Olieudslip — Det vil aldrig ske her
’ET OLIEUDSLIP i Prince William Sound? Umuligt! Det vil aldrig ske. Farvandet er ikke alene meget bredt men også meget dybt. Der er ingen farer for sejladsen.’
Det var i det mindste hvad man havde fortalt offentligheden. Men fredag den 24. marts 1989, fire minutter over midnat, kom supertankeren Exxon Valdez med 200 millioner liter råolie om bord uheldigvis på afveje, og to kilometer ude af kurs skurede den bunden hen over Bligh-skærets forrevne klipper, som flænsede kæmpemæssige huller i skroget. Mere end 42 millioner liter råolie fossede ud i det krystalklare vand i det smukke Prince William Sound, syd for byen Valdez i Alaska.
Da katastrofen indtraf passede en uautoriseret tredjestyrmand roret, og kystbevogtningens radar der skulle vise om Exxon Valdez holdt kursen svigtede. Da katastrofen var en realitet formåede hverken Alyeska Pipeline Service Company eller Exxon Corporation at følge deres katastrofeplan til begrænsning af olieudslip.
Der blev tilkaldt dybhavsdykkere som skulle besigtige skaden på den grundstødte supertanker. En af dykkerne beretter:
„Da vi sejlede ud mod tankeren så vi at olien allerede lå i et tommetykt lag på vandet. Vi kunne ikke engang se vandet i bådens kølvand. Ude ved supertankeren var det først og fremmest sikkerheden vi bekymrede os om. Lå skibet stabilt, eller kunne vi risikere at det rullede hen over os? Det lå på Bligh-revet nær en klippeside der faldt flere hundrede fod ned i dybet. Hvis skibet forskubbede sig når tidevandet kom ville det fortsætte hele vejen ned til bunden, hvor det måske ville brække itu og lade resten af sin last af olie slippe ud — 160 millioner liter.
Vi undersøgte næsten hver eneste del af skibet: skroget, spanterne og indersiden af tankene. Alt imens fossede olien ud. Den blandede sig ikke med havvandet men steg meget hurtigt op til overfladen. Da vi trængte ind i tankene bevirkede vores luftbobler at ansamlinger af olie rev sig løs og hvirvlede rundt om hovedet på os. Vi skulle ikke foretage reparationer, kun fastslå skadens omfang.“
Alyeska-selskabet lovede at være på katastrofestedet med flydespærringer og olieopsamlere i løbet af fire timer. Men der skete intet de første ti timer og meget lidt de næste tre dage. Tre dage med stille vejr var gået, hvor man kunne have begrænset skadens omfang ved hjælp af flydespærringer og olieopsamlere. Om mandagen blæste det over Prince William Sound med vindhastigheder på op til 110 kilometer i timen så olien og vandet blev pisket til en skumagtig substans kaldet mousse.
Samtidig begyndte de implicerede at skyde skylden på hinanden. Statsembedsmænd, indbyggerne i Valdez og kystvagten bebrejdede både Alyeska og Exxon for at have smølet og ladet de første tre dage gå uden at gøre spor. Nogle bebrejdede kystvagten for af sparehensyn at have „udskiftet radaren i Valdez med en svagere der ikke formåede at advare den ulyksalige tanker om at den havde kurs mod et rev“. Exxon bebrejdede staten og kystvagten for ikke at have givet tilladelse til at bruge olieopløsende kemikalier.
I løbet af to måneder havde oliepølen bevæget sig 800 kilometer bort fra Bligh-revet, forurenet en kyststrækning på op mod 1600 kilometer og bredt sig over et 2600 kvadratkilometer stort område i det smukke Prince William Sound. Olien gjorde ikke tegn til at ville standse før den havde passeret Kenai Fjords National Park, rundet spidsen ved Kenaihalvøen og var trængt ind i Cookstrædet. Desuden drev olien videre mod syd hvor også Katmai National Park og Kodiakøen blev forurenet.
Arbejdere i tusindvis blev ansat til at rense strandene. En af dem beskriver fremgangsmåden og resultaterne:
„Arbejderne pukler med højtryksrensere fra klokken 4.30 om morgenen til klokken 22 om aftenen. Nogle bruger koldt havvand, andre bruger varm damp blandet med havvand. De kraftige stråler rettes mod de stenede strande så vandet trænger ned i undergrunden og tvinger den olie der ligger i en dybde af mellem en halv og en hel meter, til at stige op til overfladen. Derefter bliver olien skyllet ud i havet hvor flydespærringer holder på den indtil pumpefartøjerne får suget den op. Mandskabet kan på den måde fjerne mellem 30.000 og 60.000 liter om dagen fra en kyststrækning på 200 meter.
I en to-ugers periode gentager de denne procedure igen og igen, og opsamler hver dag den samme mængde olie. Derefter ankommer mandskab med stærkt sugende klude og tørrer hver enkelt sten af. Stranden ser nu ud til at være ren, men hvis man stikker hånden omkring 10 centimeter ned i sandet mellem stenene vil den være helt dækket af dette sorte stads når man trækker den til sig — efter to ugers rengøringsarbejde! Kommer man tilbage tre dage senere vil et nyt olielag på mellem 8 og 16 centimeter være trængt op til overfladen, hvorfra det vil blive skyllet ud i havet med næste tidevand.“
Virker det ørkesløst? Måske, men arbejdet er godt betalt. En arbejder der tjener 250 dollars (ca. 1900 kroner) om dagen siger: „Jeg vil tro at jeg med lethed kan tjene 10.000 dollars (75.000 kroner) på dette foretagende.“ En anden arbejder har tjent næsten 2000 dollars (15.000 kroner) ved at arbejde 12 timer om dagen i syv dage. „Vi har renset to kyststrækninger i dag,“ siger han, „men i morgen, når tidevandet har været her, er jeg sikker på at de ser ud nøjagtig som før vi begyndte.“ Nogle kyststrækninger i Prince William Sound er begravet under et metertykt lag olieslam.
Hvad kunne man have gjort for at begrænse ulykken da først Exxon Valdez havde fået revet hul i skroget og sluppet 42 millioner liter af sin olielast ud i Prince William Sound? En hurtig indsats med flydespærringer og olieopsamlere i løbet af de første tre dage, mens søen var rolig, kunne muligvis have begrænset udslippet til sundet, så olien ikke var kommet ud i Alaskabugten.
Ville det have hjulpet hvis man havde benyttet olieopløsende kemikalier? Sandsynligvis ikke. Disse stoffer virker ikke efter hensigten så længe søen er rolig. Først når havet kommer i oprør bliver kemikalierne blandet rigtigt med olien. Denne metode ville have været nytteløs de første tre dage, og da de rette betingelser endelig var til stede på fjerdedagen, i det stormoppiskede hav, kunne de fly der skulle sprede kemikalierne simpelt hen ikke gå i luften på grund af stormvejret. Desuden er brugen af disse stoffer et kontroversielt spørgsmål. En artikel i bladet Anchorage Daily News forklarer:
„Olieopløsende kemikalier virker stort set ligesom vaskemidler. Når de bliver spredt ud over en oliepøl og bølgerne pisker dem sammen med olien, vil kemikalierne nedbryde olien til mindre og mindre bestanddele som til sidst bliver opløst i vandet. Miljøbeskyttelsesfolk bryder sig ikke om disse stoffer. De peger på at kemikalierne blot får olien til at fordele sig i samtlige vandlag, hvorved den bliver en trussel mod alle livsformer i havet, fra overfladen og helt ned til bunden.“ Desuden er de olieopløsende kemikalier ikke særlig effektive i koldt vand. „I det hele taget virker de næppe på råolie fra Prudhoe Bay“, og de „er på det nærmeste virkningsløse når der er gået mere end én dag efter olieudslippet“.
Dertil kommer at kemikalierne i sig selv er giftige. Det forlyder at de stoffer man anvendte i 1967 ved det store olieudslip fra supertankeren Torrey Canyon der forurenede den franske kyst, var mere giftige end selve olien. „Alt plante- og dyreliv blev udslettet.“
Pete Wuerpel, der er leder af nødvarslingstjenesten i Alaska, bekræfter hvad førnævnte arbejdere allerede har sagt: „Olien venter ikke. Den forsvinder heller ikke. Og den olie der stadig dækker nogle af kysterne vil blive ført bort til andre kyster af bølger og tidevand. Katastrofen vil ingen ende tage. Det at rense kysterne er en håbløs opgave når man tænker på hvor langt olien er trængt ned. Man kan rengøre overfladen, men bølgeslag og tidevand vil bevirke at olien gradvis trænger op til overfladen igen. Hvornår indser man hvor utilstrækkelige menneskets bestræbelser er?“
Wuerpel når til den konklusion at vi endnu ikke er rustet teknologisk til at bekæmpe store olieudslip. Han siger at vi på nuværende tidspunkt må overlade arbejdet til naturen selv. Andre deler hans opfattelse. Havbiologen Karen Coburn siger: „Sandheden er at vi, selv under de bedste betingelser, ikke er i stand til at opsamle mere end cirka 10 procent af olien ved et stort udslip.“ Forskere der beskæftiger sig med olieudslip siger ifølge en rapport: „Det vil sikkert tage naturen ti år, måske endnu længere, at fjerne de sidste spor fra Prince William Sound, efter det største olieudslip i Nordamerika nogen sinde.“
To uger efter ulykken lød en overskrift i avisen Anchorage Daily News: „Kampen for at rydde op efter olieudslip er tabt på forhånd. Mandskabet vinder små sejre, men eksperter siger at rensningen af sundet må overlades til naturen.“ Det hed videre: „Folk fra National Oceanic and Atmospheric Administration har samstemmende sagt at kampen var umulig at vinde.“ Efter at have gennemgået data fra alle større olieudslip i det sidste årti, deriblandt ulykken med supertankeren Amoco Cadiz ved den franske kyst i 1978, hvor 250 millioner liter olie slap ud, lyder deres konklusion: „Man har ikke tilnærmelsesvis været i stand til at fjerne olien i nogen af disse tilfælde.“
[Ramme på side 6, 7]
Supertanker, superforurener
Forestil dig et skib der er lige så langt som en hundredetages bygning er høj. Et skib hvis stævn befinder sig næsten en halv kilometer længere fremme end styrmanden. Et fartøj der er så stort at nogle har spekuleret på om dets bevægelser muligvis bliver påvirket af jordens rotation. Så stor er en supertanker, og det er ikke blot et fantasifoster. Fartøjer af denne størrelse gennempløjer verdenshavene i stort tal. Hvorfor? Fordi verden, som den er indrettet i dag, har et umætteligt behov for olie. Anvendelsen af supertankere har vist sig at være en økonomisk og indbringende metode til transport af al denne olie.
Men som begivenhederne i den seneste tid har gjort det pinlig klart, har brugen af disse store tankskibe også en bagside. Først og fremmest har deres store styrke også vist sig at være deres svaghed. Deres enorme vægt og masse gør dem overordentlig vanskelige at manøvrere. Når skibsføreren ønsker at standse skibet hurtigt eller at skifte kurs for at undgå en fare, gør bevægelseslovene sig gældende med imponerende styrke (navnlig den lov der siger at et legeme vil forblive i jævn, retlinet bevægelse medmindre det påvirkes af en kraft udefra).
Hvis, for eksempel, et fuldt lastet tankskib, med en længde på mellem 240 og 270 meter, pløjer sig gennem havet med normal hastighed, og motorerne bliver slukket, vil det ikke standse lige med det samme. (Exxon Valdez var 300 meter langt, havde 200 millioner liter olie i lasten og sejlede med en hastighed af 19 kilometer i timen.) Skibet vil da bevæge sig cirka 8 kilometer yderligere. Selv om man slår motorerne bak, vil skibet behøve en strækning på 3 kilometer til at standse. Ankrene vil ikke være til nogen hjælp. De vil blot hage sig fast i bunden og derefter blive revet løs fra dækket på grund af skibets moment. Det at manøvrere et tankskib er altså en ganske krævende opgave. Der kan gå op til et halvt minut fra rorgængeren aktiverer roret til det er drejet i stilling. Derefter kan det tage tre pinefulde minutter inden tankskibet har fuldført manøvren.
Med kommandobroen placeret 300 meter bag stævnen, 45 meter fra agterenden og 30 meter over havet, kan det ikke overraske at der forekommer tankskibskollisioner. Hvad enten der er tale om en egentlig kollision eller en grundstødning er der altid stor fare for olieudslip. De engang så uberørte afrikanske, asiatiske, europæiske og amerikanske kyststrækninger samt kysterne ved polerne er alle blevet forurenet i uhyggelig grad.
Men tankskibene forurener ikke kun oceanerne når de bliver impliceret i ulykker. Hvert år tømmer tankskibe omkring to millioner tons olie ud i havet. Tidligere undersøgelser har vist at hovedparten af disse olieudslip skyldes rutinemæssige procedurer, som for eksempel at man skrupelløst lader skyllevand med olierester fra de tomme tanke strømme ud mens fartøjet befinder sig på åbent hav. Som Noël Mostert skriver i sin bog Supership: „Ethvert tankskib vil, uanset hvor velkontrolleret det er, på en eller anden måde tabe noget af sin olie i havet. Dårligt kontrollerede skibe forurener uophørligt og kan, ligesom havesnegle, ofte følges af lange iriserende spor.“
Havforskeren Jacques Cousteau har engang i stærke vendinger beskrevet menneskehedens voldsomme angreb på miljøet således: „Vi er jordens vandaler. Vi ødelægger alt hvad vi har fået betroet.“
[Illustration på side 7]
Kysterne bliver renset den ene dag men er dækket med olie igen den næste
[Kildeangivelse på side 2]
Mike Mathers/Fairbanks Daily News-miner
[Kildeangivelse på side 5]
Forsidefoto: The Picture Group, Inc./Al Grillo