Polen modtager Jehovas Vidner

I AUGUST måned 1989 kunne man i Polen blive vidne til international fred og enhed på en yderst bemærkelsesværdig måde. Begivenheden var afholdelsen af Jehovas Vidners stævne „Gudhengivenhed“ i de polske byer Poznań og Katowice 4.-6. august, og i Warszawa 11.-13. august.

Hvad var det der gjorde disse stævner til noget særligt? I nyere tid har Jehovas Vidner afholdt stævner der var større, varede længere og havde deltagere fra endnu flere lande. Over 166.000 kan imidlertid bekræfte at sjældent har noget stævne skabt så stor begejstring, demonstreret så stor kristen enhed eller været præget af så mange spontane udtryk for kristen kærlighed.

’Kun den nye verden vil kunne overgå det’

Der kom delegerede fra mindst 37 forskellige lande, samt enkeltpersoner fra mange andre lande. Fem medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd deltog i programmet. Der kom over 12.000 gæster fra Vesteuropa, De Forenede Stater og Japan, hvilket er den største gruppe internationale rejsende der nogen sinde har besøgt Polen.

Der kom også flere tusind fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet samt fra andre østeuropæiske lande. For de fleste af disse delegerede var dette det første stævne de nogen sinde havde overværet, skønt mange havde været Jehovas vidner i 30 år eller mere. Hvad disse stævnedeltagere følte ved for første gang at kunne samles med deres kristne brødre, kan bedst beskrives med det en delegeret fra Kazakhstan i Sovjetunionen sagde:

„Vi har i mange år ventet på denne dag, og nu er vi her til dette internationale stævne. Det er vanskeligt for os helt at fatte det alt sammen. Det er som en drøm. Det er umuligt at finde ord for alt det vi har set og hørt. Da vi så det kolossale, skålformede stadion fyldt med mennesker og hørte musikken, kunne vi ikke holde tårerne tilbage. Og da vi alle stod helt stille, forenede i bøn, gav det os nærmest kuldegysninger af bevægelse. Det var på én gang højtideligt og forenende. Dette stævne i Warszawa er så stor og enestående en oplevelse at kun den nye verden vil kunne overgå det. Vi vil aldrig glemme disse vidunderlige dage.“

Mange af de stævnedeltagere der for første gang så titusinder af deres åndelige brødre og søstre, var synligt bevægede. I Warszawa begyndte de spontant at klappe, og klapsalverne bredte sig over hele stadion og varede ved i over fem minutter. En delegeret fra Vesteuropa bemærkede: „I det øjeblik glemte de fleste alt om varmen og de hårde bænke og havde intet ønske om at komme hjem til de bløde stole. Alle ønskede at modtage mere vejledning og opleve mere af det kærlige fællesskab.“

Hver dag bragte udenlandske delegerede hilsener og fortalte oplevelser fra deres respektive lande. Den sidste af de 24 rapporter der blev bragt i Warszawa blev fremført af en delegeret fra Sovjetunionen. „Vi har slet ikke ord der kan udtrykke den glæde vi føler over at kunne være sammen med jer,“ indledte han. „Vi er dybt taknemmelige over at det har været muligt for så mange af os at være til stede og at vi er blevet modtaget så gæstfrit, og vi fryder os over at kunne have personlig kontakt med så mange af jer brødre. Nogle af os er kommet langvejsfra, for eksempel fra Vladivostok ved Stillehavskysten, en togrejse der varer seks dage. Nogle har haft problemer med at skaffe billetter fordi så mange ville af sted samtidig og der kun var et begrænset antal pladser til rådighed. Men med Jehovas hjælp lykkedes det.“

I sine afsluttende kommentarer om søndagen takkede en broder fra Det Styrende Råd meget passende regeringerne i Østeuropa for at have tilladt så mange Jehovas vidner fra disse lande at overvære stævnerne.

Et forenet brodersamfund

En søster beskrev de oplevelser hun havde haft ved de polske stævner med følgende ord: „Det var som Babel med modsat fortegn.“ Ved Babelstårnet resulterede det i forvirring og strid da folk begyndte at tale forskellige sprog, men her oplevede man en vidunderlig manifestation af enhed i tanke, adfærd og handling, trods sprogproblemer. — 1 Mosebog 11:1-9.

Denne enhed blandt trosfæller af forskellig nationalitet gik ikke upåagtet hen. Dagbladet Sztandar Młodych skrev: „De eneste flypassagerer der hverken var forvirrede eller blev væk i mængden da de ankom til Warszawas lufthavn, var Jehovas vidner. Deres trosfæller havde sørget for at der blev bragt meddelelser på flere sprog, havde oprettet informationsbureauer, lavet skilte og sørget for transport til byen.“

Sangen ved stævnet var også bemærkelsesværdig, eftersom titusinder sang sammen på over 20 forskellige sprog, idet de gav udtryk for de samme tanker i kærlighedens og enhedens ånd. I Warszawa blev dele af programmet oversat til 16 sprog (i Poznań til 13 og i Katowice til 15). Dette er aldrig før sket i Polen.

De 16 tolke stod på grønsværen lige foran deres sprogafsnit mens foredragsholderen talte fra platformen. Højttalerne var anbragt sådan at de pegede lige mod det sprogafsnit de skulle dække, så man kunne høre foredraget på sit eget sprog uden at blive alt for distraheret af den tolkning der foregik i andre afsnit.

Til trods for de alvorlige økonomiske problemer i Polen blev i tusindvis af besøgende indlogeret privat hos deres polske brødre. Der blev skaffet logi til 16.000 i Poznań, til 21.000 i Warszawa og til 30.000 i Katowice. Én familie husede 18 og sørgede for mad til 21. En menighed med 146 forkyndere indlogerede 1276 personer!

God avisomtale

Omtalen i radio og fjernsyn samt i aviserne var for det meste saglig og upartisk. Det polske blad Sztandar Młodych bragte en overskrift med ordlyden: „Jehovas Vidner udøver deres religion i 212 lande,“ og roste dem i sin artikel, der havde underoverskrifter som „Forenede“, „Ordentlige“, „Beskedne“, og „Arbejdsomme“. Om stadionet i Warszawa hed det: „Der lå ikke et eneste cigaretskod og intet papir smidt af uregerlige børn. Jehovas vidner ryger ikke, og deres børn er ikke uregerlige.“

Avisen Zycie Warszawy omtalte at forberedelserne havde stået på et helt år og skrev: „Blandt andet er de stadioner hvor stævnerne skulle afholdes, blevet sat i stand.“

Avisen Express Wieczorny rapporterede: „Det der gjorde indtryk på alle iagttagere var den orden der herskede på stadionet. Affaldet der blev afleveret på de dertil indrettede steder, de interimistiske men rene toiletter, de mange informationsboder — det hele var forbløffende.“ For at dette kunne lade sig gøre havde mere end 3500 Jehovas vidner brugt tid på at udsmykke og klargøre Warszawas stadion.

Den samme avis interviewede også nogle af de delegerede og spurgte dem: „Hvad har stævnet i Warszawa betydet for dig?“ Et polsk Jehovas vidne sagde: „Jeg er bevæget over at kunne mødes med vore brødre fra Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen, for i disse lande er Jehovas Vidner ikke officielt anerkendt som et trossamfund.“

En forkynder fra Sovjetunionen blev citeret for at have sagt: „Jeg tror at det er den største oplevelse i mit liv. . . . For første gang i mit liv er det muligt for mig at møde så mange af mine brødre fra hele verden. Desuden var mødet fantastisk organiseret; foredragene blev oversat til 16 sprog, vore polske brødre var vore værter — alt var helt vidunderligt.“

Zycie Warszawy bemærkede: „Jehovas Vidners verdensstævne i Warszawa er nu forbi. . . . At sådanne stævner har været mulige skyldes som bekendt at Trossamfundet Jehovas Vidner i Polen — der nu tæller over 80.000a — for nogle måneder siden blev indregistreret. Siden den 12. maj har denne tidligere ulovlige religiøse gruppe været juridisk anerkendt.“

Avisen kaldte Jehovas Vidners stævner „en manifestation af enhed“ og skrev at „hvad orden, fred og renlighed angår, er stævnedeltagerne efterlignelsesværdige eksempler“.

Dåben

Uanset om man kunne tale polsk eller ej, var det overvældende at være vidne til den betagende dåbsceremoni. I Warszawa havde man anbragt et stort antal stole til dåbskandidaterne på grønsværen umiddelbart foran platformen. Men under formiddagens program var det spændende at se hvordan opsynsfolk i al hast kom med flere stole efterhånden som antallet af dåbskandidater voksede. Da dåbsforedraget skulle til at begynde blev tilhørerne helt stille. De skulle overvære noget de aldrig vil glemme. Da taleren bød dåbskandidaterne velkommen brød tilhørerne ud i spontane klapsalver. Som var det aftalt — i virkeligheden fordi deres hjerter bevæget af Guds ånd strømmede over af taknemmelighed — begyndte dåbskandidaterne at vinke ivrigt til tilhørerne der sad hele vejen rundt om dem.

Da kandidaterne offentligt skulle bekende deres tro, lød der et højt og beslutsomt ja som svar på hvert af de to spørgsmål der altid bliver stillet i forbindelse med dåben. Mange havde taget dette skridt og indviet sig til trods for store trængsler og prøvelser. Efter at der var blevet bedt en bøn, delte kandidaterne sig i to grupper og forlod stadion mens forsamlingen sang den sang der har nummer 202 i Jehovas Vidners sangbog, „Til Gud har vi viet alt“. Brødrene gik ud gennem en tunnel der førte til deres omklædningsrum, mens søstrene gik ud gennem en anden tunnel til deres. De der skulle foretage dåben var alle klædt i hvidt. Sammen med opsynsfolkene indtog de deres pladser, og med det samme begyndte dåbskandidaterne i tækkeligt badetøj at strømme ind på grønsværen hvor der var blevet opstillet 12 dåbsbassiner, 6 i den ene ende af banen til søstrene og 6 i den anden ende af banen til brødrene.

I de 45 minutter dåben af de 1905 i Warszawa varede, genlød stadion af begejstrede klapsalver. (Den foregående uge var der blevet døbt 1525 i Poznań og 2663 i Katowice, alt i alt 6093, hvilket var 3,7 procent af det højeste antal tilstedeværende ved samtlige stævner.) Mindst to handicappede brødre blev kærligt løftet op af deres kørestole for at blive døbt; den ene af dem havde overværet dåbsforedraget liggende på en båre.

„Det absolutte højdepunkt“

’Det lyder alt sammen meget følelsesladet,’ vil nogle måske sige. Det var det også! Men det var ikke den form for følelser der kendetegner kristenhedens vækkelsesmøder. De følelser stævnedeltagerne i Polen oplevede, byggede på den nøjagtige kundskab ud fra Guds ord som ville sætte de tilstedeværende i stand til at tjene Gud bedre i tiden fremover. Det var følelser der udsprang af bevidstheden om at Jehovas vidner i Polen, efter årtiers modstand, nu frit kunne samles med deres trosfæller fra nabolandene. Det var følelser af glæde over at vide at den stævnedeltager der sad ved siden af én, måske aldrig før havde overværet et stævne — og bestemt aldrig et stævne af denne størrelse. Det var en følelsesmæssig oplevelse at erfare dette overvældende, synlige bevis på at Jehovas Vidner udgør et forenet, internationalt brodersamfund der tjener sandhedens levende Gud.

En af de delegerede fra Vesteuropa opsummerede det med ordene: „Skønt jeg har overværet hvert eneste stævne siden 1952, har dette stævne hvad atmosfære, begejstring, glæde, kærlighed, værdsættelse og taknemmelighed angår, været det absolutte højdepunkt.“

Den søndag stævnet i Warszawa blev afsluttet med bøn, er det ikke for meget at sige at alle var dybt bevægede. Skønt tusinder ikke kunne forstå det der blev sagt, kunne alle fornemme den ånd og kærlighed, den jublende glæde og hengivenhed, den dybtfølte erkendelse af at Jehova er universets Suveræn, og det beslutsomme ønske om at fortsætte i hans gerning som kom til udtryk i bønnen. Der herskede ærbødig stilhed da cirka 60.000 hoveder bøjede sig i bøn til Gud. Mange var tydeligt bevægede. Da bønnen sluttede kunne alle med dyb værdsættelse sige amen. Bagefter udbrød der spontane klapsalver der varede i over 10 minutter.

Mere end 166.000 havde været øjenvidne til at der blev skrevet teokratisk historie i Polen. Før Satans onde ordning bliver fuldstændig tilintetgjort vil der blive skrevet meget mere historie — spændende, betagende historie der vil nå sit højdepunkt når Jehova hævder sin suverænitet. Du kan overleve som en del af denne historie — hvis du vil! Vil du?

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

HISTORISKE MILEPÆLE

1928 Polens 300 forkyndere holder deres første små stævner.

1939 Ved den anden verdenskrigs udbrud er der 1100 forkyndere; mange bliver fængslet, og nogle dør i de tyske koncentrationslejre.

1945 Ved den anden verdenskrigs afslutning er antallet af forkyndere mere end fordoblet til 2500.

1946 I juni overværer 1500 et stævne i Lublin; 298 bliver døbt. I september overværer 5600 et stævne i Katowice.

1947 Et stævne i Kraków overværes af omkring 7000; 476 bliver døbt. To gileadmissionærer ankommer for at hjælpe til med at organisere forkyndelsesarbejdet.

1950 I marts nås der et højdepunkt på 18.000 forkyndere. Mindehøjtiden overværes af 24.000. I juli bliver arbejdet forbudt, hvilket gør det nødvendigt at holde møder i små grupper i private hjem.

1968 Der bliver til at begynde med afholdt endagsstævner med 100-200 deltagere i skovene; senere bliver de overværet af op mod 1000.

1980 Næsten 2000 Jehovas vidner fra Polen rejser til områdestævne i Wien.

1981 Et stævne med endnu flere polske brødre end i 1980 bliver afholdt i Wien.

1982 Den polske regering giver Jehovas Vidner tilladelse til at leje haller og stadioner til endagsstævner.

1985 Der afholdes tredages områdestævner med over 94.000 tilstedeværende. Hundreder af gæster fra 16 forskellige lande overværer stævnerne, deriblandt fire medlemmer af Det Styrende Råd.

1989 Områdestævnet „Gudhengivenhed“ fylder tre stadioner til bristepunktet, og fem medlemmer af Det Styrende Råd deltager. Stævnerne overværes af i alt 166.518, og 6093 bliver døbt. Der bliver udgivet to traktater på polsk, Hvad tror Jehovas Vidner? og Hvorfor man kan stole på Bibelen, samt den 32-siders brochure Skal man tro på treenigheden?

[Illustrationer på side 23]

Dåbskandidater ved stævnet i Warszawa sidder foran platformen, og tilhørerne overværer deres dåb

[Illustrationer på side 25]

Et udsnit af den afdeling i Katowice der var reserveret delegerede fra Sovjetunionen, samt nogle af de busser der bragte Vidner fra Sovjet til Poznań