Hvalrosser og narkohandel
DER er næppe to store pattedyrarter som er mere forskellige end hvalrossen og elefanten. Men de store, dovne hvalrosser, der ligger og daser på isflager i Beringshavet, har et problem tilfælles med den afrikanske savannes prægtige dyr: De må ofte lade livet alt for tidligt på grund af deres dyrebare stødtænder.
Hvalrossen er måske endnu mere afhængig af sine stødtænder end elefanten. Når den dykker ned til havbunden for at søge efter føde, støtter den på stødtænderne mens den glider hen langs bunden og suger østers og muslinger op. Og når den skal op på en isflage for at sole sig, bruger den sine stødtænder som en bådshage til at trække sin 900-1400 kilo tunge krop op af vandet. En hunhvalros bruger sine stødtænder til om nødvendigt at dræbe et rovdyr der truer hendes unge.
Men sørgeligt nok er hvalrossens stødtænder også i høj kurs hos mennesket, med dets umættelige begær efter elfenben. Og en tre-fire meter lang hvalros som ligger og daser i den arktiske sol, er et let bytte for en jæger med et halvautomatisk gevær. Det er derfor ikke ualmindeligt at nogle af indbyggerne i Alaska med mellemrum sejler rundt i Beringshavet i småbåde og skyder alle de hvalrosser de får øje på, hvorefter de vender hjem med båden fyldt af hvalroshoveder, afsavet med motorsav.
Det lyder som den gamle historie om igen, men denne gang spiller en ny faktor ind, nemlig narkotika. Unge eskimoer bruger hvalrostænderne til at finansiere deres stofmisbrug. Og som tidsskriftet Newsweek bemærker: „Bytteforholdet er chokerende dårligt.“ En særlig repræsentant fra Den Amerikanske Dyreværnsforening har udtalt til ovennævnte tidsskrift at sortbørshandlere kan få et par stødtænder — der er næsten 6000 kroner værd — for blot seks marihuanacigaretter.
Loven yder faktisk jægerne større beskyttelse end dyrene. Den indfødte befolkning har nemlig lov til at jage hvalrosser til føde og som et biprodukt bruge stødtænderne i deres fremstilling af kunsthåndværk. Selv om loven synes retfærdig, giver den desværre skrupelløse personer frie tøjler. Nogle udefra kommende elfenbenshandlere flytter ind hos eskimokvinder og hævder at deres lager af stødtænder skal bruges til kunsthåndværk.
Drabene fortsætter derfor, hvilket vækker stadig større bekymring. De der lovligt jager hvalrosser og de der rent faktisk bruger elfenbenet til deres kunsthåndværk føler at deres erhverv er truet. De ældre eskimoer er bekymrede over det voksende stofmisbrug blandt de unge. Og hvordan står det til med hvalrossen? Der er stadig godt 250.000 eksemplarer tilbage i Stillehavet, så den regnes ikke for en truet dyreart. Men i hundredvis af hovedløse lig driver i land ved kysterne. Der er faktisk skyllet så mange op på de sibiriske kyster at Sovjetunionen har anmodet De Forenede Stater om at sætte en stopper for dette blodbad. Men hvor længe vil hvalrossen undgå udryddelse når dens stødtænder skaffer de grådige penge og de lastefulde narkotika?
[Kildeangivelse på side 31]
H. Armstrong Roberts