Religionens fremtid i lyset af dens fortid

20. del: 19. årh. og frem — Genoprettelsen af den sande tilbedelse

„Man får lettest øje på det guddommelige lys ved at slukke sit eget.“ — Den engelske læge og forfatter Thomas Fuller (1654-1734)

DET 19. århundrede er blevet kaldt en af de frodigste perioder i den kristne historie, på linje med de første århundreder og reformationstiden. Årsagerne til denne øgede religiøse bevidsthed og aktivitet var mange og forskellige.

Forfatteren Kenneth S. Latourette anfører 13 relevante faktorer, hvoraf nogle blev behandlet i det foregående nummer af dette blad. Han siger at „menneskesamfundet aldrig før på så kort tid har ændret sig så radikalt og på så mange måder“.

Den religiøse vækkelse var især tydelig i De Forenede Stater. For eksempel udgjorde antallet af kirkemedlemmer ved begyndelsen af århundredet under 10 procent af befolkningen, mens det ved slutningen var steget til næsten 40 procent. Søndagsskolerne — der blev indført i England i 1780 — voksede i popularitet. Det skyldtes blandt andet at adskillelsen af kirke og stat i De Forenede Stater udelukkede religionsundervisning i de offentlige skoler, hvilket ikke var tilfældet i Europa. Desuden blev der oprettet i snesevis af religiøse læreanstalter og fælleskirkelige bibelselskaber, og i den første halvdel af århundredet blev der oprettet mindst 25 teologiske seminarier i De Forenede Stater.

I øvrigt var protestantismen ved på verdensplan at blive missionssindet. Den engelske skomager og lærer William Carey førte an ved i 1792 at udgive bogen An Enquiry Into the Obligations of Christians to Use Means for the Conversion of the Heathens (En undersøgelse af kristnes forpligtelse til at bruge midler på at omvende hedningerne). Mens William Carey og hans medarbejdere virkede som missionærer i Indien, oversatte de Bibelen helt eller delvist til over 40 indiske og asiatiske sprog eller dialekter. Det arbejde som disse første missionærer udførte i forbindelse med at udbrede Bibelen er al ros værd.

Det var også i det forrige århundrede at den relativt nye videnskab kaldet bibelarkæologi opnåede øget anerkendelse. I 1799 opdagede nogle franske soldater i Ægypten en sort basaltplade kaldet Rosettestenen. Den indeholdt den samme inskription skrevet tre gange. To af inskriptionerne var med to forskellige former for ægyptiske hieroglyffer og én var på græsk. Rosettestenen viste sig at være en uvurderlig hjælp til dechifrering af ægyptiske hieroglyffer. Kort tid efter blev også assyriske kileskriftinskriptioner tydet. Da man ikke længe efter begyndte at foretage udgravninger i Assyrien og Ægypten, antog de kulturgenstande man fandt, en ny betydning. Mange bibelske beretninger blev bekræftet til mindste detalje.

Nogle der anvendte deres eget lys

Efterhånden som den religiøse interesse voksede, steg også antallet af personer der gav sig ud for at være reformatorer. Det stod imidlertid klart at ikke alle var lige oprigtige. Den førnævnte forfatter Kenneth S. Latourette indrømmer åbent at nogle af de nye religiøse sekter „kom til verden på grund af misundelse, strid og personlige ambitioner“. Men man kan næppe forvente at de reformatorer der fulgte deres egne personlige ambitioners lys, var dem Gud ville benytte til at genoprette den sande tilbedelse.

Det blafrende lys som disse hver især udsendte, bidrog i væsentlig grad til forvirring inden for den religiøse tænkning. Den højere bibelkritik, der hovedsagelig blev fostret på de tyske universiteter, genfortolkede Bibelen i lyset af den „avancerede“ videnskabelige tænkning. Bibelkritikerne betragtede stort set Bibelen som intet andet end en beretning om jødernes religiøse oplevelser. Man satte spørgsmålstegn ved om Bibelen havde autoritet til at bestemme vejen til frelse, og ved det fornuftige i at følge dens moralnormer.

Mange, især protestantiske gejstlige, støttede beredvilligt den højere bibelkritik. Ifølge én kilde var der i 1897 ikke en eneste teologilærer ved nogen af Tysklands 20 protestantiske teologiske fakulteter som holdt fast ved den traditionelle opfattelse af hvem der havde skrevet Pentateuken eller Esajas’ bog.

Få år senere, i 1902, opstod der en kontrovers i forbindelse med den højere bibelkritik ved de presbyterianske kirkers generalforsamling i Skotland. Avisen Edinburgh Evening News skrev: „Ifølge den højere bibelkritik . . . er Bibelen en samling mytiske historier, hvoraf den enkelte prædikant kan udlede nogle få etiske læresætninger, på samme måde som en dygtig moralist kan udlede nogle få etiske læresætninger af Æsops Fabler.“ Men avisen konkluderer derefter: „Arbejderklassen består ikke af tåber. Den har intet ønske om at komme i en kirke og lytte til nogle mænd der selv er mentalt omtågede.“

I en anden artikel der blev bragt nogle få dage senere, hed det endnu mere bramfrit: „Der er ingen grund til at lægge fingrene imellem. Den protestantiske kirke er et organiseret hyklerforetagende, og dens ledere er de værste svindlere. Det er nu nået så vidt at hvis forfatteren til ’Age of Reason’ [’Fornuftens tidsalder’] levede i dag, ville man ikke spottende kalde ham den vantro Tom Paine, men omtale ham som den ærværdige dr. theol. Thomas Paine, professor i hebraisk og gammeltestamentlig eksegese ved United Free College, Glasgow. Han ville ikke få problemer med at forkynde fra en protestantisk prædikestol . . . [og] hæve en pæn løn som professor i teologi.“

En religiøs boomerang

Lige fra begyndelsen lagde protestantismen vægt på personlig omvendelse og den enkeltes religiøse oplevelse. Den støttede sig stort set udelukkende til Bibelen og så ned på mysterierne og traditionen.

I 1830’erne og 40’erne begyndte mange evangeliske protestanter at forkynde at Kristi andet komme var umiddelbart forestående og ville indlede tusindårsriget. William Miller, en landmand fra staten New York, dristede sig til at sige at Kristi andet komme måske ville finde sted omkring 1843. Denne millennistiske bevægelse var med til at lægge grundvolden til en mere fremtrædende og pågående form for evangelisme der senere blev kendt som fundamentalismen.

Fundamentalismen var stort set en reaktion mod skepticismen, fritænkeriet, rationalismen og den moralske efterladenhed som den liberale protestantisme havde fostret. Senere antog bevægelsen sit navn efter et 12-binds værk med titlen The Fundamentals, som blev udgivet fra 1909 til 1912 af Moody Bible Institute.

Fundamentalismen er, især i De Forenede Stater, blevet kendt gennem sine slagkraftige radio- og tv-gudstjenester, sine bibelskoler og sine opreklamerede og følelsesladede vækkelsesmøder. I den senere tid har dens omdømme imidlertid lidt skade på grund af at nogle af dens mest fremtrædende ledere har været indblandet i finans- og sexskandaler. Den er også blevet kritiseret for sin voksende politiske aktivitet, især siden 1979, hvor man dannede Det Moralske Flertal, der for nylig er blevet opløst.

Skønt fundamentalismen hævder at forsvare Bibelen, har den i virkeligheden undergravet dens autoritet. Dette har den blandt andet gjort ved at give en bogstavelig fortolkning af nogle skriftsteder der tydeligvis ikke skal forstås bogstaveligt. Et eksempel herpå er påstanden om at Jorden, ifølge beretningen i Første Mosebog, blev skabt på 6 bogstavelige dage a 24 timer. Der er her tydeligvis tale om symbolske dage af meget længere varighed. (Jævnfør Første Mosebog 2:3, 4; Andet Petersbrev 3:8.) Fundamentalismen underminerer desuden Bibelen ved at gå ind for ubibelske læresætninger, såsom læren om evig pine i helvede, og ved til tider at fremsætte nogle normer og adfærdsregler der ikke findes belæg for i Bibelen, som for eksempel at forbyde indtagelse af alkohol eller kvinders brug af makeup. Derved har fundamentalismen fået folk til at afvise Bibelens budskab som naivt, urimeligt og uvidenskabeligt.

„Til alt er der en fastsat tid“

Det er derfor indlysende at det der var brug for var en genoprettelse — en genoprettelse af den sande tilbedelse! Men som der siges i Prædikeren 3:1: „Til alt er der en fastsat tid.“

I det første århundrede genoplivede Jesus den sande tilbedelse i form af kristendommen. Men han forudsagde også at der ville ske et frafald. Han sagde at de sande kristne, der var som hvede, og de falske kristne, der var som ukrudt, skulle „vokse sammen indtil høsten“. Til den tid ville englene ’samle ukrudtet . . . for at brænde det’, mens de sande kristne ville opnå Guds gunst. (Mattæus 13:24-30, 37-43) I den sidste halvdel af det 19. århundrede var tiden inde til at den sande tilbedelse skulle genoprettes.

I 1852 blev Charles Taze Russell født i Pittsburgh i Pennsylvanien, og viste allerede som barn stor interesse for Bibelen. Da han var først i tyverne trak han sig ud af familiens forretningsforetagende og viede al sin tid til at forkynde. Da han døde i 1916, 64 år gammel, havde han efter sigende holdt over 30.000 foredrag og skrevet over 50.000 bogsider.

Skønt Charles T. Russell påskønnede det rosværdige arbejde andre havde udført i forbindelse med at udbrede Bibelen, forstod han at det ikke var nok blot at oversætte, trykke og distribuere Bibelen. I 1879 begyndte han derfor at udgive det blad der i dag er kendt som Vagttårnet. I det første nummer af bladet hed det: „Vi er for tilbøjelige til at spørge: ’Hvad siger min kirke om det og det?’ i stedet for at spørge: ’Hvad siger Bibelen?’ Man studerer for meget teologi og for lidt Bibel. Lad os derfor med tanke på at ’Skrifterne kan gøre os vise’ og at ’Herrens vidnesbyrd er trofast og gør den vankundige viis’, undersøge dem nærmere.“

I dag, efter at være udkommet uden afbrydelse i 110 år, fortsætter Vagttårnet (der nu udgives på 106 sprog i et oplag på over 13 millioner eksemplarer) med studiet af Guds ord. Millioner har lært at værdsætte den hjælp dette blad yder i forbindelse med at studere, forstå og anvende det Bibelen lærer.

Russell adskilte sig fra mange af sine reformivrige samtidige deri at han ikke forkyndte en særlig måde at nærme sig Gud på eller pralede af at have modtaget syner eller åbenbaringer fra Gud. Han modtog ikke esoteriske budskaber i form af skjulte bøger eller lignende, og hævdede aldrig at han var i stand til at helbrede fysiske sygdomme. Han påstod heller ikke at han kunne fortolke Bibelen. Som et villigt redskab i Guds hånd modstod han enhver fristelse til at lade „sit eget lys“ stråle klarere end lyset fra Gud.

„Det er sandheden snarere end dens tjener der bør æres og forkyndes,“ skrev Charles T. Russell i 1900 og tilføjede: „Man er alt for tilbøjelig til at tilskrive en bestemt prædikant sandheden, og glemme at al sandhed kommer fra Gud, der selv vælger hvilken tjener han vil bruge til at udbrede den.“ Dette er den væsentligste årsag til at skribenterne og oversætterne af Vagttårnsselskabets publikationer, deriblandt medlemmerne af New World Bible Translation Committee, vælger at være anonyme.

Guds konge indsættes på tronen!

I det første århundrede forkyndte Johannes Døber at Jesu fremtræden som Guds udnævnte konge var umiddelbart forestående. I det 19. århundrede var tiden kommet til at forkynde at denne konge inden længe ville fremtræde i himmelsk herlighed. Følgelig hed det i Zion’s Watch Tower for marts 1880: „Hedningernes tider strækker sig til 1914, og det himmelske rige vil ikke have fuldt herredømme før til den tid.“

Den gruppe der i dag er kendt som Jehovas Vidner, kom for godt og vel hundrede år siden i offentlighedens søgelys fordi den forkyndte at året 1914 ville markere Guds riges begyndelse. Da Gud indsatte sin Konge på tronen var et af de første skridt taget til at slukke den falske religions flakkende lys fuldstændigt, så det ikke længere kunne fordunkle det guddommelige lys.

Mod slutningen af det 19. århundrede besad kristenheden ingen klædning hvormed den kunne identificere sig selv som Guds tjener. Den gjorde sig derfor ikke længere fortjent til Guds særlige bevågenhed. Dens domstime nærmede sig.

Dette vil blive behandlet mere indgående i det næste nummer af Vågn op!

[Ramme på side 18]

Nogle af de sidste skud på reformationens stamme

Christian Science (Kristen Videnskab): Denne religiøse bevægelse blev grundlagt i 1879 af Mary Baker Eddy, som var meget sundhedsbevidst. Da hun i 1866 efter sigende kom sig næsten øjeblikkeligt efter en alvorlig ulykke, blev hun overbevist om at hun havde opdaget de principper der satte Jesus i stand til at helbrede syge og oprejse døde. I 1875 udgav hun bogen Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften, der lærer at det åndelige sejrer over det fysiske, at synd, sygdom, død og andre negative forhold er illusioner der kan overvindes ved hjælp af kundskab om sandhed og positive tanker i overensstemmelse med Sindet, det vil sige Gud.

Frelsens Hær: Denne religiøse gruppe, der er organiseret efter militært mønster, blev grundlagt af William Booth. Han blev metodistprædikant da han var først i 20’erne og blev i 1861 selvstændig evangelist. Han og hans hustru grundlagde en mission blandt de fattige i Londons East End. Gruppens navn blev i 1878 ændret fra Den kristne Mission til Frelsens Hær. Frelsens Hær søger at „frelse sjæle“ ved at tilbyde social hjælp til de hjemløse, de sultne, de sociale tabere og samfundets udskud.

Kristi Disciple: Denne kirke blev grundlagt i 1832 af amerikanske presbyterianere der ønskede at genoprette den sande tilbedelse. Deres slogan var: „Vi taler hvor Bibelen taler; vi tier hvor Bibelen tier.“ Ét opslagsværk beskriver dem som „yderst tolerante i lære- og trosspørgsmål“. Under den amerikanske borgerkrig blev de stærkt splittet på grund af politiske spørgsmål. I 1970 var kirken opdelt i 118 religiøse grupper, deriblandt Kristi Menighed, der blev dannet i 1906.

Syvende Dags Adventisterne: Dette er den største gruppe af omkring 200 adventistsamfund. Navnet bygger på troen på Kristi andet komme eller advent. Adventistsamfundet har sin oprindelse hos baptistpræsten William Millers bevægelse i begyndelsen af 1840’erne. Syvende Dags Adventisterne lærer at de ti bud stadig står ved magt, og holder derfor sabbat om lørdagen. En af trossamfundets mest indflydelsesrige ledere, Ellen Gould White, som hævdede at have modtaget en række syner fra Gud, tilskrives af nogle adventister næsten bibelsk inspiration i sine skrifter.

[Illustration på side 17]

Rosettestenen har været med til at bekræfte Bibelens sandfærdighed

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af British Museum