Isoleret i over 20 år

„Du er min bror, og du er min søster! Jeg har ventet på jer!“

SÅDAN lød Jimmys begejstrede udbrud da min kone og jeg besøgte ham! I over 20 år havde han været isoleret under fængselslignende forhold. Da vi besøgte ham i 1977 skulle hans situation dog snart blive ændret til det bedre.

Men hvordan og hvor kunne der eksistere så middelalderlige forhold i vor tid? Lad os gå helt tilbage til begyndelsen.

Et lyspunkt i et tragisk livsløb

Jimmy Sutera er født den 13. juni 1913 i bydelen Brooklyn i New York, hvor han også er vokset op. Han hedder egentlig Vincent, men er altid blevet kaldt Jimmy. Som spæd blev han stærkt invalideret af meningitis. Allerede som barn måtte han indlægges på hospitalet i lange perioder ad gangen.

Efter at have været i kirke sad Jimmy en dag og græd uden for sit hjem fordi han følte sig så ensom. En venlig kvinde ved navn Rebecca fik ondt af ham og gav sig til at trøste ham. Hun fortalte ham at Gud var interesseret i ham og at Gud har et navn, Jehova. Dette navn gjorde dybt indtryk på Jimmy, og han forstod hurtigt at det Rebecca fortalte var sandt. Hun var et af Jehovas vidner (der dengang blev kaldt Bibelstudenterne).

Hverken Jimmys forældre, brødre eller søstre brød sig om hans nyfundne tro, så da han nu begyndte at undersøge Bibelen nærmere måtte han gøre det i det skjulte. Hans forældre troede at han gik i kirke, men i virkeligheden overværede han Bibelstudenternes møder og fulgtes med dem i deres forkyndelse fra hus til hus.

I 1932 indviede Jimmy sig til Gud og symboliserede sin indvielse ved vanddåben. Interessant nok var det Vagttårnsselskabets daværende præsident, J. F. Rutherford, der holdt dåbsforedraget.

Jimmy havde meget svært ved at gå, men det hindrede ham ikke i at forkynde fra hus til hus ved hjælp af vidnesbyrdskort og grammofon. I 1930’erne udbredte Jehovas vidner fortrinsvis budskabet om Riget ved at spille plader med foredrag ved folks døre. Skønt det ikke var let for Jimmy at bære på noget, tog han af sted med grammofonen i den ene hånd og en bogtaske fyldt med bibelsk læsestof i den anden.

På plejehjem

Desværre blev Jimmy ramt af polio og en række slagtilfælde der medførte at han blev lammet i venstre side. Desuden havde han fået Parkinsons sygdom og kunne kun tale stødvist og med stort besvær. Hans forældre, der på det tidspunkt var højt oppe i årene, besluttede at få ham anbragt på et plejehjem i nærheden, i Brooklyn. Det skete i 1958.

Det skal siges til hans slægtninges ros at de viste omsorg for ham ved at besøge ham flere gange ugentlig, skønt nogle af dem var meget imod hans tro. Desværre viste det sig at plejehjemmets ledelse også var fjendtligt indstillet. Og da det end ikke var fysisk muligt for Jimmy at kontakte sine åndelige brødre gennem telefonen, mistede han efterhånden al kontakt med Jehovas folk. Her sad han, på et plejehjem blot nogle få kilometer fra Jehovas Vidners hovedkontor, men fanget som i et fængsel og fuldstændig isoleret fra sine trosfæller.

Forholdene på plejehjemmet blev ringere og ringere, og til sidst, i midten af 1970’erne, besluttede myndighederne at nedlægge det. Imidlertid var der mangel på plejehjem i New York, så man kunne ikke finde et andet sted at flytte patienterne hen. Kakerlakker løb ugenert hen over gulve og op ad vægge. Det skete også at Jimmy blev slået af plejepersonalet. I over tyve år udholdt han at være isoleret på dette forfærdelige sted. Men den suveræne Herre Jehova var aldrig langt fra ham, og han holdt Jimmys tro levende og stærk — det kan min kone og jeg bevidne. Men hvordan gik det til at vi fandt ham?

Hvordan vi fandt Jimmy

Min kone, Barbara, og jeg blev Jehovas vidner i begyndelsen af 1970’erne. Få år senere flyttede vi fra den nordlige del af staten New York til bydelen Queens i byen New York. Mens vi planlagde flytningen kom min far i tanker om at han havde en onkel i byen der måske var et af Jehovas vidner. Han kunne huske at hans onkel Jimmy plejede at fortælle ham nogle gode historier om at små børn ville kunne lege med løver når Paradiset kom.

Da vi havde boet i Queens et års tid fortalte onkel Jimmys søster, min grandtante, at Jimmy virkelig var et af Jehovas vidner, „en af jer,“ som hun sagde. Hun gav os adressen, og der gik ikke en time før vi stod ved indgangen til plejehjemmet. En sygeplejerske standsede os fordi det ikke var besøgstid. Jeg forklarede at vi var kommet for at besøge min grandonkel og at jeg var en ordets tjener, et af Jehovas vidner.

„Det er ikke fordi jeg er fordomsfuld, men her er altså ikke adgang for Jehovas vidner,“ lød det tydeligt fordomsfulde svar. „Den katolske præst, den protestantiske præst og den episkopale præst kan komme ind, men Jehovas vidner er der ingen adgang for.“

Jeg kæmpede en hård kamp for at bevare roen, og gav hende to muligheder: 1) Hun kunne lukke os ind omgående og uden vrøvl, eller 2) hun kunne ringe til politiet. Hun var ikke længe om at vælge den fredeligste udvej.

Jeg kan ikke huske at jeg tidligere har mødt Jimmy, for jeg var kun cirka 4 år da han kom på plejehjem. Vi gik ind på hans værelse og fortalte ham hvad vi hed. Han hejsede sig op i sengen og udbrød: „Min bror!“

„Nej, jeg tror ikke du ved hvem vi er,“ svarede jeg og gentog vores navne.

„Du er min bror,“ gentog han, „og du er min søster,“ sagde han til Barbara. „Jeg har ventet på jer!“ Det han mente var selvfølgelig at vi var hans åndelige bror og søster.

Vi fik at vide at hans søster, der var meget imod vores tro, havde fortalt ham om os. „Al og Barbara har sluttet sig til din religion,“ havde hun sagt. Derfor havde han i flere år ventet på at vi skulle komme og besøge ham, så vi kunne tale sammen om vores fælles tro.

En stærk og levende tro

Mens vi talte sammen blev det mere og mere tydeligt at denne stakkels, hjælpeløse mand havde et hjerte fyldt med ånd og tro. Da vi spurgte ham om hvad han kunne huske citerede han mange passager fra Bibelen, drøftede dybe bibelske profetier med os og sang endda en sang han selv havde skrevet, og som udtrykte hans inderlige kærlighed til Jehova. Hans øjne skinnede; han udstrålede den særlige glæde og begejstring som kendetegner dem der opretholdes af Gud. Det var som et mirakel for os. Det var, ja, nærmest som en opstandelse måske vil være.

Snart nærmede områdestævnet i 1977 sig. Vi spurgte plejehjemmets ledelse om vi måtte tage Jimmy med, men det kunne der absolut ikke være tale om. En anden gang da vi besøgte ham spurgte vi en sygeplejerske om vi måtte køre onkel Jimmy en lille tur i hans kørestol. Det syntes hun var en god idé, for selv tog de ham aldrig med ud i den friske luft. Men vi var kun nået nogle få meter hen ad gaden da plejehjemmets leder kom løbende efter os og råbte at vi aldrig mere skulle bryde os om at tage Jimmy med ud.

Lige fra det første besøg havde vi bibelsk læsestof med til Jimmy. Når vi kom næste gang var det altid væk. „Hvor er dine bøger og blade?“ spurgte vi.

„Dem har jeg givet væk,“ svarede han.

„Jamen, hvor er så din bibel?“

„Den har jeg også givet væk.“

Sangbøger, årbøger, alt hvad vi tog med til ham, gav han væk til interesserede. Han havde et brændende ønske om at prise Jehovas navn. Og desuden var han fuldt ud klar over at plejepersonalet ville destruere hans bibelske læsestof hvis de fandt det.

Engang da vi talte om verdensbegivenhederne og Bibelens profetier, sagde jeg: „Onkel Jimmy, er det ikke dejligt at afslutningen på denne tingenes ordning er nær, sådan som Jesus forudsagde? Så vil du blive herliggjort som konge og præst i himmelen, og alle dine lidelser vil være ovre.“

Uden den mindste tøven svarede han med eftertryk: „Det er jo slet ikke dét der betyder noget.“ Så tilføjede han med vægt: „Jehovas navn vil blive herliggjort!“ Vi var dybt bevægede over hans kærlighed til Jehova. Han havde lidt så meget i sit liv, og alligevel var det ikke først og fremmest udfrielse fra sine lidelser han tænkte på, men helligelsen af Jehovas navn.

En forandring til det bedre

I 1978 udbrød der strejke blandt de ansatte på plejehjemmene i New York, og mens det stod på måtte patienterne indlægges på hospitaler. Samtidig lukkede myndighederne det hjem Jimmy hidtil havde boet på. Han bor nu på et langt bedre hjem i en bydel nær havet. Alle sygeplejerskerne holder af ham og tager sig godt af ham. Men hvordan med hans åndelige behov?

Medlemmer af den lokale menighed af Jehovas vidner tager nu Jimmy med til møder og stævner. Han afsætter over hundrede blade om måneden, fortrinsvis på plejehjemmet, men forkynderne tager ham også med ud fra hus til hus i hans kørestol. Hans åndelige brødre og søstre har flere gange taget ham med op til Watchtower Farms, hvor Barbara og jeg har boet i de sidste ti år.

Onkel Jimmy siger selv at menigheden er „vidunderlig og kærlig“. Det er sandt. Menighedens medlemmer elsker ham og har stor omsorg for ham. Den præsiderende tilsynsmand, Joseph Bowers, siger: „Jeg har aldrig hørt nogen af brødrene beklage sig over at tage sig af ham.“ Og med varme i stemmen tilføjer han: „Det har beriget mit liv at lære ham at kende.“

Skønt Jimmys uddannelse kan synes mangelfuld, er han fuldt ud klar over hvad der er vigtigst i dag: At Jehova herliggøres som universets Suveræn. Det er dét han først og fremmest tænker på. Han er lykkelig over at være i live og deltager med glæde i den vigtigste gerning af alle, nemlig forkyndelsen af Riget — fordi han ved at han ved sin trofasthed beviser at Satan er en løgner. — Fortalt af Albert Caccarile.