Den „loyale“ stork

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

STORKEN har i lange tider indtaget en særlig plads i menneskets hjerte og sagnverden — som forårsbebuderen, som den der kommer med de små børn og som et varsel om lykke. Dens yndefulde bevægelser i luften, dens forkærlighed for menneskets omgivelser og dens nyttige rolle i bekæmpelsen af skadedyr i landbruget har alt sammen bidraget til dens store popularitet.

Men den mest tiltalende egenskab hos storken er måske dens trofasthed — den er trofast mod sin rede, som den ofte vender tilbage til år efter år, og mod sin mage, som den holder sig til hele livet igennem. På hebraisk betyder dens navn faktisk „den loyale“ eller „den der har loyal hengivenhed“, for som Talmud forklarer er det en skabning der udmærker sig ved at den viser sin mage stor hengivenhed.

Takket være dette populære billede blev storken fredet i Holland allerede for to hundrede år siden. Efter sigende kunne man dengang se tamme storke spankulere rundt på fisketorvet i Haag. Senere blev storken udnævnt til Tysklands nationalfugl. Og i dag har man i mange europæiske byer opsat platforme på hustagene for at indbyde denne folkekære fugl til at slå sig ned og bygge rede. Storken er velkommen som nabo!

Trækfugl

Nogle europæiske storke overvintrer i Vestafrika, syd for Sahara, mens andre fortsætter helt til Sydafrika. Den lange rejse mod syd indledes i august. Men da storken ikke er en stærk flyver foregår rejsen i flere etaper. Storkene trækker helst i flokke af forskellig størrelse, og ofte samles alle storke fra et bestemt område for at påbegynde rejsen i fællesskab. Om foråret er storken en af de første trækfugle der ankommer. Allerede i februar eller marts begynder storkene at vende hjem til deres reder rundt om i Europa.

Trækkende storke har altid påkaldt sig opmærksomhed, både på grund af deres størrelse — de har et vingefang på cirka 1,8 meter — og på grund af deres punktlighed. På bestemte tidspunkter forår og efterår passerer store flokke af storke gennem Palæstina. For mere end 2500 år siden henviste profeten Jeremias til dette da han meget rammende omtalte storken som en fugl der „kender sine fastsatte tider“. — Jeremias 8:7.

Det er en ganske anselig distance storkene tilbagelægger hvert år — ofte over 15.000 kilometer (for danske storkes vedkommende omkring 24.000 kilometer) — ikke mindst når man tænker på at de svæver det meste af vejen. Ligesom de store rovfugle benytter storkene sig af termik, strømme af varm luft der stiger til vejrs, for at vinde højde, hvorefter de kan svæve over lange afstande næsten uden at bevæge de brede vinger.

Særlig bemærkelsesværdigt er storketrækket ved Middelhavet. Storkene undgår helst at trække over vand, hvor der ikke findes termik. Hvert efterår samles storkene derfor i tusindvis for i fællesskab at krydse Middelhavet de to steder hvor strækningen over vandet er kortest, nemlig ved Gibraltar og ved Bosporus. Forbavsende nok virker den lange rejse over Sahara ikke nær så afskrækkende på storkene som det kun 14 kilometer brede stræde mellem Spanien og Afrika, som det kan tage dem helt op til fem timer at passere.

En usædvanlig rede

Storken ynder en fritliggende redeplads, højt til vejrs, som for eksempel i toppen af store træer. Somme tider tager den dog til takke med det moderne modstykke — telefonpælen. På Bibelens tid byggede storkene ofte deres „hus“ i enebærtræerne. — Salme 104:17.

I Europa har tagrygge, kirker og skorstene nu i århundreder været storkenes foretrukne redepladser. Begge mager deltager tålmodigt i bygningen af reden, en usædvanlig konstruktion der ofte ser ud som om den kan falde ned hvad øjeblik det skal være. Men synet bedrager, for det er faktisk sjældent at de store reder river sig løs, ikke engang i det værste stormvejr. Rederne er så solidt bygget at storkene hvert år, efter at de er vendt tilbage, kun har nødig at bruge en uges tid på at udbedre mindre skader.

Dette reparationsarbejde, der som regel består i at tilføre nye grene og andet redemateriale, bliver almindeligvis udført af de to mager i fællesskab så snart de ankommer fra vinterkvarteret. Med tiden er det faktisk dette reparationsarbejde der gør ende på reden — den bryder simpelt hen sammen under sin egen vægt. En storkerede kan til sidst måle to meter i højden og mere end en meter i diameter.

Ligesom de gamle storke vender tilbage til den samme rede hvert forår, forsøger ungfuglene at finde en egnet redeplads så nær som muligt ved det sted hvor de blev klækket. På den måde er nogle gamle bygninger kommet til at tjene som underlag for omkring ti eller flere enorme reder der alle er beboet af efterkommere af det storkepar der oprindelig slog sig ned på stedet.

Storkens fremtidsudsigter

Skønt man i mange europæiske byer forsøger at få storken til at føle sig velkommen, tegner dens fremtid dog temmelig mørk. I forrige århundrede fandtes der omkring 500 reder i Schweiz, nu er der kun en håndfuld tilbage. Det samme triste billede tegner sig i Sverige, Danmark, Holland og Vesttyskland, hvor storken enten er forsvundet helt som ynglefugl eller er aftaget faretruende i antal. I Spanien, hvor storken stadig er at almindeligt syn, er antallet af beboede reder blevet halveret på blot ti år. Man anslår nu at den samlede europæiske ynglebestand blot udgør mellem 10.000 og 20.000 par. Hvad er det der er ved at ske med en af vore yndlingsfugle?

Der er tydeligvis mange faktorer involveret, men de fleste af dem har forbindelse med menneskets ødelæggelse af miljøet. I vinterkvarteret i Afrika bliver storkene ofte jaget og dræbt for at blive brugt som føde — en økologisk katastrofe, eftersom storkene bruger vintermånederne til at tære på de græshoppesværme der forårsager så store skader på de livsvigtige afrikanske afgrøder. Samtidig er den årlige tilgang af ungfugle i Europa blevet mindre. Dette skyldes en stigning i antallet af golde æg forårsaget af den udbredte anvendelse af pesticider, samt ødelæggelsen af egnede fourageringspladser. Desuden omkommer mange storke og andre store fugle ved sammenstød med højspændingsledninger. Andre bliver dræbt af kugler fra skydegale jægere.

Både i Europa og Afrika arbejder naturbeskyttelsesfolk på at redde storken. Om det vil lykkes afhænger af hvorvidt der kan etableres et internationalt samarbejde, og det er ikke let. De der elsker alt hvad Gud har skabt, håber at han vil gribe ind før udviklingen når dertil at storkens majestætiske silhuet forsvinder fra himmelen, og at denne folkekære og loyale fugl også i fremtiden vil bebude forårets komme.

[Ramme på side 16]

Storken og de små børn

Historien om at det er storken der kommer med de små børn er blevet fortalt i hundreder af år, og storken er stadig et yndet motiv på lykønskningskort til nybagte forældre. Men hvordan er denne historie egentlig opstået?

Noget tyder på at denne forestilling udspringer af to forskellige sagn. For længe siden lagde folk mærke til at storkene tilsyneladende mirakuløst dukkede op hvert år ved samme tid. Nogle troede at alle storke tog til Egypten om vinteren, hvor de forvandlede sig til mennesker, for så at blive til storke igen om foråret (dette blev betragtet som forklaringen på storkens forkærlighed for menneskets omgivelser).

Man lagde også mærke til at storkene brugte det meste af dagen til at søge føde i de fugtige enge hvor man antog at de nyfødte børns sjæle opholdt sig. Samtidig var storkeforældre kendt for at vise overordentlig stor omsorg for deres afkom. Det krævede således ikke den store fantasi at blande virkelighed og digt, og finde på den tanke at storken kom med de små børn.

[Illustration på side 14]

[Illustration på side 16, 17]

[Kildeangivelse på side 15]

Godo-Foto

[Kildeangivelse på side 16]

Godo-Foto