Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g89 8/8 s. 14-16
  • Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver mobbet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver mobbet?
  • Vågn op! – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Nærbillede af en mobber
  • Nærbillede af et offer
  • Selvsikker, men ikke aggressiv
  • Tal med dine forældre!
  • Forebyggelse
  • Hvad kan der gøres ved mobning?
    Vågn op! – 2003
  • Hvad kan jeg gøre hvis jeg bliver mobbet?
    Unge spørger
  • Hvad kan jeg gøre hvis jeg bliver mobbet i skolen?
    Svar på 10 spørgsmål mange unge stiller
  • Stol på Jehova hvis du bliver mobbet
    Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte – 2023
Se mere
Vågn op! – 1989
g89 8/8 s. 14-16

Unge spørger:

Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver mobbet?

RYAN gik i en lille landsbyskole hvor der ikke var problemer med skolevold, men da han flyttede til en større skole varede det ikke længe før nogle begyndte at mobbe ham. Han fortæller: ’Turen med skolebussen varede kun et kvarter, men det føltes som flere timer. I begyndelsen hånede mine plageånder mig bare, men snart gik de over til ligefrem at mishandle mig. De vred en papirclips til et hagekors, varmede den med en lighter til den var rødglødende, og sneg sig hen og brændemærkede mig på hånden med den. Jeg kunne ikke lade være med at græde.’

Elizabeth får stadig tårer i øjnene når hun tænker på sin skoletid, selv om det nu er flere år siden hun gik ud af skolen. „Jeg så anderledes ud end de andre børn fordi min mor er af en anden race,“ fortæller hun. „Lige fra anden klasse og til jeg gik ud af skolen blev jeg enten drillet eller ignoreret. Der var åbenbart en ’Jeg-hader-Elizabeth’-klub. Jeg turde ikke bruge skolens toiletter, ikke engang i de sidste skoleår. Nogle af de andre piger havde nemlig truet med at stoppe deres fjenders hoved i toilettet, og jeg gik ud fra at jeg var selvskreven til den behandling.“

En skræmmende stor procentdel af skolebørn mobbes hver eneste dag. De bliver truet mundtligt og skriftligt, generet på toiletterne, skræmt til at aflevere deres lommepenge — måske endda presset til at have seksuelle forhold.a Hvis du bliver mobbet i skolen er det måske så stort et problem for dig at du ikke kan tænke på andet. Men du kan gøre noget ved det. Lad os først se nærmere på hvad mobning skyldes.

Nærbillede af en mobber

De fleste forskere er enige om at ingen fødes som mobber. „En mobber i skolen er et offer i hjemmet,“ siger psykologen Nathaniel Floyd. Mobberen giver måske „bare“ andre den behandling som han selv får derhjemme. — Se Prædikeren 7:7.

Andre eksperter mener at det også bidrager til mobningen at nogle ser „for meget vold i fjernsynet“ og får „for lidt kærlighed og omsorg, og for stor frihed i barndommen“. Selv børn der normalt ikke er aggressive mobber somme tider andre for at føle at de hører til i en gruppe eller for at aflede opmærksomheden fra sig selv.

Nærbillede af et offer

Man er i fare for at blive mobbet hvis man på nogen måde er anderledes, hvis man for eksempel har et eller andet særligt, fysisk kendetegn eller en skønhedsfejl, eller bare er ny i skolen. Mange ofre har dog en bestemt egenskab tilfælles. Elizabeth, der er omtalt tidligere, peger på den: „Jeg kom altid let til at græde, så de andre kunne se med det samme at jeg var bange eller ked af det.“

Bladet Parents har nævnt disse træk der kendetegner ofre for mobning: „Ængstelse, generthed, forsigtighed, følsomhed, lav selvagtelse“ og „en tendens til at græde eller flygte hvis de bliver angrebet“. (Kursiveret af os.) Nu er det selvfølgelig ikke din egen skyld hvis du bliver mobbet. Men når du ved at mobberne føler sig tiltrukket af hjælpeløshed, har du mulighed for at standse dem.

Selvsikker, men ikke aggressiv

Først og fremmest skal du ikke lade dig friste til at hævne dig på mobberne. Det er ikke alene forkert at ’gengælde ondt med ondt’, men det kan også give dig nogle problemer som du ikke har fortjent, og det kan forværre mobningen. (Romerne 12:17) Men skønt det ikke er klogt at være aggressiv, er det en god idé at virke selvsikker. „Hvis offeret simpelt hen siger til mobberen at han skal holde op, forklarer at han ikke bryder sig om det han gør, og derefter går sin vej, kan han i væsentlig grad mindske risikoen for at blive mobbet en anden gang,“ skriver bladet Parents. En psykolog udtrykker det på denne måde: ’Stå fast, og gå din vej med værdighed.’

En anden mulighed er at man (på rette tid og sted) prøver at snakke sagen roligt igennem med mobberen. ’Snakke — med ham?’ siger du måske. Men det kan være at der er noget han har misforstået, et eller andet du er kommet til at gøre og som han ikke kan lide dig for. Ved at tage mod til dig og prøve at snakke roligt med mobberen opnår du — om ikke andet — at vise at du ikke har tænkt dig at spille rollen som det passive, hjælpeløse offer. Dr. Kenneth Dodge forklarer: „Mobbere er interesserede i passiv underkastelse, i tårer. Et barn der ikke reagerer som ønsket, vil sikkert ikke blive valgt som offer igen.“ Ja, det er rigtigt som ordsproget siger: „At skælve for mennesker leder i snare.“ — Ordsprogene 29:25.

Tal med dine forældre!

Hvad nu hvis mobningen fortsætter? Lærere og forskere er enige om at man skal fortælle det til sine forældre. Måske føler du at dine forældre overhovedet ikke vil kunne forstå det. Og måske er du blevet truet med en endnu værre behandling hvis du sladrer. Men har dine forældre ikke ret til at vide hvordan det går dig i skolen?

Det betyder ikke nødvendigvis at dine forældre skal tale med mobberen selv. Men de kan bakke dig op og styrke din vaklende selvtillid, og de kan hjælpe dig til at blive ved med at følge Bibelens principper. De kan også give dig nogle praktiske råd. Måske vil de foreslå at du taler med en lærer om mobningen. Skolelæreren Gerald Hoff giver dette forslag: „Prøv først at tale med skolevejlederen, især hvis du har dine forældres opbakning, men helst uden at fortælle dine skolekammerater om det. Skolevejlederen har gennem sin uddannelse lært hvordan man tackler mobbere, men hvis problemet alligevel vokser, har han pligt til at underrette inspektøren.“

Nogle forældre vælger at tale med skolens lærere på deres barns vegne. Det vil du måske helst ikke have at dine forældre gør. Ryan, der er nævnt i indledningen til artiklen, siger: „Jeg bønfaldt min mor og far om ikke at blande sig. Jeg var bange for at blive straffet af mobberne, og desuden håbede jeg hele tiden at det ville gå over af sig selv.“ Men efter brændemærkningen insisterede hans far på at tale med skolen. Hvordan gik det? Problemet blev løst på en meget diskret måde. „Uden at jeg blev inddraget mere end højst nødvendigt,“ fortæller Ryan, „fik vi faste pladser i bussen, og der blev holdt skarpt øje med mobberne.“

Hvis det stadig ikke hjælper, kan dine forældre overveje om der skal gribes kraftigere ind over for mobberne.

Forebyggelse

Det er selvfølgelig bedst hvis du helt kan undgå at blive mobbet. Der er en del du selv kan gøre i den retning: Først og fremmest kan du snakke åbent med andre i og uden for klassen, så du ikke tiltrækker mobberne ved at ligne en enspænder. Hvis du også er venlig over for lærere og buschauffører, måske bare ved at hilse og sende dem et smil, vil de sikkert lægge mere mærke til dig — og dét er der jo en vis beskyttelse i. Du kan også forsøge at undgå steder og tidspunkter hvor der sandsynligvis vil opstå problemer. — Ordsprogene 22:3.

Prøv desuden at tillægge dig en mere afslappet og rank holdning. Så er du ikke så udsat for at blive mobbet. I Bibelen står der: „Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd.“ (2 Timoteus 1:7) Du kan styrke din tillid til Gud ved at tænke over dette: „Hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af ham.“ (1 Korinther 8:3) Det vil være en stor hjælp for dig at vide at Gud kender dit problem og har omsorg for dig.

Ryan fortæller: „Mens det her stod på, bad jeg meget tit, og derfor føler jeg mig tættere på Jehova nu. Jeg har også fået større selvbeherskelse. Og som det vigtigste har jeg fået en stærkere tro på at Jehova ’ikke vil lade os blive fristet ud over hvad vi kan tåle’.“ (1 Korinther 10:13) Gud kan også hjælpe dig til at løse dine problemer — selv et så plagsomt problem som mobning.

[Fodnote]

a Ved en undersøgelse blandt amerikanske elever i de sidste skoleklasser erklærede 25 procent at det der bekymrede dem mest var „bøller og mobning“. Her i Danmark, i Storbritannien og i Vesttyskland har skolefolk ligeledes udtrykt bekymring over at mobningen bliver stadig grovere og mere og mere udbredt.

[Illustration på side 15]

Mobbere plager helst dem der er mindre og svagere

[Illustration på side 16]

Hvis problemet vokser sig for stort, skulle du tale med dine forældre

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del