Elfenben — hvor meget er det værd?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I KENYA

Ved en international konference i Harare, Zimbabwe, i juni 1997 stemte delegerede fra 138 lande for en lempelse af et syv år gammelt internationalt forbud mod handel med elfenben. Efter heftig debat blev det besluttet at tre lande i det sydlige Afrika — Botswana, Namibia og Zimbabwe — på visse betingelser måtte sælge elfenben til ét land, nemlig Japan. Repræsentanter fra det sydlige Afrika modtog beslutningen med jubel og viste det ved at bryde ud i sang. Andre tænkte med bekymring på hvilke konsekvenser beslutningen ville få for den afrikanske elefant.

DA HÆRFØREREN Hannibal i det andet århundrede før vor tidsregning udfordrede den romerske hær, havde han en karavane af tæmmede afrikanske elefanter med sig. Dengang kunne afrikanske elefanter sandsynligvis tælles i millioner fra Kap Det Gode Håb til Kairo.

Men situationen forandrede sig. En iagttager siger: „Øer af mennesker i et hav af elefanter blev til stadig mindre øer af elefanter i et hav af mennesker.“ De voksende befolkninger invaderede efterhånden elefanternes levesteder. En anden årsag til tilbagegangen i elefantbestanden var at Saharaørkenen bredte sig sydpå.

Det altoverskyggende problem var dog efterspørgselen efter elfenben. I modsætning til tigerknogler og horn fra næsehorn tilskrives elfenben ikke helbredende egenskaber. Det er ikke desto mindre et udsøgt, smukt og holdbart materiale som er let at skære i. Lige fra gammel tid har elfenben fra elefantstødtænder været højt værdsat.

Fire hundrede år efter Hannibals tid tyndede Romerriget ud i elefantbestanden i Nordafrika for at imødekomme efterspørgselen efter elfenben. Dette begær efter elfenben har, især i Vesten, holdt sig lige siden. Efterspørgselen var især stor i begyndelsen af dette århundrede — ikke så meget til brug ved fremstillingen af elfenbensarbejder og religiøse genstande som det tidligere havde været tilfældet, men til brug ved produktionen af klaviaturer. Ifølge bogen Battle for the Elephants blev der alene i 1910 brugt cirka 700 tons elfenben (hvilket repræsenterer 13.000 nedlagte elefanter) for at fremstille 350.000 klaviaturer i USA.

Intensivt krybskytteri

Da elfenben efter den første verdenskrig ikke længere var i så høj kurs, og der blev vedtaget nye fredningslove, øgedes elefanternes antal. Men i begyndelsen af 1970’erne begyndte man igen en massenedslagtning af elefanter. Efterspørgselen kom nu fra nyrige asiatiske lande.

Denne gang varslede to faktorer ulykke for de afrikanske elefanter. Den ene var at det nu var nemmere at få fat i lette, avancerede skydevåben. Pludselig var det ingen sag at nedlægge ikke blot enkelte elefanter, men hele flokke. Den anden var at indførelsen af elektrisk udskæringsværktøj betød at uforarbejdet elfenben hurtigt kunne omdannes til salgsvarer. Førhen kunne en japansk billedskærer være et år om at udskære en enkelt stødtand. Men med elektrisk værktøj kunne blot otte fabriksarbejdere der fremstillede smykker og hanko (seglstempler som er populære i Japan), på en uge forbruge stødtænderne fra 300 elefanter. Den øgede efterspørgsel fik priserne til at stige stærkt. De store fortjenester gik selvfølgelig ikke til krybskytterne, men til mellemmændene og forhandlerne, hvoraf mange blev meget velhavende.

Dette gjorde et voldsomt indhug i antallet af elefanter. Inden for et par årtier blev elefantbestanden mindsket med 80 procent i Tanzania, hovedsagelig på grund af krybskytteri. Kenya mistede 85 procent af sine elefanter, Uganda 95 procent. I begyndelsen nøjedes krybskytterne som regel med at nedlægge voksne hanelefanter fordi de havde de største stødtænder. Men efterhånden som der blev færre gamle elefanter, begyndte krybskytterne at dræbe selv ungerne for at tage deres små stødtænder. I den periode formodes over en million elefanter at være blevet dræbt i jagten på elfenben, hvilket medførte at Afrikas elefantbestand blev reduceret til kun 625.000.

Et globalt forbud

Bestræbelser for at kontrollere handelen med elfenben og standse nedslagtningen mislykkedes totalt. Men ved en konference i Schweiz i oktober 1989 forbød Konventionen om International Handel med Udryddelsestruede Vilde Dyr og Planter (CITES) al handel med elfenben i medlemslandene. Forbudet blev bakket op med massiv økonomisk støtte til beskyttelse af elefanterne.

Nogle frygtede at et forbud mod handel med elfenben ville betyde højere sortbørspriser og en optrapning af krybskytteriet. Der skete lige det modsatte. Priserne faldt, og tidligere lukrative markeder forsvandt. I Indien faldt salget af elfenben for eksempel med 85 procent, og de fleste af de kunsthåndværkere der arbejdede i elfenben, måtte se sig om efter et andet job. Der skete et drastisk fald i krybskytteriet. Før forbudet nedlagde krybskytter årligt mindst 2000 elefanter i Kenya. I 1995 var tallet faldet til 35. Kenyas elefantbestand er vokset fra 19.000 i 1989 til omkring 26.000 i dag.

Den Internationale Miljøinspektion, der har hovedkontor i London, hyldede forbudet mod elfenbenshandelen som „en af de mest vellykkede fredningsbestræbelser i nyere tid“. Det er dog ikke alle der deler denne begejstring. Især folk i det sydlige Afrika har deres betænkeligheder.

Elefanter i det sydlige Afrika

I de sydlige afrikanske lande er der over 200.000 elefanter, hvilket er en tredjedel af Afrikas samlede bestand af elefanter. Dette skyldes dels effektive fredningsbestræbelser, dels at disse lande blev forskånet for de svært bevæbnede militser der nedslagtede elefantflokkene i Øst- og Centralafrika.

Når elefantbestanden vokser, kommer det imidlertid ofte til sammenstød med landbefolkningen. En fuldvoksen elefant har en enorm appetit og kan fortære op mod 300 kilo planteføde om dagen. Hvis en elefant holder til i nabolaget, vil man ikke kunne undgå at lægge mærke til det!

Afrikas Forening for Naturressourcer, der har hovedkontor i Zimbabwe, siger: „Størstedelen af den afrikanske landbefolkning er fjendtlig over for elefanterne og betragter dem med frygt og mistænksomhed. En flok elefanter kan på blot få timer ødelægge folks levebrød ved at spise deres afgrøder eller trampe deres husdyrbesætning ihjel. De forvolder også skader på huse og skoler, kostalde, frugttræer, dæmninger og marker. Hver dag rapporteres der i lokalaviserne om elefanternes ødelæggelser.“

De sydlige afrikanske lande er stolte af deres sunde elefantbestande. Men dyrefredning er bekosteligt, og disse lande finder det ikke rimeligt at de skal straffes for andre afrikanske landes problemer. De mener at en reguleret handel med elfenben ville skaffe midler der kunne bruges til fredningsbestræbelser og til at yde landmændene erstatning for deres tab.

Lagre af elfenben

I lande med fritlevende elefanter sker der en vis ophobning af elfenben. Det stammer fra elefanter som er blevet nedlagt legalt for at begrænse deres antal, fra elefanter der dør af naturlige årsager, og fra konfiskationer af ulovlige lagre. Hvad gør man ved disse lagre?

I Kenya brænder man dem. Siden juli 1989 har myndighederne i Kenya offentligt afbrændt elfenben til en værdi af flere millioner dollars uden at få kompensation fra andre lande. I 1992 fulgte Zambia trop og brændte landets elfenbenslagre. Budskabet var klart: Kenya og Zambia ville ikke have noget med elfenbenshandelen at gøre.

Andre lande har beholdt deres lagre som en fremtidig investering. TRAFFIC, verdens største naturkontrolorgan, anslår at den samlede mængde af oplagret elfenben i de afrikanske lande udgør mindst 462 tons til en værdi af 46 millioner dollars. Botswana, Namibia og Zimbabwe, de tre lande som nu har fået tilladelse til at handle med Japan, ligger inde med 120 tons elfenben. Mange spørger derfor: ’Hvorfor lade elfenben samle støv i lagerbygninger i et område hvor folk har økonomiske vanskeligheder? Var det ikke mere fornuftigt at sælge det og bruge pengene på fredningsprogrammer?’

Stadig betænkeligheder

Mens nogle afrikanske lande hævder at en lempelse af forbudet mod handel med elfenben vil fremme fredningen af elefanter, er andre stærkt overbeviste om at et totalt forbud er den eneste måde hvorpå man kan hindre at der igen finder rovdrift sted. Bekymringen drejer sig hovedsagelig om hvor strengt handelen med elfenben vil blive kontrolleret. Vil der opstå smuthuller hvorigennem ulovligt elfenben kan finde vej til den lovlige handel? Og hvad med ’spekulationskrybskytteri’? Vil en lempelse af forbudet vække forhåbning om en større lempelse i fremtiden og få nogle til at dræbe elefanter for at oplagre elfenben?

Endnu et problem er at der i Afrika findes et overskud af våben som aldrig før. På grund af borgerkrige er automatvåben blevet lettilgængelige for folk som på grund af vanskelige økonomiske forhold er villige til at bruge dem for at tjene penge. Nehemiah Rotich, der er formand for The East African Wildlife Society, skriver: „Nu da elfenben igen er blevet en salgsvare [på grund af lempelsen af forbudet], er der ingen tvivl om at disse våben vil blive brugt mod elefanter. Når alt kommer til alt, er det meget lettere at skyde en elefant i en vidtstrakt naturpark end det er at plyndre en bank.“

Hertil kommer at bekæmpelse af krybskytteri ikke alene er bekosteligt, men også vanskeligt at gennemføre. At afpatruljere de kæmpemæssige områder hvor elefanterne strejfer omkring, kræver store økonomiske ressourcer. I Østafrika er det en mangelvare.

Hvilken fremtid har elefanten?

Hvilke følger beslutningen om at lempe forbudet mod handel med elfenben vil få, må fremtiden vise. Selv om lempelsen skulle give gode resultater, er elefanten dog stadig i farezonen. Den trues nemlig også af en voksende befolkning som har brug for jord til landbrug og andre formål. Alene i det sydlige Afrika ryddes der årligt cirka 850.000 hektarer jord til landbrugsformål — et område halvt så stort som Israel. Efterhånden som havet af mennesker bliver større, vil øerne af elefanter helt sikkert blive endnu mindre.

Tidsskriftet World Watch siger: „Alle der har forsket i problemet, er enige på ét punkt: at den afrikanske elefant går en svær tid i møde. Ødelæggelsen af dens levesteder [der skyldes en stigende befolkningstilvækst] vil uvægerlig betyde at mange elefanter af den ene eller den anden årsag får en for tidlig død. Bliver de ikke dræbt af jægere med jagttegn, skudt for at regulere bestanden eller nedslagtet af krybskytter, vil mange dø af sult.“

Disse dystre udsigter lader imidlertid Guds holdning og hensigt ude af betragtning. Guds omsorg for sine skabninger, deriblandt elefanten, fremgår tydeligt af Jesu ord i Lukas 12:6: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud.“ Når Gud end ikke glemmer en lille spurv, kan vi være sikre på at han heller ikke vil ignorere den vældige elefants vanskelige situation.

[Ramme/illustration på side 16]

Elfenben

„Man kommer ikke uden om at elfenben er et smukt materiale. Det har en glød og en varme som overgår alle andre materialer der bruges til fremstilling af prydgenstande og skulpturarbejder. Men jeg føler altid at folk glemmer at elfenben kommer fra en elefants stødtand. Mange forbinder ikke ordet elfenben (på engelsk ivory) med en elefant. De er tilbøjelige til at kategorisere det med jade, teaktræ, ibenholt, rav eller guld og sølv. Men der er en stor forskel: Disse materialer kommer ikke fra et dyr; elfenben er en fortand i modificeret form. Når man holder et smukt elfenbensarmbånd eller et fint billedskærerarbejde i sin hånd, kræver det ikke så lidt fantasi at forestille sig at dette stykke elfenben kommer fra en elefant som engang brugte sin stødtand til at søge efter føde, grave i jorden, undersøge omgivelserne og når den legede eller skulle kæmpe. Man glemmer at forudsætningen for at man kan holde dette stykke elfenben i sin hånd, er at elefanten måtte lade livet.“ — Elephant Memories af Cynthia Moss.

[Ramme/illustration på side 19]

Om elefanter

Elefanter er umådelig stærke; og når de er vrede, skælver jorden. En elefant kan gribe fat i et menneske med sin snabel og kaste vedkommende gennem luften som en sten. Men den kan også bruge snabelen til at kærtegne med eller til forsigtigt at spise af hånden. Elefanter er intelligente, sammensatte af natur og underholdende. De viser trofasthed over for familiemedlemmer — de tilser hinandens sår, våger over deres syge og berøres når en i flokken dør. De ignorerer resterne af andre døde dyr, men de kan genkende knogler fra døde artsfæller og reagerer ved at sprede dem eller grave dem ned.

[Illustrationer på side 18]

To lande har brændt deres elfenben; andre har beholdt deres lagre som en slags investering