Den katolske kirke i Spanien — Magt og privilegier

„Herren gav ikke blot Peter herredømmet over Kirken, men over hele verden.“ — Pave Innocens III.

DA PAVE INNOCENS III skrev disse ord i begyndelsen af det 13. århundrede, havde middelalderens katolske kirke nået sin magts tinde. Men vejen til den verdslige magt var blevet banet af politiske alliancer snarere end af åndelige. Dette gjaldt i ganske særlig grad i Spanien.

Den spanske kirke tilrev sig magt og privilegier ved at alliere sig med staten.

Religiøs enhed — et politisk redskab

Efter i flere hundrede år at have været styret af splittede og stridende riger, blev næsten hele Spanien i 1479 forenet under Ferdinand („den Katolske“) og Isabella. Men hvordan skulle den nydannede nation kunne blive forenet i tanke og hensigt? Ferdinand sikrede sig kirkens hjælp. I 1478 var inkvisitionen blevet oprettet med pavens støtte. Styret af kongen og drevet af kirken viste den sig nu at være et af de mest magtfulde våben man endnu havde opfundet til undertrykkelse af religiøs og politisk uenighed. Da de døbte, spanske katolikker hurtigt blev bragt under inkvisitionens åg, var den eneste hindring for enheden de mange millioner udøbte — jøderne og maurerne.

I 1492 beordrede Ferdinand og Isabella, under pres fra storinkvisitor Torquemada, alle udøbte jøder udvist af Spanien. Ti år senere udvistes alle maurere der nægtede at konvertere til katolicismen. En munk ved navn Bleda beskrev muslimernes tvungne udvandring som „den prægtigste begivenhed i Spanien siden apostlenes tid“. Han tilføjede: „Nu er den religiøse enhed sikret, og en fremgangsrig tid er afgjort ved at gry.“ La España Católica (Det katolske Spanien) var blevet en realitet, og som en påskønnelse kaldte pave Alexander VI Isabella og Ferdinand for „de katolske herskere“.

Da der var religiøs enhed på hjemmefronten vendte den spanske kirke sig mod nye horisonter. Med støtte fra den spanske konge havde Columbus netop opdaget nye lande og folkeslag i Amerika. Dominikanske og franciskanske munke sejlede med conquistadorerne til Den Nye Verden, besluttede på at føre hedningerne ind i kirkens favn.

Hernán Cortéz, Mexicos erobrer, fik at vide at hovedformålet med hans ekspedition var at tjene Gud og udbrede den kristne tro. Ikke desto mindre indrømmede han frimodigt: „Jeg kommer for at samle guld.“ De fleste conquistadorer havde nok blandede motiver, ligesom ham der sagde: „Vi kom hertil for at tjene Gud og for at blive rige.“

Før conquistadorerne begav sig af sted for at erobre et nyt område oplæste de et dokument med titlen Los requisitos — uanset om de indfødte kunne høre det eller ej — hvori de befalede de indfødte at anerkende kirken som verdens hersker og kongen af Spanien som dens repræsentant. Nægtede de at efterkomme dette, var det tilstrækkeligt til at den militære kolonisering blev betragtet som „retfærdig krig“.

Millioner af indfødte blev døbt, mange umiddelbart efter at de var blevet besejret. Derefter samarbejdede præster og munke med de spanske monarker om at styre kolonierne. Som historikeren Paul Johnson bemærker: „Den katolske kirke var en afdeling af den spanske regering, især i Amerika. . . . Til gengæld krævede kirken beskyttelse, særrettigheder og kronens ubrydelige troskab mod den ortodokse tro.“

Ved udløbet af det 16. århundrede var kirken i Spanien således blevet kristenhedens mægtigste nationale kirke. Den udøvede et enevældigt religiøst herredømme i hele Spanien og en stor del af Den Nye Verden. Men dens uindskrænkede magt og privilegier førte uundgåeligt til et større magtmisbrug end i andre lande.

[Tekstcitat på side 5]

„Vi kom hertil for at tjene Gud og for at blive rige“