Vi betragter verden
„Registrerede partnerskaber“
Danmark er det første fællesmarkedsland der har fået en lov om homoseksuelle „ægteskaber“. „Registrerede partnerskaber“ mellem to af samme køn giver nu samme rettigheder som heteroseksuelle ægteskaber, deriblandt adgang til forskellige sociale goder, sambeskatning og skilsmissemulighed. Loven, som blev vedtaget af folketinget med 71 stemmer mod 47, åbner mulighed for „borgerlig vielse“, og præster der er villige til at forrette en kirkelig vielse, kan legalt gøre dette. Fra lægeligt hold håber man at den nye lov vil stabilisere homoseksuelle parforhold og derved være med til at dæmme op for den nuværende AIDS-epidemi.
Det sidste ord
I 1879 begyndte den skotske leksikograf James Murray at udarbejde den engelske ordbog The Oxford English Dictionary. Det tog 49 år — og ikke de forventede 10 — at færdiggøre den, og den fyldte 15.500 sider, omtrent 9000 flere end planlagt. Hundrede år senere blev den ajourført med fire supplementsbind. Et femårigt computerprojekt til op mod 120 millioner kroner har haft som formål at samkøre og ajourføre ordbogsstoffet. Den tyve bind store ordbog indeholder 600.000 krydshenvisninger og 2,5 millioner citater, og den samlede tekst er på 59 millioner ord. Den længste artikel, der er lige så lang som en novelle, findes under opslagsordet „set“, som har 430 betydninger og bibetydninger. Blandt nye ord er glasnost, perestroika og AIDS. Værket kan erhverves for knap 18.000 kroner.
Concorden fylder 20
Det berømte britiske og franske overlydsfly Concorde er nu over 20 år gammelt. Dets jomfrurejse fandt sted den 2. marts 1969, og det kom i rutedrift i januar 1976. Den franske avis La Croix beretter: „Nogle elskede det, andre skældte det hæder og ære fra, mens atter andre gjorde nar af dets komiske næse.“ Den „grimme ælling“ der kan medføre 128 passagerer og flyve to gange lydens hastighed, har imidlertid fungeret til stor tilfredshed for sine brugere, flyselskaberne British Airways og Air France. De 13 Concorde-fly som nu er i drift, har tilsammen været over 130.000 timer i luften.
AIDS-prognose
I år 2000 vil der på verdensplan være ti gange så mange tilfælde af AIDS — nemlig 5.000.000 mod de nuværende 450.000 — forudsiger Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Antallet af smittede med det virus som giver AIDS, ventes at tredobles. Fem til ti millioner mennesker er efter sigende allerede smittet. „Disse prognoser tyder stærkt på at AIDS-problemet i 1990’erne vil blive langt værre end i 1980’erne,“ udtaler dr. Jonathan Mann, der leder WHO’s AIDS-program. Selv hvis der snart blev fremstillet en vaccine, ville de færreste af dem der fra nu af og indtil midten af 1990’erne udvikler AIDS kunne hjælpes, eftersom de allerede er blevet smittet.
Flyvesikkerhed
„Der er ikke mange sikkerhedsforanstaltninger der kan forhindre specialiserede terrorister i at anbringe en bombe i et fly,“ oplyser en artikel i dagbladet The Wall Street Journal. „Og de der findes kan svigte på grund af menneskelige fejl, når det overbebyrdede lufthavnspersonale skal checke horder af passagerer og bjerge af bagage.“ De fleste lufthavnes sikkerhedssystemer kan kun spore skydevåben og knive — ikke bomber. Selv om der for nylig er udviklet apparater som kan spore plastiske sprængstoffer, vil der gå mindst et år før de fleste større lufthavne har dem. Størsteparten af bagagen bliver i dag hverken røntgenfotograferet eller nærmere undersøgt. „Alle røntgenbilleder må alligevel også fortolkes af kontrollører, som i mange tilfælde er dårligt instrueret og ligeglade,“ skriver avisen. Og når kontrolløren ser den ene kuffert efter den anden passere forbi, bliver han før eller siden træt og uopmærksom.
Ny frygt for blodtransfusion
„En snylter som sædvanligvis forekommer i Syd- og Mellemamerika, hvor den hyppigt er årsag til hjertelidelser, er blevet påvist hos amerikanere der har fået blodtransfusion,“ oplyser avisen The New York Times. „Infektionssygdommen Chagas’ sygdom er blevet påvist hos to patienter inden for tre år, og den ene af dem er nu død.“ Man frygter imidlertid at flere er smittet uden at man har opdaget det, for amerikanske læger kender kun lidt til sygdommen og ved ikke at den kan overføres via blodtransfusion. Der kendes ingen effektiv behandling mod denne sygdom, som i den akutte fase angriber lymfekirtlerne, leveren og milten, mens den i kroniske tilfælde beskadiger hjerte og indvolde og kan være dødelig. Mange af de smittede ved dog ikke at de har sygdommen, for symptomerne kan være så milde at man ikke bemærker dem, eller der kan gå flere år før snylteren begynder at volde skade.
Kølig modtagelse af paven
Pave Johannes Paul II’s besøg i Skandinavien var det første af sin slags her hvor katolikkerne udgør mindre end én procent af befolkningen. Sammenlignet med pavens 41 andre rejser tiltrak besøget ikke de helt store folkeskarer og vakte ikke udelt begejstring. Paven fremhævede hvor godt det ville være om der kunne knyttes tættere bånd til de lutherske kirker og sagde at han håbede at „enigheden en dag kan genskabes blandt Kristi disciple“. Biskop Andreas Aarflot fra Oslo brød sig ikke om pavens holdning, for han sagde: „Vi ser frem til den dag Deres Hellighed klart og utvetydigt anerkender den lutherske kirke og andre protestantiske kirker som selvstændige kirker.“ En del af Norges lutherske biskopper valgte at udeblive fra de økumeniske møder med paven.
’Pigtrådstæppe’ fjernes
På den cirka 250 kilometer lange grænse mellem Ungarn og Østrig har „jerntæppet“ været af pigtråd. Og det er nu i færd med at blive fjernet. „Vi ungarere føler os meget bedre tilpas efter at vi nu ikke længere har en sådan gammeldags grænse til Vesten,“ siger kommandanten for det ungarske grænsepoliti. Ungarn håber at hele pigtrådshegnet vil være fjernet ved slutningen af næste år.
Nyt verdensbillede
Måske har du ikke lagt mærke til det, men verden har faktisk ændret udseende. Det skyldes at National Geographic Society, hvis landkort bruges i hele verden, er gået bort fra den traditionelle kortprojektion der gengiver Sovjetunionen 223 procent større, Canada 258 procent større og Grønland 554 procent større end det er. I professor Arthur Robinsons nye projektion er Sovjetunionen kun 18 procent større end i virkeligheden, Grønland 60 procent større og De Forenede Stater 3 procent mindre. Det er nemlig problematisk at fremstille kloden i én dimension. Jo længere et land ligger fra Ækvator, desto mere fortegnet er det på de fleste verdenskort. Ændringen omfatter dog ikke landkortene fra Storbritanniens største kortproducent. På dem ligger Storbritannien nær centrum, hvorimod sovjetiske korttegnere placerer Sovjetunionen i verdens midtpunkt.
Tager ved lære af Jehovas vidner
De amerikanske myndigheder er ved at forberede en ny folketælling der skal begynde den 1. april 1990. „Ved den sidste nationale folketælling for ti år siden udgjorde forbryderbander ikke nogen videre trussel mod optællerne,“ bemærker The Orange County Register fra Santa Ana i Californien. „Tiderne har ændret sig.“ Nu har man ansat en kriminolog til at rådgive optællerne om hvordan de skal opføre sig i risikofyldte områder. Dagbladet oplyser desuden at „embedsmænd er ved at undersøge hvordan postbude og Jehovas vidner klarer deres ærinder i disse områder uden at lide overlast“.
Sovjetisk kriminalitet
Kriminaliteten er steget voldsomt i Sovjetunionen. Ifølge regeringens økonomiske rapport for første kvartal af 1989, var den i alt vokset 31 procent i forhold til samme periode sidste år. Antallet af alvorlige forbrydelser er steget 40 procent, og antallet af tyverier og indbrud 69 procent. Ungdomskriminaliteten er også taget til, blandt teenagepiger hele 44 procent. I nogle byer hersker der udbredt frygt, eftersom mange kriminelle er bevæbnet med stjålne våben og tilsyneladende er ligeglade med om folk er hjemme eller ej når de begår indbrud. „Lovgivningen har ikke holdt trit med udviklingen,“ bemærker en artikel i Pravda. „Underverdenen udnytter de gældende forhold og love, og har langt større tilpasningsevne end ordensmagten.“