Den katolske kirke i Spanien — Modsætningerne

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

„Man skal ikke dømme efter det ydre.“ Dette er en træffende beskrivelse af Sagrada Familia-kirken i Barcelona. (Se billedet på side 10.) Dens himmelstræbende tårne dækker over et tomt indre — efter hundrede års byggeri er kirken endnu ikke færdig — blot en tom skal. Noget lignende gælder katolicismen i Spanien. Også den er en besynderlig blanding af styrke og tomhed, som det fremgår af følgende kommentarer fra spaniere:

„Johannes XXIII? Det lyder så bekendt. Var det en konge?“ sagde Christina, en ung, spansk pige, der aldrig før havde hørt om denne populære pave.

En taxachauffør i Madrid, José Luis, og hans kone, Isabel, aflagde et sjældent besøg i sognekirken for at få deres søn døbt. „Hvorfor skal jeres søn døbes?“ blev de spurgt. „Fordi vi er katolikker,“ svarede faderen. Da man gik ham på klingen indrømmede han imidlertid at hovedårsagen var at de ikke ville have problemer med familien.

HVIS man besøger Spanien i påskeugen, „den hellige uge“, vil man uden tvivl blive imponeret af de mange optog i byerne over hele landet. Men nogle spaniere — især de unge — ved så godt som intet om den religion de bekender sig til.

Religiøs uvidenhed går ofte hånd i hånd med religiøs ligegyldighed. De fleste spaniere bliver kirkeligt døbt, gift og begravet — og betragter sig selv som katolikker — men de går ikke så højt op i at følge forskrifterne fra Rom.

Mange forældre lader deres børn døbe, men kun få føler sig forpligtede til at undervise dem i den katolske tro. Mange ægtepar bliver viet i kirken, men kun få føler at de bør adlyde kirkens lære i ægteskabelige anliggender. Og 10 procent af dem der bekender sig som katolikker, tror end ikke på en personlig Gud.

Denne situation er dog ikke ubetinget overraskende, i betragtning af det lange men modsætningsfyldte forhold Spanien har haft til den katolske kirke. Landet er tidligere blevet beskrevet som „Tridentinerkoncilets lys, kætternes hammer og Roms sværd“, men har også avlet „den blodigste forfølgelse mod den katolske kirke i hele kirkens levetid,“ udtaler en professor i samtidshistorie ved universitetet i Deusto, Vizcaya.

I det 16. århundrede forsvarede spanske penge og spanske hære den europæiske katolicisme mod den protestantiske flodbølge, men i 1527 blev Rom og Vatikanet skånselsløst plyndret af de spanske styrker under ledelse af kejser Karl V.a Som andre spanske herskere ignorerede han med sindsro de dekreter fra Vatikanet som han ikke brød sig om.

Disse modsætninger ved Spaniens uafhængige og ganske specielle udgave af katolicismen skyldes et enestående forhold mellem kirken og staten som blev til mens begge stod på magtens tinde.

[Fodnote]