligt så hurtige de er og med hvilken utrolig fart de bevæger sig.“

Parring og hulebygning

Hannen er ikke noget ’familiemenneske’. Efter parringen forlader den hunnen og lægger hele ansvaret med at opfostre ungerne over på hende. De befrugtede æg i hunnens indre deler sig adskillige gange, hvorefter de ligger i dvale i de næste fire eller fem måneder.

Når de befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen begynder væksten, og hunnen graver en hule i den dybeste snedrive hun kan finde eller i skrænten ned til en søbred. Her sover hunnen indtil slutningen af marts måned. Hun hverken indtager føde, urinerer eller har afføring i hele denne periode.

Hulen er konstrueret på en ideel måde. Fra indgangen skråner en gang to meter opad til et stort opholdsrum. Hunnens kropsvarme bevirker at temperaturen i hulen ofte er 20 grader varmere end udenfor. Uddunstningerne forsvinder gennem en lille åbning i loftet. Hvis det er nødvendigt lægger bjørnen et nyt gulv ved at trampe på sne hun skraber ned fra loftet.

Man forventer at sådan en kæmpestor bjørn vil føde et ret stort afkom. Men de nyfødte unger vejer kun omkring et halvt kilo! De fødes som regel i december eller i begyndelsen af januar.

Ungerne er blinde og døve ved fødselen, og med undtagelse af deres næse og trædepuderne på deres labber er de dækket med uldhår. Med seglformede kløer kravler de langs moderens pels for at die hendes nærende, flødeagtige mælk, der har en levertranagtig smag.

I de fleste nordlige egne føder hunnerne som regel tvillinger hvert tredje år. Men bjørnene i Hudson Bay-området får ofte trillinger og hvert andet år en gang imellem firlinger. Ungerne skyder hurtigt i vejret. De hører deres første lyde efter omkring 26 dage. Syv dage senere åbner de deres øjne. De kropshår de havde ved fødselen bliver til en rigtig pels der er meget tættere.

Hen imod slutningen af marts kommer familien frem fra hulen, ud i det arktiske forårs solskin. Ungerne boltrer sig i de rige mængder af sne der omgiver dem. Når de finder en stejl skråning glider de på deres tykke, små maver og med for- og bagben strakt ud, ned ad skråningen og lige ind i favnen på moderen, der står parat nedenfor.

Det er nogle gange svært for ungerne at følge moderens spor gennem den dybe sne. Hvordan løses det problem? Med en ridetur! En fotograf så engang nogle hunbjørne der var blevet skræmt af en helikopter, flygte med deres unger på ryggen „ligesom små skræmte jockeyer“.

I omkring to og et halvt år træner moderen dem omhyggeligt. Derefter forlader hun dem. De unge bjørne må nu klare sig selv.

Andre karakteristika

Ifølge en artikel i bladet Life er „isbjørnene verdens bedste firføddede svømmere“. De kan svømme gennem isflager tværs over brede bugter. Bjørnen afgiver en krans af dråber når den ryster sig, for hverken vand eller iskrystaller kan klæbe sig fast til dens olieholdige pels. En rulletur i den tørre sne opsuger tiloversbleven fugt, og på nogle få minutter er pelsen tør.

For nylig har videnskabsmænd fundet ud af nogle forbavsende hemmeligheder ved bjørnens pels. Den måde pelsen absorberer og reflekterer lyset på, medvirker ikke kun til at kroppen holdes varm, men giver også pelsen dens blændende, hvide udseende.a

Selv om isbjørnene sjældent angriber mennesker, skal besøgende have respekt for deres store styrke og smidighed. Den førnævnte bog siger: „Isbjørnen er meget sky og fredsommelig især i sammenligning med gråbjørnen.“ Man kan imidlertid blive overrasket af en bjørn eftersom den tykke pels på dens fødder gør fodslagene næsten lydløse.

Et besøg hos isbjørnene

Hvordan kan man komme disse interessante skabninger på nærmere hold? Videnskabsmænd har rejst nogle 14 meter høje ståltårne på Hudson Bay-kysten hvorfra isbjørnenes færden overvåges.

I byen Churchill er der stillet Tundra-buggyer til turisternes rådighed. Det er store køretøjer beklædt med metal. De kan rumme en del passagerer på sightseeingturene. Nogle gange kan man få et nærbillede når en bjørn læner sig op ad eller med en lab banker på metalbeklædningen for at tiltrække sig opmærksomhed eller tigge sig til lidt mad.

Vi håber at du har haft glæde af dette besøg hos de betagende bjørne fra nord der efter sigende skulle være mellem de ti „mest populære“ dyr i verden. De er virkelig smukke skabninger, et produkt af en alvidende Skaber der gav dem evnen til at tilpasse sig jordens tilisede ødemark i det arktiske drivisbælte.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Hunnen træner sine unger i omkring to og et halvt år

[Illustrationer på side 25]

Unge hanner nyder at kæmpe for sjov, hvorefter de lader sig afkøle i sneen

[Kildeangivelse]

Alle fotografier: Mike Beedell/Adventure Canada