Fra vore læsere

Født for tidligt Jeg har en datter der nu går i 9. klasse. I årenes løb har jeg lagt mærke til at hun ikke er så god til at læse og høre efter. For at opmuntre hende har jeg sagt meget der må have lydt hårdt i hendes ører. Da jeg læste jeres artikel, mindede det mig om at min datter også blev født for tidligt. („Når børn fødes for tidligt,“ 22. februar, 1989) Artiklen hjalp mig til at forstå at jeg altid må huske at tage hendes baggrund i betragtning.

A. I., Japan

Mange tak for jeres følsomme og afbalancerede artikler. De rørte mig til tårer. Jeg var især glad for tankerne om at disse små mennesker også har følelser, og at moderens og familiens kærlige omsorg kan bidrage meget til deres velfærd.

J. J., De Forenede Stater

Flagermus Tak for jeres artikel om flagermus. (22. januar, 1989) Jeg havde hele tiden udskudt læsningen af den, fordi jeg fik gåsehud blot ved tanken om flagermus. Men nu da jeg har fået læst artiklen, kan jeg bedre sætte pris på dem. På fotografierne ser de ud til at være skikkelige og harmløse dyr. De små ansigter afspejler endda humor. Jehovas skaberværk er bestemt beundringsværdigt.

C. S., De Forenede Stater

Isoleret i 20 år Beretningen om onkel Jimmy var til stor opmuntring for mig. (8. december, 1988) Jeg har leukæmi, men klarer mig udmærket. En gang imellem bliver jeg dog deprimeret og får ondt af mig selv. Nu kan jeg tænke på hvordan onkel Jimmys tro hjalp ham igennem de svære og prøvende år. Jeg vil aldrig glemme ham.

J. B., De Forenede Stater

Min otteårige datter blev så grebet af beretningen om onkel Jimmy at hun satte sig ned og skrev et brev til ham. (Hvis hun havde fået sin vilje skulle vi faktisk have taget bilen og kørt ned til De Forenede Stater for at besøge ham.) Hun skrev: „Det er meget opmuntrende at læse at da folk ville have dig til at holde op med at tjene Jehova, blev du bare ved. Jeg er otte år gammel og jeg håber at min tro vil være lige så stærk som din.“

J. R., Canada

Ensomhed En af mine skolekammerater fortalte mig at pigerne i hendes klasse var så afvisende, og at ingen ville være venner med hende. Den næste dag gav jeg hende artiklen: „Hvordan undgår jeg at føle mig så ensom?“ fra Vågn op! for 8. oktober 1987. Jeg regnede egentlig ikke med at hun ville læse den, men dagen efter kom hun hen til mig og sagde: „Jeg læste den så snart jeg kom hjem. Har du flere?“ Jeg gav hende nogle andre artikler fra serien „Unge spørger“ som jeg mente ville interessere hende. Nogle få dage senere kom hun begejstret og fortalte: „Jeg gjorde som der stod i bladet og nu har jeg fået venner!“ Det har resulteret i at vi er begyndt at studere Bibelen sammen.

M. S., Japan

Sværmerier for ens eget køn Jeg er en pige på 17 år, og jeg har længe gået og spekuleret over om der var noget galt med mig. Det var en stor lettelse for mig at læse artiklen om emnet i „Unge spørger“. (8. april, 1989) Det var også en lettelse at høre at andre har oplevet det samme som jeg, og at det er noget man vokser fra. I skal have mange tak!

M. R., De Forenede Stater