Religionens fremtid i lyset af dens fortid

19. del: 17.–19. århundrede — Kristenhedens livtag med et nyt verdensbillede

„Filosofi og religion er uforenelige“ — Georg Herwegh, tysk digter fra det 19. århundrede

FILOSOFI, et ord af græsk oprindelse hvis grundbetydning er „kærlighed til visdom“, er vanskeligt at definere. The New Encyclopædia Britannica udtrykker tvivl om at man kan give „en universel og altomfattende definition“, men nævner derefter at „et foreløbigt forsøg i den retning kunne være at definere filosofi enten som ’en betragtning af menneskets forskellige erfaringer’ eller som ’den rationelle, metodiske og systematiske overvejelse af de emner der er af størst betydning for mennesket’“.

Disse definitioner viser tydeligt hvorfor den sande religion er uforenelig med filosofi. Den sande religion er baseret på guddommelig åbenbaring, ikke på „menneskets forskellige erfaringer“. Den beskæftiger sig i første række med Skaberens interesser, ikke med „de emner der er af størst betydning for mennesket“. Den falske religion bygger derimod ligesom filosofi på menneskets erfaringer, og lægger størst vægt på menneskets interesser. Dette blev særlig tydeligt fra det 17. århundrede og fremefter, da kristenheden begyndte at tage livtag med et nyt verdensbillede.

En tredobbelt trussel

Allerede da den moderne videnskab kom til verden i det 17. århundrede, syntes et sammenstød mellem den og religionen uundgåeligt. Bemærkelsesværdige videnskabelige gennembrud indhyllede videnskaben i en stråleglans af autoritet og ufejlbarlighed, og efterhånden blev videnskaben en religion i sig selv, en hellig ko. I lyset af de videnskabelige „fakta“ forekom de religiøse påstande pludselig ubehageligt ubeviselige. Videnskaben var ny og spændende, religionen syntes gammeldags og kedelig.

Denne holdning til religionen blev forstærket af Oplysningen, en intellektuel bevægelse der skyllede hen over Europa i det 17. og 18. århundrede. Denne bevægelse lagde vægt på intellektuel og materiel fremgang, og forkastede politisk og religiøs autoritet og tradition til fordel for rationalisme. Man mente at dét var kilden til kundskab og lykke. Bevægelsen „havde rod i græsk filosofi,“ forklarer The New Encyclopædia Britannica.

Oplysningen var hovedsagelig et fransk fænomen. Blandt bevægelsens foregangsmænd i Frankrig var Voltaire og Denis Diderot. I Storbritannien fandt den talsmænd i John Locke og David Hume. Der var også fortalere for den blandt De Forenede Staters grundlovs fædre, deriblandt Thomas Paine, Benjamin Franklin og Thomas Jefferson. Den grundlovfæstede adskillelse af kirke og stat i USA er i virkeligheden en følge af Oplysningstidens tanker. I Tyskland var Oplysningens mest fremtrædende tilhængere Christian Wolff, Immanuel Kant og Moses Mendelssohn, bedstefader til komponisten Felix Mendelssohn.

Kant, der var skeptisk over for religion, siges at have defineret „oplysning“ som „menneskets befrielse fra et formynderskab det har påført sig selv“. Hermed, forklarer Allen W. Wood fra Cornell University, sigtede Kant til „den proces hvorved enkeltpersoner får mod til at danne sig deres egne tanker om moral, religion og politik, i stedet for at få deres meninger dikteret af politiske, kirkelige eller bibelske myndigheder“.

I sidste halvdel af det 18. århundrede begyndte den industrielle revolution, først i Storbritannien. Landbruget blev efterhånden trængt i baggrunden af produktion og fremstilling af varer ved hjælp af maskiner og kemiske processer. Dette vendte op og ned på et samfund der indtil da i vid udstrækning havde været baseret på landbrug, og sendte tusinder af mennesker til byerne i søgen efter arbejde. Arbejdsløshed, boligmangel, fattigdom og erhvervssygdomme blev resultatet.

Kunne kristenheden klare sig i livtaget med denne tredobbelte trussel: videnskaben, Oplysningen og industrien?

Gud lempes ud, blidt men bestemt

Mennesker der havde ladet sig overbevise af Oplysningstidens tanker, gav religionen skylden for mange samfundsonder. Den opfattelse at „samfundet skulle være opbygget efter de forudbestemte principper i Guds love og naturlovene,“ skriver The Encyclopedia of Religion, „blev erstattet af den anskuelse at samfundet var, eller kunne være, opbygget ved menneskets egen ’snilde’ eller ’opfindsomhed’. Dermed opstod en verdslig, social humanisme der skulle blive fader til flertallet af vor moderne verdens filosofiske og sociologiske teorier.“

Disse teorier omfatter den „folkereligion“ som Oplysningstidens indflydelsesrige franske filosof Jean-Jacques Rousseau var fortaler for. Den drejede sig om samfundet og menneskets engagement i dets anliggender, og ikke om et guddommeligt væsen og tilbedelsen af det. Den franske memoireforfatter Claude-Henri de Rouvroy forfægtede „en ny kristendom“, mens hans protegé Auguste Comte talte om „en menneskehedens religion“.

Blandt Amerikas protestanter opstod i slutningen af det 19. århundrede en bevægelse kendt som det sociale evangelium, der var i familie med de europæiske teorier. Ifølge denne teologisk baserede teori bestod en kristens fornemste pligt i socialt engagement. Den dag i dag finder den udbredt støtte blandt protestanter. Katolske versioner af teorien findes blandt Frankrigs arbejderpræster og Latinamerikas befrielsesteologer.

Også kristenhedens missionærer er præget af denne teori, som det fremgår af dette citat fra bladet Time i 1982: „Blandt protestanter er der sket et omslag i retning af større engagement i folks grundlæggende økonomiske og sociale problemer . . . For et stigende antal katolske missionærer er identificering med de svages sag ensbetydende med kamp for radikale forandringer i de politiske og økonomiske systemer — selv hvis det er marxistiske, revolutionære bevægelser der søger at udvirke disse forandringer. . . . Der findes endda missionærer som mener at omvendelse er irrelevant for deres sande opgave.“ Sådanne missionærer er åbenbart enige med den franske sociolog Émile Durkheim, der engang sagde: ’Den sande genstand for religiøs tilbedelse er samfundet, ikke Gud.’

Kristenheden var tydeligvis i færd med at lempe Gud ud af religionen, blidt men bestemt. Andre kræfter gjorde imidlertid også deres indflydelse gældende.

Gud erstattes af pseudoreligioner

Kirkerne havde ingen løsning på de problemer den industrielle revolution skabte. Men pseudoreligionerne, et produkt af menneskenes filosofi, hævdede at de havde en løsning, og de var hurtige til at udfylde tomrummet efter kirkerne.

Nogle fandt for eksempel en mening med livet i jagten på rigdom og ejendele, en egocentrisk tendens som den industrielle revolution fremmede. Materialismen blev en religion. ’Den almægtige dollar’ trådte i stedet for den almægtige Gud. I et skuespil af George Bernard Shaw hentyder en person til dette med ordene: „Jeg er millionær. Det er min religion.“

Andre vendte sig til politiske bevægelser. Den socialistiske filosof Friedrich Engels, der arbejdede sammen med Karl Marx, forudsagde at socialismen til sidst ville erstatte religionen ved selv at antage religiøse egenskaber. Da socialismen vandt terræn i Europa var „et iøjnefaldende træk derfor socialisternes frafald fra jødedommen eller kristendommen og det at de vendte sig til et surrogat,“ forklarer professor emeritus Robert Nisbet.

Kristenhedens manglende evne til at holde stand over for dette nye verdensbillede banede vej for kræfter der af World Christian Encyclopedia betegnes som „sekularisme, videnskabelig materialisme, ateistisk kommunisme, nationalisme, nazisme, fascisme, maoisme, liberal humanisme og talrige andre konstruerede eller fabrikerede pseudoreligioner“.

I betragtning af den frugt disse filosofiske pseudoreligioner har frembragt, synes den britiske digter John Miltons ord meget aktuelle: „Alt er det tom visdom og falsk filosofi.“

Et kompromis?

Millioner af mennesker som var kommet i klemme mellem ineffektive kirkelige systemer og bedrageriske pseudoreligioner, søgte efter noget bedre. Nogle troede at de havde fundet det i en form for deisme, der også kaldes „naturlig religion“. Deismen, der især var udbredt i det 17. århundredes England, er blevet beskrevet som et kompromis der accepterede videnskaben uden at forkaste Gud. Deisterne var derfor fritænkere der søgte en behagelig middelvej.

Forfatteren Allen W. Wood uddyber dette: „Deismen betegner først og fremmest troen på én Gud og på en religiøs praksis der udelukkende er baseret på naturlig logik, og ikke på overnaturlig åbenbaring.“ Ved at afvise „overnaturlig åbenbaring“ gik nogle deister imidlertid så langt at de så godt som forkastede Bibelen. I vore dage taler man sjældent om deismen, skønt navnkristne der forkaster kirkelig og bibelsk myndighed og i stedet foretrækker deres egen mening eller vekslende livsfilosofier, i realiteten efterlever dens principper.

Evolutionsteorien

Det mest dramatiske sammenstød mellem religion og videnskab fandt sted efter at Charles Darwin i 1859 havde udgivet bogen Arternes Oprindelse, hvori han fremsatte sin udviklingsteori. Religiøse ledere, især i England og De Forenede Stater, fordømte først teorien i stærke vendinger. Men modstanden ebbede snart ud. The Encyclopedia of Religion oplyser at ved Darwins død „var de fleste eftertænksomme og velformulerede præster kommet til den slutning at evolutionsteorien i det store og hele sagtens kunne forenes med en oplyst forståelse af Bibelen“.

Dette kan måske forklare hvorfor Vatikanet aldrig har sat Darwins bøger på sin liste over forbudte bøger. Det kan måske også forklare tilhørernes reaktion ved den religionskongres der i 1893 blev afholdt i Chicago. Mens buddhister og hinduer hørte på, sagde en „kristen“ taler: „Evolutionsteorien udfylder et tomrum ved begyndelsen til vor religion, og hvis videnskaben generelt set er tilfreds med sin evolutionsteori som skabelsesmåde, er samtykke kun et tamt udtryk for hvordan de hvis opgave det er at kende og elske Guds veje, bør modtage den.“ Denne udtalelse blev efter sigende hilst med kraftigt bifald.

Denne holdning er ikke overraskende, i betragtning af hvor populær den såkaldt sammenlignende religion var i slutningen af det 19. århundrede. Dette var en videnskabelig analyse af verdensreligionerne med det formål at blotlægge deres ligheder og oprindelse. Den engelske antropolog John Lubbock fremsatte for eksempel den teori at menneskene oprindelig var ateister, og at deres tro gennemgik en udvikling gennem fetichisme, naturtilbedelse og shamanisme før de nåede frem til monoteismen.

Men som The Encyclopedia of Religion forklarer: „Ifølge en sådan opfattelse var religionen ikke en absolut sandhed åbenbaret af en guddom, men en fortegnelse over menneskets opfattelser af Gud og moral gennem tiderne.“ De der accepterede denne teori havde derfor ikke svært ved at acceptere deismen, „en folkereligion“ eller „menneskehedens religion“ som trin på den religiøse evolutions stige.

Hvortil leder en sådan opfattelse i sidste ende? Allerede i det 19. århundrede sagde den engelske filosof Herbert Spencer at samfundet var på vej ind i en fremgangsrig tid der ikke længere kunne forenes med religion. Og med hensyn til det 20. århundrede har professor Nisbet bemærket at sociologer almindeligvis mener at religionen „dækker visse psykologiske behov hos mennesket, og indtil eller medmindre disse behov forsvinder i takt med menneskets biologiske udvikling vil religionen under en eller anden form forblive et vedvarende træk ved menneskets kultur“. (Kursiveret af os.) Sociologerne udelukker altså ikke muligheden af at „den evolutionære fremgang“ en dag vil føre til at der ikke længere findes nogen religion!

Intensiv søgen efter den sande tilbedelse

I midten af det 19. århundrede var det tydeligt at kristenheden i cirka 200 år havde kæmpet forgæves mod det nye verdensbillede. Dens religion var degenereret til intet andet end en verdslig filosofi. Millioner af oprigtige mennesker var bekymrede, og intensiverede deres søgen efter den sande tilbedelse. Det var umuligt at reformere kristenheden. Det der var behov for, var en genoprettelse af den sande tilbedelse. Læs mere om dette i Vågn op! for 22. oktober.

[Ramme på side 23]

Kristenheden går på kompromis, presset af et nyt verdensbillede

DEN MODERNE VIDENSKABS FREMSTÅEN svækkede manges tro på det usynlige, og skabte tvivl om alt hvad videnskaben ikke kunne „bevise“. Kristenheden gik på kompromis med Bibelens sandhed ved at acceptere ubeviste, påståede videnskabelige, teorier som udviklingslæren, og ved at betragte videnskaben, og ikke Guds rige, som løsningen på problemerne i verden.

DE POLITISKE IDEOLOGIERS GENNEMBRUD (kapitalismen, demokratiet, socialismen, kommunismen og så videre) skabte nationalistiske konflikter og ideologiske stridigheder, hvorved den bibelske sandhed at Gud, ikke mennesket, er jordens retmæssige Hersker, blev trængt i baggrunden. Kristenheden gik på kompromis ved at bryde den kristne neutralitet og involvere sig i krige der satte medlemmer af samme religion op imod hinanden. Kristenheden har desuden støttet politiske pseudoreligioner.

DEN LEVESTANDARD som den industrielle revolution og de videnskabelige fremskridt skabte grundlag for, har fremmet egoismen og bragt sociale uretfærdigheder i forgrunden. Kristenheden er gået på kompromis ved at ignorere Guds interesser og i stedet engagere sig i menneskets anliggender af social, økonomisk, økologisk og politisk art.

[Ramme på side 25]

Går det fremad eller tilbage?

Bibelen siger at menneskene blev skabt fuldkomne og lærte hvordan de skulle tilbede deres Skaber på en antagelig måde, men at de gjorde oprør mod Gud og over en periode på cirka 6000 år er degenereret både fysisk og moralsk, idet de er kommet længere og længere bort fra den sande religion de oprindelig praktiserede.

Ifølge den biologiske og religiøse evolutionsteori har menneskene udviklet sig fra en primitiv begyndelse. De var oprindelig ateister uden religion, og i utallige millioner af år er det gået fremad for dem både fysisk og moralsk, idet de er kommet stadig nærmere et utopisk stade hvad religiøs, social og moralsk udvikling angår.

Hvilken opfattelse synes du stemmer bedst med kendsgerningerne, i lyset af din viden om menneskenes adfærd, deres nuværende tilstand og religionens status i vore dages verden?

[Illustration på side 24]

Darwins ubeviste spekulationer i Arternes Oprindelse blev af mange benyttet som et påskud for at forkaste troen på en åbenbaringens Gud

[Kildeangivelse]

Harper’s