Udforskning af fugletrækkets gåder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

EN GAMMEL sang handler om svalernes årlige tilbagevenden til den gamle missionsstation i den californiske by San Juan Capistrano. Efter sigende ankommer svalerne til deres reder ved missionsstationen præcis den 19. marts hvert år.

Europæiske svaler følger et lignende mønster. Et spansk mundheld siger at svalernes kvidren atter kan høres fra den 15. marts.

På den nordlige halvkugle har folk på landet altid betragtet svalens tilbagevenden som et forårstegn. Men nogle har også spurgt sig selv om hvor de mon opholdt sig om vinteren. Nogle troede at de lå i vinterdvale. Andre mente at de fløj til månen — én regnede ud at de kunne klare turen på to måneder. I det 16. århundrede påstod en svensk ærkebiskop at svalerne overvintrede under vand, ved at krybe sammen på bunden af søer og moser. Hans afhandling indeholdt endda en tegning af nogle fiskere der var i færd med at trække et helt netfuld svaler ind. Selv om disse forestillinger nu synes mærkelige, har sandheden vist sig at være næsten lige så besynderlig.

Ornitologer har i vort århundrede ringmærket i tusindvis af svaler. En lille men betydelig del af disse ringmærkede fugle er blevet genfundet i deres vinterkvarterer. Hvor utroligt det end lyder, har man fundet svaler fra England og Rusland der overvintrede sammen på Afrikas sydspids — tusinder af kilometer fra deres hjem. Nogle af deres nordamerikanske artsfæller flyver helt ned til Argentina eller Chile. Men det er ikke kun svaler der tilbagelægger så store afstande. Millioner og atter millioner af fugle trækker fra den nordlige til den sydlige halvkugle for at overvintre.

Ornitologerne var noget forbløffede da de opdagede at en så lille fugl som svalen kan foretage en rundrejse på 22.500 kilometer, inden den vender tilbage til sin rede det følgende forår. Men denne viden om hvor svalerne bliver af, har blot affødt endnu flere vanskelige spørgsmål.

„Svale, hvorfor forlader du din rede?“

Hvad får visse fugle til at flyve halvvejs rundt om kloden? Eller, som et spansk ordsprog siger: „Svale, hvorfor forlader du din rede?“ Er det på grund af kulde eller for at finde føde? Eftersom mange småfugle der har vanskeligt ved at klare kolde vintre alligevel forbliver under de nordlige himmelstrøg, er det uden tvivl snarere for at sikre sig føde end for at undgå vintervejret. Men fuglene trækker ikke kun for at søge efter føde. Til forskel fra flygtende mennesker venter fuglene ikke med at tage af sted til tiderne bliver dårlige.

Forskere har fundet ud af at det er dagenes aftagende længde der udløser trækdriften. Om efteråret, når dagene bliver kortere, begynder selv burfugle at blive rastløse. Dette kan også iagttages selv om de kun påvirkes af kunstigt lys og de er blevet opfostret i et laboratorium. Burfugle søger endda i den retning som de instinktivt ville følge under trækket. Fuglenes trang til at trække i en bestemt retning på bestemte tider af året er åbenbart medfødt.

Hvordan kan fuglene finde vej over store afstande? Mange flyver over det åbne hav eller over ensartede ørkenområder — både dag og nat. For nogle arters vedkommende flyver de unge fugle endda alene, uden hjælp fra ældre og mere erfarne fugle. På en eller anden måde kan de holde kursen, trods dårligt vejr eller sidevind.

Det er under ingen omstændigheder let at navigere over store oceaner eller ørkenområder. Det tog mennesket tusinder af år at mestre denne kunst. Christopher Columbus ville sikkert ikke have dristet sig langt ud på åbent hav uden navigationsudstyr som astrolabium og magnetkompas.a Alligevel var det fuglene der ved slutningen af hans første rejse viste ham vejen til Bahamaøerne. Ligesom fortidens sømænd, satte han kursen mod sydvest da han fik øje på trækkende landfugle der fløj i den retning.

For at nå frem til bestemmelsesstedet må man have et system der kan hjælpe en til at holde kursen og nogle redskaber til positionsbestemmelse. Man må med andre ord vide hvor man er i forhold til hvor man skal hen, og hvilken kurs man skal følge for at nå frem. Vi er ikke udrustede til at gøre dette uden hjælpemidler, men det er fuglene åbenbart. Tålmodigt har forskere efterhånden stykket oplysninger sammen der viser hvordan fuglene finder vej.

Nogle af svarene

Forskere der arbejder på at opklare fugletrækkets gåder, har valgt brevduer som forsøgsdyr. Tålmodige duer er blevet udstyret med en slags matterede ’brilleglas’ så de ikke var i stand til at se specifikke landemærker. Andre har fået fastgjort magneter på ryggen så de ikke kunne orientere sig efter jordens magnetfelter. Nogle er endda blevet bedøvet inden man har transporteret dem ud hvor de skulle slippes løs, så man var sikker på at de ikke havde registreret i hvilken retning de var blevet flyttet. Selv om det viste sig at duerne ikke var i stand til at orientere sig når de skulle overvinde flere af disse hindringer samtidig, kunne de sagtens overvinde hindringerne enkeltvis. Fuglene er tydeligvis ikke afhængige af blot ét navigationssystem. Hvilke metoder gør de brug af?

Forsøg med en kunstig sol eller nattehimmel viser at fuglene kan navigere efter solen om dagen og efter stjernerne om natten. Hvad så hvis himmelen er overskyet? Fuglene kan også orientere sig efter jordens magnetfelt, som om de havde et indbygget kompas. For at kunne vende tilbage til den samme rede eller det samme dueslag må de også være i stand til at genkende landemærker. Forskere har desuden fundet ud af at fugle har en meget bedre lugte- og høresans end mennesker har. Man ved dog ikke hvorvidt fuglene gør brug af disse sanser i forbindelse med navigation.

Orienteringens gåder

Selv om alle disse undersøgelser har lært os meget om hvordan fuglene kan følge en bestemt kurs, er der stadig en uløst gåde. For at finde vej til et bestemmelsessted er det ikke nok at have et pålideligt kompas; man må også have et kort — først for at afgøre hvor man befinder sig og dernæst for at fastlægge den bedste rute.

Hvilke „kort“ gør fuglene brug af? Hvordan ved de hvor de befinder sig efter at de er blevet forflyttet til en ukendt position flere hundrede kilometer fra deres hjemsted? Hvordan finder de den bedste rute, når de efter alt at dømme hverken har kort eller vejvisere?

Biologen James L. Gould siger at fuglenes „evne til at orientere sig øjensynlig forbliver det mest ubegribelige og fascinerende mysterium i [studiet af] dyrenes adfærd“.

Hjernen bag mysteriet

Det står helt klart at fugletrækket er en instinktiv adfærd. Mange fuglearter er genetisk programmerede til at trække på bestemte tider af året, og har medfødte evner og sanser der sætter dem i stand til at nå deres mål. Hvor er disse instinkter kommet fra?

Logisk set kan denne instinktive visdom kun stamme fra en vís Skaber, som har været i stand til at „programmere“ fuglenes genetiske kode. Gud spurgte meget rammende patriarken Job: „Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret, spile vingerne ud og flyve mod syd?“ — Job 39:26, den danske autoriserede oversættelse.

Hundrede års intensivt studium af fugletrækket har givet forskere respekt for fuglens lille hjerne. Efter at ornitologer har kortlagt de vigtigste trækruter, forundres de over de enorme afstande nogle fugle tilbagelægger. Forår og efterår flyver millioner af trækfugle, generation efter generation, fra den ene ende af kloden til den anden. De orienterer sig efter solen om dagen og efter stjernerne om natten. Når det er overskyet, benytter de jordens magnetfelt, og de lærer hurtigt at genkende landemærker. Måske kan de endda finde vej ved hjælp af lugtesansen eller evnen til at opfange infralyd.

Det er stadig en gåde hvordan de fastlægger deres rute. Vi ved hvor alle svalerne flyver hen, men vi ved ikke hvordan de når deres mål. Når vi ser svalerne samle sig i flokke om efteråret kan vi blot standse op og forundres over den måde hvorpå Gud i sin visdom har sat dem i stand til at trække bort til fjerne himmelstrøg.

[Fodnote]

[Ramme på side 18]

Verdensmestre blandt trækfuglene

Distance. I sommeren 1966 blev en havterne ringmærket i den nordlige del af Wales i Storbritannien. I december samme år dukkede den meget passende op i New South Wales i Australien. Den havde fløjet over 18.000 kilometer på seks måneder. En sådan bedrift er sandsynligvis ret almindelig for havterner. Nogle af disse fugle foretager regelmæssigt en jordomrejse inden for et år.

Hastighed. Den amerikanske hjejle er måske den hurtigste af alle trækfugle. Nogle hjejler har præsteret at flyve 3200 kilometer over havet mellem Hawaii og Alaskaøgruppen Aleuterne på blot 35 timer — med en gennemsnitshastighed af 91 kilometer i timen!

Udholdenhed. Den nordamerikanske stribede skovsanger, som kun vejer 20 gram, er den mest udholdende trækfugl. På vej til Sydamerika flyver den 3700 kilometer tværs over Atlanterhavet — i ét stræk — på blot tre og en halv dag. Denne ekstraordinære udholdenhedsprøve er blevet sammenlignet med at en mand løb 1900 kilometer ud i ét stræk med en hastighed af 24 kilometer i timen. Flyveturen er også en drøm for den der gerne vil tabe sig — skovsangeren forbrænder næsten halvdelen af sin legemsvægt.

Præcision. Foruden svalen har også storken (på billedet ovenfor) ry for at være præcis. Profeten Jeremias beskrev storken som en fugl der „kender sine fastsatte tider“ og den tid den „skal komme“. (Jeremias 8:7) Næsten en halv million storke passerer stadig hvert forår hen over Israel.

Orienteringsevne. For skråperne er ude godt men hjemme bedst. En hunskråpe blev engang fjernet fra sin rede i Storbritannien og sluppet løs omkring 5000 kilometer borte, i Boston i USA. Den krydsede Atlanterhavet på 12 ¹/₂ dag og nåede hjem før det luftpostbrev der oplyste om at den var på vej. Præstationen var især imponerende i betragtning af at disse fugle aldrig krydser Nordatlanten på deres trækruter.

[Illustration på side 16]

Storken vender hvert år tilbage til sin rede ved samme tid

[Illustration på side 17]

Trækkende traner i typisk V-formation

[Kildeangivelse på side 15]

Foto: Caja Salamanca y Soria